SKAL der være samvær?

Først lidt baggrundsinfo. Min søn er 11 år. Han er en smuk, klog og glad dreng. Han trives godt i skolen, har gode venner, spiller fodbold og er tæt knyttet til sine bedsteforældre også. Han har boet hos sin far siden han var 5 år gammel og jeg har set ham hver anden weekend (i gode perioder) og hver tredje ellers.

Problemet er mig. Jeg har været syg med depressioner og psykoser siden min søn blev født. Det startede med en fødselsdepression, fordi fødslen var så voldsom og så er det gået amok. Vi snakker psykiatri, indlæggelser, medicin mm. Vi har været igennem kommunen et par gange og jeg har fået hjælp gennem mødrehjælpen. Det er sådan, at ALLE professionelle anbefaler samvær, men jeg er så stresset. Vi har prøvet sådan noget med at ses nogle timer her og der i stedet for weekender og ferier, men min dreng blev dybt ulykkelig, så jeg tvinger mig selv til at gennemføre børneweekender.

Det sidste nye er så, at jeg må tage en sovepille, når han er her (min kæreste er her også så han er ikke alene om morgenen), men jeg har fået ind i mit hoved, at jeg ikke kan tilpasse mig drengens søvnmønster. Han er udtalt a menneske og er vågen før fanden får sko på. Jeg ved godt, at de fleste bare ville tænke "Fuck det, jeg sover bare godt igen, når han er taget hjem", men det er eskaleret helt vildt og jeg har nu været på beroligende medicin i over en uge.

Ind i mellem går jeg og ønsker, at min søn bare ville miste interessen for at komme hos mig (jeg havde en ven, hvis datter mistede interessen for ham), men sådan er det ikke for min dreng, han glæder sig hele ugen op til, at han skal komme. Det ved jeg både fra bedsteforældrene og min eksmand og hans egen sms'er. Jeg elsker ham virkelig højt, men jeg tror ikke, at jeg er rask nok til have et barn. Og til jer, der vil skrive, at det skulle jeg have tænkt på før jeg blev mor, vil I ikke godt læse, at jeg blev syg EFTER min søns fødsel.

Hvad mener I, skal der være samvær for enhver pris? Jeg frygter, at det er en nær virkelighed, at det samvær vil finde sted på en psykiatrisk afdeling. 

Anonym skriver:

Først lidt baggrundsinfo. Min søn er 11 år. Han er en smuk, klog og glad dreng. Han trives godt i skolen, har gode venner, spiller fodbold og er tæt knyttet til sine bedsteforældre også. Han har boet hos sin far siden han var 5 år gammel og jeg har set ham hver anden weekend (i gode perioder) og hver tredje ellers.

Problemet er mig. Jeg har været syg med depressioner og psykoser siden min søn blev født. Det startede med en fødselsdepression, fordi fødslen var så voldsom og så er det gået amok. Vi snakker psykiatri, indlæggelser, medicin mm. Vi har været igennem kommunen et par gange og jeg har fået hjælp gennem mødrehjælpen. Det er sådan, at ALLE professionelle anbefaler samvær, men jeg er så stresset. Vi har prøvet sådan noget med at ses nogle timer her og der i stedet for weekender og ferier, men min dreng blev dybt ulykkelig, så jeg tvinger mig selv til at gennemføre børneweekender.

Det sidste nye er så, at jeg må tage en sovepille, når han er her (min kæreste er her også så han er ikke alene om morgenen), men jeg har fået ind i mit hoved, at jeg ikke kan tilpasse mig drengens søvnmønster. Han er udtalt a menneske og er vågen før fanden får sko på. Jeg ved godt, at de fleste bare ville tænke "Fuck det, jeg sover bare godt igen, når han er taget hjem", men det er eskaleret helt vildt og jeg har nu været på beroligende medicin i over en uge.

Ind i mellem går jeg og ønsker, at min søn bare ville miste interessen for at komme hos mig (jeg havde en ven, hvis datter mistede interessen for ham), men sådan er det ikke for min dreng, han glæder sig hele ugen op til, at han skal komme. Det ved jeg både fra bedsteforældrene og min eksmand og hans egen sms'er. Jeg elsker ham virkelig højt, men jeg tror ikke, at jeg er rask nok til have et barn. Og til jer, der vil skrive, at det skulle jeg have tænkt på før jeg blev mor, vil I ikke godt læse, at jeg blev syg EFTER min søns fødsel.

Hvad mener I, skal der være samvær for enhver pris? Jeg frygter, at det er en nær virkelighed, at det samvær vil finde sted på en psykiatrisk afdeling. 

Kan samværet ikke sættes ned til nogle timer, hvor i kan hygge jer sammen UDEN overntning? 

Jeg tænker ikke den rigtige løsning vil være at stoppe det helt..

esioul skriver:

Kan samværet ikke sættes ned til nogle timer, hvor i kan hygge jer sammen UDEN overntning? 

Jeg tænker ikke den rigtige løsning vil være at stoppe det helt..

Det har vi prøvet før og det gjorde min søn meget ked af det. Men det vil forhåbentlig være bedre end ingenting. 

Jeg tror han vil opleve det som et kæmpe svigt hvis du melder dig helt ud. Men måske du kunne tale med ham om det, han er 11 år og en kvik og velfungerende dreng med gode og kærlige relationer omkring sig. At du meget gerne vil være sammen med ham, men at du er syg og at du derfor ikke kan stå op med ham om morgenen og lave nogle aftaler om hvad han kan spise og hvad han må lave fra han står op til du er klar til at stå op. Eller måske tale med ham om at i en periode er i nød til at ses lidt mindre fordi du er syg, så du vil gerne sikre dig at du kan være den bedste mor i de timer i er sammen og det betyder mindre tid i en periode - og så se om det hjælper. 

Og så vil jeg bare sige puha hvor er jeg ked af det på dine vegne over at noget der burde skabe glæde, istedet har skabt så meget ulykke for dig. Jeg håber du får det bedre snart flot at du, trods egen sygdom, er så optaget af din søns velfærd��

nemisis skriver:

Jeg tror han vil opleve det som et kæmpe svigt hvis du melder dig helt ud. Men måske du kunne tale med ham om det, han er 11 år og en kvik og velfungerende dreng med gode og kærlige relationer omkring sig. At du meget gerne vil være sammen med ham, men at du er syg og at du derfor ikke kan stå op med ham om morgenen og lave nogle aftaler om hvad han kan spise og hvad han må lave fra han står op til du er klar til at stå op. Eller måske tale med ham om at i en periode er i nød til at ses lidt mindre fordi du er syg, så du vil gerne sikre dig at du kan være den bedste mor i de timer i er sammen og det betyder mindre tid i en periode - og så se om det hjælper. 

Og så vil jeg bare sige puha hvor er jeg ked af det på dine vegne over at noget der burde skabe glæde, istedet har skabt så meget ulykke for dig. Jeg håber du får det bedre snart flot at du, trods egen sygdom, er så optaget af din søns velfærd��

Han er faktisk god til at lave ting selv om morgenen, enten læser han eller bruger ipad. Eller han lægger perleplader til mig. Vi har ind i mellem talt med ham om, at vores familie generelt er lidt anderledes på grund af mig, men det kan godt være, at vi skal til at sætte flere ord på det igen. 

Ud fra det du skriver, så lyder det som om det kun/mest er dig, der har problemer i at du sover længere end din søn om morgenen. Altså hvis det ikke er et problem for din søn, og han ved at du vågner senere også er klar til st være sammen med ham, så er det måske dig der skal arbejde med dine tanker omkring det.

Han er 11 år, så hvis han bare ved hvorfor, og at det ikke handler om ham. Og han ved hvad han må lave/spise, og din kæreste endda er der, så går det nok alt sammen.

Hvis du slet ikke orker han sover der, så må I arbejde på en anden løsning. Evt. bare i en periode.

Han er faktisk god til at lave ting selv om morgenen, enten læser han eller bruger ipad. Eller han lægger perleplader til mig. Vi har ind i mellem talt med ham om, at vores familie generelt er lidt anderledes på grund af mig, men det kan godt være, at vi skal til at sætte flere ord på det igen. 

Få klart sat flere ord på. Ellers vil det jo opleves som svigt.. at du ikke vil ham.

Han vil stadigvæk savne dig.. men med større forståelse. Måske kan I have nogle sessioner sammen hos en terapeut. Han lyder til at kunne bruge hjælp til at deale med din psykiske sygdom/ mentale situation. Det er hårdt at være syg men også meget hårdt som pårørende. 

Tjullehej skriver:

Få klart sat flere ord på. Ellers vil det jo opleves som svigt.. at du ikke vil ham.

Han vil stadigvæk savne dig.. men med større forståelse. Måske kan I have nogle sessioner sammen hos en terapeut. Han lyder til at kunne bruge hjælp til at deale med din psykiske sygdom/ mentale situation. Det er hårdt at være syg men også meget hårdt som pårørende. 

Ja han har engang gået i børnegruppe for børn som pårørende, måske skulle vi prøve det igen. 

Jeg tænker I skal have støttet samvær , så du bliver støttet og aflastet. Enten proff eller en I dit netværk.

Og så kun i få timer .

Det kan godt være din søn vil reagere - men han er 11 og gammel nok til at forstå mor er syg.

Du er syg - og psykisk et lige så hårdt som fysisk. 

Hvis du lå dødsyg af kræft , ville alle kunne forstå du ikke kunne holde til mere .

Få timer er bedre end ingenting- og du skal på ingen måder yde overgreb på dig selv pga omverdens ( og dine egne ) forventninger til din rolle som mor .

Pu ha, jeg bliver helt berørt af det her.

Jeg kommer fra en skilsmissefamilie, jeg var 10 da mine forældre gik fra hinanden. Min mor har altid været psykisk syg mere eller mindre, men vidste det ikke før ved bruddet af mine forældre. Forsøg på selvmord, indlagt på den lukkede, ud igen og nu på piller resten af livet. 

Jeg kan høre på dig, at du uden tvivl elsker din søn. Og jeg VED fra min mor, hvordan det manglende overskud er direkte umuligt at forklare andre, som ikke lider af depression eller andre psykiske lidelser. MEN jeg ved også, at det ville knuse din søn, hvis du trak dig helt og måske, højst sandsynligt, give ham følger resten af livet (det er hårdt, ja, men jeg er nødt til at skrive det, som det er, for du må i min optik endelig ikke kotte forbindelsen) Og jeg VED, at du gik ind i det her med tanker og drømme om at blive en god mor, en familie, og det er på ingen måde selvforskyldt. Det, som er sket for dig kan ramme den bedste, og jeg har så ondt af dig/jer over at I blev ramt.

Som en anden skriver, han er stor nok til at du kan snakke med ham. Hellere fortælle ham, at du har det sådan og sådan, hvad du kan overskue, og at det på ingen måde har noget med ham at gøre! At du ville ØNSKE, du kunne have ham mere og hvor meget du savne og elsker ham. Forsøg at "droppe" overnatninger og evt få flere dage på så I får set hinanden mere men kun ses efter skole og til aftensmad, hyggelige ture i weekenden hvis du kan overskue det.

Det er så grundlæggende vigtigt ikke at kotte kontakten helt, og du må endelig heller ikke bebrejde dig selv.

Jeg håber, du finder frem til en løsning som er rigtig for jer, jeg ønsker jer virkelig det bedste