Savnet til familien

Sprit25 skriver:

Altså nu vil jeg ikke farer ud og se alle. Jeg vil bare gerne se mine forældre har direkte sagt til oldeforældre, at det bliver først når epedimien har toppet. 

Men jo svagheden er, ifølge flere læger, at nu bliver "for lidt smittet" 

Men det er svært med alle de overvejelser. 
ja der er måske en lille risiko for I efter isolation smitter olderforældre... men hvad med værdien af er halv års+ samværd med familien de sidste år af ens liv. Hvis man fx har ca 5 år tilbage.

Hvis man er 85- 95 vi man måske mene det er det værd. 

det er de svære overvejelsers tid.

På mandag har vi ikke set mine forældre i 30 dage. Og shit det begynder, at være hårdt. Jeg SAVNER dem. Mine børn savner dem. Mine forældre savner dem. Følelserne er helt ude på tøjet og jeg hulker hvad gør I andre for at holde ud

Lyser måske hårdt. Men jeg savner ikk min familie. Kan snakke i telefon med dem og det er det der holder os oppe. Min søn er 4 et halvt og er vant til at se mormor hver anden weekend. Men han spørger ikke efter hende fordi vi facetimer jævnligt. 

savner mine venner, byen og friheden langt mere end min familie 

Tjullehej skriver:

Men det er svært med alle de overvejelser. 
ja der er måske en lille risiko for I efter isolation smitter olderforældre... men hvad med værdien af er halv års+ samværd med familien de sidste år af ens liv. Hvis man fx har ca 5 år tilbage.

Hvis man er 85- 95 vi man måske mene det er det værd. 

det er de svære overvejelsers tid.

Helt enig. Der er så mange ting og overvejelser i alt det her. Forretninger går konkurs, plejepersonale der knokler og isolerede og ensomme mennesker. 

Jeg synes det er hårdt og trænger virkelig til et kram fra min mor. I en alder af 31

Sprit25 skriver:

Det er bare som om facetime ikke er nok mere. Håber virkelig hun åbner efter påske. Så vi kan se hinanden

Den 14 er jo i virkeligheden bare sådan en abstrakt grænse. Risikoen for smitte vil være lige så stor efter den 14 og i lang tid frem. Virussen er i samfundet med store mørketal. Jeg ser selv frem til at se mine forældre igen men man bliver nødt til at spørge sig selv om det nu også er smart at ses i samme øjeblikket samfundet forhåbentlig begynder en langsom normalisering. 

Sprit25 skriver:

På mandag har vi ikke set mine forældre i 30 dage. Og shit det begynder, at være hårdt. Jeg SAVNER dem. Mine børn savner dem. Mine forældre savner dem. Følelserne er helt ude på tøjet og jeg hulker hvad gør I andre for at holde ud

Samme her..

Jeg blev mor for første gang kort tid inden corona... vores familier nåede at se hende et par gange og nu er vi adskilt fra familien. 

Havde sådan glædet mig til barsel og familiebesøg, efter en lang kamp for at komme hertil... 

Nu forgår det hele over telefon...

esioul skriver:

Samme her..

Jeg blev mor for første gang kort tid inden corona... vores familier nåede at se hende et par gange og nu er vi adskilt fra familien. 

Havde sådan glædet mig til barsel og familiebesøg, efter en lang kamp for at komme hertil... 

Nu forgår det hele over telefon...

 

Åh nej det er næsten værrer

Vi ser vores ældre i familien ,men med afstand. 

Især min svigerfar er med hans 80 år og en historik der siger han nok ikke lever ret meget længere ,- vil gerne have sin familie omkring sig så meget som muligt - men self med afstand osv- 

Min ene svigerindes mor er lige død ( og ikke af corona ) og der sagde hendes læge at der ikke var tvivl om at hun var død hurtigere pga af ensomheden der opstod da plejehjemmet lukkede ned. 

Så vi ses - da konsekvenserne ved ikke at ses er langt højere i sær iforhold til svigerfar .

Livskvalitet for vores ældre skal også opvejes i forhold til den risiko corona evt kan have - 

Man behøver jo ikke bundsnave hinanden ,eller kramme tæt osv- men bare det at være sammen på afstand- kan give noget . 

På mandag har vi ikke set mine forældre i 30 dage. Og shit det begynder, at være hårdt. Jeg SAVNER dem. Mine børn savner dem. Mine forældre savner dem. Følelserne er helt ude på tøjet og jeg hulker hvad gør I andre for at holde ud

Jeg har ikke set min far siden den 11 marts og min nevø i over 4 uger. Jeg snakker med min far over mobil, men det er bare ikke det samme som at tage ned og besøge ham.

Jeg snakkede med min nevø i går(han er 2) og det knuste mosters hjerte da han gik hen til døren og sagde moster, og mor måtte sige at moster ikke kan komme forbi. 
Det er hårdt og jeg hader det.. men glæden til at det stopper, holder ens humør oppe. 
Plus min bonusniece blev født den 4 marts og jeg har ikke mødt hende endnu. 

Dejligt at vide jeg ikke er alene

Vi ser stadig min mor, da hun er ssa'er , så risikoen er nok større for at hun får den på job end hjemme.

Men min mormor ser vi ikke pga alder og kræft (og der går nok længe inden vi ser hende (hvis vi nogensinde når det igen).

Farmor og farfar er begge rygere med kold og farfar heller ikke helt ung, så der går også måneder endnu tænker jeg, total håbløst, og frustrerende især for ungerne, da jeg tænker det ender med at koste dem det gode forhold til deres bedsteforældre