Hvor meget skal vi forældre deltage i?!

Jeg mener at vi som forældre, har et vist ansvar for at deltage i bestemte ting, mens ungerne er små.

Vi har gået til tumlastik med begge unger 1 gang om ugen, hvor vi på skift var med.

Så startede den ene til spring. Hun ku selv gå fra klubben, ned til spring og cykle hjem. Dejligt nemt. Da hun blev 8 startede hun til fodbold 2 gange om ugen. Her blev hun endten kørt ned eller cyklede selv til træning. Vi har nok næsten været med til alle kampe, endten sammen eller på skift. Efter en knæskade stoppede hun med fodbold for snart 2 år siden, og går nu til bueskydning 2 gange om ugen. Her er hende og veninden afhængig af at blive kørt pga lang afsted, tidspunkt osv. Vi skiftes med venindens forældre til at køre. Hun er nu 14 år.

Vores yngste på 10, har også gået til fodbold siden hun var 6 år til hun blev 8 år. Her har hun selv ku gå ned efter klub, også har vi hentet hende. Da hun blev 7 startede hun også til håndbold 1 gang om ugen. Igen ku hun bare selv gå derned efter klub. 

Fodbold stoppede hun med til fordel for kor, som hun blev udvalgt til 2 gange i ugen. Det gik hun til i 1 år. Så blev presset fra sangskolen for stort hende, pga læsevanskligheder, og hun stoppede.

Hun har samtidig gået til ridning i ca 2 år, hvilket hun var rigtig glad for, men det krævede en KÆMPE indsats fra os forældre, hvor vi hver gang skulle deltage, gøre hest klar osv. Dette var et krav fra rideskolen. Efter mange forskellige lære, blev hun træt af, at der altid var ændringer, og hver mdr sku hun ride på en ny hest, så hun fik lov til at stoppe.

Så nu går hun bare til håndbold 2 gange i ugen, plus kampe. Vi ser hende træne når vi har tid, og vi ser altid hendes kampe.

Jeg arbejder tit aftenvagter, så vi køre alt planlagt, og på skift.

Vi deltager i de ting, der forgår på skolen. Nogen gange bare lige 30 min.

Tit er det os der køre til kampe. 

Jeg bager gerne en kage, eller boller, men ingen ska bestemme om det ska være glutenfrie grovboller osv. 

Jeg laver kampklatter til ungernes kampe, hvis de ska spille flere I træk  så de får noget af spise (feks banan/spinat pandekager, med havregryn) Laver poser med skåret agurker/gulerødder/æbler/bananer, riskiks osv.

Jeg har lige været en weekend med på håndboldlejer, og om et par uger, ska jeg være forældre hjælper, til fest for 8 klasse. 

Jeg var med til at planlægge og afholde blå mandag, sidste år.

Jeg syntes de er nogen fantastiske unge mennesker, og elsker at se deres glæde osv, når der bliver gjort nogen, kun for dem. 

Jeg er TIT blevet spurt om jeg ik nok vil melde mig til forældrebestyrelsen, blive frivillige træner osv. Men her siger jeg klart nej, da jeg syntes det bliver for krævende, og vil tage for mange af de få fri aftner jeg har.

Jeg ka sagtens genkende, at der ka være høje forventninger, fra andre i forhold til, hva man "bør" melde sig til, deltage i, hva der bliver serveret osv. 

Jeg har valgt at sige, at jeg gør hva jeg har tid og overskud til, og hvis de ik er tilfredse, må de selv gøre det.

Jeg spørg mine unger, om de gerne vil have jeg deltager, inden jeg melder mig. Indtil videre er de glade for, at jeg melder mig.

Hvis de ka deltage i fødselsdage i klassen, deltager de ALTID. Ska vi noget andet melder vi self fra.

Her styre de selv deres lejeaftaler, men nu er de også så gamle, at det ik er et problem, for de ved jo godt hvilken dage, de ska noget osv.

Håber mit mega LANGE skriv, giver mening vh Stine 

Meget enig. Min ældste datters klasse er ikke og har aldrig været slem ift arrangementer. Men min yngstes! Der er hele tiden noget. Fernisering, morgenmad i klassen, kor, forældrefester, koloni, trivselsarrangement og legegrupper (som nu er blevet udvidet til madgrupper og ikke bare leg et par timer efter skole, på trods af børnene kun går i 4. klasse).

Jeg vælger så meget fra som jeg kan, men når det er så voldsomt føler jeg på en måde også at jeg sætter mig selv udenfor forældregruppen, når jeg ikke er med. Og det har jeg det på sin vis fint med, men så rammer det mig alligevel en gang imellem. 
Jeg ved virkelig ikke, hvorfor forældre skal involveres så meget. 
Fritidsaktiviteter er der også masser af, men der føler jeg ikke der er forventning om at jeg skal involvere mig på samme måde.

Altså nu ved jeg ikke om dette er en reel tråd, eller bare en reklame for en eller anden bog, men nu skriver jeg alligevel…..

Mine børn går til de fritidsinteresser, de virkelig gerne vil. Det betyder at den ene ikke går til noget og de andre har 1-2 ting hver. 
Vi prioriterer SELVFØLGELIG børnefødselsdage uanset om ungerne har lyst eller ej - de ville jo også selv blive kede af det, hvis folk ikke gad dukke op. 
Derudover deltager vi i klassearrangementer, hvis vi kan og jeg kan virkelig ikke se noget problem i at tjekke aula/intra en gang om dagen. Nogen gange (ofte )glemmer vi ting, selvom vi egentlig har læst det - det overlever ungerne såmænd ganske fint…

Jeg synes også indimellem det er anstrengende at være privatchauffør og forælder til 3 børn, men jeg hviler i det og nyder det mens jeg har dem. Men nu har jeg så heller ikke læst bøger om hvor hårdt det er at være forælder - jeg gør det så godt som jeg kan og lige orker og så går det såmænd nok alt sammen.
Diverse forældrekaffe og arrangementer er jeg med til engang imellem, når jeg har tid til det. 

Mine børn kan i perioder tage meget ansvar og i perioder har de meget brug for hjælp. De skulle gerne ende som selvstændige og robuste voksne, men det opfatter jeg som mit ansvar og ikke samfundet omkring mig.

Jeg kan godt følge dig, og jeg tror heller ikke, at alle de ting du skriver skal opfattes så bogstaveligt som mange her i tråden gør.

Jeg har et skolebarn og et børnehavebarn, og jeg synes også der er mange ting at forholde sig til. Nej, det er måske ikke et problem at tjekke aula en gang dagligt, men mængden af information til os forældre er gigantisk, og det var altså noget andet tidligere, hvor der ikke blev skrevet ud om alt fra hvordan man tjekker for lus, til madplan og at en af stuerne i børnehaven skal på tur.  
Der hang måske en seddel i børnehaven, og så fik man ligesom informationen dernede.
I april har vi haft legegruppe og fælles klassearrangement, i maj er der fødselsdag, skole-hjem samtale og bedsteforældredag, i juni er der foredrag, sommerfest og overnatning i SFO (forældre arrangeret). Jeg synes det er meget. Og ja, man man prioritere osv., men mine børn vil gerne deltage, og jeg vil gerne støtte dem og engagere mig for deres skyld, så synes faktisk ikke der er et valg. 

Tinstin skriver:

Da jeg fik babyer, synes jeg, at selvom det var dejligt, var det også hårdt og jeg så lidt frem til, at jeg kunne få mere fritid, når de blev større.

Nu er de så større (5 og 7), men jeg skal love for, at de stadig tager min fritid. Eller - det gør børnene faktisk ikke. Det gør den forventning, samfundet har, om den engagerede forælder:

• Der melder sit barn til mindst 1 fritidsaktivitet (gerne flere) men hvor børnene er så små, at man selv skal pakke deres taske, hjælpe med omklædning og sidde udenfor og trille tommelfingre imens.
• Den forælder, der selvfølgelig bager kage til forældrekaffen eller som minimum møder op og står og smalltalker i mindst en halv time.
• Den forælder, der selvfølgelig altid melder sit barn til at komme til fødselsdage, selvom barnet egentlig ikke har lyst.
• Den forælder, der altid har tjekket Aula og ved, at man skal have drikkedunke med hver tirsdag og at der forøvrigt skal medbringes syltetøjsglas til et projekt.

Jeg gik selv all-in i starten (bortset fra fritidsaktiviteterne) og var i forældrebestyrelser, bagte kage, mødte op til alle arrangementer.
Men jeg synes ikke, jeg har fået noget ud af det - kun tidsspilde.

Selvom mine børn stadig er små, så kan jeg godt mærke, at jeg allerede er TRÆT. Jeg kan slet ikke snuppe tanken om, at begge to snart går i skole og jeg skal tjekke Aula og deltage i "hyggelige sociale sammenkomster" i ét væk - og det er uden fritidsaktiviteterne.

Jeg er selv vildt introvert og socialt akavet. Min ældste har arvet mit asociale gen og han bryder sig heller ikke om alle sådan nogle ting - når han får fri, vil han hjem! (Han går ikke til noget).
Den yngste kan klare noget mere, men sætter simpelthen også bare pris på ro derhjemme.

Samtidig skal vi forældre - udover at vise for skole og institutioner, at vi er sociale - tjekke aula og min-uddannelse (ingen lektiebog, som eleverne selv har ansvar for at udfylde), lave god aftensmad, holde pæne hjem, passe to fuldtidsjobs, dyrke vores egne interesserer osv osv.

Jeg er ved at læse bogen om Det Grænseløse Forældreskab og den sætter virkelig nogle tanker om ovenstående i gang. Tidens krav til forældre er fuldstændig vanvittig og man taler nu om "forældre-udbrændthed".

Mit problem er, at jeg altid gerne vil leve op til omverdenens forventninger, så ingen kan sige, at jeg er en dårlig mor, derfor sætter jeg min egen barre højt - men jeg kan se, at hverken jeg eller mine børn får noget ud af det!
Jeg er bare så bange for at blive stemplet, hvis jeg gang på gang dropper forældrekaffen. Hvis mine børn ikke går til noget i fritiden.

Er jeg den eneste, der godt kan føle mig virkelig træt? Og bare savne dengang man selv var barn, hvor man selv skrev sine lektier i lektiebogen og hvis man ville gå til ridning, så cyklede man selv derud og sadlede op?

Til slut: jeg er selv lærer og jeg ved, at et godt forældresamarbejde er meget vigtigt! Men jeg synes bare, at det nogle gange er fået for langt - for én ting er at man kan samarbejde med barnets lærer om en konkret problemstilling, noget andet er at hele klassen inkl. forældre skal overnatte på skolen osv osv.

Hvordan klarer I andre jer? Hvad prioriterer I at deltage i? Hvad fravælger I?

Jeg var selv sådan en som blev "woow! der er meget man skal", da min store datter startede skole.

Jeg er dog blevet bedre til at sige fra, og acceptere at vi KAN ikke komme med til alt. Dette skyldes dog også, at vi har en lillesøster med special behov. 

Jeg er også introvert, og vil egentligt helst være hjemme. Det er min datter også, men hun elsker dog at være social herhjemme (have veninder hjemme). 

Ofte deler vi os dog op, da min mand godt kan lide det, og så bliver jeg hjemme med den mindste, som ikke kan tåle for meget. 

Det skal helst ikke gå udover min datter, at jeg er introvert og vi har et andet barn, som ikke kan tåle det. Nogle ting vælger hun dog selv fra, da hun jo som skrevet ovenover helst vil være hjemme. Dog mener jeg, at det er vigtigt at man er med i fællesskabet.

Jeg synes dog, at arrangementerne/aftaler kommer i stimer. Vi har nogle måneder, hvor der hele tiden er noget.

På et tidspunkt havde forælderbetyrelsen planlagt noget hver weekend i en måned. Dvs. 4 weekender i streg, og der måtte vi herhjemme vælge til og fra. Jeg tænkte ikke over, om andre forældre ville se skævt på os, for man kan ikke forvente, at folk kan sætte weekender af en hel måned...

Jeg synes dog, der er mange arrangementer på skolen som starter kl. 12, og vi kan ikke tage fri for det hver gang. Vi prøver at komme til det, som betyder enormt meget for vores datter. 

Derudover går min datter kun en fritidsaktivitetet om ugen, så det er til at overkomme. (Hun gider ikke selv andet)

Mht. Aula så har jeg vænnet mig til at sortere i den info, som der kommer. Generelt synes jeg, at der er en overdrevet mængde info fra skolen af på aula. Der bliver skrevet om tegnekonkurrencer fra andre klasser osv.. Men det sorterer jeg bare fra i nu.

Nogle gange misser jeg da noget info fordi mængden af info er meget, men det har da gået indtil videre. 

Men vi vælger det til, som vi kan overskue og som betyder noget for min datter - samt det som giver mening i forhold til at styrke min datters sociale liv og læring. 

Fødselsdage er hun som udgangspunkt altid med, hvis hun kan, da jeg mener, det er vigtigt man kommer til sådan noget

Samtidig synes jeg også, det er vigtigt at mit barn lærer at sige fra, hvis hun ikke magter/orker det (til en vis grad dog), og at man ikke behøver at skulle med til ALT, og det er okay, at man engang imellem ikke er med.

Tullemoar skriver:

Jeg var selv sådan en som blev "woow! der er meget man skal", da min store datter startede skole.

Jeg er dog blevet bedre til at sige fra, og acceptere at vi KAN ikke komme med til alt. Dette skyldes dog også, at vi har en lillesøster med special behov. 

Jeg er også introvert, og vil egentligt helst være hjemme. Det er min datter også, men hun elsker dog at være social herhjemme (have veninder hjemme). 

Ofte deler vi os dog op, da min mand godt kan lide det, og så bliver jeg hjemme med den mindste, som ikke kan tåle for meget. 

Det skal helst ikke gå udover min datter, at jeg er introvert og vi har et andet barn, som ikke kan tåle det. Nogle ting vælger hun dog selv fra, da hun jo som skrevet ovenover helst vil være hjemme. Dog mener jeg, at det er vigtigt at man er med i fællesskabet.

Jeg synes dog, at arrangementerne/aftaler kommer i stimer. Vi har nogle måneder, hvor der hele tiden er noget.

På et tidspunkt havde forælderbetyrelsen planlagt noget hver weekend i en måned. Dvs. 4 weekender i streg, og der måtte vi herhjemme vælge til og fra. Jeg tænkte ikke over, om andre forældre ville se skævt på os, for man kan ikke forvente, at folk kan sætte weekender af en hel måned...

Jeg synes dog, der er mange arrangementer på skolen som starter kl. 12, og vi kan ikke tage fri for det hver gang. Vi prøver at komme til det, som betyder enormt meget for vores datter. 

Derudover går min datter kun en fritidsaktivitetet om ugen, så det er til at overkomme. (Hun gider ikke selv andet)

Mht. Aula så har jeg vænnet mig til at sortere i den info, som der kommer. Generelt synes jeg, at der er en overdrevet mængde info fra skolen af på aula. Der bliver skrevet om tegnekonkurrencer fra andre klasser osv.. Men det sorterer jeg bare fra i nu.

Nogle gange misser jeg da noget info fordi mængden af info er meget, men det har da gået indtil videre. 

Men vi vælger det til, som vi kan overskue og som betyder noget for min datter - samt det som giver mening i forhold til at styrke min datters sociale liv og læring. 

Fødselsdage er hun som udgangspunkt altid med, hvis hun kan, da jeg mener, det er vigtigt man kommer til sådan noget

Samtidig synes jeg også, det er vigtigt at mit barn lærer at sige fra, hvis hun ikke magter/orker det (til en vis grad dog), og at man ikke behøver at skulle med til ALT, og det er okay, at man engang imellem ikke er med.

Sikke et fint og nuanceret svar - jeg læste tråden og tænkte egentlig, at jeg ikke synes det er slemt. Jeg er en af dem, som synes at det er skægt og hyggeligt at være tæt på ungernes liv, jeg sætter selv mange ting i værk og engagerer mig, fikser ting, bager kager, sidder i bestyrelser - jeg sgu nok nogle gange et temmelig “højt drive”.

Men det er helt tydeligt for mig, at det hænger uløseligt sammen med det du skriver: Jeg sorterer og vælger til og fra. Hele tiden - også på mine børns vegne. De skal ikke stresses allerede som små, men lære at mærke efter. Og det bekymrer mig ikke spor, hvad andre tænker - ingen kan eller skal det hele altid. Det kommer intet godt ud af.

Så når vi ikke orker, så lader vi være - hvad enten det gælder en fritidsaktivitet (de fleste kan overleve at springe en torsdag til svømning over og gå død til en tegnefilm på sofaen), en kage (man kan jo købe en stang chokoladekiks), eller støvsugning (who really, really cares?) osv… 

Og Aula… altså … generelt skal vi lade være med at kommunikere så skide meget med hinanden digitalt hele tiden … om det er mails, Aula, SOME (eller baby.dk)  Jeg håndterer det ved at tjekken én gang dagligt og ellers slukke notifikationer. Og så skiftes min man og jeg i øvrigt hvert halve år til at være “Aula-ansvarlig”…