SKAL der være samvær?

Anonym skriver:

Jeg ville droppe sove medicinen og så leve uden søvn den weekend. Tænker ikke du er i arbejde ud fra det du skrive, så ville jeg udskyde mit behov for søvn til at han/de var taget hjem. Tænker godt man kan klare sig en Weekend uden søvn og ellers går det jo af sig selv anden nat

For mig er det altså barnet der er vigtigst i en relation og så er det faktisk næsten ligemeget med den voksnes behov for syg eller ej, så kan man vel behovsudsætte. 

Det ville være et kæmpe svigt at droppe ham, puha stakkels barn 

Nu er det ikke alle mennesker der bare kan lade vær med sove, for det kan gøre tingene endnu være.. Så nej IKKE alle kan bare lige klare en weekend uden søvn.. 

Jeg gætter på at du ikke har været syg.. Ts GØR jo alt hvad hun kan for sin søn, for hans behov er jo at ses.. Men hendes søn vil ikke have noget ud af en mor, der ikke kan klare noget, fordi der er an anonym person, der mener det er smart at skippe søvnen.. 

Hun skal være en mor med energi(ja hun skal ikke droppe kontakten, hvilket jo er derfor hun skriver herinde for at få hjælp til at det IKKE sker) Børn kommer altid først, men man skal heller ikke ødelægge sig selv, hvis man kan finde en anden løsning. 

Så prøv at undersøg ting, før du leger læge. 

Anonym skriver:

Først lidt baggrundsinfo. Min søn er 11 år. Han er en smuk, klog og glad dreng. Han trives godt i skolen, har gode venner, spiller fodbold og er tæt knyttet til sine bedsteforældre også. Han har boet hos sin far siden han var 5 år gammel og jeg har set ham hver anden weekend (i gode perioder) og hver tredje ellers.

Problemet er mig. Jeg har været syg med depressioner og psykoser siden min søn blev født. Det startede med en fødselsdepression, fordi fødslen var så voldsom og så er det gået amok. Vi snakker psykiatri, indlæggelser, medicin mm. Vi har været igennem kommunen et par gange og jeg har fået hjælp gennem mødrehjælpen. Det er sådan, at ALLE professionelle anbefaler samvær, men jeg er så stresset. Vi har prøvet sådan noget med at ses nogle timer her og der i stedet for weekender og ferier, men min dreng blev dybt ulykkelig, så jeg tvinger mig selv til at gennemføre børneweekender.

Det sidste nye er så, at jeg må tage en sovepille, når han er her (min kæreste er her også så han er ikke alene om morgenen), men jeg har fået ind i mit hoved, at jeg ikke kan tilpasse mig drengens søvnmønster. Han er udtalt a menneske og er vågen før fanden får sko på. Jeg ved godt, at de fleste bare ville tænke "Fuck det, jeg sover bare godt igen, når han er taget hjem", men det er eskaleret helt vildt og jeg har nu været på beroligende medicin i over en uge.

Ind i mellem går jeg og ønsker, at min søn bare ville miste interessen for at komme hos mig (jeg havde en ven, hvis datter mistede interessen for ham), men sådan er det ikke for min dreng, han glæder sig hele ugen op til, at han skal komme. Det ved jeg både fra bedsteforældrene og min eksmand og hans egen sms'er. Jeg elsker ham virkelig højt, men jeg tror ikke, at jeg er rask nok til have et barn. Og til jer, der vil skrive, at det skulle jeg have tænkt på før jeg blev mor, vil I ikke godt læse, at jeg blev syg EFTER min søns fødsel.

Hvad mener I, skal der være samvær for enhver pris? Jeg frygter, at det er en nær virkelighed, at det samvær vil finde sted på en psykiatrisk afdeling. 

Hvordan er dit forhold til hans far? 
Tænker at I kan sætte jer ned og snakke med jeres søn, omkring det? Hvordan du har det, at han kan spørge om det, så han forstår det... 

Jeg tænker at han bliver ulykkelig, fordi han har været vant til at kunne overnatte, og lige pludselig siger mor nej, og det forstår han ikke.. Så jeg tænker at vejen frem er at fortælle ham sandheden, så han forstår hvorfor mor reagere og ikke har overskuddet, og at det INTET har at gøre med ham og at du elsker ham, og du gerne vil det her.

Har han snakket med nogen, altså ikke familie og venner omkring det at have en mor der er syg? Andre børn der lever med en syg forælder? (det tror jeg vil være godt for ham.. opleve nogen i samme båd) Så han kan få et indblik og en forståelse af hvad der sker.. For han elsker sin mor, og det kan være svært for en dreng på 11 at mor lige pludselig ændrer på de ting han er vant til(måske har han det bedst med rutiner) 

Du er en god mor, der tænker på sin søn, men du er også en mor der har det svært, der kæmper hver dag for at kunne håndtere en hverdag og kunne være der for sin søn..