Andre end mig?!?

ChesireKitty skriver:

Altså nu er min søn én af de børn, som ville blive klassificeret som "handicappet" af folk der bare så ham, uden at kende ham; fordi han ser anderledes ud, end andre børn på hans alder. Så selvom han i og for sig ikke "fejler" noget, er jeg tit blevet spurgt hvad der er galt med ham. Han er "bare" født 4 måneder for tidligt og har et aflangt hoved som resultat, samt nogle små udfordringer.

Jeg synes ikke at min søn er det mest fantastiske barn i verden; i hvert fald ikke mere end hans søster, som er "normal". Han har nogle flere udfordringer end hun havde i samme alder og han har brug for en anden slags opmærksomhed end hende, men de er lige vidunderlige børn på hver deres måde. 

Det sidste du skriver synes jeg faktisk er rigtig interessant! Jeg har nemlig i lang tid undret mig over hvorfor dem, der både har børn med og uden særlige udfordringer, næsten altid mener at dem med særlige udfordringer har behov for mere opmærksomhed? Nu skriver du godt nok 'en anden slags', men måske kan du alligevel besvare mit spørgsmål? Jeg forstår det simpelthen ikke, i og med at alle børn vel har lige meget brug for deres forældre når de altså er sammen med dem, dvs ikke er i skole og sådan noget. 

StineW79 skriver:

Altså jeg ka self godt forstå at man ka få ludt økuller i disse tider, hvor man måske er ufrivillig spædet inde, derhjemme og at tanker ik er noget man altid helt har kontrol over... Men at man ligefrem ka føle, som du føker for det her emne, må jeg indrømme, at jeg har lidt svært ved at sætte mig ind i. 

Jeg har de sidste 15 år arbejde indenfor handicap områedet. 

Jeg har arbejdet på et bosted for børn i alderen 0-18 år, med svære handicaps, og de har været de mest fantastiske unger, jeg nogensinde har haft æren af, at passe på. De har ik boet der fordi deres familie ik ville have dem, men simpelhen fordi de har været så syge/udfordret, at det ik har været muligt for dem at bo hjemme.

Deres familier har været alt fra de svageste til de stærkeste i samfundet, og hver og en af dem, har kæmpet med næb og klør, for at deres barn ku få det bedste af det bedste. 

At forældre gør det bedste de ka, for lige præcis for deres barn, tænker jeg er noget alle forældre vil høre, til en hver tid, hvis de evner det

Til gengæld ka jeg så få fuldstændig fnider, af mennesker, der ik ka se ud over deres egen næsetip, og gerne trækker andre mennesker ned, på deres vej op.

Pt arbejder jeg i et bo tilbud for handicappet i alderen 18 +. Det er en mandsprojekter, hvor vi er en pædagog pr borger, og ja møder tit folk som siger at de slet ik ka forstå hvordan jeg ka arbejde med sådan nogen mennesker og at det ville de aldrig ku gøre. Du er helt sikkert ik alene med dine ranker og fordomme. Jeg møder dem tit hos andre, når jeg fortæller andre hva jeg arbejder med. Vh Stine 

Hvorfor er det de mest fantastiske unger du nogensinde har haft æren af at passe på? Min holdning er skam ikke baseret på fordomme, men det må du da gerne tro. Og jeg har bestemt ikke skrevet indlægget for selv at komme op som du kalder det. Man kan altså godt have en politisk ukorrekt holdning uden det er fordi man har det skidt med sig selv 

SDD skriver:

Jeg kan generelt ikke se det bedårende ved børn. Nogle kan dåne over små børn eller en lille baby, det gør jeg ikke. 
selvfølgelig elsker jeg min datter og kommer også til at elske lillesøster. 
Men fx i supermarkedet hvis et lille barn kommer forbi og så kigger op på mig, så føler jeg absolut ingenting, kun at de ikke skal gå i vejen. 
omvendt forventer jeg heller ikke at mine børn vækker de vilde følelser hos andre. 

Så nej, heller ikke børn med handicap. Jeg kan dog mærke at de tricker mit omsorgsgen, altså at jeg kan mærke at de måske har brug for hjælp hvis et barn sidder i kørestol eller lignende. 

Sært, min søn har altid fået masser af positiv opmærksomhed fra fremmede siden han blev født, så det ser jeg som det mest naturlige i verden, og jeg kan også godt selv finde på at interagere i de små med et fremmed barn, også med handicap. Jeg kan dog ikke forstå hvorfor du tænker handicappede børn har brug for hjælp, medmindre der ikke er kompetente voksne i nærheden? Og det er der vel forhåbentlig altid? 

Jeg er faktisk rigtig glad for at du skriver det her svar, for det får mig til at reflektere over hvad det egentlig er de her børn gør ved mit nervesystem. Og jeg kan godt se at jeg har skrevet meget uspecifikt. Det som jeg ikke kan se det bedårende i er når børn ikke kan beherske sig. Råber og skriger, enten fordi det er det de har lyst til, eller fordi de ikke har andet sprog. Vil egentlig ikke sige at det provokerer mig, eller prikker til noget i mig som du kalder det. Jeg forstår bare ikke hvordan andre kan synes det er nuttet. Så kan jeg heller ikke se noget bedårende i et barn der savler og lignende.

Det tror jeg heller ikke, der er nogen, der synes. Jeg synes slet ikke mine børn (eller andres børn) er nusser, nuttede eller andre positive tillægsord. 

Dårlig adfærd skaber jo helt naturligt en afstandstagen. Man får jo stress i kroppen af et barn, der græder. Og det er der en grund til. Det får dig til at reagere. Og det er så der, det gælder om at holde tungen lige i munden. 

Og det er netop det sindsygt hårde ved at have et handicappet barn. Du skal kunne rumme alle de udbrud, hvor barnet er frustreret over sit eget handicap. Hvor alle børn har sådanne nedsmeltninger, så har nogle handicappede børn det jo bare 100 gange om dagen, og de bliver ikke glade normale børn, som løber ud på legepladsen igen bagefter. 

Det er faktisk det mest forfærdelige. Når mit barn er dybt frustreret over, at hendes krop begrænser hende, så får hun udbrud. Når hun bliver træt, kan hun ikke snakke og hendes krop kører rundt. Hun mister al balance (hendes sygdom er i nervesystemet). Under der her anfald (som kan vare flere timer om dagen - til 30 min X gange om dagen) så er hun BeSTEMT hverken nuser eller sød. Hun er rocker forfærdelig og irriterende - og lige i situationen har jeg lyst til at smutte. Når anfaldet er overstået er hun så træt, at hun ikke kan noget andet end at høre lydbog et par timer. Hun kan ikke gå ned til netto og købe ind, eller lege bagefter.
Det er fandme ikke nuttet...Det er absurd hårdt.

Hun er nuttet, når hun nyder livet - når der er timer af dagen, hvor hendes krop er med på leg. Hvor hun kan klare at gå de 400 meter mens hun taler om alle sine tanker om store og små ting. Se DET er nuttet. Eller bar når hun smiler, griner. Det er mega dejligt! 

Men når hun får et anfald - eller har uger eller dage, hvor kroppen er så dårlig, at hun ikke kan andet end at sidde. Så er det bare frustrerende. Og trist. Og der sætter man pris på de 10 min, hvor der var smil. Og det er måske de 10 min, de mødre, du taler om, taler op. For måske har de kun de 10 min hver dag i mange perioder...

mit barn har ikke brug for mere opmærksomhed end andre. Men når hun har den, så er den intensiv! Meget - for hvis hun er frisk - så skal det udnyttes. Eller hvis hun får er anfald - så kræver det AL min styrke, min opmærksomhed og rationale. 

Min anden datter kræver samme mængde opmærksomhed. Hendes er dog ikke så intensivt på samme måde. For det er der ikke et behov for. Hun We ikke træt 23 timer i døgnet. Hun kan godt lege efter, hun har været frustreret eller ked af det. 

Anonym skriver:

Sært, min søn har altid fået masser af positiv opmærksomhed fra fremmede siden han blev født, så det ser jeg som det mest naturlige i verden, og jeg kan også godt selv finde på at interagere i de små med et fremmed barn, også med handicap. Jeg kan dog ikke forstå hvorfor du tænker handicappede børn har brug for hjælp, medmindre der ikke er kompetente voksne i nærheden? Og det er der vel forhåbentlig altid? 

Ikke fordi de har brug for aktivt at få hjælp. Men mere sådan at jeg kan mærke noget omsorg for dem. Hjælper handicappede til dagligt. Og de har jo brug for hjælp. Når jeg så ser et barn ved jeg i mig selv at der er flere udfordringer/ andre behov end et normalt barn har. De kan ikke bare rende rundt(nu ved man jo aldrig hvorfor og hvor længe et barn sidder i kørestol). 

mht dit barn ville du opleve at jeg ville smile til det(påtaget smil) og så gå videre. Hvis dit barn faldt og du ikke var i nærheden ville jeg selvfølgelig løbe hen og hjælpe det op samt søge efter dig. 
Men nej mit hjerte smelter som regel aldrig over et andet barn. Vi har et vennepar der har et barn på 2 år, ham elsker jeg og mit hjerte virkelig smelter når han griner sjovt eller laver et lille nummer. 

CBbaby skriver:

Det tror jeg heller ikke, der er nogen, der synes. Jeg synes slet ikke mine børn (eller andres børn) er nusser, nuttede eller andre positive tillægsord. 

Dårlig adfærd skaber jo helt naturligt en afstandstagen. Man får jo stress i kroppen af et barn, der græder. Og det er der en grund til. Det får dig til at reagere. Og det er så der, det gælder om at holde tungen lige i munden. 

Og det er netop det sindsygt hårde ved at have et handicappet barn. Du skal kunne rumme alle de udbrud, hvor barnet er frustreret over sit eget handicap. Hvor alle børn har sådanne nedsmeltninger, så har nogle handicappede børn det jo bare 100 gange om dagen, og de bliver ikke glade normale børn, som løber ud på legepladsen igen bagefter. 

Det er faktisk det mest forfærdelige. Når mit barn er dybt frustreret over, at hendes krop begrænser hende, så får hun udbrud. Når hun bliver træt, kan hun ikke snakke og hendes krop kører rundt. Hun mister al balance (hendes sygdom er i nervesystemet). Under der her anfald (som kan vare flere timer om dagen - til 30 min X gange om dagen) så er hun BeSTEMT hverken nuser eller sød. Hun er rocker forfærdelig og irriterende - og lige i situationen har jeg lyst til at smutte. Når anfaldet er overstået er hun så træt, at hun ikke kan noget andet end at høre lydbog et par timer. Hun kan ikke gå ned til netto og købe ind, eller lege bagefter.
Det er fandme ikke nuttet...Det er absurd hårdt.

Hun er nuttet, når hun nyder livet - når der er timer af dagen, hvor hendes krop er med på leg. Hvor hun kan klare at gå de 400 meter mens hun taler om alle sine tanker om store og små ting. Se DET er nuttet. Eller bar når hun smiler, griner. Det er mega dejligt! 

Men når hun får et anfald - eller har uger eller dage, hvor kroppen er så dårlig, at hun ikke kan andet end at sidde. Så er det bare frustrerende. Og trist. Og der sætter man pris på de 10 min, hvor der var smil. Og det er måske de 10 min, de mødre, du taler om, taler op. For måske har de kun de 10 min hver dag i mange perioder...

mit barn har ikke brug for mere opmærksomhed end andre. Men når hun har den, så er den intensiv! Meget - for hvis hun er frisk - så skal det udnyttes. Eller hvis hun får er anfald - så kræver det AL min styrke, min opmærksomhed og rationale. 

Min anden datter kræver samme mængde opmærksomhed. Hendes er dog ikke så intensivt på samme måde. For det er der ikke et behov for. Hun We ikke træt 23 timer i døgnet. Hun kan godt lege efter, hun har været frustreret eller ked af det. 

Har nu set en del klip på nettet hvor et barn for eksempel kan have råbt og skreget af begejstring over noget i fjernsynet, fordi han/hun ikke har kunnet udtrykke det med ord, og så er der 100+ kvinder der bare synes det er det mest bedårende i verden. Og omvendt, når et barn har nedsmeltninger, så står fangruppen klar med sætninger som 'hvor er det flot at han/hun kan udtrykke sine følelser' 

Mht din sidste spalte.. Forstår stadig ikke hvorfor raske børn skulle have behov for mindre opmærksomhed i de timer de er sammen med deres forældre? Du skriver at din ældste ikke er træt 23 timer i døgnet, men hvordan er det ensbetydende med at hun ikke har brug for ligeså meget opmærksomhed? 

Har nu set en del klip på nettet hvor et barn for eksempel kan have råbt og skreget af begejstring over noget i fjernsynet, fordi han/hun ikke har kunnet udtrykke det med ord, og så er der 100+ kvinder der bare synes det er det mest bedårende i verden. Og omvendt, når et barn har nedsmeltninger, så står fangruppen klar med sætninger som 'hvor er det flot at han/hun kan udtrykke sine følelser' 

Mht din sidste spalte.. Forstår stadig ikke hvorfor raske børn skulle have behov for mindre opmærksomhed i de timer de er sammen med deres forældre? Du skriver at din ældste ikke er træt 23 timer i døgnet, men hvordan er det ensbetydende med at hun ikke har brug for ligeså meget opmærksomhed? 

Det er præcis, det jeg skriver at begge mine børn har behov for præcis samme mængde opmærksomhed. Fuldstændig - MEN min ældste har behov for intensiv opmærksomhed - rent fysisk skal hun hjælpes. Det kræver meget mere af mig, at være i den relation fordi, jeg skal tolke meget mere. Det er det, jeg mener med intensivt. Jeg skal hele tiden tolke hendes tegn for træthed. For hun får kramper, hvis det kammer over. Så jeg er mere alert i den opmærksomhed. 1 times opmærksomhed med mim raske datter er langt nemmere end med min syge. Fordi jeg ikke skal tolke om min raske får kramper? Hvis jeg leger med hende. Eller om hun så kan klare turen til netto bagefter. For det kan hun. Men det kan den ældre bestemt ikke!
 Med min “raske”  datter er jeg ikke alert på samme måde. For når jeg leger med hende, så får hun jo ikke kramper, hun bliver ikke dårlig. Hun savler ikke udover mig. Så jeg skal ikke aflæse hende på samme måde. (håber det giver mening) 

Og når folk roser hinandens børn - handicappede som ikke handicappede, så er det jo fordi, man ved, at situationen kan være svær. Som når et barn, som måske normalt ikke kan udtrykke sine følelser, pludseligt har mulighed eller gør det. Det er jo det samme, som at rose folk, der har gjort noget, som er svært. Eksempelvis vundet en fodboldkamp eller noget. Jeg forstår ikke sport - men jeg forstår, hvad den skaber hos folk. Og det sammenhold vil jeg gerne støtte. Derfor råber jeg “weeee” “kom så! Og godt gået” - men jeg føler det ikke.. men jeg gør det, fordi stemningen bliver god for andre. 

SDD skriver:

Ikke fordi de har brug for aktivt at få hjælp. Men mere sådan at jeg kan mærke noget omsorg for dem. Hjælper handicappede til dagligt. Og de har jo brug for hjælp. Når jeg så ser et barn ved jeg i mig selv at der er flere udfordringer/ andre behov end et normalt barn har. De kan ikke bare rende rundt(nu ved man jo aldrig hvorfor og hvor længe et barn sidder i kørestol). 

mht dit barn ville du opleve at jeg ville smile til det(påtaget smil) og så gå videre. Hvis dit barn faldt og du ikke var i nærheden ville jeg selvfølgelig løbe hen og hjælpe det op samt søge efter dig. 
Men nej mit hjerte smelter som regel aldrig over et andet barn. Vi har et vennepar der har et barn på 2 år, ham elsker jeg og mit hjerte virkelig smelter når han griner sjovt eller laver et lille nummer. 

Det tror jeg ikke, for han plejer ikke at søge dem der ikke søger ham Men forstår din pointe 

CBbaby skriver:

Det er præcis, det jeg skriver at begge mine børn har behov for præcis samme mængde opmærksomhed. Fuldstændig - MEN min ældste har behov for intensiv opmærksomhed - rent fysisk skal hun hjælpes. Det kræver meget mere af mig, at være i den relation fordi, jeg skal tolke meget mere. Det er det, jeg mener med intensivt. Jeg skal hele tiden tolke hendes tegn for træthed. For hun får kramper, hvis det kammer over. Så jeg er mere alert i den opmærksomhed. 1 times opmærksomhed med mim raske datter er langt nemmere end med min syge. Fordi jeg ikke skal tolke om min raske får kramper? Hvis jeg leger med hende. Eller om hun så kan klare turen til netto bagefter. For det kan hun. Men det kan den ældre bestemt ikke!
 Med min “raske”  datter er jeg ikke alert på samme måde. For når jeg leger med hende, så får hun jo ikke kramper, hun bliver ikke dårlig. Hun savler ikke udover mig. Så jeg skal ikke aflæse hende på samme måde. (håber det giver mening) 

Og når folk roser hinandens børn - handicappede som ikke handicappede, så er det jo fordi, man ved, at situationen kan være svær. Som når et barn, som måske normalt ikke kan udtrykke sine følelser, pludseligt har mulighed eller gør det. Det er jo det samme, som at rose folk, der har gjort noget, som er svært. Eksempelvis vundet en fodboldkamp eller noget. Jeg forstår ikke sport - men jeg forstår, hvad den skaber hos folk. Og det sammenhold vil jeg gerne støtte. Derfor råber jeg “weeee” “kom så! Og godt gået” - men jeg føler det ikke.. men jeg gør det, fordi stemningen bliver god for andre. 

Det giver fint mening. Tænker du for størstedelens vedkommende har ret i at det handler om at tilkendegive en empati, men jeg har altså vitterligt set flere eksempler på, at folk skriver at det er det mest nuttede de nogensinde har set, og at de har set klippet et utal af gange. Ved næsten ikke hvad der irriterer mig mest. Politisk korrekthed eller at nogen helt oprigtigt kan synes at råb og skrig er nuttet 

Anonym skriver:

Det giver fint mening. Tænker du for størstedelens vedkommende har ret i at det handler om at tilkendegive en empati, men jeg har altså vitterligt set flere eksempler på, at folk skriver at det er det mest nuttede de nogensinde har set, og at de har set klippet et utal af gange. Ved næsten ikke hvad der irriterer mig mest. Politisk korrekthed eller at nogen helt oprigtigt kan synes at råb og skrig er nuttet 

Selvfølgelig er der folk, der synes, det ER det mest nuttede. Nok fordi de ser noget andet, end de fleste andre. Ligesom folk og kattevideoer... Nogen synes, det er SÅ sødt. Jeg er ret ligeglad Men jeg kan da sagtens sige “åhhh sikke en sød killing” hvis min nabo kommer og viser en ny kat. Det er jo en tilkendegivelse af fællesskabsfølelsen. Og den er essentiel for menneskets overlevelse. Det er jo ikke fordi folk er uærlige. Det er fordi, det er forskelligt, hvad der lægges vægt på i situationen. 

Når min nabo viser mig den søde killing, og jeg ikke mærker “åhhh falde i svime” over den, men jeg stadig siger “ej den er godt nok fin.” Så mene jeg det jo. For det er en pæn og fin killing. Og det gør mig glad, at min nabo er glad. Men er jeg selv helt færdig over den kat? Løber ud od køber en? Nej! Vil jeg passe den? Nej. Men fin er den