Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal starte. Jeg er så forvirret.
Jeg har været med min kæreste i mange år, men hele forholdet har været turbulent, og jeg ved ikke rigtig om det er mig, eller ham som egentlig er forkert på den. Så denne bliver lidt lang, men jeg håber i måske kan give mig svar.
Det sidste år, har min kæreste blevet selvstændig, det er fantastisk, da han ellers har været arbejdsløs resten af tiden i vores forhold, men hans adfærd er blevet noget ringere.
Han har altid været bestemmende, såsom bestemme hvem der må komme her hjem, hvornår jeg må tage bilen, om jeg må købe tøj osv, for mine egne penge, om dyrene skal til dyrlæge, hvordan tingene skal se ud osv men nu er det næsten blevet for meget.
Han er begyndt at mene, at fordi jeg ikke arbejder og har aldrig gjort (sygdom) så er jeg en nasser af samfundet. Han skælder mig hele tiden ud, for at være på offenlig ydelse, og er begyndt at presse mig til arbejde.
Jeg er førtidspensionist.
Hvis ikke jeg finder et arbejde, vil han ansætte mig i hans. Det ser bedre ud på papirerne. (Han er yderst flov over jeg er pensionist, og ingen af hans venner ved det.
Det kunne jeg mærke, at det var langt fra min grænse. Hvis jeg en dag endelig kunne arbejde, så skulle det aldrig være for ham. Hvilken magt, han ville have, hvis han også styrede min indkomst, ville jeg ikke kunne leve med.
Han mener nu, at jeg er doven og ikke ønsker at komme videre med mit liv.
Når jeg prøver at forklare ham, at jeg ikke ville kunne klare et almindelig arbejde, siger han altid “Gu kan du så, du sidder alligevel bare her hjemme og laver ingenting, så kan du også arbejde, og truer mig med at ringe til kommunen og anmelde mig, for snyd “da jeg jo sagtens kan arbejde”, nu hvor jeg går rundt og holder huset.
Han fortæller mig dagligt, at ingen kan lide mig, og det er derfor ingen kommer og besøger mig eller skriver og ringer og sikkert derfor kommunen satte mig på pensionen, de gad ikke at spilde tid på mig.
Nu kommer vi til forvirringen.
Vi har egentlig dagligt fortalt hinanden, at vi ikke længere gider det her, og når jeg endelig sætter mig ned, skriver på lejeboliger og for aftaler sat i stand, så begynder han at være sød. Vil have sex, fortæller mig hvor lækker jeg er, og smuk mm, snakker om fremtiden, huskøb osv.
men dagen efter igen, nægter han at han overhovedet har snakket om sådan noget, , og sexen var bare for at få “dyppet den”, det kan han jo med alle, men stadig sørger for at jeg ikke vil kunne få bilen “i mit navn og købt af mig” til at komme ud og se på lejeboliger.
Jeg tør ikke at tænke på, hvor meget han vil modsætte mig, den dag jeg vil flytte.
Han truer allerede med at tage bilen. Han mener ikke vores 4 hunde skal skilles af, så alle 4 vil han også selvom 2 af dem er mine. Og han truer mig også med at ruinere mig.
Min opførelse mod ham- Jeg er begyndt at blive passiv, aldrig smile, grine osv ja jeg svare ham næsten ikke, hvis han snakker til mig. Kun et mmmh eller ja og nej.
Jeg er helt stoppet med at “holde huset” jeg hat simpelhen ikke engerien til det længere, og er faktisk bare stoppet med at intressere mig for noget som helst. Så i tiden, laver jeg ikke andet end at sidde i vores sofa, og nu løbe rundt og gøre det som han ber mig om.
Jeg vil så mange ting, ud og gå, møde mennesker osv, men det er som om jeg har en mut imellem mine drømme og jeg. Så man man kan sige, jeg har givet op. Det er jo heller ikke fair imod ham, at have en kæreste som aldrig viser en følelse eller vise interesse.
Burde jeg bare tage mig sammen og få et arbejde?
Jeg ved i realiteten ikke, hvordan det kommer til at gå, men jeg ved jeg kan sætte min pension i bero..
Hvad gør jeg 
