Gå fra min kæreste.. eller hvad?!

Anonym skriver:

Selvfølgeligt er der slet ikke i orden at han taler sådan til dig. Så det skal selvfølgeligt ophøre.

Men altså jeg syntes der er lidt der mangler i regnestykket. Er det at din mand taler nedladende til dig, og du skal gå på listepoter, og vælge dine ord for ellers bliver han rasende og ubehagelig. Hvis ja, skal du selvfølgeligt gå straks.  

Eller dækker jeres” diskussioner” over at i reelt skændes i tide ud utide, og som bunder i at du er dybt utilfreds med at han ikke laver noget og altid sider og spiller på computer. Og at du derfor går at pukker på ham i tide og utide.

Hvis ja, ville jeg nok starte der. At håbe på at nogen eller noget ændrer sig ”bare sådan” er et håb der aldrig vil blive realiseret. Så jeg ville nok starte med hvad jeg selv gerne ville have. Og hvad jeg ikke ville kunne acceptere. Personligt ville jeg ikke kunne leve med at jeg selv skulle lave det hele. Jeg ville heller ikke kunne leve med at have en mand som spiller på computer. Grimt sprog eller ej.

Og jeg ville være helt klar omkring hvad ”jeg ville have” og hvad jeg ikke ville have. Hvis i ikke kan tale om det (og det virker ikke sådan) så ville jeg starte i parterapi. Og hvis han ikke vil det og ikke ikke kan finde en måde at tale samme,  ja, så er det nok på tide at pakke sine kuffeter.

Jeg skiver sådan fordi det indlæg  mest at at lyder som om at det ikke ”bare” handler om nedladene sprog og attitude.  

Det handler både om at jeg går og “brokker mig” over det her ting, men også at diskussioner starter over de mindste(!) ting  jeg har prøvet enormt mange vinkler og har prøvet at tænke “fint så lever jeg med det” men som du skriver så nej, jeg kan ikke leve med at skal ordne alt selv. 

Men der er også dage hvor han måske er træt, og så skal jeg vælge mine ord med omhu. Får jeg for eksemplet spurgt for meget ind til et eller andet kan jeg godt pludselig få en “det rager iøvrigt slet ikke dig, hold nu op med at plabre” 

hvor jeg tænker det er helt almindelig at have en samtale om dagen der er gået... 

asphodel skriver:

Det korte svar er: Ja. Du skal gå fra ham.

Det kan være rigtig svært at se, når man selv sidder fast i situationen, så JA, du skal gå fra ham! Det er fuldstændig ligegyldigt at han "nogle gange" eller "for det meste" eller "de dage hvor du har sokker på i den rigtige farve" behandler dig pænt, du skal ikke blive i et forhold, hvor du bliver talt så grimt til.

Mennesker kan godt ændre sig. Men så længe du finder dig i det, hvorfor i alverden skulle han så gøre det? Det fungerer jo fint for ham.

Jeg synes ikke det er synd for skilsmissebørn. Jeg synes det er uendeligt synd for de børn, hvor forældrene synes at det vigtigste i livet er at lære børnene, at forhold handler om at være led, råbende, manipulerende og sårende, og vise dem at dem som man antages at elske højest, også er dem som man behandler som skidt, taler grimt og nedladende til, håner og ikke viser respekt over for. At forældreskab og parforhold handler om at gøre hinanden så meget fortræd som muligt, og at der ikke er noget, som hedder selvrespekt eller grænser.

DIT barn lærer hvordan forhold fungerer ved at se på DIG. Det som DU finder dig i, det lærer du også dit barn at finde sig i. Og jeg synes bestemt ikke at nogen skal tale så grimt til dit barn. Eller til dig.

Tak. Virkelig. Du har så ret jo. Måske er det også bare hele scenariet i at skulle være enlig, der går mig på. Men jo han taler også indimellem grimt til mig foran A og det synes jeg er helt forfærdeligt 

Tommelise skriver:

Jeg ville være meget i tvivl om, om han overhovedet er i stand til at ændre sig.

Hvis han synes, det er normalt og okay at tale sådan til dig, så er der ikke rigtigt noget at gøre.

Du skal være meget opmærksom på, om han er manipulerende. Og det er han, hvis han siger, at han godt ved, at det han gør er forkert, men ikke er i stand til at ændre på det.

Hos nogle mennesker er det tillært, og de er ikke i stand til for alvor at have dårlg samvittighed og angrer ikke oprigtigt deres opførsel.

Jeg tror ikke, jeg ville bruge krudt på parterapi, hvis jeg var dig, men det er jeg ikke.

Men min oprigtige mening er, at du skal ud af det forhold. Ikke mindst for dit barns skyld, så dit barn ikke lærer, at det er normalt.

Jeg har klart en følelse af at han simpelthen ikke har den omsorg/dårlige samvittighed i sig. X har fx aldrig sagt undskyld over de her ting. Enkelte gange sagt, at det var han da ked af... men altid får jeg at vide at det er min egen skyld. Generelt vil han egentlig bare gerne have at jeg lader ham være, og det er jo virkelig mærkeligt. 

Jeg synes selv at han er manipulerende. Men andre mennesker kender slet ikke denne side af ham, så det er så svært at snakke med nogen om. Tænker endda om dette går ind under psykisk vold, for jeg føler mig virkelig slået ned i alt det her. Men stadigvæk er jeg her jo endnu  Han er helt anderledes når vi er ude blandt andre, der er han virkelig en dejlig imødekommende, hjælpsom mand. Dét som jeg faldt for! 

Det er også som om at når jeg snakker med andre om deres mænd/kærester, så nikker de genkende til at de selv står for det hele og kæresterne ikke er særligt initiativtagende eller deltagende. Og nogle gange siger grimme ting når de skændes. Så jeg er også bare vildt i tvivl om det her bare ER sådan det er i et forhold med op og nedture. Er så bange for at jeg aldrig finder en bedre mand og VÆRST af alt måske ikke skal have flere børn 

Anonym skriver:

Jeg har klart en følelse af at han simpelthen ikke har den omsorg/dårlige samvittighed i sig. X har fx aldrig sagt undskyld over de her ting. Enkelte gange sagt, at det var han da ked af... men altid får jeg at vide at det er min egen skyld. Generelt vil han egentlig bare gerne have at jeg lader ham være, og det er jo virkelig mærkeligt. 

Jeg synes selv at han er manipulerende. Men andre mennesker kender slet ikke denne side af ham, så det er så svært at snakke med nogen om. Tænker endda om dette går ind under psykisk vold, for jeg føler mig virkelig slået ned i alt det her. Men stadigvæk er jeg her jo endnu  Han er helt anderledes når vi er ude blandt andre, der er han virkelig en dejlig imødekommende, hjælpsom mand. Dét som jeg faldt for! 

Problemet er jo somme tider, at den "slags" mennesker kan være utroligt charmerende, og at andre derfor nogle gange tror, at han er en god mand.

Men jeg vil mene, at det, du er udsat for, godt kan gå ind under betegnelsen psykisk vold.

Selv om han har dage, hvor han er meget træt, så skulle det ikke være nødvendigt for dig at gå på listesko og veje hvert et ord.

Det lyder ikke normalt. 

Jeg håber for dig, at du kan åbne dig for en søster eller en god veninde.

Måske var det en god idé selv at få noget terapi, som kan hjælpe dig med at få styr på dine tanker og se ham lidt mere "udefra".

Tommelise skriver:

Problemet er jo somme tider, at den "slags" mennesker kan være utroligt charmerende, og at andre derfor nogle gange tror, at han er en god mand.

Men jeg vil mene, at det, du er udsat for, godt kan gå ind under betegnelsen psykisk vold.

Selv om han har dage, hvor han er meget træt, så skulle det ikke være nødvendigt for dig at gå på listesko og veje hvert et ord.

Det lyder ikke normalt. 

Jeg håber for dig, at du kan åbne dig for en søster eller en god veninde.

Måske var det en god idé selv at få noget terapi, som kan hjælpe dig med at få styr på dine tanker og se ham lidt mere "udefra".

Tusind tak for dine svar. De hjælper mig oprigtigt 

Psykisk vold er ofte skjult i hjemmet. Det gør det ikke mere rigtigt, og det gør ham ikke til en bedre person at det 'kun' er dig det går ud over. Han lyder bestemt ikke som en rar person at være sammen med, og hvorfor skal du så være sammen med ham?

Gå fra ham. Jo hurtigere jo bedre.

Miti's mama skriver:

Psykisk vold er ofte skjult i hjemmet. Det gør det ikke mere rigtigt, og det gør ham ikke til en bedre person at det 'kun' er dig det går ud over. Han lyder bestemt ikke som en rar person at være sammen med, og hvorfor skal du så være sammen med ham?

Gå fra ham. Jo hurtigere jo bedre.

Nej du har ret. Men han kan jo også godt være hyggelig og rar at være sammen med, det er jo derfor at jeg er sådan i tvivl (en del mindre nu end nogensinde før, dog) 

Anonym skriver:

Nej du har ret. Men han kan jo også godt være hyggelig og rar at være sammen med, det er jo derfor at jeg er sådan i tvivl (en del mindre nu end nogensinde før, dog) 

Sandt. Men det er stadig ikke ok at det er 'nogen gange'. At han skifter fra den ene personlighed til den anden lyder som psykotiske træk. Afsted med dig.

Anonym skriver:

Det handler både om at jeg går og “brokker mig” over det her ting, men også at diskussioner starter over de mindste(!) ting  jeg har prøvet enormt mange vinkler og har prøvet at tænke “fint så lever jeg med det” men som du skriver så nej, jeg kan ikke leve med at skal ordne alt selv. 

Men der er også dage hvor han måske er træt, og så skal jeg vælge mine ord med omhu. Får jeg for eksemplet spurgt for meget ind til et eller andet kan jeg godt pludselig få en “det rager iøvrigt slet ikke dig, hold nu op med at plabre” 

hvor jeg tænker det er helt almindelig at have en samtale om dagen der er gået... 

 

Nu risikerer jeg nok at få kritik, så derfor vil jeg starte med at sige at jeg for ganske nyligt er gået fra min partner. jeg er på ingen måde af den mening at man skal blive sammen for børnenes skyld. Og jeg er ikke gået fra en skrækkelig mand. Bare et forhold jeg ikke syntes fungerede, og hvor jeg ikke vidste hvorledes jeg skulle forbedre det.

Men altså, jeg opfatter ikke at det din mand gør er psysisk vold eller lign. Men at han gør en del “mande ting”:

1. For de fleste kvinder er det normalt at ønske en “almindelig samtale” om hvordan dagen er gået. Det er min erfaring at det er det ofte ikke mænd. De vil ofte gerne trække sig - særligt hvis dagen har været anstrengende. Hvis man ikke respekterer dette kan man godt blive bidt af.
2. Dårlige til at sige undskyld - Det er ikke mit indtryk at mænd er gode til at sige undskyld. Det gør det ikke ok, men jeg tror ikke at det faktisk er et udtryk for at mænd ikke har dårlig samvittighed.
3. Mangel på initiativ - ikke mindst i forhold til børn. Mit indtryk er at fædre ofte skal have et spark i røven for at komme ind i kampen. Altså overlade barnet, og lade dem klare dem, så de får deres egne erfaringer. Og så skal vi kvinder i øvrigt blande os uden om hvordan de klarer den. Jo mere de kommer på banen, uden vores indblanding, jo bedre bliver de. Jeg ved det ikke, men måske er det derfor at nogle skilsmisse fædre opper sig når de skal.
4. Dårlige til at have samtaler - hvilket er dybt frustrerede, og hvor man som kvinde er ved at blive afsindig.
5. Dårlige til at sige tak

Jeg ved ikke om det siger dig noget. jeg har ikke selv knækket koden til ovenstående. Men jeg tror på at det er bedre at starte med at overveje om du reelt er et offer, eller om der er nogle ting du bare ikke kan leve med. For manden forsvinder ikke ud af dit liv. Du har ham de næste 20 år, også med skilsmisse. Og hvis du tænker dig som offer så tror jeg at det kan være sværere at ombygge er godt forhold omkring jeres barn.