Hvor meget skal vi forældre deltage i?!

Tinstin skriver:

Da jeg fik babyer, synes jeg, at selvom det var dejligt, var det også hårdt og jeg så lidt frem til, at jeg kunne få mere fritid, når de blev større.

Nu er de så større (5 og 7), men jeg skal love for, at de stadig tager min fritid. Eller - det gør børnene faktisk ikke. Det gør den forventning, samfundet har, om den engagerede forælder:

• Der melder sit barn til mindst 1 fritidsaktivitet (gerne flere) men hvor børnene er så små, at man selv skal pakke deres taske, hjælpe med omklædning og sidde udenfor og trille tommelfingre imens.
• Den forælder, der selvfølgelig bager kage til forældrekaffen eller som minimum møder op og står og smalltalker i mindst en halv time.
• Den forælder, der selvfølgelig altid melder sit barn til at komme til fødselsdage, selvom barnet egentlig ikke har lyst.
• Den forælder, der altid har tjekket Aula og ved, at man skal have drikkedunke med hver tirsdag og at der forøvrigt skal medbringes syltetøjsglas til et projekt.

Jeg gik selv all-in i starten (bortset fra fritidsaktiviteterne) og var i forældrebestyrelser, bagte kage, mødte op til alle arrangementer.
Men jeg synes ikke, jeg har fået noget ud af det - kun tidsspilde.

Selvom mine børn stadig er små, så kan jeg godt mærke, at jeg allerede er TRÆT. Jeg kan slet ikke snuppe tanken om, at begge to snart går i skole og jeg skal tjekke Aula og deltage i "hyggelige sociale sammenkomster" i ét væk - og det er uden fritidsaktiviteterne.

Jeg er selv vildt introvert og socialt akavet. Min ældste har arvet mit asociale gen og han bryder sig heller ikke om alle sådan nogle ting - når han får fri, vil han hjem! (Han går ikke til noget).
Den yngste kan klare noget mere, men sætter simpelthen også bare pris på ro derhjemme.

Samtidig skal vi forældre - udover at vise for skole og institutioner, at vi er sociale - tjekke aula og min-uddannelse (ingen lektiebog, som eleverne selv har ansvar for at udfylde), lave god aftensmad, holde pæne hjem, passe to fuldtidsjobs, dyrke vores egne interesserer osv osv.

Jeg er ved at læse bogen om Det Grænseløse Forældreskab og den sætter virkelig nogle tanker om ovenstående i gang. Tidens krav til forældre er fuldstændig vanvittig og man taler nu om "forældre-udbrændthed".

Mit problem er, at jeg altid gerne vil leve op til omverdenens forventninger, så ingen kan sige, at jeg er en dårlig mor, derfor sætter jeg min egen barre højt - men jeg kan se, at hverken jeg eller mine børn får noget ud af det!
Jeg er bare så bange for at blive stemplet, hvis jeg gang på gang dropper forældrekaffen. Hvis mine børn ikke går til noget i fritiden.

Er jeg den eneste, der godt kan føle mig virkelig træt? Og bare savne dengang man selv var barn, hvor man selv skrev sine lektier i lektiebogen og hvis man ville gå til ridning, så cyklede man selv derud og sadlede op?

Til slut: jeg er selv lærer og jeg ved, at et godt forældresamarbejde er meget vigtigt! Men jeg synes bare, at det nogle gange er fået for langt - for én ting er at man kan samarbejde med barnets lærer om en konkret problemstilling, noget andet er at hele klassen inkl. forældre skal overnatte på skolen osv osv.

Hvordan klarer I andre jer? Hvad prioriterer I at deltage i? Hvad fravælger I?

Jeg tænker man må finde et kompromis. For barndommen som den var for os er forbi. Børn og samfund er anderledes. Børn løber f.eks. Ikke bare frit rundt. Leger ude på vejen osv. ihvertfald er der utrolig øde de fleste bebyggede områder. Børnene er aktiveret i klub/sfo, til legeaftale eller sidder og glor skærm, er på legeplads eller til en sport.

Hvis man ønsker ens barn skal føle sig veltilpas i det samfund der nu engang er, så kan man nok ikke melde sig helt ud af det ræs. Men man kan da vælge til og fra.

Hvis jeg var træt som dig, ville jeg tilvælge at kigge efter lektier, skriv om klassens trivsel og aktiviteter samt kontakt om legeaftaler og en enkelt sportsaktivitet når barnet er omkring 7-8 år.

Man kan ikke være anonym, hvilket nok sorterer rigtig mange fra i tråden, som deler samme syn som dig. Desværre. Men vær gange vis på, at du IKKE er alene  

Tænker det handler om at finde sin balance - og vælge de ting til som er vigtige for en selv. Og så finde roen i det - vi kan ikke leve op til alle idealer (især fordi en del af dem er modstridende).

Jeg kan også sagtens føle at det til tider kan blive lige vel meget med legegrupper den ene uge, og spisegrupper den næste - skovtur til stranden og så bage kage til klassens time. Og klasseråd har jeg også været i on/off som overskuddet og især lysten har været der - det skal ikke blive en pligt.

Og ja at skulle holde børnefødselsdag kan også føles som en uoverskuelig opgave - men det betyder bare alverden for mine børn, så det gør jeg og glædes over hvordan de glædes i ugerne op til, selvom det måske ikke er min drøm om en hyggelig eftermiddag at have 15 børn hjemme i stuen.

Men det handler jo også om at turde tage snakken med de andre forældre i klassen for hvis alle bare render rundt og planlægger det ene efter det andet fordi ingen må tro man er en dårlig forælder - ja så kan det blive for meget. Heldigvis er forældregrupperne i mine børns klasser realistiske og der er måske 3 arrangementer om året, som alle er rimeligt low key gerne noget med en eftermiddag i skoven eller ved stranden.

Du skriver du ikke føler du får noget igen - men tænker at dine børn sætter pris på du kommer til forældrekaffen - og hvis du ikke føler det, så prøv at se på dem hvis forældre (sikkert af gode grunde) ikke kunne den dag - eller måske når de løber glade rundt til skovturen og leger med deres venner på en anden måde end i skolen.

Mine har ikke gået til noget før slutningen af 1./start 2. Klasse. Synes de har haft rigeligt at gøre med at lære at gå i skole. I øvrigt har de to af dem kun gået til svømning, den tredje også til MTB men det er lørdag formiddag, så det giver ikke “hverdagsstress”

Jeg har een gang meldt mig til at bage; 30 boller til en tur. Er ikke god til at bage, men med tre børn er man vel også nødt til at tage tjansen bare een gang. Og jeg har ud af 20 mulige skoleår (10 for den ældste, 7 for den mellemste og 3 for den yngste) siddet i forældrerådet eet år. Det var nok for mig.

Jeg har slået notifikationer fra aula fra. Så tjekker jeg selv een gang om dagen; om morgenen. Det har betydet jeg har misset tilmelding til forældresamtaler og fået “dårlige tider” flere gange, men hellere det end bimlen og bamlen hver eneste gang nogen kommenterer noget.

Jeg er introvert men vi deltager i sociale arrangementer og mine børn deltager også i fødselsdage (og legegrupper). Det sidste kan man måske melde sig ud af men i min verden deltage man altså i fødselsdage hvis man kan og ikke ifht om hvor vidt man “gider”.

Min ældste går i 1. klasse. Jeg kan ikke rigtig spejle mig i, hvad du skriver.

Måske er vi bare heldige. I min søns klasse er der ikke nogen forældrefester, folk skriver ikke underlige beskeder- kun det allermest nødvendige. Vi har skolefest hvor man kan deltage som forældre, og så en sommerafslutning. Sidste år var det i den lokale park, hvor folk bare selv tog et tæppe og en picnickurv med. Stille og roligt. Forældrekaffe er ikke en ting. Klassen har et super godt sammenhold hvor alle leger med alle, også piger og drenge på kryds. 

Vi har fra start opdraget vores dreng med, at han skal kunne meget selv. Han cykler selv til og fra skole og til og fra fodbold. Han kan sagtens leve op til det ansvar. Han går også til svømning, hvor vi dog kører ham, da det er for langt væk. Derfor bliver den ene også og ser på ham imens. 

I min verden deltager man altid i fødselsdage, med mindre der er en forhindring og ikke fordi man ikke har lyst. 

Jeg synes absolut at det er nemmere at have en 7-årig end en 3-årig. Her synes jeg nemlig der oftere er opslag med 'hjælp med at samle mælkekartoner og toiletruller', 'hvem bager boller til turen', følge op på om skiftetøj og udetøj er i orden og huske at få det med frem og tilbage, deltage ved de første legeaftaler osv

Jeg har tre børn og kan heller ikke se det billede du beskriver. Forstår ikke hvorfor det er et problem at tjekke aula 1 gang om dagen. 
jeg melder mig tilgengæld aldrig til bagning osv. jeg gider ikke og jeg går ikke op i om nogle dømmer mig på det. Tilgengæld går jeg op i mine børn går det sport de gerne vil og støtter op om det. Og jeg går op i, at vi får ordentlig mad. Men det synes jeg altså heller ikke et problem. 
jeg tror du skal tænke mere på dig selv end på hvad andre tænker. Hvil i de beslutninger du har taget og som du ved bedre end nogen andre er den bedste for lige præcis din familie.

Tinstin skriver:

Da jeg fik babyer, synes jeg, at selvom det var dejligt, var det også hårdt og jeg så lidt frem til, at jeg kunne få mere fritid, når de blev større.

Nu er de så større (5 og 7), men jeg skal love for, at de stadig tager min fritid. Eller - det gør børnene faktisk ikke. Det gør den forventning, samfundet har, om den engagerede forælder:

• Der melder sit barn til mindst 1 fritidsaktivitet (gerne flere) men hvor børnene er så små, at man selv skal pakke deres taske, hjælpe med omklædning og sidde udenfor og trille tommelfingre imens.
• Den forælder, der selvfølgelig bager kage til forældrekaffen eller som minimum møder op og står og smalltalker i mindst en halv time.
• Den forælder, der selvfølgelig altid melder sit barn til at komme til fødselsdage, selvom barnet egentlig ikke har lyst.
• Den forælder, der altid har tjekket Aula og ved, at man skal have drikkedunke med hver tirsdag og at der forøvrigt skal medbringes syltetøjsglas til et projekt.

Jeg gik selv all-in i starten (bortset fra fritidsaktiviteterne) og var i forældrebestyrelser, bagte kage, mødte op til alle arrangementer.
Men jeg synes ikke, jeg har fået noget ud af det - kun tidsspilde.

Selvom mine børn stadig er små, så kan jeg godt mærke, at jeg allerede er TRÆT. Jeg kan slet ikke snuppe tanken om, at begge to snart går i skole og jeg skal tjekke Aula og deltage i "hyggelige sociale sammenkomster" i ét væk - og det er uden fritidsaktiviteterne.

Jeg er selv vildt introvert og socialt akavet. Min ældste har arvet mit asociale gen og han bryder sig heller ikke om alle sådan nogle ting - når han får fri, vil han hjem! (Han går ikke til noget).
Den yngste kan klare noget mere, men sætter simpelthen også bare pris på ro derhjemme.

Samtidig skal vi forældre - udover at vise for skole og institutioner, at vi er sociale - tjekke aula og min-uddannelse (ingen lektiebog, som eleverne selv har ansvar for at udfylde), lave god aftensmad, holde pæne hjem, passe to fuldtidsjobs, dyrke vores egne interesserer osv osv.

Jeg er ved at læse bogen om Det Grænseløse Forældreskab og den sætter virkelig nogle tanker om ovenstående i gang. Tidens krav til forældre er fuldstændig vanvittig og man taler nu om "forældre-udbrændthed".

Mit problem er, at jeg altid gerne vil leve op til omverdenens forventninger, så ingen kan sige, at jeg er en dårlig mor, derfor sætter jeg min egen barre højt - men jeg kan se, at hverken jeg eller mine børn får noget ud af det!
Jeg er bare så bange for at blive stemplet, hvis jeg gang på gang dropper forældrekaffen. Hvis mine børn ikke går til noget i fritiden.

Er jeg den eneste, der godt kan føle mig virkelig træt? Og bare savne dengang man selv var barn, hvor man selv skrev sine lektier i lektiebogen og hvis man ville gå til ridning, så cyklede man selv derud og sadlede op?

Til slut: jeg er selv lærer og jeg ved, at et godt forældresamarbejde er meget vigtigt! Men jeg synes bare, at det nogle gange er fået for langt - for én ting er at man kan samarbejde med barnets lærer om en konkret problemstilling, noget andet er at hele klassen inkl. forældre skal overnatte på skolen osv osv.

Hvordan klarer I andre jer? Hvad prioriterer I at deltage i? Hvad fravælger I?

Måske er noget af det væsentligste, forældre i dag kan lære deres børn, at prioritere, vælge til og fra - særligt når det gælder “hvad tænker de andre?”-forhold? 
Det er jo ikke et krav, at du holder et pænt hjem udover basal rengøring, at du laver “god” aftensmad på daglig basis, når blot børnene bliver mætte, at du og din mand dyrker egne interesser, at I begge har fuldtidsjob osv. osv. Ingen blander sig i, om I får rugbrød eller færdigretter tre gange på en uge i et rodet hjem, eller om en af jer er på nedsat tid, eller om I ikke orker/prioriterer hobbies og sport. 
Der kommer heller ikke nogen efter jer, hvis jeres børn ikke dyrker fritidsaktiviteter, og hvis du ikke er i forældreråd og ikke bager kage, men køber en hos bageren, når det rimeligvis er din tur. 

Du ved endda selv, at du sætter barren højt - er det så ikke primært dig selv, du skal “arbejde” med, så du sætter den lavere? 

De unge mennesker i dag oplever en perfekthedskultur, som i høj grad bunder i, hvad de tror, andre forventer af dem - ikke hvad de egentlig forventes at kunne/ligne/gøre. Som forældre kunne man vise dem det gode eksempel ved ikke selv at ligge under for, hvad man tror, andre forventer af én. Der er ting, man skal, ting, man bør - og så er der alt det, man kan vælge til og fra efter ønske, overskud, behov. Og det meste af det, du nævner, hører til i den sidste kategori. 

Ligesom teenagepigen på et tidspunkt helst skal opdage, at resten af verden ikke har al fokus på, om hendes frisure er perfekt, og om hendes numse har den rette størrelse, vil du formentlig også opdage, at de færreste reelt går op i, om dit hjem altid skinner, og om dit barn går til fodbold, hvis du slækker på de standarder, du har sat i en formodning om, hvad andre forventer. 

Jeg har ikke læst de andres besvarelser, men:

1. Man behøver jo ikke være den der melder sig til at bage kage hver gang

2. Man behøver ikke være med i alle forældrebestyrelser. I mine børns klasser er der ca 5 forældre i forældrerådet. Og de har siddet der i flere år af gangen. Har selv lige meldt mig til forældrerådet i mit ene barns klasse og vi har måske 3 møder om året (flere af dem bare via TEAMS), så det er ikke fordi det tager meget af ens tid. 

3. Du kan nøjes med at tjekke AULA fx hver søndag og på den måde være klar til en uge med ekstaordinære ting børnene skal have med uden at skulle tjekke AULA dagligt 

4. Du kan lave mad til flere dage af gangen og på den måde ikke stå og lave mad hver dag. Vi får som regel rester hver anden dag, så vi hver anden dag kan bruge eftermiddagen på andet end madlavning. Derudover kun handle stort ind 1 gang om ugen 

5. Har du en mand/kæreste du kan sende afsted engang imellem til de forskellige arrangementer i børnehave/skole, så det ikke altid er dig? Han kunne også hjælpe med AULA, madlavning, rengøring, lektier m.v.

Ovennævnte bare nogle forslag til at lette din hverdag lidt, for ja, der er mange ting for en børnefamilie. Mine børn fylder 10 og 13 inden længe og hvis det trøster dig lidt, så kan jeg fortælle at hende på snart 13 har været selvstændig længe og selv “kørt showet” med legeaftaler mv. Vi skal kun køre til fritidsaktiviteter 1x om ugen og ellers kun involveres hvis der sker noget ekstraordinært. Sådan har det været de sidste par år med hende. 

Jeg ved ikke, om det er helt det samme, jeg tror ikke jeg føler mig presset på samme måde som dig, men jeg kan virkelig godt blive imponeret og overrasket over, hvad andre forældre - og ikke mindst børn - kan overkomme. 

Min dreng går til gymnastik og svømning - lillesøster går til gymnastik. Men mange af min drengs venner går måske til fodbold to gange om ugen, svømning og spejder - så de kun har fredag, hvor de kan tage lige hjem. Oven i købet har de lange dage i sfo. Jeg kan slet ikke begribe, hvordan de kan holde til så meget. Og forældre der inviterer venner over en almindelig hverdag, og går i byen hver for sig måske en gang om måneden. Og de dyrker også lige sport på højt plan - med tre børn under skolealderen.

Jeg er meget imponeret - helt ægte og uden ironi - og også ærgerlig over, at hverken mine børn eller jeg har det energiniveau. Men jeg tror det også handler om at acceptere sig selv som man er. Der er ingen, der siger, man skal gøre så meget, og jeg ville nok dø af stress hvis det var mig. 

Så lad de forældre, der snildt kan bage en kage og sidde i forældreråd samtidig med, at de jonglerer med et perfekt hjem, og deres børn træner elitesport i nabobyen, gøre det, og glæd dig over, at de findes, for de er fantastiske og sætter så mange gode ting i gang for alle - men accepter, at det energiniveau har du ikke. Og meld da også bare ud. Der sidder helt sikkert andre forældre omkring dine børn, som er ligesom dig - og mig.

Ps: jeg er også lærer. Jeg synes også, at jeg ofte er fyldt op socialt når jeg har været på job. Gider ikke smalltalke med Sofus’ far efter 6 lektioner i 7.b. Gider virkelig godt have ro!

Det var vist en smutter, at man ikke kan skrive anonymt i tråden!

Jeg er da glad på jeres vegne over, at det ikke føles så hårdt for jer! Det er da dejligt - og det lyder også som om, I har gjort op med jer, hvad I gider og ikke gider.

Jeg ved dog, at jeg langt fra er den eneste, der har det problem, at jeg føler mig lidt udbrændt - der er en grund til at ordet "forældreudbrændthed"eksisterer og at en bog som Det Grænseløse Forældreskab er udkommet. 
For mange har det taget overhånd med engagementet i børnenes liv, tror jeg - helt ærligt, der er folk, der ringer og klager over deres børns karakterer - på universitetet.

Jeg ved, at tiden har ændret sig fra de "sorgløse" 90'ere, hvor man ringede til hinanden på fastnet og spurgte, om man kunne lege og forøvrigt ikke havde nogen computer. Det anerkender jeg bestemt og jeg bruger ikke mine børn til at genopleve min egen barndom.

Jeg har da heller ikke noget praktisk problem med at tjekke Aula, jeg er ret struktureret og hvis knægten havde en lektiebog, så var det alligevel mig, der lige kiggede i den.
Men! Jeg mener alligevel, at vi skal ordne for meget for vores børn og at vi ofte kommer til at gøre dem bjørnetjenester (i vendingens gamle betydning) ved at sørge for alt muligt for dem.