Er kærlighed ikke nok?

Anonym skriver:

Hvor længe har I været sammen? Hvor gamle er børnene? Hvor gammel er I? Blev du gravid ved et uheld(siden du kun flyttede ind, da du blev gravid) 

Du siger du ikke har prøvet det, nej men du vidste at han havde børn(Du må have vidst at de ville være der, at det ikke kun ville være jer to. ) 

Hvor langt er der til din familie, siden det er svært? (altså tager det en evighed at besøge dem? ) 

Jeg forstår følelsen at du vil have at det bare er jer to og den lille, men du må acceptere at du har valgt med mand med børn, og de vil også skulle være der(og husk dit barn har mor og far hele tiden, de har kun far 14 dage om måneden) Hvor længe har I boet sammen? 
Lav noget jer to, når børnene er hos mor, og I behøver jo ikke siddet på skødet af hinanden, fordi de er hos jer. 

 

Vi har været sammen i 8 mdr. tid. (boet sammen i 4-5 mdr.) 

Børnene er hhv. 15 og 12. 

Min kæreste er 40, og jeg er 31. 

Det tager ikke en evighed at besøge dem, men små 40 min. Jeg er meget tæt på min mor, og vil elske at have hende tæt på når jeg selv skal være mor. 

Anonym skriver:

Der er stor forskel på at pakke vores alenetid væk til fordel for mit eget barn, som jeg vil elske ubetinget kontra hans børn. 

Men du skriver jo de er søde og velopdragne? Så er dit valg ikke gennemtænkt... Og tro mig selvom det er ens eget kommer man også til at savne tosomheden helt vildt.... 

Anonym skriver:

Nej, jeg er enig med dig i at det ikke var gennemtænkt. 

Ja, jeg tænkte at jeg sagtens kunne bo med hans børn. Fordi de er søde, og vi havde det godt sammen. Der er faktisk ikke så meget som en finger at sætte på dem. Jeg har tilsyneladende bare rigtig svært ved at bo med andres børn. Og jeg tror det er ligegyldigt hvis børn det drejer sig om, da der som sagt ikke er kæmpe drama herhjemme om uopdragne børn osv. 

Jeg bliver nødt til at acceptere situationen som den er, hvis jeg vil være sammen med ham. Det er jo det der gør det så svært. 

Han ved ikke hvordan jeg har det med hans børn, da det som sagt ikke som sådan er hans børn der er noget galt med. Jeg vil derfor ikke såre ham. Dog ved han udemærket godt at jeg ikke elsker dem som han gør, og det forventer han heller ikke at jeg kommer til. 

 

Jeg kan godt forstå, at du ikke har fortalt ham, at du hader at bo med hans børn. Jeg tænkte bare, om I havde talt om, at det har været svært for dig at omstille dig og indgå i en helt ny konstellation.

Er der mulighed for at du kan "nøjes" med den alenetid, I kan have, når hans børn er hos deres mor ?

Du har ret i, at du er nødt til at acceptere det, hvis du vil være sammen med ham.

Alternativet er jo at blive enlig mor til jeres fællesbarn. 

Jeg tænker  det er dig, der har skrevet et par gange før herinde og eftersøgt svar på en situation som fylde utrolig meget for dig. 

Vi kan ikke svare dig, men vi kan give nogle svar som du ikke efterlyser, men som nok er noget du skal forholde dig til:

- din mands børn vil hele tiden være en del af hans liv og vil være på linje med jeres fælles barm. Det vil sige at det barn du bærer i maven lige nu vil ikke komme ud og være mere værd, komme foran, vil være mere elsket osv. Det vil for din mand være hans tredje barn som han elsker lige så højt som sine to andre børn.

- din mands store børn komme lige nu, mens de stadig er så unge, foran dig og dine behov. Hvis han bor tæt på deres mor og derfor kan være en del af deres hverdag, så er det formodentlig vigtigere end om du bor tæt på din mor. At flytte langt væk fra sine børns base betyder en del for, hvor stor en del man er i sine børns liv og det er ikke sikkert din mand er parat til at være en mindre del af sine børns hverdag.

- du er den voksne og du skal finde løsningen gerne i samarbejde med din mand. Og den løsning skal have alle tre børn for øje - som voksen der indgår i et forhold med børn eller man går børn, har man en forpligtigelse til at sætte børnene foran egne behov 

Jeg var selv bonus mor, da jeg blev mor for første gang og det var ikke en dans på roser. Og det var underligt ikke at dele den første gang med far, for for ham var det selvsagt noget andet. Jeg synes ikke det var let og var endda vild med hans søn, elskede ham og havde kendt ham i mange år, men nu  usikkerhed som førstwganfsnor var mærkelig st sidde med helt alene.

Anonym skriver:

Men du skriver jo de er søde og velopdragne? Så er dit valg ikke gennemtænkt... Og tro mig selvom det er ens eget kommer man også til at savne tosomheden helt vildt.... 

Den er jeg med på. Men derfor tror jeg stadig at det er lettere at tilsidesætte egne behov overfor ens eget barn, end andres børn. 

Tommelise skriver:

Jeg kan godt forstå, at du ikke har fortalt ham, at du hader at bo med hans børn. Jeg tænkte bare, om I havde talt om, at det har været svært for dig at omstille dig og indgå i en helt ny konstellation.

Er der mulighed for at du kan "nøjes" med den alenetid, I kan have, når hans børn er hos deres mor ?

Du har ret i, at du er nødt til at acceptere det, hvis du vil være sammen med ham.

Alternativet er jo at blive enlig mor til jeres fællesbarn. 

Ja, jeg har fortalt ham at det ikke er nemt for mig da jeg ikke er vant til at komme ind i en andens familie. Han prøver at forstå mig så godt som han nu kan, og spørg derefter hvad jeg forlanger eller kræver. Og han nævner at han/dem giver mig plads, hvilket jo også er rigtigt nok. 

Hvis jeg laver en aftale med min veninde, mor eller noget 3. For at komme lidt væk, bliver der ikke stillet spørgsmålstegn ved det (som jeg oftest gør når børnene er her) en gang i mellem. Hvis jeg går ind i soveværelset en gang i mellem og ser TV alene, fordi jeg har behov for et pusterum, bliver der heller ikke stillet spørgsmålstegn ved det. 

Og sommetider spørg jeg også mig selv, hvad mit problem er men jeg kan ikke selv svare på det. Jeg har tilsyneladende bare svært ved det. 

Anonym skriver:

Den er jeg med på. Men derfor tror jeg stadig at det er lettere at tilsidesætte egne behov overfor ens eget barn, end andres børn. 

Ja det er nok en god ide at du begynder at tilsidesætte dine behov .... For nok må det være hårdt men de er så store de børn så det er vel ikke fordi de hænger på skødet af dig ? Men kan du ikke klare det så må du jo flytte .. Det lyder somom din kæreste tager store hensyn til dig. 

Anonym skriver:

Ja, jeg har fortalt ham at det ikke er nemt for mig da jeg ikke er vant til at komme ind i en andens familie. Han prøver at forstå mig så godt som han nu kan, og spørg derefter hvad jeg forlanger eller kræver. Og han nævner at han/dem giver mig plads, hvilket jo også er rigtigt nok. 

Hvis jeg laver en aftale med min veninde, mor eller noget 3. For at komme lidt væk, bliver der ikke stillet spørgsmålstegn ved det (som jeg oftest gør når børnene er her) en gang i mellem. Hvis jeg går ind i soveværelset en gang i mellem og ser TV alene, fordi jeg har behov for et pusterum, bliver der heller ikke stillet spørgsmålstegn ved det. 

Og sommetider spørg jeg også mig selv, hvad mit problem er men jeg kan ikke selv svare på det. Jeg har tilsyneladende bare svært ved det. 

Mit noget kontante svar må være: flyt! Manden er ikke tjent med en kvinde som ikke vil være en del af familien, og hans børn fortjener bedre. Og det gør du og jeres kommende barn også.

Du vil ALTID lave forskel på de børn, specielt når du allerede har det som du har det, og det fortjener han ikke og børnene ikke (hverken hans eller jeres), og du fortjener at være lykkelig.

Så det er set med mine briller bedre, at du bor for dig selv.

Det lyder som en meget god mand du har, når han og børnene accepterer at du trækker dig så meget når de er hos jer.

Børnene er store, og ofte så begynder dele børn at stoppe med ordninger når de nærmer sig de 18, så det er jo ikke 10 år frem du skal leve med en dele ordning.

Men jeg syntes det er lidt syndt for de børn at du har det så svært som du har med at have dem 14 dage ca om måneden. De kan jo mærke der er noget galt. Og det er vel kun weekenderne i er sammen hele dagen.

Hvad med i fandt et hus som blev jeres, både tæt på hvor i bor nu men i retningen mod din mor. 

Når der er børn i billedet, er min mening at det er dem som tæller mest end at du skal bo tæt på din mor.

Anonym skriver:

Ja, jeg har fortalt ham at det ikke er nemt for mig da jeg ikke er vant til at komme ind i en andens familie. Han prøver at forstå mig så godt som han nu kan, og spørg derefter hvad jeg forlanger eller kræver. Og han nævner at han/dem giver mig plads, hvilket jo også er rigtigt nok. 

Hvis jeg laver en aftale med min veninde, mor eller noget 3. For at komme lidt væk, bliver der ikke stillet spørgsmålstegn ved det (som jeg oftest gør når børnene er her) en gang i mellem. Hvis jeg går ind i soveværelset en gang i mellem og ser TV alene, fordi jeg har behov for et pusterum, bliver der heller ikke stillet spørgsmålstegn ved det. 

Og sommetider spørg jeg også mig selv, hvad mit problem er men jeg kan ikke selv svare på det. Jeg har tilsyneladende bare svært ved det. 

Det lyder til der svær for dig egentlig er at starte med en familie, der egentlig allerede er i gang - kan selv huske hvor mange tårer jeg har ladet trillet ned over mit hormonelle ansigt over, at vi ikke startede med en tom familie, men at jeg skulle ind og være en del af en familie med værdier som måske ikke var mine.

Derudover så tror jeg det er super svært at gå fra single livet til familielivet både når man gør det med eget barn og med bonus børn. Så snart der er børn, så er der nogle ting som gør var selvfølgeligheder som pludselig bliver næsten umulige og man savner dem helt vildt - det kan sådan set bare være at smutte ind i seng klokken 20 og putte og tale hele verdens situationen igennem. Det kan være at droppe aftensmaden bare fordi... osv.

Du er blevet smidt midt ind i en familie med børn og endda teenagere, der fylder i og med de sover sent, vil tale om hele verdens situationen og er så kloge så de kan miste hovedet. Du tror det bliver lettere med eget barn og kasse måske, men jeg kender en del som også har haft mange af de samme tanker som dig med eget barn. Forskellen er bare de sover lidt mere og er lidt mere som en pakke man tager med rundt og deres behov er lettere at udfylde end en på 15 som vil dig og sagtens kan mærke når du ikke vil dem. Men jeg tror faktisk det er super vigtigt, at I får talt det igennem (konstruktivt selvsagt), for måske skal der også splbdrs sikkerhedsnet ud og laves aftaler om hvordan får kan aflaste dig når baby kommer?