Andre end mig?!?

CBbaby skriver:

Og det er der, du skal huske, at der er meget mere end den situation. Måske kan lillebror komme i Tivoli eller legepladsen uden storebror, men det er faktisk det storebror allerhelst vil. Men forældrene kan ikke have storebror med der. 

Alle mennesker gør deres bedste: og ja det er ikke optimalt. Men hvis du tager 100 kampe om dagen- så gives der frikort i de værste, for at få livet til at hænge sammen. De frikort betyder bare mere for den familie, end den ville gøre i din.  

Tror du, at forældre til handicappede børn er dovne? Eller tror du, de giver de “frikort” så gldt de kan, så de kan hænge sammen? Min store datter sover stadig ikke i gennem ex. På 5 år... 6-10 opvågninger... ville du kaste dug ud i at bage sunde speltboller kl 06? Eller ville du - på de gode dage, når hun kan Elv, give hende ipadrn og få 30 min ekstra søvn, inden du skulle op og tage dig af to børn, hvor den ene får 80 nedsmeltninger på en dårlig dag? 

Det dér med tivoli er faktisk et andet godt eksempel. I den her familie har man nemlig valgt at gøre det sådan, at alle altid skal med, selvom det betyder at sygdommen alene kommer til at styre dagen. Men selv hvis de valgte at dele sig op, så skal det da forhåbentlig stadig ikke betyde at barnet får lov til at slå og bide sin bror, fordi det er synd for ham at han ikke kan komme med i Tivoli? Hvad i alverden er det for en logik?

Jeg tror de fleste forældre til børn med særlige udfordringer er det stik modsatte af dovne, og kan ikke lige se hvornår jeg har givet udtryk for andet. Men jeg tror desværre at mange af dem kommer til at svigte deres andre børn, fordi de har for meget fokus på at det syge barn ikke skal blive ked af det, føle sig udenfor osv. Livet byder på masser af hårde valg og prioriteringer for os alle, og helt sikkert ekstra mange for familier med syge børn. Og jeg underkender på ingen måde hvor hårdt det må være. Men at lære et lille barn, at det skal agere på en bestemt måde og endda udsætte egne behov, hvilket børn ikke er mentalt klar til før de har nået skolealderen, for at undgå at blive slået og bidt synes jeg simpelthen ikke er i orden. Jeg kan fortælle dig, at jeg faktisk flere gange har overvejet at sende en underretning på det barn jeg kender. Ikke det syge barn, men det raske. For hans behov bliver ikke set, og det er der enighed om fra flere sider, der er bare endnu ikke nogen der har taget det store skridt at kontakte kommunen - som ikke er bekendt med hvor galt det egentlig står til. Der er risiko for at han tager skade følelsesmæssigt, og det er der altså ingen børn der skal udsættes for, heller ikke selvom de har søskende med særlige udfordringer. 

Anonym skriver:

Det giver fint mening. Tænker du for størstedelens vedkommende har ret i at det handler om at tilkendegive en empati, men jeg har altså vitterligt set flere eksempler på, at folk skriver at det er det mest nuttede de nogensinde har set, og at de har set klippet et utal af gange. Ved næsten ikke hvad der irriterer mig mest. Politisk korrekthed eller at nogen helt oprigtigt kan synes at råb og skrig er nuttet 

Måske synes de det er nuttet? Vi er alle forskellige.

Jeg synes iøvrigt ikke at det her handler om politisk korrekthed. Når du skriver, at du synes handicappede børn ikke er nuttede, så er det noget der kan såre folk og til hvilket formål? Det er dét jeg ikke forstå. Hvad skal andre mennesker bruge den viden til? Hvad får du ud af at skrive det? Er det fordi du kan være anonym og derfor ikke ser den effekt det har på folk? 

Anonym skriver:

Kald du mig bare stupid og empatiløs alt det du vil, det rører mig ikke, da jeg jo for det første ved at jeg nok kender mig selv lidt bedre end du kender mig, og for det andet mener at det egentlig ikke siger noget om andre end dig at du har behov for at angribe  Og jeg kan fortælle dig, at jeg faktisk godt ved hvad det vil sige at kæmpe mod et rigidt system, så det er slet ikke dér den ligger. Jeg er bare træt af at nogen mennesker har hovederne så langt oppe i deres egne røvhuller, at de KUN kan se de problemer deres egen familie slås med, og ovenikøbet forventer at resten af verden skal gøre det samme. Dét synes jeg nemlig om noget er empatiløst. Jeg har siden jeg var barn haft mine ting at slås med, men jeg har ALTID plads til at hjælpe andre, uanset hvilken situation jeg står i. Og kender heldigvis mange andre, også mødre til handicappede børn, som er på samme måde. Men ja, nogen mødre kan bare kun se deres egne og deres børns behov, og det er på ingen måde noget jeg har tænkt mig at rygklappe dem for. Og en eller anden dag skal jeg nok få sagt det direkte til dem. Så er det jo godt for dem at de har politibetjente som dig til at beskytte dem 

Så din bredside er i virkeligheden kun rettet mod en lillebitte gruppe mødre til en lillebitte gruppe børn? Og for at nå frem til dén pointe var det nødvendigt at oplyse, at du bare ikke finder handicappede børn bedårende? 

Er der nogen, jeg ikke kan se det tiltalende ved, så er det voksne, der har mødt modgang i livet fra barnsben. De er bare så belastende at høre på. Okay, måske er det mest dem, der roser sig selv ved at hævde, at de ALTID har plads til at hjælpe andre, jeg har det så stramt med. Det er jo så kvalmende politisk korrekt at være hjælpsom. 


Jeg er stadig uforstående over for din måde at indlede tråden på.

Anonym skriver:

Det dér med tivoli er faktisk et andet godt eksempel. I den her familie har man nemlig valgt at gøre det sådan, at alle altid skal med, selvom det betyder at sygdommen alene kommer til at styre dagen. Men selv hvis de valgte at dele sig op, så skal det da forhåbentlig stadig ikke betyde at barnet får lov til at slå og bide sin bror, fordi det er synd for ham at han ikke kan komme med i Tivoli? Hvad i alverden er det for en logik?

Jeg tror de fleste forældre til børn med særlige udfordringer er det stik modsatte af dovne, og kan ikke lige se hvornår jeg har givet udtryk for andet. Men jeg tror desværre at mange af dem kommer til at svigte deres andre børn, fordi de har for meget fokus på at det syge barn ikke skal blive ked af det, føle sig udenfor osv. Livet byder på masser af hårde valg og prioriteringer for os alle, og helt sikkert ekstra mange for familier med syge børn. Og jeg underkender på ingen måde hvor hårdt det må være. Men at lære et lille barn, at det skal agere på en bestemt måde og endda udsætte egne behov, hvilket børn ikke er mentalt klar til før de har nået skolealderen, for at undgå at blive slået og bidt synes jeg simpelthen ikke er i orden. Jeg kan fortælle dig, at jeg faktisk flere gange har overvejet at sende en underretning på det barn jeg kender. Ikke det syge barn, men det raske. For hans behov bliver ikke set, og det er der enighed om fra flere sider, der er bare endnu ikke nogen der har taget det store skridt at kontakte kommunen - som ikke er bekendt med hvor galt det egentlig står til. Der er risiko for at han tager skade følelsesmæssigt, og det er der altså ingen børn der skal udsættes for, heller ikke selvom de har søskende med særlige udfordringer. 

Men det er jo en helt anden snak. At du har en bekymring for en specifik familie er noget helt andet. 

Og selvfølge går det udover søskende, at deres bror eller søster er syg. Det gør det også for forældrene... men til gengæld lærer de syge børn en ting. At se udover deres egne næser - empati og næstekærlighed. Og som voksne opnår de forhåbenlig en forståelse for, at deres forældre gjorde alt, selv om det måske ikke er nok. 

Jeg er meget uenig i dine udtalelser. Men kan af gode grunde ikke stå til ansvar for din venindes familie. 

men du taler som om, at disse forældre til handicappede er dovne. “Ikke gider tage kampe” “giver frikort”... generelt. Nu har jeg givet dig en mor til et handicappet barns tanker om verden, barnet og vores prioriteringer. Det er alt jeg kan give. 

Tænker egentlig det er et underligt spørgsmål, og at der må være noget bag spørgsmålet og jeg kan næsten forstå i tråden, at det handler om et konkret barn og dennes mor.

Men nej jeg synes ikke alle handicappede børn er nuttede, men jeg synes heller ikke alle ikke handicappede børn er nuttede. Men jeg ved, at alle børn ønsker succes og at gøre det rigtige, men ikke alle kan. Og vi som voksne skal forsøge at skabe rammer, som de kan få succes og med børn som har udfordringer, skal vi også se de kompetencer de har og se de små succeser og så selvom de ikke kan måles med babiebs Ida som nu kan cykle selv og min datter stadig har svært ved at komme op og gå på benene.

Jeg har arbejdet med udfordrede børn i 6 år (udfordrede kognitivt og er derfor længere om at lære også nogle af de sociale spilleregler). Var de fantastiske, Jeps ligesom de børn i 1. Klasse uden udfordringer som jeg underviser nu. Var de irriterende, Jeps lige som de børn i 1. Klasse uden udfordringer jeg underviser nu. Skulle de have opmærksomhed, Jeps lige som de børn i 1. Klasse uden udfordringer jeg underviser nu.

Men der var en forskel, for de børn med kognitive udfordringer var i højere grad afhængig af, at jeg kunne tænke ud af boksen, at jeg kunne se, at de virkeligt prøvede, at jeg kunne se de små sejre også selv om de havde glemt hvilke tal der kom efter 4 og vi havde øvet på det i 2 måneder. 

Der var/Er også den forskel, at de ikke altid reagerede som forventet på fx et smil, og i stedet for at blive sur over de ikke gjorde det "normale" så skulle jeg konstant evaluere mine egne handlinger, sætte ord på og guide, så de lærte at reagere "normalt" på smilet.

Hvad når de savlede (det er så absolut de færreste, men det sker). Hmm ærligt de har jo bare Peter og Pia, og det var en del af dem. 

Hvad når de skreg og hylede? Det var da hårdt for ørerne en gang imellem, men de gjorde det jo fordi de var pressede af den ene eller den anden årsag, og det er jo mit job at forstå årsagen og hjælpe. Var det nuttet - absolut ikke, men det var deres facon, og de var jo bare Peter og Pia. 

Og nej de skal ikke have mere opmærksomhed, men som forældre har du kun en mund, to arme osv. Og det er langt lettere at udskyde krammet som gives fordi det er rart end det er at udskyde at guide igennem en svær situation, for så bliver der aldrig tid til det kram bare fordi det er rart. 

Jeg er så taknemmelig over, at jeg ikke står med er barn med særlige udfordringer, den frygt for fremtiden, den indgriben i det "normale" liv, hvor man ikke være kan impulsivt gå i Tivoli eller lignende, den sorg der er forbundet med det. Jeg vil aldrig pege fingre, og er sikker på  ar forældrene gør det så godt de kan.

Og ja så kan man jo tilbyde at tage lillebror med på tur, med i Tivoli osv hvis man tænker, der er et barn i klemme. Og så måske også huske, det er barnets faktum og så får det noget andet fx en utrolig evne til at tage hensyn.

Men det er jo en helt anden snak. At du har en bekymring for en specifik familie er noget helt andet. 

Og selvfølge går det udover søskende, at deres bror eller søster er syg. Det gør det også for forældrene... men til gengæld lærer de syge børn en ting. At se udover deres egne næser - empati og næstekærlighed. Og som voksne opnår de forhåbenlig en forståelse for, at deres forældre gjorde alt, selv om det måske ikke er nok. 

Jeg er meget uenig i dine udtalelser. Men kan af gode grunde ikke stå til ansvar for din venindes familie. 

men du taler som om, at disse forældre til handicappede er dovne. “Ikke gider tage kampe” “giver frikort”... generelt. Nu har jeg givet dig en mor til et handicappet barns tanker 

Jeg lukker tråden da den tydeligt kun har er formål .

Og vil samtidig opfordre til man ikke bruger anonymknappen til at gemme sig bag  - vil du ikke skrive det med brugernavn under , er det nok fordi det ikke skal skrives.