Mit ægteskab er stressende - og skylden er min.

Du har for meget kort tid truffet en beslutning om at få endnu et barn sammen med ham (ved mindre det var uplanlagt). Havde du det også sådan, da du blev gravid?

Du er gravid i 8. Uge.. så altså... Sexliv og sådan har da fungeret indtil for ganske nyligt så helt frastødt er du jo nok egentlig ikke  

Jeg tror det handler mere om noget inden i dig. Noget han gør som du måske savner at kunne? Eller ville ønske du kunne? Måske fordi du er gravid, måske fordi han har noget i sin hverdag du mangler. Eller måske har han bare et træk som du ikke har. Fx tør han at være fejlbarlig. Tør du det?  

Det kan være så meget og du må undersøge dig selv for at finde det svar.

Og måske også spørge dig selv, hvad var det du blev forelsket i ? For jeg går ikke udfra han er blevet mindre intelligent med årene   han har jo nok nogen andre kvaliteter som du måske glemmer at sætte pris på idag. 

Anonym skriver:

Intelligens er jo rigtig mange ting, det er jeg helt med på. Og for at svare på dit spørgsmål, så er det generelt jeg er mere oplyst end ham. Og hurtigere til at regne den ud, se sammenhænge osv. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det nærmere. Og så er der selvfølgelig områder, hvor han ved en masse jeg ikke ved noget om.

Det er kun indimellem jeg føler mig "frastødt" . Bestemt ikke helt tiden og nærmere sjældent. 

 

Og ja, jeg elsker ham. Jeg ville være ked af at ødelægge et ægteskab med en masse potentiale, hvis det hele handler om mig. Hvis det handler om mig - og det var grunden til jeg skrev indlægget, for at fiske efter om andre kendte til noget lignende - kan jeg arbejde med mig selv. Jeg er udmærket klar over at jeg hverken kan eller skal ændre på ham, og at han fortjener at blive elsket som han er. Den kommentar gjorde virkelig ondt, for det sidste jeg har lyst til, er at skade ham. Og det gør jeg jo som tingene er. Derfor vil jeg gerne at der skal ske en forandring. Mere skam på skam over at jeg har det som jeg har, hjælper mig ikke. 

Men det hele handler vel netop om dig? Dine følelser for manden.

Du skriver selv at han ikke gør noget forkert, at han er en god far osv., men det er noget som er inde i dig, den mangel på respekt, og den følelse af at blive frastødt indimellem, og vel i bund og grund en følelse af at du er overlegen, som i min optik måske er grænsende til arrogance? 

Den eneste som kan ændre den tilstand du befinder i, er dig og jeg tænker at når du har haft det sådan før, så skal der måske hjælp til.

Jeg kan godt forstå, at du bliver lidt såret over den kommentar med om, at du skal elske ham for den han er, og det var faktisk lidt meningen, for det kunne måske få dig til at tænker på HVORFOR du er sammen med ham. Du svarer at du elsker ham - jamen så er basen i orden, og dermed er der al mulig grund til at du kæmper. Når det er sagt, hvis du ikke kan finde "musikken" i ægteskabet igen, så syntes jeg du skylder ham, at han kan komme videre med sit liv.

fehår skriver:

Du har for meget kort tid truffet en beslutning om at få endnu et barn sammen med ham (ved mindre det var uplanlagt). Havde du det også sådan, da du blev gravid?

Både planlagt og uplanlagt. Vi vil gerne familieforøge, men ville egentlig vente et par måneder. Men naturen gik sin gang. Og nej, jeg havde det ikke sådan da vi blev gravide. Men havde haft en periode i efteråret på et måneder hvor det var sådan. Og nu har jeg det svært igen. Dog ikke nær så slemt, idet jeg tydeligt kan mærke, at hormonerne spiller en stor rolle. Men hormoner eller ej, det er åbenbart noget tilbagevendende jeg skal forholde mig til, og jeg bliver nødt til at gøre noget ved det nu, inden det ødelægger mere. 

IenFart skriver:

Indtil de sidste afsnit så tænkte jeg om dine følelser kunne være pga graviditetshormoner. Men så skriver du at du har haft lignende perioder før. Hænger de perioder evt. sammen med dit eget mentale overskud?

Det er meget genkendeligt, også for mig, at der er perioder hvor ens partner bare er røvirriterende. Eksempelvis er min kone lidt af en samler og også et rodehovede på nogle områder. Det kan til tider være ved at drive mig til vanvid, men jeg synes det ofte hænger sammen med om jeg selv er presset rent mentalt.

Jeg synes du skal arbejde med dit eget velbefindende og find ud af om det ikke samtidig ændrer din irritation over manden. Om det skal være via noget terapi, samtaler med veninder, fritidsinteresser når landet forhåbentlig åbner mere op eller noget helt fjerde.

Du kan IKKE på nogen måde bringe det med intelligensen på banen for som du selv skriver er det jo ikke noget han kan ændre på. Jeg tvivler ærlig talt også på om det egentlig er problemet. Du har trods alt forelsket dig i ham, fået børn og så videre.

Ville bare lige skrive tak for dit svar. Det er brugbart og opmuntrende. 

Unicorn1 skriver:

Jeg er helt enig i især det sidste.. Jeg tror heller ikke, at intelligensen er dét, der påvirker, for så ville du aldrig være kommet så langt med ham.. 

Jeg har selv lige været til psykolog, hvor jeg sagde, at jeg ofte er sur/irriteret på min kæreste uden jeg helt ved hvorfor.. Jeg kan gå og savne ham og være helt forelsket, når jeg tænker på ham.. Når jeg så ser ham, så bliver jeg irriteret med det samme.. Jeg troede, at det hang sammen med, at jeg gik og var sur på ham over noget i vores fortid, men fandt ud af, at det var det faktisk ikke.. 

Psykologen spurgte "når du tænker på ham, hvordan ser du ham så?".. Og så ser jeg ham som den der kærlige, drillende, glade og forelsket mand, som krammer og holder om mig, mens han smiler stort.. Men når jeg så ser ham, så er han småirriteret/småsur, snerrer nogle gange ret hurtigt, og prøver ofte at skabe en god stemning ved at komme med overdrevet platte jokes.. Og så sagde psykologen, at vi måske begge var kommet lidt langt væk fra os selv, og vi skulle prøve at finde tilbage til den person, vi engang var (altså så godt som man nu kan efter man ændrer sig med årene)..

Så jeg tænker mere, at der ligger noget bagvedliggende, som du/I skal have arbejdet med.. Men først skal du have fundet ud af, hvad det er.. Og så vil jeg faktisk mene, at du skal være ærlig overfor din mand om, at du er irriteret på ham i perioder, men at du er meget interesseret i at finde ud af hvorfor.. Synes både han og jeres forhold fortjener, at man snakker åbent om sådan noget.. For ellers mærker han bare en kvinde, der skubber sig lidt væk og er irriteret på ham uden han ved, hvad der foregår.. 

 

Super svar som jeg kan bruge til noget og jeg er enig i det du skriver. Tak for det. 

Men det hele handler vel netop om dig? Dine følelser for manden.

Du skriver selv at han ikke gør noget forkert, at han er en god far osv., men det er noget som er inde i dig, den mangel på respekt, og den følelse af at blive frastødt indimellem, og vel i bund og grund en følelse af at du er overlegen, som i min optik måske er grænsende til arrogance? 

Den eneste som kan ændre den tilstand du befinder i, er dig og jeg tænker at når du har haft det sådan før, så skal der måske hjælp til.

Jeg kan godt forstå, at du bliver lidt såret over den kommentar med om, at du skal elske ham for den han er, og det var faktisk lidt meningen, for det kunne måske få dig til at tænker på HVORFOR du er sammen med ham. Du svarer at du elsker ham - jamen så er basen i orden, og dermed er der al mulig grund til at du kæmper. Når det er sagt, hvis du ikke kan finde "musikken" i ægteskabet igen, så syntes jeg du skylder ham, at han kan komme videre med sit liv.

Mente mere på den måde at hvis jeg nu skrev herind og fik responsen at mange kendte til lignende og at det var "normalt", ville jeg være mere rolig.

Overlegen måske ja. Arrogant måske. Jeg ser ikke mig selv på den måde og jeg har selv skrabt bunden af flere omgange i mit liv, så jeg burde have mere perspektiv. Måske handler det om en skyggeside, igennem min opvækst har jeg set nedladenhed overfor andre der er anderledes, mindre intelligente (inklusiv når jeg selv sagde noget "dumt" eller var "for meget"), og måske er det sådan noget der driller.

Ihvertfald skal der nok noget tungere skyts på banen i form af noget terapeutisk hjælp, hvis musikken skal findes igen. Både i mig som person og i mit ægteskab. Så det må jeg gøre.

Og nu har jeg skrevet et svar ala det her 3 gange hvor det er forsvundet. Smart ikk. 

Men det hele handler vel netop om dig? Dine følelser for manden.

Du skriver selv at han ikke gør noget forkert, at han er en god far osv., men det er noget som er inde i dig, den mangel på respekt, og den følelse af at blive frastødt indimellem, og vel i bund og grund en følelse af at du er overlegen, som i min optik måske er grænsende til arrogance? 

Den eneste som kan ændre den tilstand du befinder i, er dig og jeg tænker at når du har haft det sådan før, så skal 

Som du beskriver dig og din mand, kunne det være min veninde og hendes mand, du beskrev bortset fra, at hos dem fungerer det. Min veninde er klart den i deres forhold, der har mest styr på tingene og er bogligt mest intelligent. 

Hendes mand er mere den afslappede og til tider lalleglad fyr, som er god over for alle og en god far og mand. Jeg kender selvfølgelig ikke til alt i deres forhold, men jeg ved, at min veninde også til tider kan blive træt af den lalleglade side af ham, men hun ved også, at det ikke er noget, han kan ændre, så hun har accepteret den side af ham og gjort op med sig selv, at han er det værd. 

Jeg ved desværre ikke, hvordan hun har accepteret det og kan hjælpe dig med viden på den front, men umiddelbart er det jo noget, der skal ske inde i dig selv. Som du selv skriver, så er de sådan han er, så forhåbentlig kan en psykolog hjælpe dig med værktøjerne til at acceptere dine mands i dine øjne mindre gode egenskaber. 

Mit svar hjælper nok ikke så meget til en løsning, men ville blot fortælle, at andre er i samme situation, og når det på mange fronter fungerer godt mellem jer, vil jeg tro, at det måske med lidt hjælp kan lykkes dig at finde accepten

Ej det lyder som mig det der. Men jeg tror der er mange der har det sådan, og enten fylder det så meget at folk en dag bliver skilt, og ellers lærer man at acceptere det. Min mand ved heller ikke meget om almen viden, dagligdagsting osv. Men alt det jeg ikke ved noget om, teknisk, pc, historie, sport osv. Altså de ting han går op i, det ved han meget om. Og omvendt så ved jeg jo ikke noget om de ting, og har da ikke oplevet at han bebrejder mig. Så jeg smiler også bare og tænker, at så lærte han da noget nyt, lige så vel som jeg også tit lærer noget nyt af hans viden. Jeg tror måske også at hormonerne spiller en rolle. Nu har vi 3 børn og han ved da meget mere end nu end ved nr 1, hvor tingene måske har været mere naturlige for mig at vide i fht baby. 

Jeg tror ikke der er grund til at gøre noget drastisk, men det lyder nu også til at du gerne vil have det til at fungere, så hvorfor ikke styrke ham på de områder? Se en dokumentar, se nyhederne, find en hobby sammen hvor han måske kan udvikle sig. Eller spil bezzerwizzer eller andre quiz spil �� der får man meget almen viden