Gå fra min kæreste.. eller hvad?!

Hej derude 

Muligvis bliver det her lidt langt. Jeg har bare beg for nogle fremmede øjne på min “situation”

Jeg har været sammen med X i 7 år. Vores forhold har altid været præget af op og nedture og vi har MANGE diskussioner. X spiller computer og det har altid gået mig på - han gjorde det ikke det første års tid så det problem er ligesom kommet snigende. 

Nu har vi så A på 2 år. Jeg har altid haft A meget “alene” i og med at jeg var på barsel, arbejder en del mindre end X osv. Men generelt er alt husligt og dagligdags ting med A mit ansvar. X leger mest bare med A efter arbejde, jeg putter, har haft alle nætter siden dag 1, jeg køber tøj og legetøj, jeg har sørget for dagpleje, afleverer/henter osv osv osv 

X er inden for de sidste 4 år begyndt at tale mere og mere grimt til mig når vi diskuterer. Kalder mig alt fra en dum kælling til et fucking barn der skal lade være med at skabe sig. “Ret ind eller du får problemer” X mener i øvrigt ALTID at det er mig selv der skaber problemerne - klart, for vi diskuterer jo typisk når jeg kræver noget af ham eller ønsker noget ændret... 

jeg har helt ærligt altid tænkt at han vel vokser fra det, at det vil ændre sig, at han jo ikke mener de her ting men evt har et vredes problem.. for mig er det virkelig IKKE normalt at kalde hinanden sådan og jeg har aldrig kaldt ham noget grimt. Det ligger langt fra mig virkeligt 

Når vi har det godt, og det har vi virkelig også i lange perioder, så er det et godt forhold - udover at jeg ikke synes at han bidrager nok herhjemme.. men han er en rigtig god far og kan godt være betænksom..

Nu har jeg så bare fået nok. Jeg er igen igen igen blevet kaldt en dum idiot, en fucking sæk og “han gider mig fanme ikke mere og alt mit pis” 

Men hvad fanden gør man? Vores A fortjener da at have en mor og far der er sammen. Men også en glad mor og far.. Jeg sidder fast føler jeg, tingene er jo bare som de er og hvem siger at græsset er grønnere på den anden side? Er det ikke mere ensomt at være alene med A end at være alene herhjemme? 

Og hvorfor har jeg fundet mig i alt det her? Det er jo totalt uacceptabelt at kalde sin kæreste sådan. Jeg VED det jo godt. Jeg drømmer ærlig talt om en sød omsorgsfuld mand der vil mig det bedste. Som vil hygge med mig foran tv’et om aftenen og som gider spise aftensmad sammen 

MEN det kan jo også godt være at X ændrer sig og indser at han er galt på den. Ved bare ikke om jeg orker at “spilde” flere af mine gode år på det her rod 

Har du ikke skrevet herinde før? Er det din man der har råbt mens du stod med jeres barn i armene..?

Uanset hvad lyder det ikke som et sundt forhold. Jeg ville tage videre og finde en sødere og tage mand. Man skal bestemt ikke tillade at ens partner kalder en nedgørende ting som kælling lider eller lignende

Hønepigen skriver:

Har du ikke skrevet herinde før? Er det din man der har råbt mens du stod med jeres barn i armene..?

Uanset hvad lyder det ikke som et sundt forhold. Jeg ville tage videre og finde en sødere og tage mand. Man skal bestemt ikke tillade at ens partner kalder en nedgørende ting som kælling lider eller lignende

Nej det er første gang jeg skriver i dette forum. Første gang egentlig, at jeg fortæller nogen om det... og det er faktisk blevet ret hårdt at gå med, at ingen ved hvordan han er herhjemme !  

Men ja du har jo ret. Det virker bare maks uoverskueligt 

Hvis din datter kommer hjem om 20 år med samme udfordring, hvad vil du så råde hende til?

Din datter fortjener en far, der behandler mor med respekt! 

Det korte svar er: Ja. Du skal gå fra ham.

Det kan være rigtig svært at se, når man selv sidder fast i situationen, så JA, du skal gå fra ham! Det er fuldstændig ligegyldigt at han "nogle gange" eller "for det meste" eller "de dage hvor du har sokker på i den rigtige farve" behandler dig pænt, du skal ikke blive i et forhold, hvor du bliver talt så grimt til.

Mennesker kan godt ændre sig. Men så længe du finder dig i det, hvorfor i alverden skulle han så gøre det? Det fungerer jo fint for ham.

Jeg synes ikke det er synd for skilsmissebørn. Jeg synes det er uendeligt synd for de børn, hvor forældrene synes at det vigtigste i livet er at lære børnene, at forhold handler om at være led, råbende, manipulerende og sårende, og vise dem at dem som man antages at elske højest, også er dem som man behandler som skidt, taler grimt og nedladende til, håner og ikke viser respekt over for. At forældreskab og parforhold handler om at gøre hinanden så meget fortræd som muligt, og at der ikke er noget, som hedder selvrespekt eller grænser.

DIT barn lærer hvordan forhold fungerer ved at se på DIG. Det som DU finder dig i, det lærer du også dit barn at finde sig i. Og jeg synes bestemt ikke at nogen skal tale så grimt til dit barn. Eller til dig.

Hvis det var mig, ville jeg nok forsøge parterapi inden jeg gik, ihvertfald hvis der er kærlighed tilbage eller du føler det kan komme igen. Find en parterapeut med ledige tider, præsentere ideen for ham og fortæl, at det er eneste mulighed, hvis i ikke skal gå fra hinanden. Og husk, ingen tomme trusler, hvis du siger det skal du også være i stand til at fuldføre. 

Når jeres forhold har været op og ned i 7 år, og han taler til dig på den måde - så ja - så skal du gå fra ham.

Vil du have at A skal vokse op og være vidne til at far kalder mor for dumme sæk og idiot og diverse andre latterlige skældsord?!? 
jeg ville ikke finde mig i det der ���� og synes ærlig talt at han virker som en kold skid.

Selvfølgeligt er der slet ikke i orden at han taler sådan til dig. Så det skal selvfølgeligt ophøre.

Men altså jeg syntes der er lidt der mangler i regnestykket. Er det at din mand taler nedladende til dig, og du skal gå på listepoter, og vælge dine ord for ellers bliver han rasende og ubehagelig. Hvis ja, skal du selvfølgeligt gå straks.  

Eller dækker jeres” diskussioner” over at i reelt skændes i tide ud utide, og som bunder i at du er dybt utilfreds med at han ikke laver noget og altid sider og spiller på computer. Og at du derfor går at pukker på ham i tide og utide.

Hvis ja, ville jeg nok starte der. At håbe på at nogen eller noget ændrer sig ”bare sådan” er et håb der aldrig vil blive realiseret. Så jeg ville nok starte med hvad jeg selv gerne ville have. Og hvad jeg ikke ville kunne acceptere. Personligt ville jeg ikke kunne leve med at jeg selv skulle lave det hele. Jeg ville heller ikke kunne leve med at have en mand som spiller på computer. Grimt sprog eller ej.

Og jeg ville være helt klar omkring hvad ”jeg ville have” og hvad jeg ikke ville have. Hvis i ikke kan tale om det (og det virker ikke sådan) så ville jeg starte i parterapi. Og hvis han ikke vil det og ikke ikke kan finde en måde at tale samme,  ja, så er det nok på tide at pakke sine kuffeter.

Jeg skiver sådan fordi det indlæg  mest at at lyder som om at det ikke ”bare” handler om nedladene sprog og attitude.  

Jeg ville være meget i tvivl om, om han overhovedet er i stand til at ændre sig.

Hvis han synes, det er normalt og okay at tale sådan til dig, så er der ikke rigtigt noget at gøre.

Du skal være meget opmærksom på, om han er manipulerende. Og det er han, hvis han siger, at han godt ved, at det han gør er forkert, men ikke er i stand til at ændre på det.

Hos nogle mennesker er det tillært, og de er ikke i stand til for alvor at have dårlg samvittighed og angrer ikke oprigtigt deres opførsel.

Jeg tror ikke, jeg ville bruge krudt på parterapi, hvis jeg var dig, men det er jeg ikke.

Men min oprigtige mening er, at du skal ud af det forhold. Ikke mindst for dit barns skyld, så dit barn ikke lærer, at det er normalt.