Nu har jeg selv været udsat for nogle “mindre” overgreb som barn. Og netop skammen fylder en del.
Da jeg var 9 år, var der en episode med en mand, som sneg sig op på mig i en svømmehal. Og begynde at ornanere mig lige i hovedet i svømmehallen (i en grotte).
Jeg var så fyld af skam. Jeg var sikker på, at det var min egen skyld. Jeg havde jo haft dykkerbriller på. Jeg havde ikke lagt mærke til ham, måske var jeg “bare” svømmet ind i ham. Undskyldningerne var så mange, og jeg var meget bange for, at det var min egen skyld.
Jeg sagde ikke noget til nogen. Først efter 4 dage med stilhed fra min side, fik mine forældre det ud af mig. De havde lagt mærke til min adfærd havde ændret sig en del. Manden blev meldt og fængslet (de andre børn, nogle han havde forgrebet sig på fysisk, havde ikke turde sige noget).
Jeg havde i flere dage sagt, at der ikke var sket noget. At jeg var ok. Osv. Jeg var faktisk bange for, at mine forældre ville blive fængslet hvis jeg sagde noget. (Børnelogik er ikke ret logisk)
Her havde manden ikke engang groomet mig. Ikke engang haft en relation til mig, som jeg ville beskytte og alligevel, turde jeg af skam og skyld ikke sige noget. Hvis man så tilføjer en kærlig og i barnets øjne en god relation ellers, jamen så splitter man (forsvarsmekanisme) også fortæller man ikke sandheden. For fortæller man sandheden, jamen så forsvinder den kærlige og gode del af relationen også og de skal påtage sig en enorm skyld, som man ikke kan forstå som barn. Jeg kunne i hvertfald ikke forstå min skyld og skam og tolkede det som værende mig, som problemet - dermed holdt jeg mund.
Så når folk stiller spørgsmål ved, at små børn ændrer forklaringer, så tænker jeg personligt, at de ikke ved/vil vide noget om overgreb og de psykiske mekanismer der spiller ind.
Jeg så godt dokumentaren om Neverland. Den var faktisk super fin. Mest fordi de (i mine øjne) ikke udstiller MC som en skurk (kun), men faktisk fortæller om kærligheden, der også var. At det ikke var sort/Hvidt og hvilket talent han var. Men at man også skal kende til hans mørke side, så man kan tage stilling til ham som et helt menneske. Og ikke kun en superhelt.
Ofte tænker jeg, at folk der forsvarer ham eller siger, at han ikke var pædofil, må være ramt af en ekstrem ambivalens. At hvis de netop vil støtte ham, så støtter de en pædofil, og det billede er svært at leve med af sig selv. Så hellere forkaste anklagerne.
Men egentlig tror jeg ikke, det er så sort og Hvidt. Jeg ved han er en dygtig musiker. Og jeg kan godt lide hans musik. Men gør det, at jeg støtter hans pædofili? Nej. Forguds skyld! Det skulle havde været opdaget før - de børn (og ham) skulle have haft hjælp!!!!!
Gør det, at jeg mener, hans ofre skal støttes? jA! De betalte en meget høj pris. Og betaler den resten and livet. Hvorfor så ikke erkende, MC var pædofil. Det var IKKE ok! Hans ofre skal have erstatning, de skal hjælpes og det skal deres familier. Kun sådan vil jeg i hvertfald kunne fortsætte med at høre MC. Og vide, at de får oprejsning og sandheden kommer frem - for den er så vigtig.
