Er jeg forkert på den??

Min søn pp 10 kan finde ud af at gå i køleskabet og finde noget, hvis han er sulten.

Ja et er super hyggeligt en gang imellem at diske op med hjemmebagte boller, eller nybagt knækbrød - og ville jeg da ønske jeg havde overskud oftere til det, men faktum r st hverdag med arbejde, indkøb, oprydning, madlavning og god tid med børnene ikke levner meget tid til det og sådan er det. 

Hvis min mand eller mine børn for den sags skyld begyndte st kræve, at jeg havde tid og overskud til bpde at diske op med romantisk eftermiddagsmad og også aftensmad, indkøb, arbejde, hygge og måske et spil eller andet, så tror jeg de ville se Line eksplodere...  

Jeg hygger de fleste dage om aftensmaden, men jo kun fordi jeg har lyst, og ikke fordi det er et krav. 

Så sørg for knækbrød, rugbrød, frugt og grønt i køleskabet og så forvent, at han som minimum kan det samme som min 10 årige.

1000000000 procent enige med de andre!

Syntes du self ska ta en snak med ham, at hvis han trænger til en eftermiddags snak, når han kommer hjem, så laver han den selv. 

Og hvis han bil ha noget romantik, så ka ha da passende lige selv komme ind i kampen og lave en lækker snak til dig og ungerne også. Her hjemme er fælles indsats og hjælp nemlig vejen frem til romantik og kærlighed. 

Også hvis han blir ved med at brokke sig, ville jeg bare stille en lille tallerken frem til ham, med feks 1 jordbær og 1 kiks, også ville jeg for variationers skyld veksle mellem Marie kiks og grovkiks.... 

Brokker han mere, ville jeg sende ham i byen med en indkøbsliste, rutevejledning til nærmeste købmand og hotel.. Her har han rig mulighed for at købe eller bestille, hva havde lyst til. Inden da ville jeg ha sørget for, at få flyttet halvdelen af alle fælles penge over på min konto osv osv. 

Og hvis han seriøst forventer at blive vartet op i hovede og rumpe, må han jo se om han ka opfinde tidsmaskine og rejse tilbage i til 1800 tallet... Vh Stine 

Min datter på 10 kan selv finde rugbrød eller knækbrød 

Min dreng på 4 kan selv finde en kiks eller et stykke frugt ...



Som de andre skriver så er din mand forkert på den. Han lyder møgforkælet og mere hjælpeløs end en 4årig.


Jeg vil (kun fordi det i forvejen er dig der handler) anbefale at du køber ind til nemme ting - noget som kan holde sig. 

Dvs rugbrød, knækbrød og grøntsager.

Fortæl ham at eftermiddagskøkkenet er selvbetjening - og hvis man ikke gider spise, hvad der er, må man undvære eller handle selv.


Og at han så også vælger at sige at han så bare aflyser en julefrokost er jo direkte tåbeligt. Hold den alligevel - eller tag selv afsted, hvis det ikke er hos jer ... og lad ham være pigesur hjemme.

Er I af en anden kultur?

For det lyder simpelthen for mærkeligt i mine øre 

Anonym skriver:

Jeg er lige gået amok på ham  Jeg lever næsten dagligt i frustrationer og stress over ham!! Jeg er fyldt op...men det hjælper ingenting...han er ligeglad...han siger at jeg bare kan flytte hvis jeg er utilfreds.... Han ændrer sig ikke  

Jeg er svag....meget svag og lader mig manipulere med jeg ved det godt..... Jeg er et offer.... 

Jeg tror aldrig at jeg kommer ud af offer rollen. 
Når han ikke får det som han vil så truer han med et eller andet. Nu siger han at han aflyser vores julefrokost med hans forældre hvor det også er hans fødselsdag bare fordi jeg siger fra.... 

Jeg kan ikke styre min vrede netop fordi jeg føler mig så uretfærdigt behandlet... Jeg giver altid efter til sidst og ender med at sige undskyld...

Jeg skulle have luft......

 

Så må han aflyse julefrokosten.. Soo what? Men så må han forklare sine forældre hvorfor....

Det er jo ham det går udover. Han er barnlig og du skal være lade være pige fornærmet 

Det lyder som om i har nogen problemer, som er meget mere alvorlige, end at han åbenbart ikke selv kan opfylde et basalt behov. 
Jeg tror du skal begynde at kigge bag problemet. 

Anonym skriver:

Her i husstanden er det mig der handler.

Min kæreste skal altid have noget at spise når han kommer hjem fra arbejde om eftermiddagen. Jeg har ikke samme behov og jeg kan spise hvad det end skulle være....jeg er ikke så krævende...

Men kæreste har en forventning om at jeg finder på hvad han skal spise..... Og jeg syntes det er mega svært at komme på noget der ikke er Frankbrød.... og han vil ikke have hvad som helst....

Jeg har sagt til ham at jeg gerne vil købe det for ham men at han altså selv må sende mig en sms med hvad han kunne tænke sig den pågældende dag da jeg ikke er tankelæser....

Men han vil så gerne hygge og være romantisk og mener at hvis han hver dag skal sige hvad han vil have så kommer det ikke fra mig og mit hjerte.... Når jeg så spørger ham hvad han vil have siger han bare hvad foreslår du...??...Og bliver irriteret og siger ikke noget til hvis jeg siger at det ved jeg ikke.

Det hænger mig efterhånden ud af halsen på mig at jeg hver dag skal lege gætteleg... Jeg har nok i at skulle passe mit arbejde og hente børn... Han bliver sur hvis jeg siger fra.

Så hvad mener I?? Hvordan gør I derhjemme med evt eftermiddagsmad??

 

Hvordan får jeg sagt fra så han forstår det??

Ærligt så hvade jeg sat foden ned. 

Vi har lige haft en ligende situration her hjemme. (Min kæreste har arbejdet meget hjemme, så vi har spist morgenmad sammen) 

Det er selvfølgelig Fantastisk at have muligheden for at spise morcrn mad sammen, han er kaffe drikker, jeg rør det bare ikke, kan ikke lide smage. Men åbenbart laver jeg en skide god kaffe. Så jeg har i en lang periode lavet kaffe hver morgen til ham. En dag sagde jeg fra. Jeg kunne simpelthen ikke overskue det, jeg kunne mærke jeg blev sur og gnaven over at jeg altid skulle lave kaffe. Det var så slemt at jeg nogen morgner rystede af raseri over det skide kaffe. 

Sagde det til ham, fortalt hvordan jeg havde det inden i mig, og at jeg følte der kom en kløft mellem os for jeg kunne virkelig mærke det hylede mig fuldstændig ud af den. 

Han er heldigvis så skide sød, så den seneste måned har han selv lavet kaffe, jeg har kun en gang gjordt det, det var fordi jeg fik lysten til at gøre lidt ekstra. Som netop kommer fra hjertet. 

Så jeg ville slå meget hårdt på at når det bliver hverdag kan mister man ligsom den er kærlighed der er i det, men hvis man gør det en gang imellem. Så kan man meget bedre vise kærligheden. 

Anonym skriver:

Men han har en forventning om at når det er mig der handler så skal jeg også sørge for det....

Jo jo. Det er også “fair” nok. Forstået på den måde at når du alligevel handler kan du handle det med. Men han må sq selv fortælle hvad han så vil have og lade være at blive sur når det så ikk går efter hans hovedet. For så må han sq købe det selv eller smutte og komme tilbage når han er blevet voksen 

Anonym skriver:

Jeg er lige gået amok på ham  Jeg lever næsten dagligt i frustrationer og stress over ham!! Jeg er fyldt op...men det hjælper ingenting...han er ligeglad...han siger at jeg bare kan flytte hvis jeg er utilfreds.... Han ændrer sig ikke  

Jeg er svag....meget svag og lader mig manipulere med jeg ved det godt..... Jeg er et offer.... 

Jeg tror aldrig at jeg kommer ud af offer rollen. 
Når han ikke får det som han vil så truer han med et eller andet. Nu siger han at han aflyser vores julefrokost med hans forældre hvor det også er hans fødselsdag bare fordi jeg siger fra.... 

Jeg kan ikke styre min vrede netop fordi jeg føler mig så uretfærdigt behandlet... Jeg giver altid efter til sidst og ender med at sige undskyld...

Jeg skulle have luft......

 

Du skal stoppe med at være i den offerrolle, med det samme!

Du skal flytte og det skal være nu. Du skriver at du selv ved at du er svag - er det en slags undskyldning du fortæller dig selv, så du er fri for at træffe en hård men nødvendig beslutning?

Du skal ind i kampen, og det skal være nu.

Naha skriver:

Ærligt så hvade jeg sat foden ned. 

 

Vi har lige haft en ligende situration her hjemme. (Min kæreste har arbejdet meget hjemme, så vi har spist morgenmad sammen) 

Det er selvfølgelig Fantastisk at have muligheden for at spise morcrn mad sammen, han er kaffe drikker, jeg rør det bare ikke, kan ikke lide smage. Men åbenbart laver jeg en skide god kaffe. Så jeg har i en lang periode lavet kaffe hver morgen til ham. En dag sagde jeg fra. Jeg kunne simpelthen ikke overskue det, jeg kunne mærke jeg blev sur og gnaven over at jeg altid skulle lave kaffe. Det var så slemt at jeg nogen morgner rystede af raseri over det skide kaffe. 

Sagde det til ham, fortalt hvordan jeg havde det inden i mig, og at jeg følte der kom en kløft mellem os for jeg kunne virkelig mærke det hylede mig fuldstændig ud af den. 

Han er heldigvis så skide sød, så den seneste måned har han selv lavet kaffe, jeg har kun en gang gjordt det, det var fordi jeg fik lysten til at gøre lidt ekstra. Som netop kommer fra hjertet. 

 

Så jeg ville slå meget hårdt på at når det bliver hverdag kan mister man ligsom den er kærlighed der er i det, men hvis man gør det en gang imellem. Så kan man meget bedre vise kærligheden. 

Er han sød fordi han selv laver sin egen morgenkaffe???  Med mindre din mand har kognitive eller fysiske handicap, så er det vel ikke kogen større bedrift end som så, men blot helt almindelig adfærd?