Andre end mig?!?

Er der andre end mig der har rigtig svært ved at se det bedårende ved handicappede børn? Self kan man ikke skære alle over én kam, og jeg kender da et par stykker som jeg synes er rigtig kære og elskværdige. Men overordnet set må jeg indrømme, at det er en gruppe der sjældent vækker min sympati  Måske er mine følelser i virkeligheden bare en form for ufrivillig projektion af den stigende irritation jeg er begyndt at føle overfor de kvinder, der hele tiden prædiker om at lige præcis DERES guldklumps handicap er det vigtigste i hele verden (siger ikke at alle mødre til handicappede børn er sådan). Åha sorry, havde bare brug for lige at kunne være ærlig i et anonymt forum om hvor dårligt et menneske jeg er. Rigtig god dag. Endnu en dag indenfor hjemmets fire vægge, hvor ens mørke sider kan få lov at komme ekstra meget op til overfladen 

Nogle gange behøver man bare ikke fortælle alt hvad der er inde i ens hovede. 
Så vil du gerne være ærlig i et anonymt Forum men alle andre kan ikke svarer anonymt. 
Altså, synes sådan et opslag her er vildt sært. Hvad med dem der ikke kan lide tykke, mørke, høje mennesker? Eller hunde? Skal de lave er opslag med hvor lidt de kan lide dem? Synes faktisk ikke et opslag som dette gør meget andet end at såre mennesker. Jeg har heldigvis ikke er handicappet barn. Nøj alle de bekymringer der følger med  

Og kan heller ikke hitte ud af om jeg er hoppet i med begge ben og du er en troll der mega keder dig hjemme i tiden. 

Anonym skriver:

Er der andre end mig der har rigtig svært ved at se det bedårende ved handicappede børn? Self kan man ikke skære alle over én kam, og jeg kender da et par stykker som jeg synes er rigtig kære og elskværdige. Men overordnet set må jeg indrømme, at det er en gruppe der sjældent vækker min sympati  Måske er mine følelser i virkeligheden bare en form for ufrivillig projektion af den stigende irritation jeg er begyndt at føle overfor de kvinder, der hele tiden prædiker om at lige præcis DERES guldklumps handicap er det vigtigste i hele verden (siger ikke at alle mødre til handicappede børn er sådan). Åha sorry, havde bare brug for lige at kunne være ærlig i et anonymt forum om hvor dårligt et menneske jeg er. Rigtig god dag. Endnu en dag indenfor hjemmets fire vægge, hvor ens mørke sider kan få lov at komme ekstra meget op til overfladen 

Handicappede børn? Du tænker på børn med nedsat hørelse, Downs Syndrom, lammelser, ordblindhed - børn der mangler en hånd, har lav IQ, er blinde osv. osv.? Altså en meget, meget bred og mangfoldig gruppe af børn? Og på nær nogle enkelte, så har disse børn ikke din sympati? 

Jeg kunne skrive en hel del om min opfattelse af manglende empati hos voksne som et alvorligt og absolut ikke bedårende handicap eller om det for mig at se uintelligente ved overhovedet at overveje at dele sine besynderlige, groft generaliserende tanker om en minoritetsgruppe af børn, der alle har deres at slås med, i et forum, hvor nogle af læserne selv har børn med funktionsnedsættelser. Jeg kunne også begrunde, hvorfor mødre til handicappede børn slås med næb og kløer for deres børn, som blandt meget andet risikerer at blive mødt med afstandtagen fra stupide voksne. 

Men det lader jeg selvfølgelig være med. I stedet vil jeg opfordre dig til at se indad og arbejde med, hvad end der får dig til at sparke til andre mennesker og tilmed have behov for opmærksomhed, imens du gør det. 

Jeg har et handicappet barn. Det ville du bare ikke vide, hvis du så det på gaden.

Der er rigtig mange mennesker, der lever med handicap, hvor man ikke kan se det. 

Hvad er det præcis, du har SÅ svært ved, ved handicappede børn? Hvad er det, det prikker til i dig? Ja, jeg er nysgerrig på dine tanker...

Det værste ved at have et handicappet barn er alle de bekymringer der følger med. Konstant. Som i dag og nat. Som i, hvad mon lægeundersøgelsen viser, hvorfor gør armen sådan der, hvad hvis... Er det farligt? 

Mit barn er normalt begavet og ser normal ud ved første øjekast. Men kan ikke gå længere end 400 meter i en alder af 5 uden at blive dårlig. 

Altså nu er min søn én af de børn, som ville blive klassificeret som "handicappet" af folk der bare så ham, uden at kende ham; fordi han ser anderledes ud, end andre børn på hans alder. Så selvom han i og for sig ikke "fejler" noget, er jeg tit blevet spurgt hvad der er galt med ham. Han er "bare" født 4 måneder for tidligt og har et aflangt hoved som resultat, samt nogle små udfordringer.

Jeg synes ikke at min søn er det mest fantastiske barn i verden; i hvert fald ikke mere end hans søster, som er "normal". Han har nogle flere udfordringer end hun havde i samme alder og han har brug for en anden slags opmærksomhed end hende, men de er lige vidunderlige børn på hver deres måde. 

Altså jeg ka self godt forstå at man ka få ludt økuller i disse tider, hvor man måske er ufrivillig spædet inde, derhjemme og at tanker ik er noget man altid helt har kontrol over... Men at man ligefrem ka føle, som du føker for det her emne, må jeg indrømme, at jeg har lidt svært ved at sætte mig ind i. 

Jeg har de sidste 15 år arbejde indenfor handicap områedet. 

Jeg har arbejdet på et bosted for børn i alderen 0-18 år, med svære handicaps, og de har været de mest fantastiske unger, jeg nogensinde har haft æren af, at passe på. De har ik boet der fordi deres familie ik ville have dem, men simpelhen fordi de har været så syge/udfordret, at det ik har været muligt for dem at bo hjemme.

Deres familier har været alt fra de svageste til de stærkeste i samfundet, og hver og en af dem, har kæmpet med næb og klør, for at deres barn ku få det bedste af det bedste. 

At forældre gør det bedste de ka, for lige præcis for deres barn, tænker jeg er noget alle forældre vil høre, til en hver tid, hvis de evner det

Til gengæld ka jeg så få fuldstændig fnider, af mennesker, der ik ka se ud over deres egen næsetip, og gerne trækker andre mennesker ned, på deres vej op.

Pt arbejder jeg i et bo tilbud for handicappet i alderen 18 +. Det er en mandsprojekter, hvor vi er en pædagog pr borger, og ja møder tit folk som siger at de slet ik ka forstå hvordan jeg ka arbejde med sådan nogen mennesker og at det ville de aldrig ku gøre. Du er helt sikkert ik alene med dine ranker og fordomme. Jeg møder dem tit hos andre, når jeg fortæller andre hva jeg arbejder med. Vh Stine 

Er der andre end mig der har rigtig svært ved at se det bedårende ved handicappede børn? Self kan man ikke skære alle over én kam, og jeg kender da et par stykker som jeg synes er rigtig kære og elskværdige. Men overordnet set må jeg indrømme, at det er en gruppe der sjældent vækker min sympati  Måske er mine følelser i virkeligheden bare en form for ufrivillig projektion af den stigende irritation jeg er begyndt at føle overfor de kvinder, der hele tiden prædiker om at lige præcis DERES guldklumps handicap er det vigtigste i hele verden (siger ikke at alle mødre til handicappede børn er sådan). Åha sorry, havde bare brug for lige at kunne være ærlig i et anonymt forum om hvor dårligt et menneske jeg er. Rigtig god dag. Endnu en dag indenfor hjemmets fire vægge, hvor ens mørke sider kan få lov at komme ekstra meget op til overfladen 

Jeg kan generelt ikke se det bedårende ved børn. Nogle kan dåne over små børn eller en lille baby, det gør jeg ikke. 
selvfølgelig elsker jeg min datter og kommer også til at elske lillesøster. 
Men fx i supermarkedet hvis et lille barn kommer forbi og så kigger op på mig, så føler jeg absolut ingenting, kun at de ikke skal gå i vejen. 
omvendt forventer jeg heller ikke at mine børn vækker de vilde følelser hos andre. 

Så nej, heller ikke børn med handicap. Jeg kan dog mærke at de tricker mit omsorgsgen, altså at jeg kan mærke at de måske har brug for hjælp hvis et barn sidder i kørestol eller lignende. 

koeapabshicar skriver:

Nogle gange behøver man bare ikke fortælle alt hvad der er inde i ens hovede. 
Så vil du gerne være ærlig i et anonymt Forum men alle andre kan ikke svarer anonymt. 
Altså, synes sådan et opslag her er vildt sært. Hvad med dem der ikke kan lide tykke, mørke, høje mennesker? Eller hunde? Skal de lave er opslag med hvor lidt de kan lide dem? Synes faktisk ikke et opslag som dette gør meget andet end at såre mennesker. Jeg har heldigvis ikke er handicappet barn. Nøj alle de bekymringer der følger med  

 

Og kan heller ikke hitte ud af om jeg er hoppet i med begge ben og du er en troll der mega keder dig hjemme i tiden. 

Øhh der er da MANGE debatter på nettet hvor folk beskriver deres foragt for for eksempel tykke eller mørke mennesker? Jeg valgte at skrive det her, fordi jeg netop ikke har set tilsvarende andre steder før, og er nysgerrig på om jeg er den eneste der har det sådan. For det undrer mig faktisk meget at jeg aldrig støder på debatter om det, da jeg simpelthen ikke tror på jeg er den eneste. Det er en del af menneskets natur at tage afstand fra det anderledes/fremmede, hvilket også er en stor del af grunden til at racisme trives i bedste velgående. Jeg ved godt at mange har rigtig travlt med at være politisk korrekte og embrace alt og alle, men det har jeg ikke. Jeg vælger dog at være anonym, fordi jeg ikke orker at skulle stilles til regnskab for denne ene holdning af mine mange forskellige holdninger hver eneste gang jeg fremover vælger at indgå i en debat herinde om noget der intet har med det her emne at gøre. Grunden til jeg ikke har tilladt anonyme svar er, at jeg synes det kunne være interessant at se om der måske er nogen, der i modsætning til mig tør stå ved, at de ikke lige synes at handicappede børn er det sødeste i verden. Hvis man som jeg ikke har lyst til at lægge navn til, så lader man jo bare være at skrive? Kan ikke se problemet 

Mor og meget mere skriver:

Handicappede børn? Du tænker på børn med nedsat hørelse, Downs Syndrom, lammelser, ordblindhed - børn der mangler en hånd, har lav IQ, er blinde osv. osv.? Altså en meget, meget bred og mangfoldig gruppe af børn? Og på nær nogle enkelte, så har disse børn ikke din sympati? 

Jeg kunne skrive en hel del om min opfattelse af manglende empati hos voksne som et alvorligt og absolut ikke bedårende handicap eller om det for mig at se uintelligente ved overhovedet at overveje at dele sine besynderlige, groft generaliserende tanker om en minoritetsgruppe af børn, der alle har deres at slås med, i et forum, hvor nogle af læserne selv har børn med funktionsnedsættelser. Jeg kunne også begrunde, hvorfor mødre til handicappede børn slås med næb og kløer for deres børn, som blandt meget andet risikerer at blive mødt med afstandtagen fra stupide voksne. 

Men det lader jeg selvfølgelig være med. I stedet vil jeg opfordre dig til at se indad og arbejde med, hvad end der får dig til at sparke til andre mennesker og tilmed have behov for opmærksomhed, imens du gør det. 

Kald du mig bare stupid og empatiløs alt det du vil, det rører mig ikke, da jeg jo for det første ved at jeg nok kender mig selv lidt bedre end du kender mig, og for det andet mener at det egentlig ikke siger noget om andre end dig at du har behov for at angribe  Og jeg kan fortælle dig, at jeg faktisk godt ved hvad det vil sige at kæmpe mod et rigidt system, så det er slet ikke dér den ligger. Jeg er bare træt af at nogen mennesker har hovederne så langt oppe i deres egne røvhuller, at de KUN kan se de problemer deres egen familie slås med, og ovenikøbet forventer at resten af verden skal gøre det samme. Dét synes jeg nemlig om noget er empatiløst. Jeg har siden jeg var barn haft mine ting at slås med, men jeg har ALTID plads til at hjælpe andre, uanset hvilken situation jeg står i. Og kender heldigvis mange andre, også mødre til handicappede børn, som er på samme måde. Men ja, nogen mødre kan bare kun se deres egne og deres børns behov, og det er på ingen måde noget jeg har tænkt mig at rygklappe dem for. Og en eller anden dag skal jeg nok få sagt det direkte til dem. Så er det jo godt for dem at de har politibetjente som dig til at beskytte dem 

CBbaby skriver:

Jeg har et handicappet barn. Det ville du bare ikke vide, hvis du så det på gaden.

 

Der er rigtig mange mennesker, der lever med handicap, hvor man ikke kan se det. 

Hvad er det præcis, du har SÅ svært ved, ved handicappede børn? Hvad er det, det prikker til i dig? Ja, jeg er nysgerrig på dine tanker...

Det værste ved at have et handicappet barn er alle de bekymringer der følger med. Konstant. Som i dag og nat. Som i, hvad mon lægeundersøgelsen viser, hvorfor gør armen sådan der, hvad hvis... Er det farligt? 

Mit barn er normalt begavet og ser normal ud ved første øjekast. Men kan ikke gå længere end 400 meter i en alder af 5 uden at blive dårlig. 

Jeg er faktisk rigtig glad for at du skriver det her svar, for det får mig til at reflektere over hvad det egentlig er de her børn gør ved mit nervesystem. Og jeg kan godt se at jeg har skrevet meget uspecifikt. Det som jeg ikke kan se det bedårende i er når børn ikke kan beherske sig. Råber og skriger, enten fordi det er det de har lyst til, eller fordi de ikke har andet sprog. Vil egentlig ikke sige at det provokerer mig, eller prikker til noget i mig som du kalder det. Jeg forstår bare ikke hvordan andre kan synes det er nuttet. Så kan jeg heller ikke se noget bedårende i et barn der savler og lignende.