bondepigen skriver:
Håber du skriver en lille beretning om det på et tidspunkt... ??
Sikke noget altså...... Der var to her. Den ene var en kvinde der havde mistet et barn og derfor var tiltrukket af Carla. Hun blev sendt væk. Den anden var min farfar! Han har passet mig (sammen med min farmor) da jeg var lille. Han døde i 97 og jeg har altid været overbevist om at han har været min skytsengel. Da jeg boede i min anden lejlighed har jeg flere gange været overbevist om at han har været og se til mig og hver gang har jeg smidt ham ud. Det er så ham der er her igen. Han er her for at passe på mig og Carla og han kommer med en masse kærlighed. Han var ked af at han havde skræmt mig. Hun ville sende ham væk, men det var han ikke så glad for. Han ville træde mere i baggrunden men han ville ikke helt væk, så jeg måtte acceptere at han var her engang imellem og det kan jeg også bedre når jeg ved det er ham. Carla og han har meget glæde af hinanden og de snakker sammen (sagde hun). Hun gik direkte hen til et billede af min farfar og spurgte hvem det var (før vi fandt ud af det var ham) og så sagde jeg at det var min farfar. Så sagde hun: Det er ham der er her! OKAY!!! Men jeg kunne ikke lade være med at grine af at han ikke ville væk. Han kigger bare forbi engang imellem. He he... Jeg ringede til min farmor og fortalte det (det havde jeg lovet). Hun blev noget overrasket. Og så sagde hun noget jeg blev meget målløs over. Dengang min farfar døde havde jeg en halskæde med et knækhjerte... Det knak jeg og lagde den ene del ned til ham i graven. Den anden halvdel har jeg inde på soveværelset (HVOR DE FANDT HAM OG SNAKKEDE MED HAM 
) WOW! Det mindede hun mig om og så sagde hun: Så er du jo selv lidt ude om det. Ha ha ha. Jo.... Og oveni det hele fortalte jeg at det havde puslet ovre i hjørnet af stuen. Så gik hende den ene derhen og begyndte at grine. "Ja det er da klart!! Det er jo her hans billede står. Han har prøvet at fortælle dig det var ham!" Godt så!!!! Jeg hører så ikke særlig godt efter.
Da de var gået og jeg snakkede med min farmor lagde jeg Carla ned i kravlegården. Hun lå og pludrede og lige pludselig blev hun helt stille og der lå hun og kiggede over mod billedet af ham. Mærkeligt!!!! Men nu kan jeg da sige til ham hvis han gør mig bange og han skal smutte. Det er jo ikke hans hensigt.... Altså... Men det er lidt sjovt at han ikke ville væk. Hende den ene spurgte også om han var meget kontrollerende og bestemmende og det har han altid været, så jeg kan lige høre ham sige at der ikke er nogen der skal bestemme om han skal være her eller ej. 
ha ha ha.
Anmeld
