Temperamentsfuld kæreste

Nej du forklarer det fint. Han skubbede dig (og det behøver ikke engang være et hårdt voldsomt skub) og hælder vand over dig. 

Det er både fysisk vold og psykisk vold. Og det er meget normalt for mænd der er voldelige, at få den anden part til at føle sig skyldig. Det er også normalt at ydmyge. 
Flyt dig ellers bliver det værre og vil påvirke dit og din søns liv. Man skal ikke accepterer eller debattere psykisk eller fysisk vold med den udøvende part. 

Anonym skriver:

Tak for alle svar. Han holder meget fast i, at det ikke var vold, men “bare” et skub. Det synes jeg ikke der var, men alligevel bliver jeg i tvivl og bange for at jeg overdriver og at I derfor skriver som I gør. Men jeg har meget ondt i maven over det, det var bare så langt over grænsen. Og ja som I skriver, hvad så når der kommer andre pressede situationer i fremtiden med enten mig eller vores søn 

Har siddet og læst dit indlæg og kommentarerne, og må sige at jeg vil give de andre ret. Det lyder som et voldeligt forhold. Og der er rigtig stor sandsynlighed for at det kun vil blive værre herfra. Det er så klassisk at han lægger skylden over på dig for at han bliver fysisk og at han negligere det der er sket. Og du lyder desværre til at tro på ham.

Jeg synes bestemt ikke du overdriver. Én ting er at han er bliver fysisk over for dig, men jeg synes det er skræmmende at han udsætter sit barn for fare. Prøv at tænk på hvis du ikke havde nået at lægge ham fra dig  og det er da mega ydmygende og nedværdigende at blive skubbet og blive overhældt med vand. Bare fordi du ikke har fået blå mærker, så kan det stadig være vold.

Jeg synes (som de andre) at du skal følge din mavefornemmelse og forlade ham. Det er farligt for dig og din søn at du bliver sammen med ham. Og selvom der er gode perioder og han også kan være sød, så opvejer det på ingen måde at han er voldelig over for dig. Og det vil helt sikkert bare blive sværere for dig at forlade ham jo længere du bliver sammen med ham. 

I har fuldstændig ret. Desværre også ret i, at det næsten er lykkes ham at negligere det til, at det ikke er noget. Det var meget ydmygende, jeg kan stadig ikke holde ud at han er i nærheden af mig. Og jeg forstår stadig ikke helt at det skete og hvor alvorligt det efterhånden er. Jeg har også tænkt på om der var sket mere, hvis ikke vores søn havde været der. Hvis jeg vidste det aldrig skete igen, kunne jeg tilgive. Men min søn er der vigtigste i mit liv og jeg kan ikke risikere at han mister besindelsen og det går ud over ham. Ja det har det allerede gjort faktisk, han reagerede meget på det. Det er så pinligt og det bliver meget svært at fortælle det til nogen. 

Anonym skriver:

I har fuldstændig ret. Desværre også ret i, at det næsten er lykkes ham at negligere det til, at det ikke er noget. Det var meget ydmygende, jeg kan stadig ikke holde ud at han er i nærheden af mig. Og jeg forstår stadig ikke helt at det skete og hvor alvorligt det efterhånden er. Jeg har også tænkt på om der var sket mere, hvis ikke vores søn havde været der. Hvis jeg vidste det aldrig skete igen, kunne jeg tilgive. Men min søn er der vigtigste i mit liv og jeg kan ikke risikere at han mister besindelsen og det går ud over ham. Ja det har det allerede gjort faktisk, han reagerede meget på det. Det er så pinligt og det bliver meget svært at fortælle det til nogen. 

Kære du

Du har INTET at være flov /pinlig over, da du ingen skyld har i det. 

Din kæreste valgte at skubbe dig og din kæreste valgte at overhælde dig med vand. Husk det og lag ham ikke overbevise dig om, at du selv var skyld i det! 

Jeg synes absolut heller ikke det er pinligt. Der er rigtig mange kvinder der er eller har været i samme situation som dig  så du er bestemt ikke alene! Hvis du synes det er svært at skulle fortælle det til en ven eller familiemedlem så du kan få hjælp, så kan du i stedet kontakte mødrehjælpen, som andre også har foreslået. Håber virkelig du kommer væk fra ham, for din og din søns skyld 

I har fuldstændig ret. Desværre også ret i, at det næsten er lykkes ham at negligere det til, at det ikke er noget. Det var meget ydmygende, jeg kan stadig ikke holde ud at han er i nærheden af mig. Og jeg forstår stadig ikke helt at det skete og hvor alvorligt det efterhånden er. Jeg har også tænkt på om der var sket mere, hvis ikke vores søn havde været der. Hvis jeg vidste det aldrig skete igen, kunne jeg tilgive. Men min søn er der vigtigste i mit liv og jeg kan ikke risikere at han mister besindelsen og det går ud over ham. Ja det har det allerede gjort faktisk, han reagerede meget på det. Det er så pinligt og det bliver meget svært at fortælle det til nogen. 

Kære du. 
Det du beskriver der, er starten på min historie. 
Starten på volden, negligeringen, skammen, angsten osv. Min historie fortsætter desværre 10 år endnu, før jeg en dag forstår, hvor slemt det står til. 
Jeg håber inderligt, at du ikke skal igennem det samme. det er ikke nemt at gå fra faren til ens barn og kan forstå din tvivl, når han ikke selv mener situationen har været alvorlig.

Men lad mig fortælle dig dette. Du bliver gradvist så psykisk nedbrudt, at du ikke selv ser hvordan volden eskalerer. Du kan ende i en situation, hvor du bliver tæsket og selv der være i tvivl om hvorvidt det nu alligevel er så slemt, om det måske også var din egen skyld og hvor det at man har været i det så længe, gør at man synes det er pinligt at skulle bryde ud af. mine børn voksede op og var bange for deres far. Lad ikke din søn gøre det. 

Jeg maler måske fanden på væggen, men jeg er oprigtigt bekymret for om du ender i en spiral, der kun gør det svære at bryde jeres forhold. 

Anonym skriver:

Tak for alle svar. Han holder meget fast i, at det ikke var vold, men “bare” et skub. Det synes jeg ikke der var, men alligevel bliver jeg i tvivl og bange for at jeg overdriver og at I derfor skriver som I gør. Men jeg har meget ondt i maven over det, det var bare så langt over grænsen. Og ja som I skriver, hvad så når der kommer andre pressede situationer i fremtiden med enten mig eller vores søn 

Alle mennesker har forskellige opfattelser af vold. Det vigtigste er hvad DU føler og ikke hvad han føler. 

Kan DU leve med at du måske ender i et forhold hvor volden eskalere?  Jeg vil sige at så længe du har en frygt for det, er det nok bedst at trække sig og sige vi slutter her. 

Husk dog på at hvis du flytter, får han bopælen over jeres barn. Da han kna nægte at skrive under på barnet må flytte.

Anonym skriver:

Alle mennesker har forskellige opfattelser af vold. Det vigtigste er hvad DU føler og ikke hvad han føler. 

Kan DU leve med at du måske ender i et forhold hvor volden eskalere?  Jeg vil sige at så længe du har en frygt for det, er det nok bedst at trække sig og sige vi slutter her. 

Husk dog på at hvis du flytter, får han bopælen over jeres barn. Da han kna nægte at skrive under på barnet må flytte.

Den regel med bopæl kan da ikke gælde hvis der er vold i hjemmet? 

Anonym skriver:

For nogle uger siden havde min kæreste og jeg et stort og spontant skænderi over en bagatel. Vi fik sagt nogle grimme ting og pludselig flyver han på mig, jeg kan faktisk ikke helt huske det. Men jeg har ondt i kravebenet bagefter. Jeg når lige at lægge vores søn (på et år), før det sker. Han ser det hele og græder meget. Han skubber mig ned i sengen og hælder derefter en hel flaske vand udover mig i hovedet. Det rammer også vores søn. Jeg er stadig meget chokeret og går med tanker om, om jeg skal forlade ham. Han har altid haft en voldsomt temperament og jeg kan også tale grimt, især ved søvnmangel. Men jeg er begyndt at blive bange for, om det kan eskalere? Vi har været sammen i 4 år, lignende er “kun” sket, når han er fuld, Det er som om han har to sider og vreden kan komme pludseligt.  Jeg kan ikke tænke klart, jeg har ondt i maven over det hele tiden og tænker især på vores søn. Og jeg giver delvis mig selv skylden, fordi jeg også var træt og provokerende, fordi jeg var uenig. Jeg synes bare ikke det kan retfærdiggøre det her? Nogen som har oplevet lignende situation?  

Ud af vagten!!!! Den handling kan og skal ikke retfærdiggøres. Jeg kan godt forstå du ikke synes det var okay, og uanset hvad du har sagt så er det aldrig okay at gå fysisk tilværks for at "løse" et skænderi.

Det her er første skridt. Næste gang bliver det værre. Og du er nødt til at anmelde ham for det!!!!!

Tænk hvis han når jeres søn bliver ældre går amok på ham Teenagere har det trods alt med at trykke på alle vores knapper. 

Ååh hvor jeg håber du kommer ud af kløerne på ham  HURTIGT!!!!

Kir skriver:

Den regel med bopæl kan da ikke gælde hvis der er vold i hjemmet? 

Ja hun kan fortælle om volden. Men husk det ville være påstand mod påstand uden bevis.