1- Er du glad for dit job?
Ja, rigtigt meget. Det er fyldt med udfordringer, og jeg har masser af muligheder for at grave mig ned i spændende emner. Samtidigt er dagene sjældent ens, opgaverne meget varierede og jeg får lov til at arbejde med nogle af de helt store udfordringer i samfundet i øjeblikket.
2- Hvor meget fylder dit job?
Det fylder en del. Både fordi det betyder meget for mig, men også fordi der er nogen rejseaktivitet. Heldigvis er ungerne ved at være så store, at det ikke er noget større problem for familien. Vi finder veje rundt om det, og far er fantastisk til få alting til at glide.
3- Er du glad for din chef?
Ja, hun er fantastisk. Hun er faktisk den primære årsag til, at jeg valgte min nuværende stilling. For et par år siden, valgte jeg at stoppe op og overveje hvad jeg i virkeligheden gerne ville, og hvad jeg havde lyst til at bruge mit liv på fremover, og jeg var priviligeret nok til at have nogle forskellige muligheder.
4- Stoler du på din chef?
100%. Og ikke kun på hende, men også vores fælles chef.
5- Er du glad for dine kollegaer?
Ja, de er lige så nørdede som mig, og selvom jeg er ret introvert og ikke normalt er så meget til mennesker, er her en gruppe mennesker, jeg rent faktisk nyder at bruge tid med, også selvom vi sidder lidt spredt (København, Kolding, Hamborg)
6- Stoler du på dine kollegaer?
Ja, det er min chef, der har sammensat teamet (ihvertfald det meste af det, og jeg synes hun har gjort det super godt). Selvom vi sidder med hver vores (ikke kun geografisk men også arbejdsmæssigt), er vi gode til at sparre, rådgive og hjælpe hinanden.
7- Hvad er dit job/stilling?
Jeg er Senior Certificeringsingeniør hos et firma, der opstiller og driver havvindmølleparker. Jeg sidder med ansvaret for certificering af nogle af vores helt store projekter (i milliardklassen), og samtidigt arbejder jeg med de processer vi bruger i den forbindelse, så jeg har også mulighed for at arbejde på tværs (af projekter).
8- Er der noget, du heller ville arbejde med?
Indimellem (når arbejdet er mere end almindeligt kompliceret, elle jeg føler at jeg bor i en kuffert), kunne jeg godt drømme om at lave noget helt andet, fx groom i en hestestald eller lignende. Et job, hvor det meste kan løses ved at smide mere arbejde efter det, og tingene er lidt mere ligetil.