Hvor meget skal vi forældre deltage i?!

Da jeg fik babyer, synes jeg, at selvom det var dejligt, var det også hårdt og jeg så lidt frem til, at jeg kunne få mere fritid, når de blev større.

Nu er de så større (5 og 7), men jeg skal love for, at de stadig tager min fritid. Eller - det gør børnene faktisk ikke. Det gør den forventning, samfundet har, om den engagerede forælder:

• Der melder sit barn til mindst 1 fritidsaktivitet (gerne flere) men hvor børnene er så små, at man selv skal pakke deres taske, hjælpe med omklædning og sidde udenfor og trille tommelfingre imens.
• Den forælder, der selvfølgelig bager kage til forældrekaffen eller som minimum møder op og står og smalltalker i mindst en halv time.
• Den forælder, der selvfølgelig altid melder sit barn til at komme til fødselsdage, selvom barnet egentlig ikke har lyst.
• Den forælder, der altid har tjekket Aula og ved, at man skal have drikkedunke med hver tirsdag og at der forøvrigt skal medbringes syltetøjsglas til et projekt.

Jeg gik selv all-in i starten (bortset fra fritidsaktiviteterne) og var i forældrebestyrelser, bagte kage, mødte op til alle arrangementer.
Men jeg synes ikke, jeg har fået noget ud af det - kun tidsspilde.

Selvom mine børn stadig er små, så kan jeg godt mærke, at jeg allerede er TRÆT. Jeg kan slet ikke snuppe tanken om, at begge to snart går i skole og jeg skal tjekke Aula og deltage i "hyggelige sociale sammenkomster" i ét væk - og det er uden fritidsaktiviteterne.

Jeg er selv vildt introvert og socialt akavet. Min ældste har arvet mit asociale gen og han bryder sig heller ikke om alle sådan nogle ting - når han får fri, vil han hjem! (Han går ikke til noget).
Den yngste kan klare noget mere, men sætter simpelthen også bare pris på ro derhjemme.

Samtidig skal vi forældre - udover at vise for skole og institutioner, at vi er sociale - tjekke aula og min-uddannelse (ingen lektiebog, som eleverne selv har ansvar for at udfylde), lave god aftensmad, holde pæne hjem, passe to fuldtidsjobs, dyrke vores egne interesserer osv osv.

Jeg er ved at læse bogen om Det Grænseløse Forældreskab og den sætter virkelig nogle tanker om ovenstående i gang. Tidens krav til forældre er fuldstændig vanvittig og man taler nu om "forældre-udbrændthed".

Mit problem er, at jeg altid gerne vil leve op til omverdenens forventninger, så ingen kan sige, at jeg er en dårlig mor, derfor sætter jeg min egen barre højt - men jeg kan se, at hverken jeg eller mine børn får noget ud af det!
Jeg er bare så bange for at blive stemplet, hvis jeg gang på gang dropper forældrekaffen. Hvis mine børn ikke går til noget i fritiden.

Er jeg den eneste, der godt kan føle mig virkelig træt? Og bare savne dengang man selv var barn, hvor man selv skrev sine lektier i lektiebogen og hvis man ville gå til ridning, så cyklede man selv derud og sadlede op?

Til slut: jeg er selv lærer og jeg ved, at et godt forældresamarbejde er meget vigtigt! Men jeg synes bare, at det nogle gange er fået for langt - for én ting er at man kan samarbejde med barnets lærer om en konkret problemstilling, noget andet er at hele klassen inkl. forældre skal overnatte på skolen osv osv.

Hvordan klarer I andre jer? Hvad prioriterer I at deltage i? Hvad fravælger I?

Jeg synes overhovedet ikke det er så vanvittigt som du fremstiller det  

Lad være at melde dig i forældreråd og bestyrelser. 95% har ikke lyst. Det er langt mere reglen at man prøver at styre udenom  

Det lyder langt mest som dine egen forventninger er skruet helt i top. 

Det eneste jeg egentlig synes man “skal”, er at støtte op om aktiviteter der styrker fællesskabet bland børnene (key Word - børnene! Jeg synes ikke man som forældre er forpligtet til at socialisere med de andre forældre og øvrige søskende) 

Og ja, jeg er enig i at lektier der idag er et forældreansvar at holde styr på - det hænger mig langt ud af halsen. Jeg har en søn i 5. Klasse der endnu ikke har fattet at tage det ansvar selv. Og det er SÅ meget fordi det har været en forventet forældreopgave fra indskolingen. 

Men jeg ser ikke alt det andet du oplister, om forventning til at socialisere, bage kage eller gå til fritidsaktiviteter som et must. det er  ikke noget jeg går og tænker er noget vi absolut skal hvis overskuddet og lysten ikke er der.

Min datter er 7 år og går i 1. klasse. 

Du har helt ret i, at når de begynder i skole er der rigtig meget, man skal deltage og forholde sig til på daglig basis. Hvad de skal have med, lektier, legeaftaler, arrangementer osv. 

Jeg synes, det hjælper at koncentrere sig om en uge af gangen og så være i nuet med det, man nu engang er i gang med. Lad være med at tænke for langt frem. 

Der er nu heller ikke noget i vejen med fritidsinteresser så længe, det er barnet selv, der vil. Min datter går til to ting. Med den ene ting skal vi hjælpe med omklædning og blive der, mens det foregår, men det er nu hyggeligt nok, synes jeg. Igen vær i nuet. Ved den anden ting skal hun blot bringes og hentes og det pga. hun skal krydse en trafikeret vej derhen. Ellers kunne hun skam cykle selv. 

Vi vælger også fra. Personligt deltager jeg i det, hvor min datter gerne vil med + forældremøder og andre 'vigtige' ting. Mens ting, hvor der kun er forældrene, der skal med, det springer vi fra. Vi har jo ikke anden relation med de forældre end at vores børn går i klasse sammen. Det er vigtigt, at forældrene også kender hinanden ja, men det kan man ligeså godt komme til ved et arrangement, hvor børnene også er med i stedet for fx en forældrefest i druk. '

Til sidst, lad være med at melde dig til alverdens ting, du alligevel ikke kan overskue eller har lyst til. Det forventer ingen. Ej heller at dine børn går til fritidsinteresser. Det er da, hvis dine børn gerne selv vil. 

Jeg føler mig heller ikke presset egentlig. Jeg prøver at udnytte tiden ved at fx tage min computer med og arbejde, mens jeg venter ved fritidsaktiviteten, eller selv deltage og på den måde få min motion.

Og jeg finder det heller ikke særlig besværligt at lave (eller købe ! ) en kage på vejen til er arrangement, hvor jeg får en masse god input om mit barn/skolen/verden.

Jeg er til gengæld også røvligeglad hvad andre synes om vores tilgang til forældreskabet.

Men det er da helt fair, at du har det sådan, og  jeg tror, der ville være en god ide at minde dig selv om, at folk generelt er ligeglade med andres måde at gøre tingene på, med mindre de selv er så usikre, at de bruger det for at hævde sig selv. Gør du bare som du selv har lyst og orker.

Jeg har bagt 100 vis af kager , været til lige så mange forældresamtaler, forældremøder , sociale arrangementer osvosv.

Jeg har fået 8 børn - og ja gu kan man drukne lidt i forældreintra og drikkedunke. 

Men tingene er jo hvad man gør det til. Man bestemmer jo selv hvor mange kager man gider bage osv.

Dog er der ting der i min verden er obligatorisk- som fx at ens børn naturligvis deltager i andre børns fødselsdag. 

Både for fødselarens skyld, men også for ens eget barns skyld.

Der er en i mit barns klasse ( 0 kl) der aldrig er med til fødselsdag. Aldrig har legeaftaler eller deltager i de sociale arrangementer der er på skolen. Og allerede nu er han " stemt ude"  af de andre børn.

Han er aldrig i deres tanker - og bliver sådan lige hovsa husket på. Og der mener jeg at man som forældre også har et ansvar for at ens barn fungere socialt . 

Men ellers så er det jo op til en selv hvor meget man orker/ gider . Så længe man husker på at det man giver er også det man får tilbage.  

Jeg har bagt 100 vis af kager , været til lige så mange forældresamtaler, forældremøder , sociale arrangementer osvosv.

Jeg har fået 8 børn - og ja gu kan man drukne lidt i forældreintra og drikkedunke. 

Men tingene er jo hvad man gør det til. Man bestemmer jo selv hvor mange kager man gider bage osv.

Dog er der ting der i min verden er obligatorisk- som fx at ens børn naturligvis deltager i andre børns fødselsdag. 

Både for fødselarens skyld, men også for ens eget barns skyld.

Der er en i mit barns klasse ( 0 kl) der aldrig er med til fødselsdag. Aldrig har legeaftaler eller deltager i de sociale arrangementer der er på skolen. Og allerede nu er han " stemt ude"  af de andre børn.

Han er aldrig i deres tanker - og bliver sådan lige hovsa husket på. Og der mener jeg at man som forældre også har et ansvar for at ens barn fungere socialt . 

Men ellers så er det jo op til en selv hvor meget man orker/ gider . Så længe man husker på at det man giver er også det man får tilbage.  

 

Ja, jeg synes jo så, at selvom jeg virkelig har givet meget, har jeg intet fået tilbage!
Det er nok derfor, jeg lige nu føler, jeg lige så godt kan give op og bare være passiv. Måske har jeg bare brug en pause og melde mig ud lidt.

Mine drenge er vellidte - men det er pga. deres person. Fordi de er sjove at lege med og gode kammerater. Jeg har ikke indtryk af, at mit sociale engagement har noget med det at gøre.

Tinstin skriver:

Ja, jeg synes jo så, at selvom jeg virkelig har givet meget, har jeg intet fået tilbage!
Det er nok derfor, jeg lige nu føler, jeg lige så godt kan give op og bare være passiv. Måske har jeg bare brug en pause og melde mig ud lidt.

Mine drenge er vellidte - men det er pga. deres person. Fordi de er sjove at lege med og gode kammerater. Jeg har ikke indtryk af, at mit sociale engagement har noget med det at gøre.

Det har en del at gøre.

At man er " synlig"  

Især i de første år , hvor det er forældrene der arrangerer legeaftaler .

Så er man tilbøjelig til at vælge det trygge og kendte.

Men ja - du skal som mor selvfølgelig også kunne være i det.  Og det er ok at lade være med at melde sig fx på bageholdet.

Jeg har lige sendt en tilmelding seddel med min 10 årige i skole.  Hvor man skulle skrive sig på til de sædvanlige til. Som pizzasnegle og kage til en lejrtur.

Det har jeg pga arbejde ikke tid til den her gang - men jeg har tid til at bestille et par kager ved bageren.   Så det bidrager vi med. 

Og tænker ungerne er ligeglad med om det er hjemmebagt eller ej.

Jeg har fire børn og synes også der er rigtig meget, men jeg melder mig ikke ind i bestyrelser, da jeg godt ved at jeg ikke har tid 

Deltager i det jeg kan (arbejdsdage, forældremøder osv men det hænder at noget falder sammen, og så er vi desværre nødt til at prioriterer) men synes det høre med til at få børn at man engagerer sig i deres liv 

Tinstin skriver:

Da jeg fik babyer, synes jeg, at selvom det var dejligt, var det også hårdt og jeg så lidt frem til, at jeg kunne få mere fritid, når de blev større.

Nu er de så større (5 og 7), men jeg skal love for, at de stadig tager min fritid. Eller - det gør børnene faktisk ikke. Det gør den forventning, samfundet har, om den engagerede forælder:

• Der melder sit barn til mindst 1 fritidsaktivitet (gerne flere) men hvor børnene er så små, at man selv skal pakke deres taske, hjælpe med omklædning og sidde udenfor og trille tommelfingre imens.
• Den forælder, der selvfølgelig bager kage til forældrekaffen eller som minimum møder op og står og smalltalker i mindst en halv time.
• Den forælder, der selvfølgelig altid melder sit barn til at komme til fødselsdage, selvom barnet egentlig ikke har lyst.
• Den forælder, der altid har tjekket Aula og ved, at man skal have drikkedunke med hver tirsdag og at der forøvrigt skal medbringes syltetøjsglas til et projekt.

Jeg gik selv all-in i starten (bortset fra fritidsaktiviteterne) og var i forældrebestyrelser, bagte kage, mødte op til alle arrangementer.
Men jeg synes ikke, jeg har fået noget ud af det - kun tidsspilde.

Selvom mine børn stadig er små, så kan jeg godt mærke, at jeg allerede er TRÆT. Jeg kan slet ikke snuppe tanken om, at begge to snart går i skole og jeg skal tjekke Aula og deltage i "hyggelige sociale sammenkomster" i ét væk - og det er uden fritidsaktiviteterne.

Jeg er selv vildt introvert og socialt akavet. Min ældste har arvet mit asociale gen og han bryder sig heller ikke om alle sådan nogle ting - når han får fri, vil han hjem! (Han går ikke til noget).
Den yngste kan klare noget mere, men sætter simpelthen også bare pris på ro derhjemme.

Samtidig skal vi forældre - udover at vise for skole og institutioner, at vi er sociale - tjekke aula og min-uddannelse (ingen lektiebog, som eleverne selv har ansvar for at udfylde), lave god aftensmad, holde pæne hjem, passe to fuldtidsjobs, dyrke vores egne interesserer osv osv.

Jeg er ved at læse bogen om Det Grænseløse Forældreskab og den sætter virkelig nogle tanker om ovenstående i gang. Tidens krav til forældre er fuldstændig vanvittig og man taler nu om "forældre-udbrændthed".

Mit problem er, at jeg altid gerne vil leve op til omverdenens forventninger, så ingen kan sige, at jeg er en dårlig mor, derfor sætter jeg min egen barre højt - men jeg kan se, at hverken jeg eller mine børn får noget ud af det!
Jeg er bare så bange for at blive stemplet, hvis jeg gang på gang dropper forældrekaffen. Hvis mine børn ikke går til noget i fritiden.

Er jeg den eneste, der godt kan føle mig virkelig træt? Og bare savne dengang man selv var barn, hvor man selv skrev sine lektier i lektiebogen og hvis man ville gå til ridning, så cyklede man selv derud og sadlede op?

Til slut: jeg er selv lærer og jeg ved, at et godt forældresamarbejde er meget vigtigt! Men jeg synes bare, at det nogle gange er fået for langt - for én ting er at man kan samarbejde med barnets lærer om en konkret problemstilling, noget andet er at hele klassen inkl. forældre skal overnatte på skolen osv osv.

Hvordan klarer I andre jer? Hvad prioriterer I at deltage i? Hvad fravælger I?

Ærligt.. jeg kan ikke nikke genkendende til noget af det du skriver. 

min dreng bliver 8 og skal op i 2. Klasse efter sommerferien. 2 gange om året holdes der noget socialt. Sommerfest og halloween. Det deltager jeg i. 
der inviteres forholdsvis ofte på forældresammenkomster. Men har aldrig deltager for det siger mig ingenting. Og kunne mildest talt ikke være mere ligeglad med hvad de tænker om mig at jeg ikke deltager.

fødselsdage deltager han kun i hvis han selv har lyst  

min søn går til guitar 1 gang om ugen. Det er i sfo’tiden og han går selv derover og tilbage til sfoen bagefter 

jeg undre mig over hvorfor man har så travlt med hvad andre mener og tænker om ens forældrerolle mens man udbrænder sig fuldstændig for at please alle omkring sig. Fremfor bare at gøre hvad man føler er bedst for en selv og ens familie også skide hul i hvad andre mener men bevare sin energi og hygge i hjemmet. 

Jeg undrer mig over, hvorfor så mange mennesker synes, at det er hårdt/besværligt/ligegyldigt at tjekke Aula én gang om dagen og interessere sig for sit barns skolegang.

Når ting bliver skrevet på Aula og f.eks. MinUddannelse er det (bl.a.) for at hjælpe de børn, der ikke selv kan holde styr på lektier o.a. 

Folk har diverse profiler på sociale medier, som de tjekker op til flere gange om dagen. Og her er det meste ved Gud ligegyldigt.