Føler snart ikke jeg kan mere

Er jeg den eneste der føler jeg er lige på kanten til at knække over alt det her corona? Indtil ny synes jeg det er gået rimeligt, men nu føler jeg filmen er ved st knække for mig. Jeg føler mig halv deprimeret, stresset og træt. 
jeg er hjemme hele dagen hver dag, og hjemmeskoler min 6-årige. Når jeg ikke gør det, går jeg en tur eller ser tv. Jeg ser kun mand og børn og så derudover 2 familiemedlemmer... alle mine dage er ens og det hele flyder sammen. Jeg kan snart ikke finde på flere aktiviteter at underholde børnene med- de er ved at være trætte af gåture, cykelture og legepladser.. 

før alt det her følte jeg mig ofte ensom da jeg ingen nære venner har, men jeg dyrkede sport et par gange om ugen hvor vi havde et godt socialt fællesskab, og det var altid dage jeg så frem til og var ugens højdepunkter. Det var ligesom det der gav mig energi til resten af ugen, og der hvor jeg følte at jeg var en del af et fællesskab. Der var jeg bare glad. 

nu da der er forsvundet og jeg ikke snakke med andre end min aller nærmeste familie og absolut Intet indhold føler jeg har i min hverdag er jeg nået dertil hvor jeg føler mig voldsomt ensom, trist og træt. Min lunte er kort og jeg synes det hele er uoverskueligt... når jeg ser billeder på Facebook af andre som ses med deres venner og veninder kan jeg mærke jeg bliver jaloux, og den følelse bryder jeg mig ikke om... 

øv jeg synes det hele er træls for tiden... andre der synes det er ved at være hårdt? 

Nej du er ikke den eneste. 
Jeg føler dog at jeg brokker mig uden grund. Jeg er rask, min familie lige så. Vi er priviligerede, min mand får online undervisning, vores datter på 6 får meget lidt online undervisning. Resten skal vi forældre stå for, hvilket vil sige mig. Vi har også en baby på 4 mdr. hun vil ikke sove i barnevogn eller noget. Så det er en lang dag, hvor jeg prøver at balancere hjemmeskoling og pasning af baby. Udover det har vores yngste fået børneeksem. 
Jeg har ingen mig tid, vores yngste vil ikke være ved far, som i øvrigt ikke har meget tid, ej heller lyst til at holde en skrigende baby. 
Jeg får kun børstet tænder når jeg tisser, ellers føler jeg ikke der er tid til det. Hver gang jeg skal noget får jeg besked om at skynde mig.. fedt når man også døjer med forstoppelse. 
Jeg savner at mødes med mødregruppen, mine venner, tage over til min far og mormor i Jylland. 
Åh gud, sikke en masse brok. 
Egentlig støtter jeg meget op om disse restriktioner, vi udviser i den grad samfundssind, men hold op det er hårdt. Ydermere er jeg egentlig af den overbevisning at det rette ville være først at begynde at sende børn i skole igen ca 14 dage efter ferien. Da nogle i ferien bliver mere udsat for smitte eller risiko for det. Men samtidig sidder jeg og håber at jeg snart kan sende vores 6 årige i skole igen. 
Jeg tror ikke denne tid er nem for nogle. 

Du er ikke alene. Jeg er ved at gå amok over at hver dag er ens. Jeg sender min søn i vuggestue 3 dage om ugen da jeg er sygemeldt med stress og slet ikke kan overskue at have ham hjemme hele tiden. Når han er hjemme hygger vi os, men ærligt, jeg er ved at kede mig ihjel. Vi går ture til legepladsen, men ellers kommer vi ikke ud. Savner at komme på biblioteket eller have ham med på café - dagene er så lange er monotone, selvom det også er lidt magisk at være så meget sammen. 

Min mand går på arbejde, kommer hjem, sover lur, står op leger lidt med sønnike, vi spiser, ser fjernsyn og går i seng. Det lyder forkælet at brokke sig - men jeg kan samme godt følge din frustration.

Jeg kan ikke vente til samfundet bliver normalt igen, som i slet ikke vente.

Jeg er færdig med corona. Sådan helt ind til benet. Min mand er afsted og det samme er mine børn. Jeg sidder i soveværelset og har online undervisning fra 8-15. Jeg er grædefærdig. Jeg hader det. Jeg håber virkelig på at vi snart kan sende de små afsted. 

Jeg føler at i folkesundhedens navn, jamen der glemmer vi den mentale sundhed. Min angst kommer oftere, jeg er deprimeret, konstant træt og ja

Vi kan snart ikke mere... Vi er selvstændige og synger på sidste vers.. Nu forlænger de fandme til d. 28... vi har ellers været for nedlukningen, men nu må de godt lukke op igen... de finder hele tiden på nyt....

Du er bestemt ikke den eneste. Nogen gange kan det godt føles sådan, fordi de fleste kommentarer man ser online er kommentarer fra coronapolitiet med løftede pegefingre, hvis man har svært ved at holde ved.

Jeg er selv knækket på trods at, at jeg altid har været mentalt stærk, men bortset fra min familie er alt, hvad der giver mig glæde og energi revet fra mig. Jeg har et kæmpe socialt behov, men samtidig også et behov for at have tidspunkter hvor jeg kan være alene og lade op, og begge behov har ikke kunnet opfyldes meget, meget længe. 

Jeg skal til læge i næste uge med henblik på en mulig sygemelding med stress. Jeg lider både fysisk og mentalt lige nu, da det simpelthen har været for længe med for store afsavn. Jeg sover elendigt, jeg er ofte ved at tude, jeg har fået store problemer med vejrtrækningen og ondt/trykken i brystet og jeg er selvfølgelig tjekket flere gange for corona, så mit helbred skyldes ikke det.

Vi kommer til at ændre på nogen ting og slække lidt mere på vores disciplin for, at tingene ikke skal gå helt galt. I første omgang kommer børnene afsted igen fra 8. februar, selv om nedlukningen nu er blevet forlænget. Vi udvider den sociale boble, så den ikke længere kun er vores forældre, vi har planlagt en forlænget weekend væk fra hjemmet flere gange de kommende 2 måneder, så vi ser andet end vores eget hjem og så bliver der forsøgt hygget mere med take-away. 

Nej du er ikke den eneste. Det er en røv lorte statsminister og rådgivere der kun har corona for øje og skider stort på kræft, diabetes, angst, depression og mental sundhed generelt. Føj for en prioritering ude at proportioner og magtliderlighed. 
De kan blive ved med at finde mutationer. 

Anonym skriver:

Nej du er ikke den eneste. Det er en røv lorte statsminister og rådgivere der kun har corona for øje og skider stort på kræft, diabetes, angst, depression og mental sundhed generelt. Føj for en prioritering ude at proportioner og magtliderlighed. 
De kan blive ved med at finde mutationer. 

Kræftbehandling og i øvrigt også diabetesbehandling er da ikke lukket? Men hvis al sygehus-kapacitet går til corona, kommer kræftbehandling og anden sygehusbehandling til at blive nedprioriteret. 

Jeg er personligt pissetræt af restriktionerne, men som læge er jeg overbevist om, at de er nødvendige. 

Abracadabra skriver:

Kræftbehandling og i øvrigt også diabetesbehandling er da ikke lukket? Men hvis al sygehus-kapacitet går til corona, kommer kræftbehandling og anden sygehusbehandling til at blive nedprioriteret. 

Jeg er personligt pissetræt af restriktionerne, men som læge er jeg overbevist om, at de er nødvendige. 

Det et en del screeninger der er lukket for. Jeg fik blandt andet en telefonkonsultstion i stedet for at blive tilset ordentlig hos min gynækolog - kontrol af keglesnit. 

Min søn der har diabetes hat i lang tid fået udskudt pumpenehandling fordi de nødvendige kurser ikke tilbydes. 

Så jo - vi mærker i hvert fald at vi ikke behandles og undersøges på normal vis.

Jeg kan snart heller ikke mere. 

Som mor til 4 børn er min mentale tilstand opbrugt. 

Jeg bliver så let irriteret, jeg er let til tårer og har svært ved at rumme dagene. Føler at hver dag, er den samme dag. Ingen forandringer. Intet. 

Jeg plejer at lade op når jeg er sammen med veninderne, får noget vin og danser m.m. alt det er bare væk. 

Jeg har besluttet at sende mine børn i nødpasning fra d. 5. Jeg har brug for en pause. Især da vi står med en kommende flytning.