SKAL der være samvær?

Anonym skriver:

Pu ha, jeg bliver helt berørt af det her.

Jeg kommer fra en skilsmissefamilie, jeg var 10 da mine forældre gik fra hinanden. Min mor har altid været psykisk syg mere eller mindre, men vidste det ikke før ved bruddet af mine forældre. Forsøg på selvmord, indlagt på den lukkede, ud igen og nu på piller resten af livet. 

Jeg kan høre på dig, at du uden tvivl elsker din søn. Og jeg VED fra min mor, hvordan det manglende overskud er direkte umuligt at forklare andre, som ikke lider af depression eller andre psykiske lidelser. MEN jeg ved også, at det ville knuse din søn, hvis du trak dig helt og måske, højst sandsynligt, give ham følger resten af livet (det er hårdt, ja, men jeg er nødt til at skrive det, som det er, for du må i min optik endelig ikke kotte forbindelsen) Og jeg VED, at du gik ind i det her med tanker og drømme om at blive en god mor, en familie, og det er på ingen måde selvforskyldt. Det, som er sket for dig kan ramme den bedste, og jeg har så ondt af dig/jer over at I blev ramt.

Som en anden skriver, han er stor nok til at du kan snakke med ham. Hellere fortælle ham, at du har det sådan og sådan, hvad du kan overskue, og at det på ingen måde har noget med ham at gøre! At du ville ØNSKE, du kunne have ham mere og hvor meget du savne og elsker ham. Forsøg at "droppe" overnatninger og evt få flere dage på så I får set hinanden mere men kun ses efter skole og til aftensmad, hyggelige ture i weekenden hvis du kan overskue det.

Det er så grundlæggende vigtigt ikke at kotte kontakten helt, og du må endelig heller ikke bebrejde dig selv.

Jeg håber, du finder frem til en løsning som er rigtig for jer, jeg ønsker jer virkelig det bedste

Må jeg have lov til at spørge om du har haft et forhold til din mor - både som barn og voksen og hvordan det har påvirket dig? Hvad kunne du tænke dig skulle være anderledes? Eller det jeg mener er, hvad du tror, at du ville have haft brug for som barn med en psykisk syg mor? for jeg tænker, at min søn nok vil have brug for noget lignende. Ikke at alle har brug for det samme. 

Tak for jeres venlige svar til de af jer, der har svaret. Jeg ved, at der i psykiatrien er mulighed for, at børn kan få en børnesamtale. Jeg tænker, at der på den måde kan gives en aldersvarende beskrivelse af, hvordan jeg har det til min søn og den, der holder samtalen kan måske bagefter vurdere, hvad min dreng har brug for og så må vi se, om det kan afstemmes med, hvad jeg kan tilbyde. 

Må jeg have lov til at spørge om du har haft et forhold til din mor - både som barn og voksen og hvordan det har påvirket dig? Hvad kunne du tænke dig skulle være anderledes? Eller det jeg mener er, hvad du tror, at du ville have haft brug for som barn med en psykisk syg mor? for jeg tænker, at min søn nok vil have brug for noget lignende. Ikke at alle har brug for det samme. 

Det er ikke alt jeg husker fra min barndom, måske af gode grunde. Men jeg skal svare så godt jeg kan og du skal bare spørge.

Jeg har altid, og har stadig kontakt med hende. Jeg har altid haft et (meget) tæt forhold til mine bedsteforældre, og været det barnebarn, som så dem mest. De er som mine nr 2 forældre.

Efter bruddet, min mors indlæggelse på 6 måneder på den lukkede (jeg besøgte hende 1 gang, hun var alt for væk på piller til at jeg brød mig om det. Mine andre søskende kom flere gange) så kom hun ud i egen bolig. Forsøgte at fortsætte på arbejdsmarkedet som hun elskede og levede for, men var jo helt ødelagt psykisk så det kørte hende ned. Jeg boede hos hende der. Hun havde egen bolig i et års tid. Hun var ikke rask, langt fra, og jeg var ikke stor nok til helt at forstå det. Jeg begyndte at komme/og sove mere og mere hos mine bedsteforældre efter skole, som så kørte mig i skole dagen efter. Min mor knak nakken på at være syg og arbejde samtidig. Og her sker det så at det slår klik igen. Hun bliver indlagt i et bofællesskab og bor sammen med en masse andre. Ca 2 års tid, jeg husker det ikke helt. Her kommer vi og besøger hver 2 weekend som jeg husker det. Vi savnede hende og hyggede os hos hende. Men man kan stadig mærke, at hun ikke er som andre forældre. De andre beboere var super flinke, personalet var søde og man spiste mad sammen allesammen. 

Da det sker at hun ryger i bofællesskab og mister sin lejlighed, er det helt naturligt, at jeg bor fast hos mine bedsteforældre (mine andre søskende er hos min far som bor i nærheden og som jeg ser jævnligt, men adresse er hos bedsteforældre og der er jeg mest da min far ikke har plads til os alle i sin bolig) 

Jeg bor hos dem i et par år før jeg igen flytter sammen med min mor fast i hendes lejlighed. Så hun bor faktisk i egen lejlighed igen i noget tid før jeg flytter ind. 

Hun er stadig ikke frisk eller rask. Sover meget, får en masse medicin så hun er ved at falde i søvn i vågen tilstand og brænde sig selv af med cigaretter om morgenen og natten når hun står op for at ryge. 

Jeg bliver teenager og vi skændes en del. Mine hormoner flyver rundt og hun kan med nogle af sine sygdomme ikke regulere sine følelser eller helt situationsfornemme (borderline). 

Jeg flytter hjemmefra i en alder af 15-16 år og kommer jævnligt og ser hende og den anden vej rundt. Idag er det 15 år siden jeg flyttede hjemmefra. vi bor tæt og hun er en mor man kan sige alt til. Hun støtter altid en. Hun har altid ville give os hele verden hvis hun kunne. Hun er en skøn mormor men overskuddet er ikke stort. Særligt da mine børn var mindre og skulle passes. Hun VIL så gerne og er ikke typen som siger nej, så man må lige fornemme hvordan hun har det. Hun ser gerne at man bestemt ikke kommer for sent hvis man har en aftale om, hvornår børnene skal hentes igen, hvilket er helt fair. Dette er dog kun når hun ikke er så frisk. Nu er mine børn større så det er ikke et problem. Hun kan have perioder med mindre overskud. Middagslur tager hun stadig altid. Hun er nok manisk. Når hun er glad er hun rigtig glad, spontan, "barnagtig" i nogle beslutninger osv men jeg elsker hende og har igennem mange år lært hende at kende med sin sygdom. Jeg ved, hvad jeg kan sige til hende og hvad hun måske ikke kan håndtere (meget dårlige ting og uvenskab gør hende dårlig og hun er ikke god i de situationer, men så går jeg bare til en anden). Jeg elsker hende virkelig selv om min barndom har været lidt rodet. Jeg har aldrig været i tvivl om at hun ville os, elskede os og hadet sine dæmoner. Til trods for at hun aldrig har kunne sige at hun elskede os. Men det kommer fra hendes barndom. Jeg har altid mærket den på alle andre måder og jeg kan altid regne med hende. 

Min situation er nok en del anderledes. Men hvis jeg ikke havde hende så havde jeg virkelig manglet hende. Jeg bruger hende så meget og der går ikke en uge uden at vi snakker. Jeg smutter forbi hebde spontant og vi kører ud og ordner æriender. Jeg hjælper hende og kører hende altid når hun har brug for det, for hun er bare en man ønsker at være der for som hun er den anden vej. Har hun dårlige perioder så ved jeg også det, men de vender jo igen.

Din søn ønsker kontakt med dig og savner dig. Han er ikke "dum" og ved godt, at du ikke er frisk. Du kan som sagt hjælpe ham med at sætte endnu flere ord på så han forstår hvordan du har det. Lige nu vil han dig rigtig gerne, og skulle du være for syg til ikke at give ham det, han har brug for, så havde han taget afstand som jeg selv gjorde da min mor var på den lukkede.

I kan stadig nå og få så fint et forhold, og fremtidigt forhold til kommende børnebørn (det er svært at se nu, men jeg står selv i det med min mor, så det gælder mig naturligt at nævne). 

Så længe sy giver ham kærlighed og omsorg, om det så er i mindre doser end hvad "ikke syge forældre" kan give, jamen så har du stadig en søn som virkelig holder af dig og ønsker det fra dig, du kan give. Hun har også oplevet dig syg (hvis jeg må skrive sådan) i hele sit liv, det er for ham en fordel. Han vil hurtigere lære den del af dig og kende, og vide hvornår du er oppe eller nede, om han skal træde varsomt eller om du er helt på toppen den dag. Tro mig. Børn og unge mennesker lærer hurtigt at aflæse sine forældre. 

Hvordan det har påvirket mig- det er svært at vide når jeg ikke har prøvet andet. Men som din søn så havde jeg også nogle gode bedsteforældre og en far som ville mig det bedste. Jeg har nok "bare" fået en større forståelse for psykisk sygdom. Min partner idag lider af depression hvorfor jeg har kunne trække meget på min erfaring fra min mor. Psykisk lidelse bliver af mange set ned på og bliver misforstået som noget farligt. Jeg er glad for mit kendskab til det. Jeg ville da ønske, at min barndom var meresom mange andres, men jeg ville på ingen måde være min mor foruden. Så hvis jeg kunne have sluppet for nogle af de her oplevelser, hvis jeg ikke havde haft kontakt med hende, så havde jeg valgt at leve med oplevelserne, for manglet af min mor havde ikke været det værd. Hende vil/ ville jeg ikke undvære

Jeg ved ikke, om det overhoved var til hjælp. Men stil gerne flere spørgsmål, hvis du skulle sidde inde med nogle  

Bor din eksmand og dig langt fra hinanden? 

Tænker bare om det med overnatning kunne droppes og I så havde dagtimerne sammen? 

Mine to ældstes far er jeg skilt fra. Han er lidt af et bøvlehoved til tider og da han flyttede sammen med en kæreste eskalerede det for alvor og børnene ønskede ikke samvær. Vi har altid haft et fint samarbejde, hvorfor vi også arbejdede på løsninger der kunne tilgodese børnene. 
Det blev sådan at de havde fx en weekend hvor de var sammen med deres far fredag, efter skole og kom hjem ved 21-tiden og sov. Næste formiddag fra ved 11 tiden kom de igen til deres far og ligeledes hjem igen. Altså alt samvær blev ikke med overnatning. Men det fungerede så fint for dem og de var glade for løsningen. 

Hvis I ikke bor langt fra hinanden, kunne det måske være en løsning for dig. Så kan du måske nå at få ladet lidt op og du skal ikke føle dig stresset over du ikke er oppe før fanden får sko på, om morgenen. 

Jeg har ingen erfaring med psykiske lidelser som sådan, andet end en veninde der også vender psykiatrisk afdeling af og til. 

Anonym skriver:

Det er ikke alt jeg husker fra min barndom, måske af gode grunde. Men jeg skal svare så godt jeg kan og du skal bare spørge.

Jeg har altid, og har stadig kontakt med hende. Jeg har altid haft et (meget) tæt forhold til mine bedsteforældre, og været det barnebarn, som så dem mest. De er som mine nr 2 forældre.

Efter bruddet, min mors indlæggelse på 6 måneder på den lukkede (jeg besøgte hende 1 gang, hun var alt for væk på piller til at jeg brød mig om det. Mine andre søskende kom flere gange) så kom hun ud i egen bolig. Forsøgte at fortsætte på arbejdsmarkedet som hun elskede og levede for, men var jo helt ødelagt psykisk så det kørte hende ned. Jeg boede hos hende der. Hun havde egen bolig i et års tid. Hun var ikke rask, langt fra, og jeg var ikke stor nok til helt at forstå det. Jeg begyndte at komme/og sove mere og mere hos mine bedsteforældre efter skole, som så kørte mig i skole dagen efter. Min mor knak nakken på at være syg og arbejde samtidig. Og her sker det så at det slår klik igen. Hun bliver indlagt i et bofællesskab og bor sammen med en masse andre. Ca 2 års tid, jeg husker det ikke helt. Her kommer vi og besøger hver 2 weekend som jeg husker det. Vi savnede hende og hyggede os hos hende. Men man kan stadig mærke, at hun ikke er som andre forældre. De andre beboere var super flinke, personalet var søde og man spiste mad sammen allesammen. 

Da det sker at hun ryger i bofællesskab og mister sin lejlighed, er det helt naturligt, at jeg bor fast hos mine bedsteforældre (mine andre søskende er hos min far som bor i nærheden og som jeg ser jævnligt, men adresse er hos bedsteforældre og der er jeg mest da min far ikke har plads til os alle i sin bolig) 

Jeg bor hos dem i et par år før jeg igen flytter sammen med min mor fast i hendes lejlighed. Så hun bor faktisk i egen lejlighed igen i noget tid før jeg flytter ind. 

Hun er stadig ikke frisk eller rask. Sover meget, får en masse medicin så hun er ved at falde i søvn i vågen tilstand og brænde sig selv af med cigaretter om morgenen og natten når hun står op for at ryge. 

Jeg bliver teenager og vi skændes en del. Mine hormoner flyver rundt og hun kan med nogle af sine sygdomme ikke regulere sine følelser eller helt situationsfornemme (borderline). 

Jeg flytter hjemmefra i en alder af 15-16 år og kommer jævnligt og ser hende og den anden vej rundt. Idag er det 15 år siden jeg flyttede hjemmefra. vi bor tæt og hun er en mor man kan sige alt til. Hun støtter altid en. Hun har altid ville give os hele verden hvis hun kunne. Hun er en skøn mormor men overskuddet er ikke stort. Særligt da mine børn var mindre og skulle passes. Hun VIL så gerne og er ikke typen som siger nej, så man må lige fornemme hvordan hun har det. Hun ser gerne at man bestemt ikke kommer for sent hvis man har en aftale om, hvornår børnene skal hentes igen, hvilket er helt fair. Dette er dog kun når hun ikke er så frisk. Nu er mine børn større så det er ikke et problem. Hun kan have perioder med mindre overskud. Middagslur tager hun stadig altid. Hun er nok manisk. Når hun er glad er hun rigtig glad, spontan, "barnagtig" i nogle beslutninger osv men jeg elsker hende og har igennem mange år lært hende at kende med sin sygdom. Jeg ved, hvad jeg kan sige til hende og hvad hun måske ikke kan håndtere (meget dårlige ting og uvenskab gør hende dårlig og hun er ikke god i de situationer, men så går jeg bare til en anden). Jeg elsker hende virkelig selv om min barndom har været lidt rodet. Jeg har aldrig været i tvivl om at hun ville os, elskede os og hadet sine dæmoner. Til trods for at hun aldrig har kunne sige at hun elskede os. Men det kommer fra hendes barndom. Jeg har altid mærket den på alle andre måder og jeg kan altid regne med hende. 

Min situation er nok en del anderledes. Men hvis jeg ikke havde hende så havde jeg virkelig manglet hende. Jeg bruger hende så meget og der går ikke en uge uden at vi snakker. Jeg smutter forbi hebde spontant og vi kører ud og ordner æriender. Jeg hjælper hende og kører hende altid når hun har brug for det, for hun er bare en man ønsker at være der for som hun er den anden vej. Har hun dårlige perioder så ved jeg også det, men de vender jo igen.

Din søn ønsker kontakt med dig og savner dig. Han er ikke "dum" og ved godt, at du ikke er frisk. Du kan som sagt hjælpe ham med at sætte endnu flere ord på så han forstår hvordan du har det. Lige nu vil han dig rigtig gerne, og skulle du være for syg til ikke at give ham det, han har brug for, så havde han taget afstand som jeg selv gjorde da min mor var på den lukkede.

I kan stadig nå og få så fint et forhold, og fremtidigt forhold til kommende børnebørn (det er svært at se nu, men jeg står selv i det med min mor, så det gælder mig naturligt at nævne). 

Så længe sy giver ham kærlighed og omsorg, om det så er i mindre doser end hvad "ikke syge forældre" kan give, jamen så har du stadig en søn som virkelig holder af dig og ønsker det fra dig, du kan give. Hun har også oplevet dig syg (hvis jeg må skrive sådan) i hele sit liv, det er for ham en fordel. Han vil hurtigere lære den del af dig og kende, og vide hvornår du er oppe eller nede, om han skal træde varsomt eller om du er helt på toppen den dag. Tro mig. Børn og unge mennesker lærer hurtigt at aflæse sine forældre. 

Hvordan det har påvirket mig- det er svært at vide når jeg ikke har prøvet andet. Men som din søn så havde jeg også nogle gode bedsteforældre og en far som ville mig det bedste. Jeg har nok "bare" fået en større forståelse for psykisk sygdom. Min partner idag lider af depression hvorfor jeg har kunne trække meget på min erfaring fra min mor. Psykisk lidelse bliver af mange set ned på og bliver misforstået som noget farligt. Jeg er glad for mit kendskab til det. Jeg ville da ønske, at min barndom var meresom mange andres, men jeg ville på ingen måde være min mor foruden. Så hvis jeg kunne have sluppet for nogle af de her oplevelser, hvis jeg ikke havde haft kontakt med hende, så havde jeg valgt at leve med oplevelserne, for manglet af min mor havde ikke været det værd. Hende vil/ ville jeg ikke undvære

Jeg ved ikke, om det overhoved var til hjælp. Men stil gerne flere spørgsmål, hvis du skulle sidde inde med nogle  

Tusind tak for dit lange svar. Det betyder så meget, at du har delt din historie med mig. Undskyld, hvis jeg ikke har overskud til at svare på det hele (det er en skidt periode pt). Men det betyder så meget, at du fortæller, at du heller ville foretrække en barndom (og nu et voksenliv) med en psykisk syg mor end med ingen mor overhovedet. Hvis jeg skal være ærlig tror jeg, at min søn har det på samme måde med mig. Det virker som om, at det betyder rigtigt meget for ham at komme her. Jeg har hørt fra mine forældre, at han snakker rigtigt meget om mig og hvad vi laver sammen og han lægger planer om, hvad han gerne vil næste gang vi skal ses (altså hvilken film han gerne vil se og hvor vi skal gå hen osv). Vi plejer at tage på sådan nogle små udflugter, hvor vi går tur og fodrer fugle og fotograferer naturen (ting vi kommer forbi) og han lægger meget vægt på, at det er vores udflugt, hvor min kæreste ikke skal med (de har det ellers godt sammen), så jeg tror at det betyder noget for ham at have tid, hvor vi bare er os to. 

Jeg ville droppe sove medicinen og så leve uden søvn den weekend. Tænker ikke du er i arbejde ud fra det du skrive, så ville jeg udskyde mit behov for søvn til at han/de var taget hjem. Tænker godt man kan klare sig en Weekend uden søvn og ellers går det jo af sig selv anden nat

For mig er det altså barnet der er vigtigst i en relation og så er det faktisk næsten ligemeget med den voksnes behov for syg eller ej, så kan man vel behovsudsætte. 

Det ville være et kæmpe svigt at droppe ham, puha stakkels barn 

Anonym skriver:

Jeg ville droppe sove medicinen og så leve uden søvn den weekend. Tænker ikke du er i arbejde ud fra det du skrive, så ville jeg udskyde mit behov for søvn til at han/de var taget hjem. Tænker godt man kan klare sig en Weekend uden søvn og ellers går det jo af sig selv anden nat

For mig er det altså barnet der er vigtigst i en relation og så er det faktisk næsten ligemeget med den voksnes behov for syg eller ej, så kan man vel behovsudsætte. 

Det ville være et kæmpe svigt at droppe ham, puha stakkels barn 

Det kan jo være ts er så syg at hun netop ikke kan undvære søvnen en weekend. Og vil være dårlig længe efter.

Hvis hun så skal gøre det hveranden weekend, går hun måske helt ned og samværet må ophøre helt. 

Jeg vil tro ts har det meget dårlig eftersom hun overvejer om det vil være bedre ikke at have samvær.

Anonym skriver:

Jeg ville droppe sove medicinen og så leve uden søvn den weekend. Tænker ikke du er i arbejde ud fra det du skrive, så ville jeg udskyde mit behov for søvn til at han/de var taget hjem. Tænker godt man kan klare sig en Weekend uden søvn og ellers går det jo af sig selv anden nat

For mig er det altså barnet der er vigtigst i en relation og så er det faktisk næsten ligemeget med den voksnes behov for syg eller ej, så kan man vel behovsudsætte. 

Det ville være et kæmpe svigt at droppe ham, puha stakkels barn 

Hvis man er meget syg, er man ikke i stand til at behovsudsætte. Sådan helt seriøst. 

Jeg kender ikke meget til psykiske lidelser, men søvn er en vigtig faktor og mange psykiske syge døjer med søvnbesvær, så det er ikke “bare” at behovsudsætte. Tilbage i tiden blev søvn brugt som tortur. 

Jeg arbejder med kræftsyge patienter HVER dag. Det er unge som gamle. Og helt ærligt. Omend de gerne vil deres børn, ægtefæller m.m. så er de bare ikke stand til er behovsudsætte. De er SYGE! Men det er til at tage at føle på, fordi man ved at kræft er en alvorlig sygdom og kan være med døden til følge. 
Men der er mange andre sygdomme som også kan være alvorlige og som man skal tage alvorligt. Særligt hvis der også er børn. Det er jo ikke i barnets tarv, hvis mor ikke er i stand til at tage sig af barnet pga. søvnunderskud. 

Anonym skriver:

Tusind tak for dit lange svar. Det betyder så meget, at du har delt din historie med mig. Undskyld, hvis jeg ikke har overskud til at svare på det hele (det er en skidt periode pt). Men det betyder så meget, at du fortæller, at du heller ville foretrække en barndom (og nu et voksenliv) med en psykisk syg mor end med ingen mor overhovedet. Hvis jeg skal være ærlig tror jeg, at min søn har det på samme måde med mig. Det virker som om, at det betyder rigtigt meget for ham at komme her. Jeg har hørt fra mine forældre, at han snakker rigtigt meget om mig og hvad vi laver sammen og han lægger planer om, hvad han gerne vil næste gang vi skal ses (altså hvilken film han gerne vil se og hvor vi skal gå hen osv). Vi plejer at tage på sådan nogle små udflugter, hvor vi går tur og fodrer fugle og fotograferer naturen (ting vi kommer forbi) og han lægger meget vægt på, at det er vores udflugt, hvor min kæreste ikke skal med (de har det ellers godt sammen), så jeg tror at det betyder noget for ham at have tid, hvor vi bare er os to. 

Er der mulighed for at i engang imellem kan være sammen hos dine forældre en weekend, så behøver du ikke være på hele tiden.

Anonym skriver:

Jeg ville droppe sove medicinen og så leve uden søvn den weekend. Tænker ikke du er i arbejde ud fra det du skrive, så ville jeg udskyde mit behov for søvn til at han/de var taget hjem. Tænker godt man kan klare sig en Weekend uden søvn og ellers går det jo af sig selv anden nat

For mig er det altså barnet der er vigtigst i en relation og så er det faktisk næsten ligemeget med den voksnes behov for syg eller ej, så kan man vel behovsudsætte. 

Det ville være et kæmpe svigt at droppe ham, puha stakkels barn 

Ved du noget om psykisk sygdom? Jeg er bare nysgerrig