Uoverskuelige weekender

Anonym skriver:

Jeg kender mange tilfælde og jeg snakker  ikke om hverken trådstarter eller andre - og jeg er helt med på at man gøre sit bedste (forhåbentlig) ud fra sit ståsted og det er forskelligt for os alle. 

Nu arbejder jeg i skole-regi og er meget bekendt med det "forældrene trænger til en puster" - under nødpasning var det forældrene vi aflastede fordi de synes det var hårdt at have egne børn hjemme (mange forældre gik selv hjemme) Og så er der sgu noget forkert- skolen er åbenbart også en pasningsordning for forældrene. Desuden ser hvad det gør ved børn når forældre "shipper dem af".

OG når det så er sagt høre du mig ikke sige at man ikke må være træt eller bims eller andet. 

Men jeg er også typen der vil mit barn og ikke har behov for at få det passet, kan fint have hende med på weekendtur, ud og spise og hvad end og det bliver man sgu også shamet for - at man faktisk vil sit barn!

Du har selv oplevet shaming, men vælger så også selv at gøre det. Hvordan gør det dig bedre end dem?

Og kender du alle de her families privatliv, siden du ved at det er forældrenes behov at sende børnene afsted fx ved nødpasning?

Nogen børn vil faktisk gerne i børnehave, skole.. For der er vennerne, andre legemuligheder.

Du shamer rigtig godt igennem.

Og hvad så hvis forældrene faktisk har brug for lidt pusterum, igen du aner INTET om deres hverdag derhjemme, og bør ikke dømme deres valg, så længe deres børn er elsket og får omsorg. 

AnoAno skriver:

Det var ikke særlig pænt skrevet mellem lignerene. 

Det er faktisk pisse hård at skulle gå og vente på det bliver mandag.. jeg er sikker på trådstarter nyder hvert et øjeblik med sine børn. Det jo ikke fordi man ikke giver børn omsorg/kærlighed og opfylder deres behov fordi man føler det er lidt uoverskueligt det hele. 

Det er så nemt at gå til tasterne bag en skærm når man ingen viden har. 

Trådstarter: det helt normalt at have det såden. Når du er kommet ind i en rutine bliver det bedre. Knus herfra

Jeg er ked af din tolkning. For den er helt forkert  

jeg mente med mit hjerte, at det må være hårdt og at hun skulle forsøge at nyde dem

tag det helt roligt  og glædelig jul til dig

Anonym skriver:

Fis af med din momshaming. Hvorfor har du behov for at dømme os der har det sådan? Hilsen en der elsker når børnene er på weekend hos deres far

What? 
hvem shamer hvem? 
nu er I TO der bare fuldstændig ud af kontekst sviner mig til. Og jeg har oprigtig altid en god tone herind. Hvem er I, som må tolke mit opslag på denne måde?  Og bare skrive 

‘fis af’ - helt ærlig… 

jeg mente med hele mit hjerte at det måtte være hårdt! Og jeg mente med hele mit hjerte hun skulle forsøge, at nyde dem. 
men… glædelig jul til dig også

BAE skriver:

Du har selv oplevet shaming, men vælger så også selv at gøre det. Hvordan gør det dig bedre end dem?

Og kender du alle de her families privatliv, siden du ved at det er forældrenes behov at sende børnene afsted fx ved nødpasning?

Nogen børn vil faktisk gerne i børnehave, skole.. For der er vennerne, andre legemuligheder.

Du shamer rigtig godt igennem.

Og hvad så hvis forældrene faktisk har brug for lidt pusterum, igen du aner INTET om deres hverdag derhjemme, og bør ikke dømme deres valg, så længe deres børn er elsket og får omsorg. 

Ro på dame! Du twister ALT jeg siger og det vil jeg sgu ikke finde mig i.

Lad mig gøre dig klart hvad nødpasning på min skole er, og også gøre dig bekendt med at jeg skal udsætte mig selv fordi forældrene ikke magter deres børn. Nødpasning var for forældre som selv havde kritisk arbejde og ikke havde mulighed for andet pasning - disse børn passer jeg med glæde. Men fanme om jeg vil passe børn fordi deres forældre ikke har mulighed for at spille computer selv og andet. 80% af de børn vi modtog var forældre der gik hjemme og orkede ikke at have dem hjemme.

Igen - jeg nævner ikke trådsstarter her, for jeg taler ikke specifikt om trådsstarters behov for pusterum eller sætter spørgssmål ved kærligheden til børnene. Jeg sætter spørgsmålstegn i al generelhed om hvorfor man får ikke bare barn men børn hvis man ikke kan overskue det. Og det er IKKE at sige at folk ikke skal have børn, men børn er et kæmpe livsansvar og ikke bare "nåh hov" - hvis du vidste hvor mange børnesager jeg har siddet med til fordi det var holdningen og der var omsorgssvigt og igen inden du twister mine ord - nej jeg siger ikke noget om trådsstarter her!!

Og vær sød og lade være med at fremstille mig som om jeg kan  klare alt, for det kan jeg langt fra. Jeg bliver bare berørt, over at høre om folks manglende overskud, men jeg arbejder også med så jeg har det meget tæt inde på livet. - så nej jeg shamer ikke nogen og nej jeg fremstiller ikke mig selv som bedre og nej til hele din fremstilling af hvad du måtte læse dig ind i - det er ikke korrekt. 

God dag.

CKJ skriver:

Jeg er ked af din tolkning. For den er helt forkert  

jeg mente med mit hjerte, at det må være hårdt og at hun skulle forsøge at nyde dem

tag det helt roligt  og glædelig jul til dig

Så beklager jeg misforståelsen. Men hvem nyder ikke sine børn. Uoverskuelighed behøver jo nødvendigvis ikk være børne men det hele i et. Der kan være noget man skulle ordne i huset, nogle afleveringer til job/skole også når man også har aktive børn og man er alene eller ikke har en til liga at aflaste. Så primært tror jeg ikke det handler om børne på den måde. I hverdage er der en fast rutine og det hele køre bare også lørdag og søndag uden planer/dårlig økonomi. Svigt fra familie osv osv. Ja så GLÆDER man sig til mandag. Jeg siger også jeg glæder mig til mandag tit. Jeg har barn med specielle behov og alt skal planlægges meget før altså tingene skal helst siges nogle dage før ellers kan han ikke rumme de omgivelser vi skal være i. Så ingen spontan aftaler her. Så jeg er personligt en af dem der glæder mig til mandag. Ikke hver weekend men der sker... 

det bare om mig selv, kan ikke tale for andre

det blev lidt sjusket med formuleringen

Og rigtig god jul til dig også

BAE skriver:

Du har selv oplevet shaming, men vælger så også selv at gøre det. Hvordan gør det dig bedre end dem?

Og kender du alle de her families privatliv, siden du ved at det er forældrenes behov at sende børnene afsted fx ved nødpasning?

Nogen børn vil faktisk gerne i børnehave, skole.. For der er vennerne, andre legemuligheder.

Du shamer rigtig godt igennem.

Og hvad så hvis forældrene faktisk har brug for lidt pusterum, igen du aner INTET om deres hverdag derhjemme, og bør ikke dømme deres valg, så længe deres børn er elsket og får omsorg. 

Og ps: når du er så fin i kanten om at jeg er en shamer, så skulle du muligvis feje foran din egen dør og lade være med at shame mig, tak.

Anonym skriver:

Ro på dame! Du twister ALT jeg siger og det vil jeg sgu ikke finde mig i.

Lad mig gøre dig klart hvad nødpasning på min skole er, og også gøre dig bekendt med at jeg skal udsætte mig selv fordi forældrene ikke magter deres børn. Nødpasning var for forældre som selv havde kritisk arbejde og ikke havde mulighed for andet pasning - disse børn passer jeg med glæde. Men fanme om jeg vil passe børn fordi deres forældre ikke har mulighed for at spille computer selv og andet. 80% af de børn vi modtog var forældre der gik hjemme og orkede ikke at have dem hjemme.

Igen - jeg nævner ikke trådsstarter her, for jeg taler ikke specifikt om trådsstarters behov for pusterum eller sætter spørgssmål ved kærligheden til børnene. Jeg sætter spørgsmålstegn i al generelhed om hvorfor man får ikke bare barn men børn hvis man ikke kan overskue det. Og det er IKKE at sige at folk ikke skal have børn, men børn er et kæmpe livsansvar og ikke bare "nåh hov" - hvis du vidste hvor mange børnesager jeg har siddet med til fordi det var holdningen og der var omsorgssvigt og igen inden du twister mine ord - nej jeg siger ikke noget om trådsstarter her!!

Og vær sød og lade være med at fremstille mig som om jeg kan  klare alt, for det kan jeg langt fra. Jeg bliver bare berørt, over at høre om folks manglende overskud, men jeg arbejder også med så jeg har det meget tæt inde på livet. - så nej jeg shamer ikke nogen og nej jeg fremstiller ikke mig selv som bedre og nej til hele din fremstilling af hvad du måtte læse dig ind i - det er ikke korrekt. 

God dag.

Jeg må indrømme jeg faldt også over dit første indlæg, hvor du skrev om skolen, fordi du sluttede det med: jeg er sådan en der vil mine børn, underforstået de som synes en weekend kan være hård, de som sender deres børn i nødpasning osv. De er så sådan nogle som ikke vil deres børn.

Så læser jeg det her indlæg og kan så ikke længere holde mig væk fra tråden (måske fordi jeg sidder og mangler det sidste i en eksamensopgave og er ved at brække mig over deltagelsesmuligheder, positioner og institutionslogikker), og kan læse du et eller andet sted føler, at du udsætter dig selv med nødpasningen og måske derfor også reagerer mere kraftigt end (undskyld) jeg synes er konstruktivt.

Du har helt ret, når man som du og jeg arbejder i skoleverdenen, så møder man forældre, hvis forældreevne ikke altid er stor nok, så ender vi med underretninger og deciderede børnesange. Det er dog min erfaring, at langt størstedelen ikke handler om ligeglade forældre, men handler om forældre som mangler evnerne af den ene eller den anden grund - de vil deres børn, men kan måske ikke tilsidesætte egne behov, de vil deres børn, men har ikke forståelse for hvilken form for omsorg de skal yde osv. Jeg har endnu til gode trods en del år på bagen og som lærer i et såkaldt belastet område at møde de forældre som ikke vil deres børn, som ikke kan lide deres børn. Men jeg har mødt en del  hvor evnerne slap op, og de enten havde brug for hjælp eller i yderste konsekvens måtte smide håndklædet i ringen og lade andre drage omsorg for deres barn/børn.

På samme måde med nødpasningen i de to nedlukninger og nu med nummer 3, ja der er forældre som er der hjemme, men hvor både de og vi vurderer, at det er bedst for barnet at komme i nødpasning. Det kan godt være mor og far så spiller computer i det tidsrum, men det er jo netop fordi de ikke kan det andet, måske lader de op, måske kan de ikke tilsidesætte eget behov, måske har de psykiske udfordringer, måske er de udfordret kognitivt, måske er de bare i en periode i deres liv, hvor selv en lille ting kan vælte hele læsset, måske har de børn med særlige behov, og dem kan de ikke tilgodese uden de selv får en puster osv. 

Det er sindsygt vigtigt at se deres handlinger med øjne som accepterer, at der en begrundelse, de har en intention med deres handlinger, og det er ikke altid bare fordi de er forældre der ikke vil deres børn. Møder vi dem sådan, så får vi i hvert fald ikke ændret noget for barnet (som vil er vores højeste prioritet). 

Jeg forstår godt nogen læser det du skriver som momshaming, men jeg forstår også godt hvor din frustration kommer fra. Det er en svær balancegang, men vil håbe du i dit professionelle liv ser mere bag om og ikke som her i det private gør det til et spørgsmål om man vil eller ikke vil - det er jeg faktisk hundrede procent sikker på, at du gør fordi du har børnene for øje det stråler dit indlæg i hvert fald af

Ro på dame! Du twister ALT jeg siger og det vil jeg sgu ikke finde mig i.

Lad mig gøre dig klart hvad nødpasning på min skole er, og også gøre dig bekendt med at jeg skal udsætte mig selv fordi forældrene ikke magter deres børn. Nødpasning var for forældre som selv havde kritisk arbejde og ikke havde mulighed for andet pasning - disse børn passer jeg med glæde. Men fanme om jeg vil passe børn fordi deres forældre ikke har mulighed for at spille computer selv og andet. 80% af de børn vi modtog var forældre der gik hjemme og orkede ikke at have dem hjemme.

Igen - jeg nævner ikke trådsstarter her, for jeg taler ikke specifikt om trådsstarters behov for pusterum eller sætter spørgssmål ved kærligheden til børnene. Jeg sætter spørgsmålstegn i al generelhed om hvorfor man får ikke bare barn men børn hvis man ikke kan overskue det. Og det er IKKE at sige at folk ikke skal have børn, men børn er et kæmpe livsansvar og ikke bare "nåh hov" - hvis du vidste hvor mange børnesager jeg har siddet med til fordi det var holdningen og der var omsorgssvigt og igen inden du twister mine ord - nej jeg siger ikke noget om trådsstarter her!!

Og vær sød og lade være med at fremstille mig som om jeg kan  klare alt, for det kan jeg langt fra. Jeg bliver bare berørt, over at høre om folks manglende overskud, men jeg arbejder også med så jeg har det meget tæt inde på livet. - så nej jeg shamer ikke nogen og nej jeg fremstiller ikke mig selv som bedre og nej til hele din fremstilling af hvad du måtte læse dig ind i - det er ikke korrekt. 

God dag.

Og hvad så hvis de går hjemme? Vil du hellere have at børnene bliver placeret foran tvet og er passive, fordi forældrene ikke har overskud? Eller at de kommer i nødpasning og kommer hjem til forældre der har overskud? Hvilke børn tror du har den fedeste dag?

Du aner IKKE hvorfor forældrene ikke har overskud.

Og du ved jo ikke om du kan overskud det FØR du står i det. Det kan jo være 2 eller 3 barn det tipper dig over, du får en fødselsdepration eller andet, der gør din hver dag til et helvede og de timer hvor børnene er i skole/børnehave er grunden til at du kan være sammen med dem de sidste timer(selvom du ville ønske du kunne have dem hele dagen, men det kan kroppen eller hovedet ik)

Du shamer folk for manglede overskud, uden at vide hvorfor de har det. Du siger de går jo bare hjemme. Men du ved ikke HVORFOR de går hjemme.. Ikke alle deler alt med lærer, pædagoger.. De skjuler det. Og så hjælper mommy shaming ik. Du dømmer folk, fordi de sender deres børn af sted.

lineog4 skriver:

Jeg må indrømme jeg faldt også over dit første indlæg, hvor du skrev om skolen, fordi du sluttede det med: jeg er sådan en der vil mine børn, underforstået de som synes en weekend kan være hård, de som sender deres børn i nødpasning osv. De er så sådan nogle som ikke vil deres børn.

Så læser jeg det her indlæg og kan så ikke længere holde mig væk fra tråden (måske fordi jeg sidder og mangler det sidste i en eksamensopgave og er ved at brække mig over deltagelsesmuligheder, positioner og institutionslogikker), og kan læse du et eller andet sted føler, at du udsætter dig selv med nødpasningen og måske derfor også reagerer mere kraftigt end (undskyld) jeg synes er konstruktivt.

Du har helt ret, når man som du og jeg arbejder i skoleverdenen, så møder man forældre, hvis forældreevne ikke altid er stor nok, så ender vi med underretninger og deciderede børnesange. Det er dog min erfaring, at langt størstedelen ikke handler om ligeglade forældre, men handler om forældre som mangler evnerne af den ene eller den anden grund - de vil deres børn, men kan måske ikke tilsidesætte egne behov, de vil deres børn, men har ikke forståelse for hvilken form for omsorg de skal yde osv. Jeg har endnu til gode trods en del år på bagen og som lærer i et såkaldt belastet område at møde de forældre som ikke vil deres børn, som ikke kan lide deres børn. Men jeg har mødt en del  hvor evnerne slap op, og de enten havde brug for hjælp eller i yderste konsekvens måtte smide håndklædet i ringen og lade andre drage omsorg for deres barn/børn.

På samme måde med nødpasningen i de to nedlukninger og nu med nummer 3, ja der er forældre som er der hjemme, men hvor både de og vi vurderer, at det er bedst for barnet at komme i nødpasning. Det kan godt være mor og far så spiller computer i det tidsrum, men det er jo netop fordi de ikke kan det andet, måske lader de op, måske kan de ikke tilsidesætte eget behov, måske har de psykiske udfordringer, måske er de udfordret kognitivt, måske er de bare i en periode i deres liv, hvor selv en lille ting kan vælte hele læsset, måske har de børn med særlige behov, og dem kan de ikke tilgodese uden de selv får en puster osv. 

Det er sindsygt vigtigt at se deres handlinger med øjne som accepterer, at der en begrundelse, de har en intention med deres handlinger, og det er ikke altid bare fordi de er forældre der ikke vil deres børn. Møder vi dem sådan, så får vi i hvert fald ikke ændret noget for barnet (som vil er vores højeste prioritet). 

Jeg forstår godt nogen læser det du skriver som momshaming, men jeg forstår også godt hvor din frustration kommer fra. Det er en svær balancegang, men vil håbe du i dit professionelle liv ser mere bag om og ikke som her i det private gør det til et spørgsmål om man vil eller ikke vil - det er jeg faktisk hundrede procent sikker på, at du gør fordi du har børnene for øje det stråler dit indlæg i hvert fald af

Præcis. 

Du skrev det meget bedre end mig. ��

lineog4 skriver:

Jeg må indrømme jeg faldt også over dit første indlæg, hvor du skrev om skolen, fordi du sluttede det med: jeg er sådan en der vil mine børn, underforstået de som synes en weekend kan være hård, de som sender deres børn i nødpasning osv. De er så sådan nogle som ikke vil deres børn.

Så læser jeg det her indlæg og kan så ikke længere holde mig væk fra tråden (måske fordi jeg sidder og mangler det sidste i en eksamensopgave og er ved at brække mig over deltagelsesmuligheder, positioner og institutionslogikker), og kan læse du et eller andet sted føler, at du udsætter dig selv med nødpasningen og måske derfor også reagerer mere kraftigt end (undskyld) jeg synes er konstruktivt.

Du har helt ret, når man som du og jeg arbejder i skoleverdenen, så møder man forældre, hvis forældreevne ikke altid er stor nok, så ender vi med underretninger og deciderede børnesange. Det er dog min erfaring, at langt størstedelen ikke handler om ligeglade forældre, men handler om forældre som mangler evnerne af den ene eller den anden grund - de vil deres børn, men kan måske ikke tilsidesætte egne behov, de vil deres børn, men har ikke forståelse for hvilken form for omsorg de skal yde osv. Jeg har endnu til gode trods en del år på bagen og som lærer i et såkaldt belastet område at møde de forældre som ikke vil deres børn, som ikke kan lide deres børn. Men jeg har mødt en del  hvor evnerne slap op, og de enten havde brug for hjælp eller i yderste konsekvens måtte smide håndklædet i ringen og lade andre drage omsorg for deres barn/børn.

På samme måde med nødpasningen i de to nedlukninger og nu med nummer 3, ja der er forældre som er der hjemme, men hvor både de og vi vurderer, at det er bedst for barnet at komme i nødpasning. Det kan godt være mor og far så spiller computer i det tidsrum, men det er jo netop fordi de ikke kan det andet, måske lader de op, måske kan de ikke tilsidesætte eget behov, måske har de psykiske udfordringer, måske er de udfordret kognitivt, måske er de bare i en periode i deres liv, hvor selv en lille ting kan vælte hele læsset, måske har de børn med særlige behov, og dem kan de ikke tilgodese uden de selv får en puster osv. 

Det er sindsygt vigtigt at se deres handlinger med øjne som accepterer, at der en begrundelse, de har en intention med deres handlinger, og det er ikke altid bare fordi de er forældre der ikke vil deres børn. Møder vi dem sådan, så får vi i hvert fald ikke ændret noget for barnet (som vil er vores højeste prioritet). 

Jeg forstår godt nogen læser det du skriver som momshaming, men jeg forstår også godt hvor din frustration kommer fra. Det er en svær balancegang, men vil håbe du i dit professionelle liv ser mere bag om og ikke som her i det private gør det til et spørgsmål om man vil eller ikke vil - det er jeg faktisk hundrede procent sikker på, at du gør fordi du har børnene for øje det stråler dit indlæg i hvert fald af

Tak for dine ord! - og jeg er fuldstændig enig med dig, det skal du ikke være I tvivl - der er en grund til at jeg arbejder med mennesker og elsker det. Og som du fint læste dig til i mit indlæg, så er det også fordi jeg har det tæt på livet og efter jeg selv er blevet mor, så kan jeg få helt ondt i hjertet og maven.

Igår da jeg var ude og gå med mit barn, gik der en mor foran med to tvillingdrenge- jeg ved ikke hvad den ene gjorde, men hun både ruskede ham, råbte ad ham, holdte ham i armen mens han råbte av, hvoraf hun holdte om den anden. Jeg fik helt tårer i øjnene over hvordan hun opførte sig, for lige meget hvad end han gjorde/havde gjort så var hun altså den voksen og han barnet.

Og derfor rammer det her indlæg mig bare i al generelhed, (igen intet med trådstartet).

Men på min skole som afslutningsvis nurser vi mere forældrene og JA der er desværre børn som har bedre at være hos os, også i nødlukningssitiationer, end hjemme- og det gør også ondt.

Men tak for din venlighed og for læse dig rigtig ind i min kontekst.