Jeg er gået til og fra denne her tråd en del gange alene fordi jeg simpelthen ikke vidste, hvad jeg skulle skrive. For vil ikke tale dine følelser ned, men tror også det er forkert at tale dem op.
Min første tanke, da jeg læste dit indlæg og huskede de gamle, var, at du placerer din nu mand i samme rolle som din mor og far var i, nemlig en rolle, som er bestemmende for hvordan du har det. En rolle, der styrer hvad du skal og hvordan du skal.
Om din mand selv vælger den rolle, selv ønsker den, eller om det sker fordi du fremelsker den rolle ved jeg ikke. Men det er meget tydeligt, at du er gået fra en familie der bestemte over dig og nu ind i et forhold, hvor det igen er en anden der bestemmer. At lade andre bestemme er i bund og grund også rart, det fratager en selv en masse ansvar især hvis de er gode til at bestemme og gør det på en god måde. Men måske er det på tide, at du tager en lang snak med spejlbilledet og fortæller dig selv, at du har ansvaret for dig, og du kan have der ansvar.
Og efter spejlbilledet snakken, så skal jeres forhold formodentlig ændre sig, hvor I bliver ligeværdige partnere. Og det kræver snakke og vaner der skal ændre hos jer begge to.
Der kræver i aller højeste grad også om en snak om din familie og jeres forhold til dem. For ja jeg ville som din partner godt nok også have de svært ved, nå det var bare en lille smutter, at du blev slået, truet osv. Nu er alt fantastisk. Då på med snakketøjet og husk ar en gang imellem skal munden stå stille og så skal man bare lytte.
Så er der det med "damerne". Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvordan foregår den snak? Er det sådan, at din kære mand siger: ej hun er godt nok smuk, hende ser jeg på billeder af og bruger dem til ar onanere? Eller er det dig, der spørger? Jeg kommer sådan til at tænke på starten og min mands og mit forhold. Vi var på diskotek og jeg sagde: ej det kunne være lidt skægt at kende din type. Så i aften skal du pege en ud som er sin type (og det må ikke være mig). Der satte jeg så min kære mand i verdens dårligste situation, for lige gyldigt hvem han pegede på, så ville det såre mig oh nægtede han, ja så ville det også såre. Behøver vel ikke fortælle, at det endte med en meget usikker Line, der nu troede hun vidste, at kæresten tændte på noget helt anderledes end hende. Men også en Line, der havde lært: lad dog vær, spørg ikke om en veninde er pæn, om en tilfældig på gaden er pæn - dumme spørgsmål ender med dumme svar.
Så nej man skal ikke være den smukkeste, og man skal ikke søge bekræftigelsen i, at man er den smukkeste ved at spørge, for så kan man ende såret (Snehvide er ikke bare en Disney film, men fortæller egentlig en del). Man skal være den, der får komplimenter, kram, holder hånden, et lille strøg når man går forbi, den der bliver set på.med kærlighed, den der får godnatkysset og farvelkysset osv. Men man behøver ikke være dem.smukkeste, men den som er elsket. Når jeg fx ser en flot mand, og tænker vauw, så er det jo netop bare vauw, det er jo ikke ham elsker jeg....
Så giv lige et par minutter og tænk: hvordan foregår snakken om de piger?, hvorfor og hvordan ender I overhovedet med at tale om dem?
