Er kærlighed ikke nok?

Jeg har aldrig haft tvivl om et forhold før, med mindre at kærligheden var ikke-eksisterende. Derfor er dette en uvant situation for mig, da jeg elsker ham.

Jeg hader at være en familie på 4 (han har to børn på en 7/7 ordning). Til trods for søde og venlige børn, hader jeg at vi ikke bare kan være ham og jeg.

Jeg bryder mig ikke om at bo hvor vi gør (tæt på børnenes skole) i hans hus. Jeg vil hellere bo tæt på min egen familie, fordi jeg er gravid.

Hvis jeg prøver at se bort fra disse ting, så elsker jeg hans person. Men er det nok? Jeg er i tvivl.

Anonym skriver:

Jeg har aldrig haft tvivl om et forhold før, med mindre at kærligheden var ikke-eksisterende. Derfor er dette en uvant situation for mig, da jeg elsker ham.

Jeg hader at være en familie på 4 (han har to børn på en 7/7 ordning). Til trods for søde og venlige børn, hader jeg at vi ikke bare kan være ham og jeg.

Jeg bryder mig ikke om at bo hvor vi gør (tæt på børnenes skole) i hans hus. Jeg vil hellere bo tæt på min egen familie, fordi jeg er gravid.

Hvis jeg prøver at se bort fra disse ting, så elsker jeg hans person. Men er det nok? Jeg er i tvivl.

Nej det er ikke nok. Du vil ikke bo med hans børn, du vil ikke bo hvor du bor, hvis det nu bare var et andet hus i samme område, så kunne det løses, men det er det jo ikke.

Hvorfor er du blevet gravid med en mand, hvor du vidste at der var børn inde i billedet, hvis du ikke vil have den familie han kommer med?

Mom skriver:

Nej det er ikke nok. Du vil ikke bo med hans børn, du vil ikke bo hvor du bor, hvis det nu bare var et andet hus i samme område, så kunne det løses, men det er det jo ikke.

Hvorfor er du blevet gravid med en mand, hvor du vidste at der var børn inde i billedet, hvis du ikke vil have den familie han kommer med?

Jeg flyttede først ind, da jeg var gravid. Det gik hurtigere end vi havde regnet med. 

Anonym skriver:

Jeg flyttede først ind, da jeg var gravid. Det gik hurtigere end vi havde regnet med. 

Men du vidste inden at manden havde børn? Ergo vidste du vel også at de fremadrettet ville være en del af din hver dag?

Mom skriver:

Men du vidste inden at manden havde børn? Ergo vidste du vel også at de fremadrettet ville være en del af din hver dag?

Jo. Men jeg har aldrig prøvet det før, og havde ingen idé om hvor svært det ville være før jeg stod i det. 

Anonym skriver:

Jeg har aldrig haft tvivl om et forhold før, med mindre at kærligheden var ikke-eksisterende. Derfor er dette en uvant situation for mig, da jeg elsker ham.

Jeg hader at være en familie på 4 (han har to børn på en 7/7 ordning). Til trods for søde og venlige børn, hader jeg at vi ikke bare kan være ham og jeg.

Jeg bryder mig ikke om at bo hvor vi gør (tæt på børnenes skole) i hans hus. Jeg vil hellere bo tæt på min egen familie, fordi jeg er gravid.

Hvis jeg prøver at se bort fra disse ting, så elsker jeg hans person. Men er det nok? Jeg er i tvivl.

Snart er det ikke bare ham og dig men også et fuldtidsbarn... Så bare fordi 7/7 børnene forsvinder hvis du går fra ham vil jeres barn altid være der og kvalitets tiden bare ham og dig være væk uanset hvad.. 

Anonym skriver:

Jeg flyttede først ind, da jeg var gravid. Det gik hurtigere end vi havde regnet med. 

Nu ved jeg jo ikke, om du er blevet gravid på prævention.

Men hvis graviditeten er planlagt, så er det godt nok ikke gennemtænkt.

Om kærlighed er nok ? hmm, hvis du direkte hader at bo med hans børn, så bliver det virkelig svært. For børnene forsvinder ikke. 

Man ved ikke på forhånd, hvad man går ind til, når der er børn, og jeg kan godt forstå, at det er svært.

Men hvilke tanker gjorde du dig, da I fandt sammen ? 

Tænkte du mon, at du sagtens kunne bo sammen med hans børn ?

Er der noget, du kan gøre for at acceptere situationen, som den er ? - f.eks. tale med en terapeut.

Har I evt. brug for parterapi ? - og mon din kæreste er med på det ?

Ved han, hvordan du har det med hans børn ?

Anonym skriver:

Snart er det ikke bare ham og dig men også et fuldtidsbarn... Så bare fordi 7/7 børnene forsvinder hvis du går fra ham vil jeres barn altid være der og kvalitets tiden bare ham og dig være væk uanset hvad.. 

Der er stor forskel på at pakke vores alenetid væk til fordel for mit eget barn, som jeg vil elske ubetinget kontra hans børn. 

Anonym skriver:

Jeg har aldrig haft tvivl om et forhold før, med mindre at kærligheden var ikke-eksisterende. Derfor er dette en uvant situation for mig, da jeg elsker ham.

Jeg hader at være en familie på 4 (han har to børn på en 7/7 ordning). Til trods for søde og venlige børn, hader jeg at vi ikke bare kan være ham og jeg.

Jeg bryder mig ikke om at bo hvor vi gør (tæt på børnenes skole) i hans hus. Jeg vil hellere bo tæt på min egen familie, fordi jeg er gravid.

Hvis jeg prøver at se bort fra disse ting, så elsker jeg hans person. Men er det nok? Jeg er i tvivl.

Hvor længe har I været sammen? Hvor gamle er børnene? Hvor gammel er I? Blev du gravid ved et uheld(siden du kun flyttede ind, da du blev gravid) 

Du siger du ikke har prøvet det, nej men du vidste at han havde børn(Du må have vidst at de ville være der, at det ikke kun ville være jer to. ) 

Hvor langt er der til din familie, siden det er svært? (altså tager det en evighed at besøge dem? ) 

Jeg forstår følelsen at du vil have at det bare er jer to og den lille, men du må acceptere at du har valgt med mand med børn, og de vil også skulle være der(og husk dit barn har mor og far hele tiden, de har kun far 14 dage om måneden) Hvor længe har I boet sammen? 
Lav noget jer to, når børnene er hos mor, og I behøver jo ikke siddet på skødet af hinanden, fordi de er hos jer. 

Tommelise skriver:

Nu ved jeg jo ikke, om du er blevet gravid på prævention.

Men hvis graviditeten er planlagt, så er det godt nok ikke gennemtænkt.

Om kærlighed er nok ? hmm, hvis du direkte hader at bo med hans børn, så bliver det virkelig svært. For børnene forsvinder ikke. 

Man ved ikke på forhånd, hvad man går ind til, når der er børn, og jeg kan godt forstå, at det er svært.

Men hvilke tanker gjorde du dig, da I fandt sammen ? 

Tænkte du mon, at du sagtens kunne bo sammen med hans børn ?

Er der noget, du kan gøre for at acceptere situationen, som den er ? - f.eks. tale med en terapeut.

Har I evt. brug for parterapi ? - og mon din kæreste er med på det ?

Ved han, hvordan du har det med hans børn ?

 

 

Nej, jeg er enig med dig i at det ikke var gennemtænkt. 

Ja, jeg tænkte at jeg sagtens kunne bo med hans børn. Fordi de er søde, og vi havde det godt sammen. Der er faktisk ikke så meget som en finger at sætte på dem. Jeg har tilsyneladende bare rigtig svært ved at bo med andres børn. Og jeg tror det er ligegyldigt hvis børn det drejer sig om, da der som sagt ikke er kæmpe drama herhjemme om uopdragne børn osv. 

Jeg bliver nødt til at acceptere situationen som den er, hvis jeg vil være sammen med ham. Det er jo det der gør det så svært. 

Han ved ikke hvordan jeg har det med hans børn, da det som sagt ikke som sådan er hans børn der er noget galt med. Jeg vil derfor ikke såre ham. Dog ved han udemærket godt at jeg ikke elsker dem som han gør, og det forventer han heller ikke at jeg kommer til.