Mit ægteskab er stressende - og skylden er min.

Jeg har simpelten brug for luft!!!! 

Jeg er hjemmegående, mor til en halvanden årig og gravid i 8. uge. 

Jeg sætter min anonyme røv i klaskehøjde med dette indlæg, for det er selvoptaget, narcissistisk og emmer af at jeg er et dårligt menneske, der trænger til noget proffesionelt hjælp. Så er det sagt. 

Sagen er, at min mand irriterer mig grænseløst. Ikke fordi han roder, bander, spiller, drikker, slår eller er en ukærlig mand eller far. Tværtimod er han god på alle fronter. Pånær lige den detalje, at hans adfærd til tider trykker på alle mine ømme punkter. Rent ud sagt, frastøder han mig, og er bare fucking irritererende.

Når han feks. prøver at lave sjov, og imiterer et eller andet, og det bare falder helt til jorden. Så tænker jeg i mit stille sind....hvad fanden var lige det der? Gud hvor er du kikset. 

Og så føler jeg ofte at vi rent mentalt er på lidt forskellig bølgelængde. At han er langsommere og mindre kvik til at opfange ting, og jeg sidder ofte og forklarer ham ting i hverdagen - ej ok det lyder værre end det er......nu siger jeg det lige ud selvom det lyder grimt. Han er ikke helt så skarp i pæren til tider. Og det frusterer mig, og gør, at jeg ikke respekterer ham. Jeg vil gerne kunne se op til min mand. Og det kan jeg ikke når jeg er "klogere" end ham. At han er bedre til feks. "mandeting", vejer ikke op for det i min verden. 

Jeg vil gerne min mand, for udover ovenstående, har vi en rigtig god intern humor, noget der er meget vigtigt for mig, og der er flere punkter hvor vi passer godt sammen. Og så det helt store og afgørende: Vi har en lille dreng sammen og en mere på vej. Plus vi har købt hus sammen. 

Alt burde være lykkeligt, og jeg er bare alt andet. Jeg føler mig falsk, stresset, selvbebrejdende, presset og indimellem helt ude i torvene. Når hverdagen kører, kan jeg holde tankerne i skak, men når jeg så er træt om eftermiddagen og han kommer hjem fra arbejde, overstadig og lalleglad, så begynder min negative indre dømmende dialog. Og det er som om de tanker går i selvsving når de først er startet. Og om natten vågner jeg ofte op og ligger og tænker på hvor det skal ende. Det er så hårdt og så ulykkeligt at være så splittet. For ja, jeg er splittet.  

Jeg VIL fandeme have det her ægteskab. Både for hans skyld, min skyld, men så sandelig også for vores barns/børns. Øv hvor er jeg træt af at have det sådan her. 

Hvis irritationen blot handlede om at få en doven mand til at rydde op efter sig - så kunne jeg bedre håndtere det. Men det her handler om hans adfærd og vores interne mentale ressonans (intelligens - kan stadig ikke få mig selv til at skrive det - jeg græmmes ved mig selv!). 

Hvad fanden gør jeg? 

Kontakter en psykoterapeut/parterapeut. Det har jeg gjort. Jeg afventer corona bliver bedre, så jeg kan få passet min dreng. 

Indtil da? Laver mentale lister over min mands styrker, sørger for at få så meget glæde som muligt ind i mit liv, så jeg ikke projicerer min utilfredshed i hovedet på ham? 

Note. Vores forhold har haft perioder før hvor jeg har haft det på denne måde, og jeg føler ikke jeg kan være ærlig overfor ham. Hvad skal han bruge til, at jeg synes hans opførsel indimellem er frastødende, at han er mindre begavet end mig, at jeg i det skjulte går og tvivler så meget? Han kan ikke ændre eller gøre fra eller til. Og det faktum at jeg går det med her selv, gør det så meget værre for mig at være i. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.

Havde du det også sådan inden du blev gravid, for ellers kan ens hormoner også spille en et pus.

Jeg har haft perioder - også hvor jeg ikke har været gravid - hvor jeg har haft det på denne måde. Desværre. Var det bare hormonerne. Men ja, de gør det ikke ligefrem bedre. 

Indtil de sidste afsnit så tænkte jeg om dine følelser kunne være pga graviditetshormoner. Men så skriver du at du har haft lignende perioder før. Hænger de perioder evt. sammen med dit eget mentale overskud?

Det er meget genkendeligt, også for mig, at der er perioder hvor ens partner bare er røvirriterende. Eksempelvis er min kone lidt af en samler og også et rodehovede på nogle områder. Det kan til tider være ved at drive mig til vanvid, men jeg synes det ofte hænger sammen med om jeg selv er presset rent mentalt.

Jeg synes du skal arbejde med dit eget velbefindende og find ud af om det ikke samtidig ændrer din irritation over manden. Om det skal være via noget terapi, samtaler med veninder, fritidsinteresser når landet forhåbentlig åbner mere op eller noget helt fjerde.

Du kan IKKE på nogen måde bringe det med intelligensen på banen for som du selv skriver er det jo ikke noget han kan ændre på. Jeg tvivler ærlig talt også på om det egentlig er problemet. Du har trods alt forelsket dig i ham, fået børn og så videre.

Anonym skriver:

Jeg har simpelten brug for luft!!!! 

Jeg er hjemmegående, mor til en halvanden årig og gravid i 8. uge. 

Jeg sætter min anonyme røv i klaskehøjde med dette indlæg, for det er selvoptaget, narcissistisk og emmer af at jeg er et dårligt menneske, der trænger til noget proffesionelt hjælp. Så er det sagt. 

Sagen er, at min mand irriterer mig grænseløst. Ikke fordi han roder, bander, spiller, drikker, slår eller er en ukærlig mand eller far. Tværtimod er han god på alle fronter. Pånær lige den detalje, at hans adfærd til tider trykker på alle mine ømme punkter. Rent ud sagt, frastøder han mig, og er bare fucking irritererende.

Når han feks. prøver at lave sjov, og imiterer et eller andet, og det bare falder helt til jorden. Så tænker jeg i mit stille sind....hvad fanden var lige det der? Gud hvor er du kikset. 

Og så føler jeg ofte at vi rent mentalt er på lidt forskellig bølgelængde. At han er langsommere og mindre kvik til at opfange ting, og jeg sidder ofte og forklarer ham ting i hverdagen - ej ok det lyder værre end det er......nu siger jeg det lige ud selvom det lyder grimt. Han er ikke helt så skarp i pæren til tider. Og det frusterer mig, og gør, at jeg ikke respekterer ham. Jeg vil gerne kunne se op til min mand. Og det kan jeg ikke når jeg er "klogere" end ham. At han er bedre til feks. "mandeting", vejer ikke op for det i min verden. 

Jeg vil gerne min mand, for udover ovenstående, har vi en rigtig god intern humor, noget der er meget vigtigt for mig, og der er flere punkter hvor vi passer godt sammen. Og så det helt store og afgørende: Vi har en lille dreng sammen og en mere på vej. Plus vi har købt hus sammen. 

Alt burde være lykkeligt, og jeg er bare alt andet. Jeg føler mig falsk, stresset, selvbebrejdende, presset og indimellem helt ude i torvene. Når hverdagen kører, kan jeg holde tankerne i skak, men når jeg så er træt om eftermiddagen og han kommer hjem fra arbejde, overstadig og lalleglad, så begynder min negative indre dømmende dialog. Og det er som om de tanker går i selvsving når de først er startet. Og om natten vågner jeg ofte op og ligger og tænker på hvor det skal ende. Det er så hårdt og så ulykkeligt at være så splittet. For ja, jeg er splittet.  

Jeg VIL fandeme have det her ægteskab. Både for hans skyld, min skyld, men så sandelig også for vores barns/børns. Øv hvor er jeg træt af at have det sådan her. 

Hvis irritationen blot handlede om at få en doven mand til at rydde op efter sig - så kunne jeg bedre håndtere det. Men det her handler om hans adfærd og vores interne mentale ressonans (intelligens - kan stadig ikke få mig selv til at skrive det - jeg græmmes ved mig selv!). 

Hvad fanden gør jeg? 

Kontakter en psykoterapeut/parterapeut. Det har jeg gjort. Jeg afventer corona bliver bedre, så jeg kan få passet min dreng. 

Indtil da? Laver mentale lister over min mands styrker, sørger for at få så meget glæde som muligt ind i mit liv, så jeg ikke projicerer min utilfredshed i hovedet på ham? 

Note. Vores forhold har haft perioder før hvor jeg har haft det på denne måde, og jeg føler ikke jeg kan være ærlig overfor ham. Hvad skal han bruge til, at jeg synes hans opførsel indimellem er frastødende, at han er mindre begavet end mig, at jeg i det skjulte går og tvivler så meget? Han kan ikke ændre eller gøre fra eller til. Og det faktum at jeg går det med her selv, gør det så meget værre for mig at være i. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, for noget af det kan jeg virkelig godt genkende. Min kæreste er faktisk rigtig intelligent. Han er super til alt med økonomi og computere og de fleste i vores familie bruger ham som it-konsulent. Men han er virkelig dårlig til helt almindelig sund fornuft. Ting som bare giver så meget mening for mig, og hvor jeg kan regne løsningen ud på 3 sekunder, dem forstår han bare ikke. Jeg har bare accepteret, at vi er forskellige og har hver vores styrker, og nogle gange, der siger jeg til ham, at han er nødt til at acceptere, at jeg på det punkt har nemmere ved at finde en løsning på problemet end han har. 

Heldigvis er vi også et rigtig godt team, og ja, der er da også ting ved min kæreste, som jeg ikke synes er så fedt, men jeg tror ikke, at et menneske ingen fejl har. Man er bare nødt til at finde ud af med sig selv, om man kan se igennem fingrene med de fejl eller om man ikke kan. 

Jeg ved godt du skriver, at du har haft disse perioder før, men at være gravid i 8. måned er et helvede. Så slå koldt vand i blodet. Få barnet ud og træk vejret i et stykke tid. Måske når der er kommet mere ro på kan du finde en løsning inde i dig selv, som du vil kunne leve med - med eller uden mand. 

IenFart skriver:

Indtil de sidste afsnit så tænkte jeg om dine følelser kunne være pga graviditetshormoner. Men så skriver du at du har haft lignende perioder før. Hænger de perioder evt. sammen med dit eget mentale overskud?

Det er meget genkendeligt, også for mig, at der er perioder hvor ens partner bare er røvirriterende. Eksempelvis er min kone lidt af en samler og også et rodehovede på nogle områder. Det kan til tider være ved at drive mig til vanvid, men jeg synes det ofte hænger sammen med om jeg selv er presset rent mentalt.

Jeg synes du skal arbejde med dit eget velbefindende og find ud af om det ikke samtidig ændrer din irritation over manden. Om det skal være via noget terapi, samtaler med veninder, fritidsinteresser når landet forhåbentlig åbner mere op eller noget helt fjerde.

Du kan IKKE på nogen måde bringe det med intelligensen på banen for som du selv skriver er det jo ikke noget han kan ændre på. Jeg tvivler ærlig talt også på om det egentlig er problemet. Du har trods alt forelsket dig i ham, fået børn og så videre.

Jeg er helt enig i især det sidste.. Jeg tror heller ikke, at intelligensen er dét, der påvirker, for så ville du aldrig være kommet så langt med ham.. 

Jeg har selv lige været til psykolog, hvor jeg sagde, at jeg ofte er sur/irriteret på min kæreste uden jeg helt ved hvorfor.. Jeg kan gå og savne ham og være helt forelsket, når jeg tænker på ham.. Når jeg så ser ham, så bliver jeg irriteret med det samme.. Jeg troede, at det hang sammen med, at jeg gik og var sur på ham over noget i vores fortid, men fandt ud af, at det var det faktisk ikke.. 

Psykologen spurgte "når du tænker på ham, hvordan ser du ham så?".. Og så ser jeg ham som den der kærlige, drillende, glade og forelsket mand, som krammer og holder om mig, mens han smiler stort.. Men når jeg så ser ham, så er han småirriteret/småsur, snerrer nogle gange ret hurtigt, og prøver ofte at skabe en god stemning ved at komme med overdrevet platte jokes.. Og så sagde psykologen, at vi måske begge var kommet lidt langt væk fra os selv, og vi skulle prøve at finde tilbage til den person, vi engang var (altså så godt som man nu kan efter man ændrer sig med årene)..

Så jeg tænker mere, at der ligger noget bagvedliggende, som du/I skal have arbejdet med.. Men først skal du have fundet ud af, hvad det er.. Og så vil jeg faktisk mene, at du skal være ærlig overfor din mand om, at du er irriteret på ham i perioder, men at du er meget interesseret i at finde ud af hvorfor.. Synes både han og jeres forhold fortjener, at man snakker åbent om sådan noget.. For ellers mærker han bare en kvinde, der skubber sig lidt væk og er irriteret på ham uden han ved, hvad der foregår.. 

Anonym skriver:

Jeg kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, for noget af det kan jeg virkelig godt genkende. Min kæreste er faktisk rigtig intelligent. Han er super til alt med økonomi og computere og de fleste i vores familie bruger ham som it-konsulent. Men han er virkelig dårlig til helt almindelig sund fornuft. Ting som bare giver så meget mening for mig, og hvor jeg kan regne løsningen ud på 3 sekunder, dem forstår han bare ikke. Jeg har bare accepteret, at vi er forskellige og har hver vores styrker, og nogle gange, der siger jeg til ham, at han er nødt til at acceptere, at jeg på det punkt har nemmere ved at finde en løsning på problemet end han har. 

Heldigvis er vi også et rigtig godt team, og ja, der er da også ting ved min kæreste, som jeg ikke synes er så fedt, men jeg tror ikke, at et menneske ingen fejl har. Man er bare nødt til at finde ud af med sig selv, om man kan se igennem fingrene med de fejl eller om man ikke kan. 

Jeg ved godt du skriver, at du har haft disse perioder før, men at være gravid i 8. måned er et helvede. Så slå koldt vand i blodet. Få barnet ud og træk vejret i et stykke tid. Måske når der er kommet mere ro på kan du finde en løsning inde i dig selv, som du vil kunne leve med - med eller uden mand. 

Hun er kun gravid i 8. Uge .. Ikke 8. Måned hehe 

Anonym skriver:

Jeg har simpelten brug for luft!!!! 

Jeg er hjemmegående, mor til en halvanden årig og gravid i 8. uge. 

Jeg sætter min anonyme røv i klaskehøjde med dette indlæg, for det er selvoptaget, narcissistisk og emmer af at jeg er et dårligt menneske, der trænger til noget proffesionelt hjælp. Så er det sagt. 

Sagen er, at min mand irriterer mig grænseløst. Ikke fordi han roder, bander, spiller, drikker, slår eller er en ukærlig mand eller far. Tværtimod er han god på alle fronter. Pånær lige den detalje, at hans adfærd til tider trykker på alle mine ømme punkter. Rent ud sagt, frastøder han mig, og er bare fucking irritererende.

Når han feks. prøver at lave sjov, og imiterer et eller andet, og det bare falder helt til jorden. Så tænker jeg i mit stille sind....hvad fanden var lige det der? Gud hvor er du kikset. 

Og så føler jeg ofte at vi rent mentalt er på lidt forskellig bølgelængde. At han er langsommere og mindre kvik til at opfange ting, og jeg sidder ofte og forklarer ham ting i hverdagen - ej ok det lyder værre end det er......nu siger jeg det lige ud selvom det lyder grimt. Han er ikke helt så skarp i pæren til tider. Og det frusterer mig, og gør, at jeg ikke respekterer ham. Jeg vil gerne kunne se op til min mand. Og det kan jeg ikke når jeg er "klogere" end ham. At han er bedre til feks. "mandeting", vejer ikke op for det i min verden. 

Jeg vil gerne min mand, for udover ovenstående, har vi en rigtig god intern humor, noget der er meget vigtigt for mig, og der er flere punkter hvor vi passer godt sammen. Og så det helt store og afgørende: Vi har en lille dreng sammen og en mere på vej. Plus vi har købt hus sammen. 

Alt burde være lykkeligt, og jeg er bare alt andet. Jeg føler mig falsk, stresset, selvbebrejdende, presset og indimellem helt ude i torvene. Når hverdagen kører, kan jeg holde tankerne i skak, men når jeg så er træt om eftermiddagen og han kommer hjem fra arbejde, overstadig og lalleglad, så begynder min negative indre dømmende dialog. Og det er som om de tanker går i selvsving når de først er startet. Og om natten vågner jeg ofte op og ligger og tænker på hvor det skal ende. Det er så hårdt og så ulykkeligt at være så splittet. For ja, jeg er splittet.  

Jeg VIL fandeme have det her ægteskab. Både for hans skyld, min skyld, men så sandelig også for vores barns/børns. Øv hvor er jeg træt af at have det sådan her. 

Hvis irritationen blot handlede om at få en doven mand til at rydde op efter sig - så kunne jeg bedre håndtere det. Men det her handler om hans adfærd og vores interne mentale ressonans (intelligens - kan stadig ikke få mig selv til at skrive det - jeg græmmes ved mig selv!). 

Hvad fanden gør jeg? 

Kontakter en psykoterapeut/parterapeut. Det har jeg gjort. Jeg afventer corona bliver bedre, så jeg kan få passet min dreng. 

Indtil da? Laver mentale lister over min mands styrker, sørger for at få så meget glæde som muligt ind i mit liv, så jeg ikke projicerer min utilfredshed i hovedet på ham? 

Note. Vores forhold har haft perioder før hvor jeg har haft det på denne måde, og jeg føler ikke jeg kan være ærlig overfor ham. Hvad skal han bruge til, at jeg synes hans opførsel indimellem er frastødende, at han er mindre begavet end mig, at jeg i det skjulte går og tvivler så meget? Han kan ikke ændre eller gøre fra eller til. Og det faktum at jeg går det med her selv, gør det så meget værre for mig at være i. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg tror alle kan nikke til, at forhold går op og ned, og det er i og for sig, set med mine briller, ganske naturligt.

Der hvor det mudre billedet for mig, er når du bringer hans intelligens ind i billedet, for så kan jeg ikke undlade at tænke flere ting..

Er du vitterlig klogere end ham, på alle fronter, eller blot enkelte?

Hvorfor i alverden er du sammen med en mand, som du dybest set  finder frastødende?

Og gud hvor får jeg ondt af din mand, for ærligt talt så lyder du mavesur og slet ikke nem at gøre tilfreds.

Jeg tænker at du skal gøre op med dig selv, HVORFOR du vil have det ægteskab til at fungere? Er det såen lidt status agtigt, eller for børnene? Elsker du ham i virkeligheden?

Han fortjener i alt fald at være i forhold med en, som finder ham perfekt ganske som han er , og pt. er det ikke dig.

Unicorn1 skriver:

Hun er kun gravid i 8. Uge .. Ikke 8. Måned hehe 

 

Aha, jeg fik læst det som 8. måned. Gisp, så er der lang tid igen. 

Jeg tror alle kan nikke til, at forhold går op og ned, og det er i og for sig, set med mine briller, ganske naturligt.

Der hvor det mudre billedet for mig, er når du bringer hans intelligens ind i billedet, for så kan jeg ikke undlade at tænke flere ting..

Er du vitterlig klogere end ham, på alle fronter, eller blot enkelte?

Hvorfor i alverden er du sammen med en mand, som du dybest set  finder frastødende?

Og gud hvor får jeg ondt af din mand, for ærligt talt så lyder du mavesur og slet ikke nem at gøre tilfreds.

Jeg tænker at du skal gøre op med dig selv, HVORFOR du vil have det ægteskab til at fungere? Er det såen lidt status agtigt, eller for børnene? Elsker du ham i virkeligheden?

Han fortjener i alt fald at være i forhold med en, som finder ham perfekt ganske som han er , og pt. er det ikke dig.

 

Intelligens er jo rigtig mange ting, det er jeg helt med på. Og for at svare på dit spørgsmål, så er det generelt jeg er mere oplyst end ham. Og hurtigere til at regne den ud, se sammenhænge osv. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det nærmere. Og så er der selvfølgelig områder, hvor han ved en masse jeg ikke ved noget om.

Det er kun indimellem jeg føler mig "frastødt" . Bestemt ikke helt tiden og nærmere sjældent. 

Og ja, jeg elsker ham. Jeg ville være ked af at ødelægge et ægteskab med en masse potentiale, hvis det hele handler om mig. Hvis det handler om mig - og det var grunden til jeg skrev indlægget, for at fiske efter om andre kendte til noget lignende - kan jeg arbejde med mig selv. Jeg er udmærket klar over at jeg hverken kan eller skal ændre på ham, og at han fortjener at blive elsket som han er. Den kommentar gjorde virkelig ondt, for det sidste jeg har lyst til, er at skade ham. Og det gør jeg jo som tingene er. Derfor vil jeg gerne at der skal ske en forandring. Mere skam på skam over at jeg har det som jeg har, hjælper mig ikke.