Når forældre vælger børn fra..

Anonym skriver:

Han siger “jeg gider ikke blande mig”. Så jeg er bare meget alene i det her. De fleste dage går det fint, der tænker jeg ikke over det, men så kommer de dage hvor jeg bliver helt utroligt ked af det og ikke kan se mig ud af det 

Det er da også en vattet holdning at have. Hvor gammel er din bror?

Har du overvejet at gå til psykolog? De er ret gode til at speede op processen med at forstå sig selv og sine relationer. Og man kan sige hvad man vil og har brug for, for man behøver aldrig se dem igen.

Kære ts. Har han altid været så utilregnelig, eller er det kommet med alderen? Jeg tror simpelthen du skal prøve at tænke på din far som en skør aldrende mand der ikke helt ved hvad han laver, for det han har gang i lyder ærligt talt ikke gennemtænkt. Og så skal du gøre op med dig selv hvor meget energi du ønsker at bruge på det. Jeg synes ihvertfald ikke du skal kontakte ham i første omgang, når nu han har været så barnlig at bede dig om at lade være. Og hvis han så kontakter dig igen en dag må du jo tage den derfra. Men hav dig selv med i det!! Mærk efter hvad du vil byde dig selv og din familie. Overvej om han fortjener at stå jer nær efter det optrin. Ud fra hvad du har skrevet her synes jeg det ikke, men det er bare min mening. At han kan være så hurtig til at træffe den beslutning, at hans eget barn ikke skal kontakte ham længere, synes jeg siger en del om ham. Det lyder som om han er impulsiv i sine handlinger, og for stolt til at indrømme det bagefter. Så hvis han vender tilbage en dag vil mit råd til dig være, at finde en ny plads i dit liv til ham. Én der ikke er ligeså tæt på dig og din familie, og hvor det ikke vil gøre nær så ondt næste gang han gør noget utilregneligt 

Anonym skriver:

Kære ts. Har han altid været så utilregnelig, eller er det kommet med alderen? Jeg tror simpelthen du skal prøve at tænke på din far som en skør aldrende mand der ikke helt ved hvad han laver, for det han har gang i lyder ærligt talt ikke gennemtænkt. Og så skal du gøre op med dig selv hvor meget energi du ønsker at bruge på det. Jeg synes ihvertfald ikke du skal kontakte ham i første omgang, når nu han har været så barnlig at bede dig om at lade være. Og hvis han så kontakter dig igen en dag må du jo tage den derfra. Men hav dig selv med i det!! Mærk efter hvad du vil byde dig selv og din familie. Overvej om han fortjener at stå jer nær efter det optrin. Ud fra hvad du har skrevet her synes jeg det ikke, men det er bare min mening. At han kan være så hurtig til at træffe den beslutning, at hans eget barn ikke skal kontakte ham længere, synes jeg siger en del om ham. Det lyder som om han er impulsiv i sine handlinger, og for stolt til at indrømme det bagefter. Så hvis han vender tilbage en dag vil mit råd til dig være, at finde en ny plads i dit liv til ham. Én der ikke er ligeså tæt på dig og din familie, og hvor det ikke vil gøre nær så ondt næste gang han gør noget utilregneligt 

Tak for dit svar  Han har ikke altid været sådan. Vi har altid haft det godt sammen. Jeg har tænkt over om det kan have noget at gøre med at jeg er syg? I december sidste år vidste ingen om jeg kan hjem i live. Jeg har været syg længe før det også hvilket han godt ved. Hans søster (min faster) har fået konstateret uhelbredelig kræft og hans anden søster samt mor er døde af kræft. Jeg ved ikke om det ksn være derfor han skubber mig væk?