Når forældre vælger børn fra..

Jeg er 31 år. Dermed en voksen kvinde. Jeg har børn og et helt almindeligt liv. Men. Min egen far har for ca 2 måneder siden sendt en sms hvori han beder mig og min lidt yngre bror om ikke at kontakte han igen. Jeg ved han er fornærmet/sur på mig over jeg sagde nej til at låne 13.000 kr til ham, jeg havde simpelthen ikke den slags penge. Han mente dog jeg sagtens kunne tage dem fra børnepengene der kom i oktober. Jeg stod fast ved mit nej. Jeg fik en lang smøre om hvor dårligt jeg behandler ham. 
Jeg ville give ham lidt tid. Op til jul skrev jeg om han kom. Han så beskeden men svarede ikke. Kort efter sendte han penge til julegaver til mine børn. Jeg skrev igen og spurgte om han kom. Ingen svar.

For nogle dage siden opdagede jeg at han har slettet mig på facebook. Jeg hev fat i min bror. De snakker sammen. Men min far vil ikke snakke med mig. Det begynder at gå mig rigtig meget på nu. Vi har altid haft et tæt forhold. Jeg forstår ingenting? Men jeg føler heller ikke jeg kan blive ved og ved og ved med at forsøge og kontakte ham. 
Min far er fra 55’ så ikke helt ung mere, hans helbred er heller ikke for godt. Jeg tænker utroligt meget over om han når at gå bort inden vi kommer til at tale igen. Hvis vi gør.

Hvordan kan jeg leve med det? Er der nogen her der er blevet valgt fra af egne forældre? Har i nogle gode råd. 
Jeg er meget ked af det og frustreret. 

Anonym skriver:

Jeg er 31 år. Dermed en voksen kvinde. Jeg har børn og et helt almindeligt liv. Men. Min egen far har for ca 2 måneder siden sendt en sms hvori han beder mig og min lidt yngre bror om ikke at kontakte han igen. Jeg ved han er fornærmet/sur på mig over jeg sagde nej til at låne 13.000 kr til ham, jeg havde simpelthen ikke den slags penge. Han mente dog jeg sagtens kunne tage dem fra børnepengene der kom i oktober. Jeg stod fast ved mit nej. Jeg fik en lang smøre om hvor dårligt jeg behandler ham. 
Jeg ville give ham lidt tid. Op til jul skrev jeg om han kom. Han så beskeden men svarede ikke. Kort efter sendte han penge til julegaver til mine børn. Jeg skrev igen og spurgte om han kom. Ingen svar.

For nogle dage siden opdagede jeg at han har slettet mig på facebook. Jeg hev fat i min bror. De snakker sammen. Men min far vil ikke snakke med mig. Det begynder at gå mig rigtig meget på nu. Vi har altid haft et tæt forhold. Jeg forstår ingenting? Men jeg føler heller ikke jeg kan blive ved og ved og ved med at forsøge og kontakte ham. 
Min far er fra 55’ så ikke helt ung mere, hans helbred er heller ikke for godt. Jeg tænker utroligt meget over om han når at gå bort inden vi kommer til at tale igen. Hvis vi gør.

Hvordan kan jeg leve med det? Er der nogen her der er blevet valgt fra af egne forældre? Har i nogle gode råd. 
Jeg er meget ked af det og frustreret. 

Ud fra det du beskriver, synes jeg, det virker helt absurd, at han ikke gider have kontakt med sine børn, bare fordi den ene ikke vil låne ham en sum penge... Jeg kan godt forstå, du er ked af det, og jeg synes det virker som om, han giver dig/jer et ultimatum, hvor han nærmest tvinger dig til at låne ham penge, hvis du/I vil have kontakt med ham igen. Med andre ord, han ved måske, at han har gjort dig ked af det og dermed kan han få dig til at ombestemme dig/Han har trykket på de rigtige knapper? Jeg synes, at det er flot, at du har holdt fast i din beslutning.

Jeg siger ikke, at du skal låne ham pengene, for det bestemmer du altså helt selv, om du vil. Det kan din far jo ikke kræve af dig. Men ved du, hvorfor han havde brug for dem? Måske ligger der noget helt andet bag end lige pengene? Og har din bror noget del i det? Du skriver, at I altid har været tætte. Hvad er der sket, siden han kommer med denne umiddelbart tarvelige udmelding?

Anonym skriver:

Ud fra det du beskriver, synes jeg, det virker helt absurd, at han ikke gider have kontakt med sine børn, bare fordi den ene ikke vil låne ham en sum penge... Jeg kan godt forstå, du er ked af det, og jeg synes det virker som om, han giver dig/jer et ultimatum, hvor han nærmest tvinger dig til at låne ham penge, hvis du/I vil have kontakt med ham igen. Med andre ord, han ved måske, at han har gjort dig ked af det og dermed kan han få dig til at ombestemme dig/Han har trykket på de rigtige knapper? Jeg synes, at det er flot, at du har holdt fast i din beslutning.

Jeg siger ikke, at du skal låne ham pengene, for det bestemmer du altså helt selv, om du vil. Det kan din far jo ikke kræve af dig. Men ved du, hvorfor han havde brug for dem? Måske ligger der noget helt andet bag end lige pengene? Og har din bror noget del i det? Du skriver, at I altid har været tætte. Hvad er der sket, siden han kommer med denne umiddelbart tarvelige udmelding?

Min far sagde det var til ubetalt vægtafgift. Jeg kender intet til sådan noget da jeg hverken har kørekort eller bil. Jeg havde i realiteten pengene, men jeg havde længe inden oktober planlagt en weekend tur med børnene og det skulle pengene bruges på.

Anonym skriver:

Min far sagde det var til ubetalt vægtafgift. Jeg kender intet til sådan noget da jeg hverken har kørekort eller bil. Jeg havde i realiteten pengene, men jeg havde længe inden oktober planlagt en weekend tur med børnene og det skulle pengene bruges på.

Okay, men din far kan jo heller ikke kræve pengene af dig og du skal bestemt heller ikke nedprioritere noget ift. dine børn pga det. Altså i min optik, så det at du ikke vil låne ham pengene, det har ikke noget som helst at gøre med, at du behandler ham dårligt. Der kan jeg ikke se nogen sammenhæng. Ligger der andet bag/hvorfor tror du, han synes, at du behandler ham dårligt? Er han narcissistisk anlagt?

Jeg kunne også spørge, kan det have noget at gøre med, at han f.eks. før har lånt dig penge og nu er han sur over, at du ikke vil gøre det samme for ham? Personligt mener jeg stadig ikke, at man kan kræve sådan noget af hinanden. Det er jo også et stort beløb.

Jeg tænker også, kan der være sket noget drastisk i hans liv, som gør, at han nu (lige pludselig) ikke længere kan betale f.eks. vægtafgift på bilen? Er han blevet ledig på arbejdsmarkedet? Eller kommer han til at bruge alle pengene på de forkerte ting? Jeg undrer mig f.eks. nogle gange over, at der i nogle familier ikke er råd til ordentligt tøj/overtøj til børnene eller andet, mens forældrene er storrygere (hvilket er dyrt). Bevares, det er min fordom, men det undrer jeg mig altså over...

Spiller han? Har han en gæld, han ikke vil tale om? Er han så frustreret, at det er gået ud over jer, selvom det måske ikke har noget med jer at gøre? Bare en masse tanker herfra 

Jeg forstår udmærke din frustreret og at du er ked af det men at din far valg dig fra fordi du har sigt nej til at lån ham penge det er hans valg. Selvom jeg tænker at der måske ligge noget andre bag som han har svært ved at sige tro jeg det beste er at lad ham værre og se om han ikke kommer på bedre tænker 

Anonym skriver:

Jeg kunne også spørge, kan det have noget at gøre med, at han f.eks. før har lånt dig penge og nu er han sur over, at du ikke vil gøre det samme for ham? Personligt mener jeg stadig ikke, at man kan kræve sådan noget af hinanden. Det er jo også et stort beløb.

Jeg tænker også, kan der være sket noget drastisk i hans liv, som gør, at han nu (lige pludselig) ikke længere kan betale f.eks. vægtafgift på bilen? Er han blevet ledig på arbejdsmarkedet? Eller kommer han til at bruge alle pengene på de forkerte ting? Jeg undrer mig f.eks. nogle gange over, at der i nogle familier ikke er råd til ordentligt tøj/overtøj til børnene eller andet, mens forældrene er storrygere (hvilket er dyrt). Bevares, det er min fordom, men det undrer jeg mig altså over...

Spiller han? Har han en gæld, han ikke vil tale om? Er han så frustreret, at det er gået ud over jer, selvom det måske ikke har noget med jer at gøre? Bare en masse tanker herfra 

Har aldrig lånt penge af ham. Han er pensionist. Om han direkte er narcissist ved jeg ikke, men sandheden er at han er meget hård i sin måde at tale på. Til alle. Også mig. Han tror stadigvæk han bestemmer over mig, og han kunne blive sur over noget delte på facebook. For år tilbage havde han min yngste datter på weekend. Hun var dengang 4 år. Hun havde laaangr hår, vi snakker ned over numsen. Han mente jeg var “syg” og at det var mit behov hun havde langt hår. Hun kom hjem. Han havde klippet hende. Ved at holde alt håret samlet i den ene hånd. Det var mega skævt  jeg var rasende og grædefærdig!

Jeg kan bare ikke mere nu. Mine børn kender ham ikke mere. Hver gang han bliver inviteret til noget. Så er han sjovt nok syg

min bror har også en lille pige. Hende er min far sammen med næsten hver weekend. Jeg føler bare han ikke kan lide mig? Fx har jeg (mine børn) været meget uheldige og alle har hver især altid været syge. Med mange og længe indlæggelser. Det er min skyld mener han. Nogle eksempler på sygdom er fx; lyskebrok der krævede operation på min nyfødte dreng, gentagne lungebetændelser, øreproblemer. 
Ligeledes har jeg selv været alvorligt syg. Så alvorligt at jeg var ved at dø af det. Han er ligeglad. 
jeg tænker bare om jeg skal give slip nu. Det gør bare ondt. Men jeg vil jo heller ikke tigge og bede ham om at ville snakke med mig. 

Anonym skriver:

Jeg forstår udmærke din frustreret og at du er ked af det men at din far valg dig fra fordi du har sigt nej til at lån ham penge det er hans valg. Selvom jeg tænker at der måske ligge noget andre bag som han har svært ved at sige tro jeg det beste er at lad ham værre og se om han ikke kommer på bedre tænker 

Og hvad nu hvis han dør om 3 måneder fx. Hans helbred er enormt dårligt. Hvad hvis vi ikke når at snakke sammen? Kan slet ikke se mig ud af det

Jeg ved ikke om det kan hjælpe dig men der er en gruppe på Facebook der hedder noget i stil med kærlighedshæren-os med svære familierelationer. 
der har været en del opslag med samme problemstilling som din og især den med hvad nu hvis der sker ham noget, dårlig samvittighed osv. 

ønsker dig det bedste 

Snoopy77 skriver:

Jeg ved ikke om det kan hjælpe dig men der er en gruppe på Facebook der hedder noget i stil med kærlighedshæren-os med svære familierelationer. 
der har været en del opslag med samme problemstilling som din og især den med hvad nu hvis der sker ham noget, dårlig samvittighed osv. 

ønsker dig det bedste 

Tusind tak. Det vil jeg kigge på.