Min kæreste har været utro

lineog4 skriver:

Havde jeg forstået- og derfor var det i lige så høj grad også et svar til ts, som skriver hun har skyld i forhold til, at han var utro. 

Til dig var det egentlig mest er svær på om der ville være forskel hvis historien var skrevet af en mand, og det ville det for mig ikke være.

Jeg tænker godt man kan tilgive utroskab uafhængigt af begrundelsen og komme videre med et godt forhold. Jeg tror, at jeg kunne tilgive, og er selv blevet tilgivet. Men skulle jeg tilgive min mand, så skulle han være på det rene med, at det var hans valg at udføre den handling, også selvom forholdet var dårligt i perioden eller jeg havde ytret, at jeg var usikker på mine følelser. Han skulle såmænd ikke ned på grædende knæ, men han skulle tage ansvaret for sine egne handlinger, og vi skulle kunne tale om det på en måde, så vi kunne reflektere sammen over, hvad gør man næste gang man står der? 

Men hvis man skal kunne tilgive - så er man imo også nødt til at kunne forstå.

Og det der med at kunne reflektere sammen - det er jo netop noget, man kan få en parterapeuts hjælp til. Jeg har aldrig selv været i parterapi, men det er jo netop det at få en 3. part ind, der nogle gange gør forskellen.

Jeg kunne også godt vælge at betragte mig selv som et offer for min ekskærestes utroskab.

Men det var mig, der ikke villle offentliggøre vores forhold, ikke ville flytte sammen og holdt ham hen seksulet meeeeeeeeeeeeeeget længe, hvor vi kun dyrkede anden form for sex end samleje.

Jeg kan faktisk godt selv forstå, at han ikke rigtigt betragtede det som et fast forhold, når jeg ser i bakspejlet.

I den periode er det ikke så mærkeligt, at han var sammen med en anden.

Det er hans - og udelukkende hans - ansvar, at han var sammen med en anden. Han kunne have sagt, at han ikke ville være i et halvhemmeligt forhold, men altså - var vores forhold nu også sådan rigtig fast ?

Problemet med at blive i offerrollen (og der var jeg i lang tid) er, at det fratager én nogle handlemuligheder.

Mit eks kørte et dobbeltliv i lang tid. Men jeg var da også noget naiv.

Lige som han skal tage ansvaret for sine handlinger - så skal jeg også tage ansvaret for mine.

Det er mit ansvar, at jeg ikke lyttede til alarmklokkerne.

Jeg er ude af offerrollen, og jeg forstår, hvad der skete.

Jeg er ikke en af de kvinder, der igen og igen falder for en utro mand. 

Og jeg har absolut ingen problemer med at stole på min nuværende kæreste.

Min eks var så en manipulerende psykopat, der var notorisk utro. Han var alle sine kærester utro.

Jeg har læst en del artikler om utroskab - både fra den utro persons vinkel og fra den bedragnes.

Og fra en psykolog, der fortæller om, "hvorfor vi er utro".

Når alt det så er sagt - så er utroskab no-go for mig. 

Min kæreste har samme holdning. 

Og jeg har aldrig nogensinde været en kæreste utro. 

Mor11 skriver:

Jeg synes egentlig at det ER meget sort/hvidt når vi ikke taler om 2 forelskelser man er fanget i.

Manden er træt af sit vaklende forhold, ked og frustreret. Har lyst til en anden og gør det - velvidende at det eneste det knald medfører er et endnu mere vaklende forhold. Han er ikke i en svær situation hvor sex med en anden bare er det eneste rigtige for ham at gøre. Han kunne 1, arbejde på forholdet til moren til hans barn. 2, afslutte forholdet.  Jeg synes sgu ikke der er så meget at rafle om. Og det skriger endnu mere til himlen at kontakten til kvinden ikke er ophørt efterfølgende..

Det kommer altså virkelig an på, hvad det er TS ønsker.

Hvis hun ser det sådan, at der ikke er spor at rafle om - så skal hun jo gå NU. For så kommer hun aldrig til at stole på ham igen.

Så kan hun lige så godt droppe evt. parterapi og hun kan droppe at få deres forhold - deres familie - til at fungere.

Min pointe er, at det kun er hende, der kan finde ud af, hvad hun vil, og om hun tør stole på ham.

Jeg turde ikke - men måske gør hun. 

Tommelise skriver:

Det kommer altså virkelig an på, hvad det er TS ønsker.

Hvis hun ser det sådan, at der ikke er spor at rafle om - så skal hun jo gå NU. For så kommer hun aldrig til at stole på ham igen.

Så kan hun lige så godt droppe evt. parterapi og hun kan droppe at få deres forhold - deres familie - til at fungere.

Min pointe er, at det kun er hende, der kan finde ud af, hvad hun vil, og om hun tør stole på ham.

Jeg turde ikke - men måske gør hun. 

 

Det jeg skrev havde intet med tilgivelse at gøre, men udelukkende at jeg ikke synes utroskab kan "forklares" i sådan en sag her. Det er udelukkende manden der har handlet fuldstændig sindsygt på sine følelser og truffet verdens dårligste valg, hvor han kunne have gjort noget andet og dermed undgået at såre nogen eller smadre endnu mere. 

Jeg tror - jeg ved ikke om TS kan - men at nogen kan tilgive .. men der kræver at den der har været utro tager fuldt ansvar, ikke noget med "det var også fordi jeg var ked af det og frustreret".. og så skal personen aktivt arbejde på at lære at handle rationelt på sine følelser. Ellers kan man ende i samme lort igen når der kommer en parforholdsnedtur.. og det gør der. Især hvis man har børn. 

Mor11 skriver:

Det jeg skrev havde intet med tilgivelse at gøre, men udelukkende at jeg ikke synes utroskab kan "forklares" i sådan en sag her. Det er udelukkende manden der har handlet fuldstændig sindsygt på sine følelser og truffet verdens dårligste valg, hvor han kunne have gjort noget andet og dermed undgået at såre nogen eller smadre endnu mere. 

Jeg tror - jeg ved ikke om TS kan - men at nogen kan tilgive .. men der kræver at den der har været utro tager fuldt ansvar, ikke noget med "det var også fordi jeg var ked af det og frustreret".. og så skal personen aktivt arbejde på at lære at handle rationelt på sine følelser. Ellers kan man ende i samme lort igen når der kommer en parforholdsnedtur.. og det gør der. Især hvis man har børn. 

Igen - hvorfor tror du, jeg foreslår parterapi ?

Det er jo også for at få ham til at se ansvaret for sine handlinger, og for at han kan se, hvad han kan - og skal - gøre for at hun kan stole på ham igen.

Parterapi kan få ham til at tage det fulde ansvar - men det kræver at han er villig til at gå med i parterapi.

Selv om jeg aldrig selv har været i parterapi, så ved jeg, at der er nogle, der netop har "lært" selv at tage ansvaret for utroskab ved hjælp af parterapi.

Og det ville så absolut være en betingelse fra min side.

Er TS slet ikke interessseret, så kan hun jo lade være med at foreslå parterapi.

Hun kan vælge at gå NU.

Men hvis hun vælger at stole på ham. Så er hun nødt til at gøre det fuldt og helt. 

Tommelise skriver:

Men hvis man skal kunne tilgive - så er man imo også nødt til at kunne forstå.

Og det der med at kunne reflektere sammen - det er jo netop noget, man kan få en parterapeuts hjælp til. Jeg har aldrig selv været i parterapi, men det er jo netop det at få en 3. part ind, der nogle gange gør forskellen.

Jeg kunne også godt vælge at betragte mig selv som et offer for min ekskærestes utroskab.

Men det var mig, der ikke villle offentliggøre vores forhold, ikke ville flytte sammen og holdt ham hen seksulet meeeeeeeeeeeeeeget længe, hvor vi kun dyrkede anden form for sex end samleje.

Jeg kan faktisk godt selv forstå, at han ikke rigtigt betragtede det som et fast forhold, når jeg ser i bakspejlet.

I den periode er det ikke så mærkeligt, at han var sammen med en anden.

Det er hans - og udelukkende hans - ansvar, at han var sammen med en anden. Han kunne have sagt, at han ikke ville være i et halvhemmeligt forhold, men altså - var vores forhold nu også sådan rigtig fast ?

Problemet med at blive i offerrollen (og der var jeg i lang tid) er, at det fratager én nogle handlemuligheder.

Mit eks kørte et dobbeltliv i lang tid. Men jeg var da også noget naiv.

Lige som han skal tage ansvaret for sine handlinger - så skal jeg også tage ansvaret for mine.

Det er mit ansvar, at jeg ikke lyttede til alarmklokkerne.

Jeg er ude af offerrollen, og jeg forstår, hvad der skete.

Jeg er ikke en af de kvinder, der igen og igen falder for en utro mand. 

Og jeg har absolut ingen problemer med at stole på min nuværende kæreste.

Min eks var så en manipulerende psykopat, der var notorisk utro. Han var alle sine kærester utro.

Jeg har læst en del artikler om utroskab - både fra den utro persons vinkel og fra den bedragnes.

Og fra en psykolog, der fortæller om, "hvorfor vi er utro".

Når alt det så er sagt - så er utroskab no-go for mig. 

Min kæreste har samme holdning. 

Og jeg har aldrig nogensinde været en kæreste utro. 

Det er som sådan ikke fordi jeg er uenig nærmere tværtimod. Men jeg synes sjovt nok man bliver i offerrollen, hvis man går rundt og påtager sig skylden: det var jo også fordi jeg var sådan og sådan, jeg skulle jo også bare have gjort anderledes så havde alt været meget bedre.

Hvorimod jeg synes man træder ud af offerrollen ved at sige: nu er det sket, du fuckede op og der er sikkert en masse formildende omstændigheder, men ansvaret er og bliver dit. Og skal vi videre her fra, så skal du stå på mål for dine handlinger og du skal vide, at nej det var ikke min skyld, men jeg var en del af omstændighederne.

lineog4 skriver:

Det er som sådan ikke fordi jeg er uenig nærmere tværtimod. Men jeg synes sjovt nok man bliver i offerrollen, hvis man går rundt og påtager sig skylden: det var jo også fordi jeg var sådan og sådan, jeg skulle jo også bare have gjort anderledes så havde alt været meget bedre.

Hvorimod jeg synes man træder ud af offerrollen ved at sige: nu er det sket, du fuckede op og der er sikkert en masse formildende omstændigheder, men ansvaret er og bliver dit. Og skal vi videre her fra, så skal du stå på mål for dine handlinger og du skal vide, at nej det var ikke min skyld, men jeg var en del af omstændighederne.

Men vi er jo helt enige.

Du skriver det jo selv - "men jeg var en del af omstændighederne"

Det er IKKE det samme som at påtage sig skylden.

Hvis man derimod ikke synes, man var en del fa omstændighederne, så sidder man i offerrollen.

Tommelise skriver:

Igen - hvorfor tror du, jeg foreslår parterapi ?

Det er jo også for at få ham til at se ansvaret for sine handlinger, og for at han kan se, hvad han kan - og skal - gøre for at hun kan stole på ham igen.

Parterapi kan få ham til at tage det fulde ansvar - men det kræver at han er villig til at gå med i parterapi.

Selv om jeg aldrig selv har været i parterapi, så ved jeg, at der er nogle, der netop har "lært" selv at tage ansvaret for utroskab ved hjælp af parterapi.

Og det ville så absolut være en betingelse fra min side.

Er TS slet ikke interessseret, så kan hun jo lade være med at foreslå parterapi.

Hun kan vælge at gå NU.

Men hvis hun vælger at stole på ham. Så er hun nødt til at gøre det fuldt og helt. 

 

 

 

Jeg er helt enig med dig i at parterapi for at genskabe tilliden vil være en god ide  

Jeg tror det eneste vi er uenige om er, hvorvidt man kan bruge parforholdskrisen som en forklaring på utroskab det mener jeg ikke, hvor jeg læser at du mener at det er en valid forklaring. Men der mener jeg at man indirekte siger at kriser ganske naturligt kan føre til utroskab. Og det er jeg uenig i. Ved kriser kan man arbejde på forholdet eller afslutte forholdet. Utroskab er aldrig en naturlig eller valid handling pga kriser. For hvad så med den næste krise? Jeg ser ikke at parterapi skulle være til at forstå den utro handling for den sårede part, men mere til at den utro skal tage fuldt ansvar og lære at det ikke er måden at håndtere en krise på - man arbejder eller afslutter. Og så skal det være et redskab til at lære åben kommunikation og metoder til at vise hinanden gensidig tillid igen   

I din egen tidligere situation som du har beskrevet synes jeg faktisk det er lidt ærgeligt at du ser det sådan at utroskaben kom fordi du holdt manden hen. Hvis han ikke trivedes i det, skulle han have sagt det højt og så skulle i arbejde sammen på at komme tættere på et "rigtigt" forhold eller også skulle han have stoppet det. Jeg synes ikke dine handlinger var en valid forklaring på det utroskab du oplevede. han havde helt åbenlyse andre valg  

Jeg synes i øvrigt heller ikke det handler om at sætte sig i en offerrolle. Hvis man er blevet svigtet - så ER man et offer for svigt. Man kan så komme ud af den sårede følelse og stoppe med at agere som offer, hvis man formår at tilgive 100% og opbygge tilliden igen.

Mor11 skriver:

Jeg er helt enig med dig i at parterapi for at genskabe tilliden vil være en god ide  

Jeg tror det eneste vi er uenige om er, hvorvidt man kan bruge parforholdskrisen som en forklaring på utroskab det mener jeg ikke, hvor jeg læser at du mener at det er en valid forklaring. Men der mener jeg at man indirekte siger at kriser ganske naturligt kan føre til utroskab. Og det er jeg uenig i. Ved kriser kan man arbejde på forholdet eller afslutte forholdet. Utroskab er aldrig en naturlig eller valid handling pga kriser. For hvad så med den næste krise? Jeg ser ikke at parterapi skulle være til at forstå den utro handling for den sårede part, men mere til at den utro skal tage fuldt ansvar og lære at det ikke er måden at håndtere en krise på - man arbejder eller afslutter. Og så skal det være et redskab til at lære åben kommunikation og metoder til at vise hinanden gensidig tillid igen   

I din egen tidligere situation som du har beskrevet synes jeg faktisk det er lidt ærgeligt at du ser det sådan at utroskaben kom fordi du holdt manden hen. Hvis han ikke trivedes i det, skulle han have sagt det højt og så skulle i arbejde sammen på at komme tættere på et "rigtigt" forhold eller også skulle han have stoppet det. Jeg synes ikke dine handlinger var en valid forklaring på det utroskab du oplevede. han havde helt åbenlyse andre valg  

Jeg synes i øvrigt heller ikke det handler om at sætte sig i en offerrolle. Hvis man er blevet svigtet - så ER man et offer for svigt. Man kan så komme ud af den sårede følelse og stoppe med at agere som offer, hvis man formår at tilgive 100% og opbygge tilliden igen.

Det kan godt være, at det er ordkløveri, og at det er mig, der er en "klods" til at forklare, hvad jeg mener.

Jeg har været i behandling for en voldsom depression, og jeg har fået så meget terapi, så der er ingen grund til, at du ærgrer dig på mine vegne  jeg har fuldstændig styr på, hvad der skete, og hvis ansvar det var.

Jeg er kommet ud på den anden side for længst. 

Det var HANS ansvar. 

Men jeg havde brug for at forstå, hvorfor jeg var havnet i kløerne på ham. 

Især fordi jeg er en helt almindelig, ressourcestærk kvinde med en god opvækst i en meget ressourcestærk kernefamilie med gode, sunde værdier, og jeg ved, hvad et sundt forhold er, eftersom mine forældre havde sådan et.

Det er heller aldrig en kvindes ansvar, hvis hun er udsat for vold fra en mand (det har jeg ikke været, for så var jeg skredet lige på stedet) - men det er kun hende, der kan tage beslutningen om at gå. 

Nogle gange så ringer alarmklokkerne virkelig højt - men det er ikke altid, man lytter. 

Min ekskæreste var psykopat.

Og ja - man er et offer, når man kommer i kløerne på en psykopat.

Spørgsmålet er, om man vil blive ved med at betragte sig selv som et offer.

Man kan ikke have et rigtigt forhold til en psykopat. Det er umuligt. Jeg foreslog parterapi, men han var ikke "sådan en, der går i parterapi" - også her kunne jeg have valgt at gå.

Men det betyder ikke, at alle mænd, der er utro, er psykopater.

Jeg kunne også vælge at sige, at det er min ekskærestes ansvar, at jeg aldrig fik børn.

Hvis han havde fortalt, at han levede et dobbeltliv, hvis han havde valgt at sætte mig fri i stedet, så havde jeg kunnet nå at få børn med en anden.

Hvis han havde fået styr på sit liv, så vi kunne få børn, så havde jeg måske ikke været barnløs i dag.

Måske skulle jeg have indset, at når der var så mange "issues", der skulle være styr på, inden vi skulle have børn, så skulle jeg nok være gået og have set mig om efter en voksen, ansvarlig mand.

Men hvis jeg havde ment, at jeg var et offer - ved du hvad, så havde jeg været en bitter kvinde i dag.

Jeg har tilgivet og givet slip - ikke for hans skyld, men for min.

Man behøver ikke at tilgive for at bygge tilliden op igen. 

Man kan også gå og så tilgive for selv at få et godt liv.