Det gør sku ondt

Anonym skriver:

For f..... hvor gør det ondt

jeg har mistet begge mine forældre og er alene med mine to piger. 
min den mindste ser hendes far hver anden weekend... han er gift igen og åbenbart skal min datter nu kalde hendes forældre for mormor og morfar når de skriver til hende kalder de sig også mormor og morfar

 

har forklaret hendes far at jeg synes det er forkert.. for det første ER de jo ikke hendes mormor og morfar og hun kan godt huske hendes egen morfar for det andet kunne de jo være bedstemor og bedstefar.. men jeg synes det er respektløst at tage den titel fra mine forældre... ja jeg ved godt de ikke er her længere men ved hvor meget det betød for dem at være mormor og morfar

 

når jeg taler med hendes far om det kan han slet ikke se det og han mener det er forvirrende at min datter ikke må kalde dem mormor og morfar  når hans kones søn gør det(ja fordi de jo ER hans mormor og morfar) 

Hun omtaler dem aldrig som mormor og morfar herhjemme og siger hun jo har en mormor og  morfar som er oppe i himlen hun kalder dem ved deres navne og kan ikke forstå det ikke bare kan være sådan... netop for ikke at sætte vores datter i et dilemma

 

er jeg sippet? Eller ja man skal måske ha mister sine forældre for at forstå hvordan jeg har det.... så ved ikke om nogen kan svare på det? 

ud med det skulle jeg altså....

Jeg ville glæde mig over at hun nu får et ekstra sæt bedsteforældre som er SÅ glade for hende at de ser sig selv som mormor og morfar og måske netop for at hun ikke skal føle at deres forhold til deres barnebarn er mere værd end deres forhold til din datter har valgt at hun kan kalde dem det samme som deres barnebarn. For de ser der nok som at de nu har to børnebørn. 
Jeg ville prøve at sætte egne følelser til side og sige til min datter: hvor er det dejligt at de elsker dig så meget at de godt vil være din mormor og morfar. Så nu har du både en mormor og morfar i himlen og “mormor navn og morfar navn”. 

Jeg forstår godt følelserne omkring det og det er en svær situation, for det er jo mega dejligt at nogle ikke-biologiske bedsteforældre har tager din datter til sig. 

Vores situation er faktisk anderledes. I mit nuværende ægteskab, havde jeg to små børn(2 og 3 år)med mig ind i forholdet. Min mand har taget dem til sig, som var de hans egne. Men også hans forældre var der. Som i virkelig rigtige bedsteforældre for børnene. 
Børnene fandt hurtigt på at kalde dem noget andet, min svigerfar bliver tiltalt med navn og min svigermor har et “kælenavn.” 
Efter min mand og jeg har fået et barn sammen, har vi/de valgt at det barn skal kalde dem det samme, selvom de reelt set er farmor og farfar. Men for ikke at skabe forvirring og fordi mine to ældste jo har kendt dem i længst tid og er blevet behandlet på lige fod med biologiske børnebørn

Lad barnet falde til ro med de nye relationer. Kan være at det ender med andre kalde navne eller mormor (navn)

Jeg ved det for dig er mega mega hårdt. Men håber at du kan pakke de føjelser lidt væk så din datter ikke bliver farvet af dem.

Min store skærk har altid været hvis mine unger endte som dele unger at de så blev de " børn der bare er fordi de var der i forvejen" denne her model er jo prisværdig.

Dermed ikke sagt at jeg ikke kan sætte mig i dine sko for det er en hård nyser. 

Anonym skriver:

Men altså deres kærlighed til hende er vel ikke afhængig af at de skal hedde mormor og morfar tænker jeg

Jeg synes det er en god ting at hun kan kalde dem det. De har kærlighed nok til hende til ikke at gøre forskel på hende og deres biologiske børnebørn. Når hun vokser op er hun helt lige med hendes søskende på den side. Og skal ikke føle sig anderledes fordi lillebror/søster kalder dem mormor og morfar og hun skal kalde dem noget andet. Det gør en KÆMPE forskel for sammenbragte familier og især børnene at de ikke føler sig forkerte, udenfor og anderledes. Jeg synes det er et dejligt cadeau til bedsteforældrene. Og det er jo lige meget om de kan lide dig eller ej. Hvis bare de elsker dit barn. 

MEN jeg kan godt forstå det gør ondt. Især når du har mistet dine forældre. Det må ramme et helt særligt sted  Børn kan heldigvis gost skelne mellem mormor og mormor. Der er rigtig mange børn hvor begge sæt bedreforældre gerne vil hedde bedstemor og bedstefar og det finder børnene jo hurtigt ud af. Tænker du skal hjælpe din datter til at være elsket i den anden familie og lade hende tage imod den kærlighed og omfavnelse hun kan få. Og så må dine følelser fylde et andet sted. Du har også ret til dine følelser men tror du skal mærke dem og snakke højt om dem, når din datter ikke er der

Nu har jeg ikke læst hele tråden, men hvad med ''bonus-mormor'' og ''bonus-morfar'' i stedet? 

Åh det er så svært med både hvad bedsteforældre skal kaldes og splittede familier. Der er så mange følelser i spil. Jeg kan godt forstå det er frustrerende, og jeg forstår egentlig ikke at hverken din eks eller hans nye svigerforældre kan respektere dine følelser. Men umiddelbart virker det ikke til at du kan gøre så meget. Og jeg synes også du skal passe på dine følelser ikke smitter af på din datter.

Det vigtigste synes jeg faktisk er, at din datter ikke skal tvinges til at kalde dem noget hun ikke har lyst til. Så det synes jeg godt du kan italesætte overfor hendes far. Om hun så vil kalde dem ved navn, "bedste", mormor "navn" og morfar "navn", eller noget helt 4. det synes jeg skal respekteres.