Er kærlighed ikke nok?

Anonym skriver:

Ja, jeg har fortalt ham at det ikke er nemt for mig da jeg ikke er vant til at komme ind i en andens familie. Han prøver at forstå mig så godt som han nu kan, og spørg derefter hvad jeg forlanger eller kræver. Og han nævner at han/dem giver mig plads, hvilket jo også er rigtigt nok. 

Hvis jeg laver en aftale med min veninde, mor eller noget 3. For at komme lidt væk, bliver der ikke stillet spørgsmålstegn ved det (som jeg oftest gør når børnene er her) en gang i mellem. Hvis jeg går ind i soveværelset en gang i mellem og ser TV alene, fordi jeg har behov for et pusterum, bliver der heller ikke stillet spørgsmålstegn ved det. 

Og sommetider spørg jeg også mig selv, hvad mit problem er men jeg kan ikke selv svare på det. Jeg har tilsyneladende bare svært ved det. 

Hvis børnene er 12 og 15 år, så er det en lidt mere overskuelig årrække.

Men det hjælper dig jo ikke lige nu.

Du har nok været lidt naiv, men der er ikke noget at sige til, at du synes, det er svært at blive en del af en "halvetableret" familie. 

Det er jo en kæmpeomvæltning og noget helt andet end singlelivet.

Hvordan mon du havde det med singlelivet ? - nød du det, eller glædede du dig til at blive en del af en familie ?

Nogle gange kan man jo selv blive overrasket over, hvordan man reagerer.

Men hans børn har jo ikke valgt det her. De er søde og velopdragne, og det lyder, som om din kæreste tager hensyn og lader dig trække dig ind imellem. Du er jo godt selv klar over, at det ikke er børnene, der er et problem.

Jeg tænker lidt - holder du af hans børn ? bare lidt ? - nogle gange skal man give det tid, og så kommer følelserne. Man lærer dem at kende, ser dem udvikle sig osv. 

Men det er nemmere, når man ikke bor sammen. Jeg bor ikke sammen med min kæreste, men vi har fra starten vidst, at vi ikke skulle have fællesbørn, og så er situationen en anden. Han har tre børn, som er voksne - uha ja det er de faktsik, selv om det føles mærkeligt. Synes jo stadig, de lidt er børn. 

Når I elsker hinanden og skal have et barn sammen, så er løsningen vel ikke at gå fra hinanden.  I hvert fald ikke uden at have prøvet - sådan for alvor. 

Er der mulighed for, at du ind imellem kan tage hjem til din familie i en weekend ?

Hans elsker selvfølgelig sine børn lige så højt, som han vil elske jeres fællesbarn. I hans hjerte vil børnene være "på ligefod". 

Du vil selvfølgelig elske dit eget barn højest, men kan du prøve at lukke hans børn ind ? 

Som Line skriver, så er I nok nødt til at have en god snak, inden jeres barn bliver født. For dit overskud bliver jo ikke større, når du står med en baby.

Tommelise skriver:

Hvis børnene er 12 og 15 år, så er det en lidt mere overskuelig årrække.

Men det hjælper dig jo ikke lige nu.

Du har nok været lidt naiv, men der er ikke noget at sige til, at du synes, det er svært at blive en del af en "halvetableret" familie. 

Det er jo en kæmpeomvæltning og noget helt andet end singlelivet.

Hvordan mon du havde det med singlelivet ? - nød du det, eller glædede du dig til at blive en del af en familie ?

Nogle gange kan man jo selv blive overrasket over, hvordan man reagerer.

Men hans børn har jo ikke valgt det her. De er søde og velopdragne, og det lyder, som om din kæreste tager hensyn og lader dig trække dig ind imellem. Du er jo godt selv klar over, at det ikke er børnene, der er et problem.

Jeg tænker lidt - holder du af hans børn ? bare lidt ? - nogle gange skal man give det tid, og så kommer følelserne. Man lærer dem at kende, ser dem udvikle sig osv. 

Men det er nemmere, når man ikke bor sammen. Jeg bor ikke sammen med min kæreste, men vi har fra starten vidst, at vi ikke skulle have fællesbørn, og så er situationen en anden. Han har tre børn, som er voksne - uha ja det er de faktsik, selv om det føles mærkeligt. Synes jo stadig, de lidt er børn. 

Når I elsker hinanden og skal have et barn sammen, så er løsningen vel ikke at gå fra hinanden.  I hvert fald ikke uden at have prøvet - sådan for alvor. 

Er der mulighed for, at du ind imellem kan tage hjem til din familie i en weekend ?

Hans elsker selvfølgelig sine børn lige så højt, som han vil elske jeres fællesbarn. I hans hjerte vil børnene være "på ligefod". 

Du vil selvfølgelig elske dit eget barn højest, men kan du prøve at lukke hans børn ind ? 

Som Line skriver, så er I nok nødt til at have en god snak, inden jeres barn bliver født. For dit overskud bliver jo ikke større, når du står med en baby.

 

 

 

 

Om jeg nød singlelivet er svært at svare på. Jeg er meget selvstændig som person, og har derfor nydt at være i et velfungerende parforhold, men også nydt at være single hvis ikke den rigtige var der. 

Jeg ser tilbage på den korte tid hvor kæresten og jeg var kærester inden vi flyttede sammen, og det foretrak jeg naturligvis fremfor at være single fordi jeg ikke kunne undvære ham. 

Jeg holdte ret hurtigt af hans børn fordi de tog imod mig med deres åbne arme, og viste interesse for mig fra start. Vi hyggede os gevaldigt alle 4 inden vi flyttede sammen, fordi de var på "lånt tid". Det er de selvfølgelig også nu i og med at det er en 7/7 ordning. Men jeg så dem jo ikke så meget inden jeg flyttede ind, som jeg gør nu. 

Så det jeg følte for dem i starten, er måske svundet lidt efter at jeg flyttede ind. Det irriterer mig da helt vildt, at det skal være sådan. For som du selv siger - er det ikke deres skyld.

Anonym skriver:

Om jeg nød singlelivet er svært at svare på. Jeg er meget selvstændig som person, og har derfor nydt at være i et velfungerende parforhold, men også nydt at være single hvis ikke den rigtige var der. 

Jeg ser tilbage på den korte tid hvor kæresten og jeg var kærester inden vi flyttede sammen, og det foretrak jeg naturligvis fremfor at være single fordi jeg ikke kunne undvære ham. 

Jeg holdte ret hurtigt af hans børn fordi de tog imod mig med deres åbne arme, og viste interesse for mig fra start. Vi hyggede os gevaldigt alle 4 inden vi flyttede sammen, fordi de var på "lånt tid". Det er de selvfølgelig også nu i og med at det er en 7/7 ordning. Men jeg så dem jo ikke så meget inden jeg flyttede ind, som jeg gør nu. 

Så det jeg følte for dem i starten, er måske svundet lidt efter at jeg flyttede ind. Det irriterer mig da helt vildt, at det skal være sådan. For som du selv siger - er det ikke deres skyld.

Ja, det er nemmere, når det ikke er hverdag. 

Det er rigtig svært at sige, hvad du skal gøre nu.

Jeg synes, du får nogle lidt hårde ord om, at din kæreste har fortjent bedre. Det lyder jo ikke, som om det er fordi du ikke vil det her. Men at du selv er overrasket over din reaktion. Men selvfølgelig burde du nok have tænkt over, at det er noget andet, når man flytter sammen.

Men der er jo kun ét alternativ - at flytte for dig selv og blive enlig mor og gøre jeres fællesbarn til delebarn fra starten. 

Anonym skriver:

Jo. Men jeg har aldrig prøvet det før, og havde ingen idé om hvor svært det ville være før jeg stod i det. 

Så skulle man måske liiige afprøve det førend man vælger at blive gravid 

Du har valgt en mand med børn og det vidste du! 

SØS skriver:

Så skulle man måske liiige afprøve det førend man vælger at blive gravid 

Du har valgt en mand med børn og det vidste du! 

Ja, det vidste hun, men hun vidste ikke, hvordan hun ville reagere.

Jeg er helt enig i, at de skulle have prøvet at bo sammen, før de valgte at få et fællesbarn.

Men den der med, at "du vidste,hvad du gik ind til" - nej, det ved man ikke.

Tommelise skriver:

Ja, det er nemmere, når det ikke er hverdag. 

Det er rigtig svært at sige, hvad du skal gøre nu.

Jeg synes, du får nogle lidt hårde ord om, at din kæreste har fortjent bedre. Det lyder jo ikke, som om det er fordi du ikke vil det her. Men at du selv er overrasket over din reaktion. Men selvfølgelig burde du nok have tænkt over, at det er noget andet, når man flytter sammen.

Men der er jo kun ét alternativ - at flytte for dig selv og blive enlig mor og gøre jeres fællesbarn til delebarn fra starten. 

 

Ja der er nemlig kun et alternativ, og det er også bare forfærdeligt hvis det skal ende med det. Jeg hørte engang en kvinde sige at det med bonusbørn bliver nemmere, når man selv bliver mor. En stor del af mig får lyst til at vente på det, og se om det også bliver tilfældet for mig. Men jeg kan høre på mange herinde, at det ikke viser sig at være sandt. At det faktisk kun bliver værre. Det er desværre ikke til at spå om.

Jeg synes du skal snakke med psykolog om det. Hvis jeg var dig vil prøve alt hvad kan før jeg vil sige stop og flytte ud igen. Du skal til at ha et barn med denne mand og dit barn fortjener du kæmper. Snak med nogle professionel om det. Kan værk graviditetshormoner? 

Hej ts 

Må jeg anbefale dig en rigtig god bog, der hedder “Hun er jo bare 4”. Har selv læst den og den hjalp mig meget. Du kan høre den som lydbog på Storytel eller låne een på bib .

Og til dit spørgsmål - nej kærlighed er desværre ikke altid nok.

Anonym skriver:

Ja der er nemlig kun et alternativ, og det er også bare forfærdeligt hvis det skal ende med det. Jeg hørte engang en kvinde sige at det med bonusbørn bliver nemmere, når man selv bliver mor. En stor del af mig får lyst til at vente på det, og se om det også bliver tilfældet for mig. Men jeg kan høre på mange herinde, at det ikke viser sig at være sandt. At det faktisk kun bliver værre. Det er desværre ikke til at spå om.

Jeg tror ikke man kan sige med sikkerhed, at det bliver lettere eller sværere når det fælles barn er født, for der kan ske mange ting. Men har endnu ikke hørt om et par der fortalte om ekstra overskud på kontoen det første år som nybagte forældre - der sket noget med en når søvnen afbrydes flere gange pr nat og man ikke kan overskue hvordan man kommer i bad eller for den sags skyld at man skal lære at spise hen over en baby der ligger og ammer. 

Men jeg kan godt blive bekymret når jeg læser dine indlæg om du kan rumme, at din kæreste vil have tidspunkter, hvor han prioriterer de andre to. Fx at han henter den største til fest når I står med en trold der måske har feber pga tænder. Eller han skal se et fodboldstævne en dag hvor nattesøvnen har været så dårlig så du dårligt kan hænge sammen, eller han vil spille kortspillet færdig selv om den lille trold måske gerne vil have hans opmærksomhed eller.... For når du har et barn så kan man tilsidesætte alt, men når man har 3 kan man ikke tilsidesætte de andre børn. 

Så tror I skal have talt om både hvordan skal der være plads til dig og dine behov når baby kommer for behovene forsvinder ikke bare fordi man føder. Og I skal have talt om, hvordan hverdagen skal være de 7 dage hvor I er 5,  hvordan skal han dele sol og vind lige, hvad skal der være plads til med de store a la hjælpe med lektier, tage med til fodbold, køre hjem fra fest, se en film sammen, tale om nyhederne, gå i teatret og og og og.... 

Anonym skriver:

Jeg synes du skal snakke med psykolog om det. Hvis jeg var dig vil prøve alt hvad kan før jeg vil sige stop og flytte ud igen. Du skal til at ha et barn med denne mand og dit barn fortjener du kæmper. Snak med nogle professionel om det. Kan værk graviditetshormoner? 

Har godt tænkt tanken. Men det er bare sindssygt hvis det alene kan være graviditet hormoner synes jeg.