Mit ægteskab er stressende - og skylden er min.

Jeg bider mærke i, at du skriver du gerne vil kunne se op til din mand - hvorfor? Måske ligger der, der noget som du kunne arbejde med. Jeg tænker hvorfor kunne det ikke ligeså godt være mander der skal se op til konen? f.eks. i forhold til intelligens.

Handler det mere om, at du er bange for andre synes du har giftet nedad eller med en ikke så attraktiv partner?

Altså finde ud af, hvorfor det går dig på - at der er områder, hvor du føler overlegen - for det er vel meget naturligt at man i et ægteskab er hinanden overlegne på forskellige områder. Så hvorfor er de områder hvor du skriver han er overlegen "mandeting" ikke godt nok for dig?

drabo skriver:

Jeg bider mærke i, at du skriver du gerne vil kunne se op til din mand - hvorfor? Måske ligger der, der noget som du kunne arbejde med. Jeg tænker hvorfor kunne det ikke ligeså godt være mander der skal se op til konen? f.eks. i forhold til intelligens.

Handler det mere om, at du er bange for andre synes du har giftet nedad eller med en ikke så attraktiv partner?

Altså finde ud af, hvorfor det går dig på - at der er områder, hvor du føler overlegen - for det er vel meget naturligt at man i et ægteskab er hinanden overlegne på forskellige områder. Så hvorfor er de områder hvor du skriver han er overlegen "mandeting" ikke godt nok for dig?

 

Godt spørgsmål. Det skal jeg lige tænke lidt over. 

Anonym skriver:

Mente mere på den måde at hvis jeg nu skrev herind og fik responsen at mange kendte til lignende og at det var "normalt", ville jeg være mere rolig.

Overlegen måske ja. Arrogant måske. Jeg ser ikke mig selv på den måde og jeg har selv skrabt bunden af flere omgange i mit liv, så jeg burde have mere perspektiv. Måske handler det om en skyggeside, igennem min opvækst har jeg set nedladenhed overfor andre der er anderledes, mindre intelligente (inklusiv når jeg selv sagde noget "dumt" eller var "for meget"), og måske er det sådan noget der driller.

Ihvertfald skal der nok noget tungere skyts på banen i form af noget terapeutisk hjælp, hvis musikken skal findes igen. Både i mig som person og i mit ægteskab. Så det må jeg gøre.

Og nu har jeg skrevet et svar ala det her 3 gange hvor det er forsvundet. Smart ikk. 

Når du skriver det her, tænker jeg bestemt, at der er noget i din barndom, der spøger.. Nu skrev jeg, at jeg jo selv er startet til psykolog, og tro mig ens baggage/barndom har rigtig meget at sige til de reaktionsmønstre, man laver! Så igen er mit råd psykologhjælp og gerne med din mand, hvis I har lyst og råd.. Eller tag han med senere, når du selv har været der nogle gange alene.. For det er super vigtigt, at han også ved alt, hvad der sker.. Det er et fælles projekt at få forholdet til at fungerer - også selv problemet ligger hos den ene 

Du har fået mange gode svar, men jeg vil også bidrage med noget.

Jeg kender det godt. Min mand er så sød og rar og alt det der. Men i nogle perioder kan jeg virkelig tænke, at han er det mest irriterende menneske, hans humor er nederen, og især kan jeg nogle gange blive helt flov, hvis vi er ude blandt andre, og han så ‘prøver lidt for hårdt’. Hvis vi skal tale om intelligens, tror jeg også, jeg ligger højest. Og jeg kan også nogle gange få svip af, at han INTET fatter 

Jeg ved ikke - jeg tror egentlig det også handler om, at jeg kan føle mig lidt fanget. Her står vi med to børn, hus, ægteskab osv. og så kan jeg tænke, at det hele er leverpostej. Og hvor er de følelser, der var en gang? Hvor er alt det sjove? Hvorfor er jeg ikke sammen med en, der er meget sjovere og mere festlig? Men faktisk synes jeg det hjælper at være alene sammen i længere tid, og måske lære hinanden lidt at kende igen.

Og så er jeg også bevidst om, at det handler om, at jeg mangler noget, og jeg projicerer mine følelser over på ham. Men at opfylde mine behov er mit eget ansvar. Så må jeg bede om det jeg savner, eller opsøge det et andet sted. (Altså.... måske det ikke er alle behov man bare skal få dækket andre steder.....)

Og en sidste ting: Jeg tror nogle gange, vi forventer for meget af vores parforhold. At det skal opfylde alle vores behov. Men det er nok for stort ansvar at lægge på en relation. Hvis nu man kan finde fred med, at nogle ting kan jeg få i mit parforhold, andre kan jeg ikke, så tror jeg det blev lettere.

Men om det er normalt? Ja, det tror jeg bestemt. Og helt ærligt: For mit vedkommende ville det være det samme, hvem end jeg var sammen med... fordi det ikke handler om min partner, men om mig selv. Håber det giver lidt mening.

Anonym skriver:

Du har fået mange gode svar, men jeg vil også bidrage med noget.

Jeg kender det godt. Min mand er så sød og rar og alt det der. Men i nogle perioder kan jeg virkelig tænke, at han er det mest irriterende menneske, hans humor er nederen, og især kan jeg nogle gange blive helt flov, hvis vi er ude blandt andre, og han så ‘prøver lidt for hårdt’. Hvis vi skal tale om intelligens, tror jeg også, jeg ligger højest. Og jeg kan også nogle gange få svip af, at han INTET fatter 

Jeg ved ikke - jeg tror egentlig det også handler om, at jeg kan føle mig lidt fanget. Her står vi med to børn, hus, ægteskab osv. og så kan jeg tænke, at det hele er leverpostej. Og hvor er de følelser, der var en gang? Hvor er alt det sjove? Hvorfor er jeg ikke sammen med en, der er meget sjovere og mere festlig? Men faktisk synes jeg det hjælper at være alene sammen i længere tid, og måske lære hinanden lidt at kende igen.

Og så er jeg også bevidst om, at det handler om, at jeg mangler noget, og jeg projicerer mine følelser over på ham. Men at opfylde mine behov er mit eget ansvar. Så må jeg bede om det jeg savner, eller opsøge det et andet sted. (Altså.... måske det ikke er alle behov man bare skal få dækket andre steder.....)

Og en sidste ting: Jeg tror nogle gange, vi forventer for meget af vores parforhold. At det skal opfylde alle vores behov. Men det er nok for stort ansvar at lægge på en relation. Hvis nu man kan finde fred med, at nogle ting kan jeg få i mit parforhold, andre kan jeg ikke, så tror jeg det blev lettere.

Men om det er normalt? Ja, det tror jeg bestemt. Og helt ærligt: For mit vedkommende ville det være det samme, hvem end jeg var sammen med... fordi det ikke handler om min partner, men om mig selv. Håber det giver lidt mening.

Enig i det hele, men især det sidste om at vi forventer for meget af vores parforhold synes jeg er en super pointe. Jeg tror nemlig, at en del går med en idé om, at parforholdet skal være fuld plade på tilfredsstillelse og bliver virkelig skuffede når det viser sig, at det sjældent er sådan.

Jeg synes du har fået mange gode svar.

Jeg kan tilføje følgende: 

Det er vigtigt, at søge tilfredsstillelse andre steder end kun i ens forhold - og her mener jeg ikke seksuelt. Man finder inspiration fra andre - veninder/ venner/ familie. Dette er jo netop under pres, når man ikke mødes med andre end dem man bor med.

Herudover synes flertallet, at de er mere intelligente en gennemsnittet og deres partner Jeg har arbejdet med IQ testning i mange år. Så din egen subjektive vurdering giver jeg ikke meget for

Anonym skriver:

Jeg synes du har fået mange gode svar.

Jeg kan tilføje følgende: 

Det er vigtigt, at søge tilfredsstillelse andre steder end kun i ens forhold - og her mener jeg ikke seksuelt. Man finder inspiration fra andre - veninder/ venner/ familie. Dette er jo netop under pres, når man ikke mødes med andre end dem man bor med.

Herudover synes flertallet, at de er mere intelligente en gennemsnittet og deres partner Jeg har arbejdet med IQ testning i mange år. Så din egen subjektive vurdering giver jeg ikke meget for

 

Dette svar er generelt: Jeg har fået SÅ mange gode og brugbare svar. Tusind tak for det. Jeg værdsætter det helt ubeskriveligt. Og det har virkelig hjulpet mig. Tak tak tak. 

Du er slet ikke alene! Jeg kan virkelig relatere til det med, at man synes manden er pisseirriterende. Hos os er det ikke intelligens ift faglighed - min mand ved meget mere om økonomi, samfund, historie osv end jeg gør, men jeg er mere socialt klog end han er, og langt hurtigere til at forudsige konsekvenser osv. Derfor kan jeg også ofte opleve at blive flov over ham, hvis han opfører sig kikset i sociale sammenhænge, eller forsøger sig med en lummer kommentar, som overhovedet ikke er sjov, men nærmere udstiller os overfor andre. Han kan simpelthen ikke “læse” situationen lige så hurtigt som jeg, og derfor kan jeg af og til også komme til at føle mig lidt overlegen på det punkt. Det opvejer det lidt, at jeg så af og til føler mig lidt dum, når hans hovedregning er 1000 gange hurtigere end min, eller når han brillerer med et eller andet historisk fakta, som lige sætter den igangværende dialog i perspektiv. Men hvis der er langt mellem de oplevelser, hvor jeg føler jeg bliver lidt imponeret, så kan jeg godt få samme tanke som dig.

Jeg tænker om du måske kunne være lidt kontrolfreak og gerne vil have tingene på din måde (lige som mig)? For jeg oplever nogle gange at det netop er det som også kan være med til at forstærke følelsen.. på en og samme tid vil man gerne være den stærke og selvstændige kvinde, og have en mand, der beskytter, skærmer og forblænder en. De to er virkelig svære at forene, fordi man kan komme til at “kappe bollerne af dem” med al en egen power, og det er altså svært at være supermand overfor en som selv kan flyve

Jeg har fundet ud af, at det hjælper mig, hvis jeg ikke forsøger at træde ind på hans domæner, men virkelig “lader” ham shine der, så jeg også selv får oplevelsen af, at han kan noget jeg enten ikke er så god til, eller ikke interesserer mig for (min naturlig refleks på at der er noget jeg ikke er god til, er at prøve at blive det, men det holder jeg så igen på på hans områder). Derudover er det ham der “bestemmer” i soveværelset og her giver jeg så ham tøjlerne, og lader ham være mand og mig være kvinde.

IenFart skriver:

Indtil de sidste afsnit så tænkte jeg om dine følelser kunne være pga graviditetshormoner. Men så skriver du at du har haft lignende perioder før. Hænger de perioder evt. sammen med dit eget mentale overskud?

Det er meget genkendeligt, også for mig, at der er perioder hvor ens partner bare er røvirriterende. Eksempelvis er min kone lidt af en samler og også et rodehovede på nogle områder. Det kan til tider være ved at drive mig til vanvid, men jeg synes det ofte hænger sammen med om jeg selv er presset rent mentalt.

Jeg synes du skal arbejde med dit eget velbefindende og find ud af om det ikke samtidig ændrer din irritation over manden. Om det skal være via noget terapi, samtaler med veninder, fritidsinteresser når landet forhåbentlig åbner mere op eller noget helt fjerde.

Du kan IKKE på nogen måde bringe det med intelligensen på banen for som du selv skriver er det jo ikke noget han kan ændre på. Jeg tvivler ærlig talt også på om det egentlig er problemet. Du har trods alt forelsket dig i ham, fået børn og så videre.

Jeg er simpelthen nødt til, at spørge: er du en mand på denne side? Eller er du lesbisk? (Jeg er syg - I know - men det forstyrre virkelig mit hoved, at jeg ikk ved om du er en kvinde eller en mand ) 

Hmm - svær situation! Jeg synes også ind imellem min mand er frastødende og pisse irriterende. Mest pga måden han tygger maden på og at han fx lader vandet løbe mens han drikker af glasset. 
men det er ofte perioder hvor jeg selv er mega presset - enten over jeg er for fed eller jeg synes mine børn har suget alt ud af mig alt imens jeg har spist mig federe, for at overleve - total ind spiral. 
så det handler om mig selv! Min mand er fantastisk - det er bare nemmere at give ham skylden end, erkende jeg selv er en total nedturskost. 
hvad tror du? Elsker du ham ikke mere? Eller har du bare en lidt off periode?