Er kærlighed ikke nok?

lineog4 skriver:

Jeg tror ikke man kan sige med sikkerhed, at det bliver lettere eller sværere når det fælles barn er født, for der kan ske mange ting. Men har endnu ikke hørt om et par der fortalte om ekstra overskud på kontoen det første år som nybagte forældre - der sket noget med en når søvnen afbrydes flere gange pr nat og man ikke kan overskue hvordan man kommer i bad eller for den sags skyld at man skal lære at spise hen over en baby der ligger og ammer. 

Men jeg kan godt blive bekymret når jeg læser dine indlæg om du kan rumme, at din kæreste vil have tidspunkter, hvor han prioriterer de andre to. Fx at han henter den største til fest når I står med en trold der måske har feber pga tænder. Eller han skal se et fodboldstævne en dag hvor nattesøvnen har været så dårlig så du dårligt kan hænge sammen, eller han vil spille kortspillet færdig selv om den lille trold måske gerne vil have hans opmærksomhed eller.... For når du har et barn så kan man tilsidesætte alt, men når man har 3 kan man ikke tilsidesætte de andre børn. 

Så tror I skal have talt om både hvordan skal der være plads til dig og dine behov når baby kommer for behovene forsvinder ikke bare fordi man føder. Og I skal have talt om, hvordan hverdagen skal være de 7 dage hvor I er 5,  hvordan skal han dele sol og vind lige, hvad skal der være plads til med de store a la hjælpe med lektier, tage med til fodbold, køre hjem fra fest, se en film sammen, tale om nyhederne, gå i teatret og og og og.... 

Lige den del er jeg ikke så bekymret for. Altså det med at han skal være der ligemeget for alle børn.. Jeg ved at han har to børn som han har ansvaret for, og selvfølgelig skal han deltage i de ting med børnene som han plejer. Jeg stiller i forvejen ikke spørgsmål ved når han kører det ene barn, og senere skal til den og den aktivitet med det andet barn. Det har jeg fuld forståelse for, og så vil det selvfølgelig være mig der står med en evt. feberramt trold, eller hvad det end må være. 

Jeg var helt ekstremt hjemsyg da jeg var gravid med min første, så meget at jeg nogle gange bare sad og tudede af hjemve. Det gik over da jeg havde født. Jeg siger ikke det bare er hormoner, men det er en mulighed. Giv det tid. Det er en ny situation for alle, hormonerne raser og der er meget at vænne sig til. Ro på, se om det ikke bliver bedre, ellers må i finde en anden løsning - om det så er at flytte i et andet hus eller at du flytter selv

Jeg ville ikke gøre noget som helst, før du har født. 

Det lyder til du har det rigtig godt ift hvor rummelig din kæreste er overfor dine behov - og børnene er store, så du skal jo ikke tage ansvar overfor dem på samme måde som småbørn ift huske at gå på toilet, lave deres mad 12 gange i døgnet, læse godnathistorier og rende på legepladsen lørdag morgen. Og de er der faktisk kun halvdelen af tiden. Du har masser af alenetid med din kæreste også.

Måske er det bare mig, men det lyder bare helt absurd at du synes det er SÅ hårdt, når omstændighederne er som ovenfor nævnt. Du har haft masser af år til at prioritere dig selv 100%, men du er ved at stifte familie, og bonusbørn eller ej, så skal du gå på kompromis med dig selv for andres skyld - din kæreste og barn - i laaaaang tid. Og jeg tror faktisk ikke på at det bliver nemmere bare fordi det er din egen. Jeg tror mere du bare er vant til ikke at tage hensyn, og så er kontrasten pludselig slående. Men den bliver ikke mindre af at flytte ud for hensynet skal igen tages om nogen måneder.

Hvis jeg var dig, ville jeg tude ud, tørre øjnene og sige til mig selv at jeg slår koldt vand i blodet til efter fødslen. Måske , du ser det hele i et andet lys når hormoner osv osv er ude af kroppen. Det virker for mig, rimelig hys som du sætter det op. Også fordi du skriver om det igen og igen, som om det bare har sat sig fast i dit hoved og du slet ikke kan slippe tanken igen.   

Om jeg nød singlelivet er svært at svare på. Jeg er meget selvstændig som person, og har derfor nydt at være i et velfungerende parforhold, men også nydt at være single hvis ikke den rigtige var der. 

Jeg ser tilbage på den korte tid hvor kæresten og jeg var kærester inden vi flyttede sammen, og det foretrak jeg naturligvis fremfor at være single fordi jeg ikke kunne undvære ham. 

Jeg holdte ret hurtigt af hans børn fordi de tog imod mig med deres åbne arme, og viste interesse for mig fra start. Vi hyggede os gevaldigt alle 4 inden vi flyttede sammen, fordi de var på "lånt tid". Det er de selvfølgelig også nu i og med at det er en 7/7 ordning. Men jeg så dem jo ikke så meget inden jeg flyttede ind, som jeg gør nu. 

Så det jeg følte for dem i starten, er måske svundet lidt efter at jeg flyttede ind. Det irriterer mig da helt vildt, at det skal være sådan. For som du selv siger - er det ikke deres skyld.

Nu skriver du “meget selvstændig”. Mange gange  er det = kan lide kun at forholde sig til egne behov. Jeg tror vitterligt, at det er det der skaber problemer for dig. 

Noget af det man lærer som forældre er at rumme og sætte egne behov i fjerde eller femte række. Hvis man ellers er vant til i høj grad at hjælpe og støtte veninder og familie for eksempel .. gør det overgangen nemmere. 

Måske kan en snak med en psykolog hjælpe. Jeg vil mene at du forlanger meget hvis du har kærestetid hver dag i hver anden uge. Og der er endda tale om store børn. Vi ha kæreste aften en gang hver anden måned 

Tjullehej skriver:

Nu skriver du “meget selvstændig”. Mange gane er det skarp = kan lide kun sy forholde dig til egne behov. Jeg tror vitterligt at det er det der skaber problemer for dig. 

Noget af det man lærer som forældre er at rumme og sætte egne behov i fjerde eller femte række. Hvis man ellers er vant til i høj grad at hjælpe og støtte veninder og familie for eksempel .. gør det overgangen nemmere. 

Måske kan en snak med en psykolog hjælpe. Jeg vil mene at du forlanger meget hvis du har kærestetid hver dag i hver anden uge. Og der er endda tale om store børn. Vi ha kæreste aften en gang hver anden måned 

 

Det handler om at arbejde med det. Du får det ikke letter med et delebRn eller med en nu kæreste (som måske også har børn)

Anonym skriver:

Om jeg nød singlelivet er svært at svare på. Jeg er meget selvstændig som person, og har derfor nydt at være i et velfungerende parforhold, men også nydt at være single hvis ikke den rigtige var der. 

Jeg ser tilbage på den korte tid hvor kæresten og jeg var kærester inden vi flyttede sammen, og det foretrak jeg naturligvis fremfor at være single fordi jeg ikke kunne undvære ham. 

Jeg holdte ret hurtigt af hans børn fordi de tog imod mig med deres åbne arme, og viste interesse for mig fra start. Vi hyggede os gevaldigt alle 4 inden vi flyttede sammen, fordi de var på "lånt tid". Det er de selvfølgelig også nu i og med at det er en 7/7 ordning. Men jeg så dem jo ikke så meget inden jeg flyttede ind, som jeg gør nu. 

Så det jeg følte for dem i starten, er måske svundet lidt efter at jeg flyttede ind. Det irriterer mig da helt vildt, at det skal være sådan. For som du selv siger - er det ikke deres skyld.

Jeg tænker, at du måske er introvert (ikke en diagnose, men et personlighedstræk). Det kan være svært i en verden, der hylder det ekstroverte. 

Det lyder, som om du lader op i dit eget selskab.

Det er absolut ikke det samme, som at man ikke kan tilsidesætte sine egne behov. 

Jeg tror også, det kunne være en god idé at tale med en psykolog om, hvordan du navigerer i alt det her, så der både bliver plads til dig og til børnene.

Tjullehej skriver:

Nu skriver du “meget selvstændig”. Mange gange  er det = kan lide kun at forholde sig til egne behov. Jeg tror vitterligt, at det er det der skaber problemer for dig. 

Noget af det man lærer som forældre er at rumme og sætte egne behov i fjerde eller femte række. Hvis man ellers er vant til i høj grad at hjælpe og støtte veninder og familie for eksempel .. gør det overgangen nemmere. 

Måske kan en snak med en psykolog hjælpe. Jeg vil mene at du forlanger meget hvis du har kærestetid hver dag i hver anden uge. Og der er endda tale om store børn. Vi ha kæreste aften en gang hver anden måned 

 

Jeg er med på hvad du mener. Jeg gider bestemt ikke kæreste aften hver dag hver 2. uge.. Kan godt være at jeg føler anderledes efter baby kommer til verdenen, men har bestemt ikke behov for så meget kærestetid. 

Tommelise skriver:

Jeg tænker, at du måske er introvert (ikke en diagnose, men et personlighedstræk). Det kan være svært i en verden, der hylder det ekstroverte. 

Det lyder, som om du lader op i dit eget selskab.

Det er absolut ikke det samme, som at man ikke kan tilsidesætte sine egne behov. 

Jeg tror også, det kunne være en god idé at tale med en psykolog om, hvordan du navigerer i alt det her, så der både bliver plads til dig og til børnene.

Du har fat i noget helt rigtigt. 

Tommelise skriver:

Jeg tænker, at du måske er introvert (ikke en diagnose, men et personlighedstræk). Det kan være svært i en verden, der hylder det ekstroverte. 

Det lyder, som om du lader op i dit eget selskab.

Det er absolut ikke det samme, som at man ikke kan tilsidesætte sine egne behov. 

Jeg tror også, det kunne være en god idé at tale med en psykolog om, hvordan du navigerer i alt det her, så der både bliver plads til dig og til børnene.

Jeg har besluttet at bestille tid hos en psykolog. Jeg er efterhånden klar over, at det er mig der har nogle ting jeg skal arbejde med, eller finde ud af. Så må jeg se, hvad det ender med. 

Anonym skriver:

Jeg har besluttet at bestille tid hos en psykolog. Jeg er efterhånden klar over, at det er mig der har nogle ting jeg skal arbejde med, eller finde ud af. Så må jeg se, hvad det ender med. 

Det tror jeg er en god idé.

Det er ikke det samme, som at der er noget "i vejen" med dig, men det kan være rart at få hjælp til at håndtere situationen.