Bryder mig ikke om børn

Nu er de så små at de endnu ikke har legekammerater, men ja. Børn snotter, savler og taler med mad i munden. Tørrer fingrene af i sofaen og piller næse. Så ja, klamme. Og dumme - det er de jo indtil de har lært det de skal, så ja. :-) Det betyder ikke at jeg hader børn eller ikke behandler børn pænt. Jeg opsøger bare ikke børn og børns selskab (foruden eget yngel), det ser jeg virkelig ikke noget galt i. 

Man har selvsagt ret til sine præferencer og fair nok man ikke selv opsøger børn.

Men det er vist lidt stereotypt eller i hvert fald kun møntet på meget små børn dine ideer om klamme  - for meget vil jeg sige om mine børn, men de hverken snotter eller savler nu, hvor de har ramt skolealderen.

Og din definition af dumme gør os alle sammen dumme, for vi bliver vel aldrig færdige med at lære det vi skal?

Jeg personligt synes det er fair at have præferencer (det undrer mig så man kan skære et segment af befolkningen over en karm og vide, dem kan jeg ikke holde ud, men må jo respektere det), men jeg synes egentlig ikke det er fair at kalde andre individer klamme og dumme hverken hvis de er små eller store. Og tænker ikke man kan have de tanker om andre individer uden at det vil skinne igennem og det derfor når tid kommer ikke vil være der hvor børnene/De unge helst vil hænge ud.

Anonym skriver:

Også er der jeg spørger. Hvad vil i have man gør ved det? Jeg har ikke selv valgt at jeg ikke bryder mig om børn. 

Møder er folk der ikke kan lige hunde, det har de heller ikke selv valgt. Der er også folk der ikke kan lide frikadeller. Det har de heller ikke selv valgt. 

Hvorfor skal man punkes og dømmes på den måde for er valgt man ikke selv har taget men bare er en del af den man er? 

Ja børnene kan mærke det. Men nu spørger jeg igen! Hvad skal jeg gøre? 

Jeg tror på, at sprog og tanker nogle gange skaber virkeligheden. At modvilje over for bestemte befolkningsgrupper kan hhv. udvikles eller afvikles igennem bevidst refleksion. At hvis jeg havde aversion over for fx grønlændere, så kunne jeg enten holde fast i, at “sådan har jeg det bare, der er ikke noget at gøre ved det”, eller jeg kunne tage mig selv i de negative tanker og sige til mig selv, at det jo ikke gav nogen mening - at jeg jo rent intellektuelt godt var klar over, at der uden tvivl var gode og behagelige grønlændere til - og at jeg selvfølgelig helt bevidst kunne rokke ved min antipati ved at udfordre mine begrænsende forestillinger. 

Det er jo ikke modvilje over for hunde og frikadeller, det kan/skal sammenlignes med. Det er modvilje over for en bestemt type mennesker, helt på linje med racisme og sexisme. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg tror på, at sprog og tanker nogle gange skaber virkeligheden. At modvilje over for bestemte befolkningsgrupper kan hhv. udvikles eller afvikles igennem bevidst refleksion. At hvis jeg havde aversion over for fx grønlændere, så kunne jeg enten holde fast i, at “sådan har jeg det bare, der er ikke noget at gøre ved det”, eller jeg kunne tage mig selv i de negative tanker og sige til mig selv, at det jo ikke gav nogen mening - at jeg jo rent intellektuelt godt var klar over, at der uden tvivl var gode og behagelige grønlændere til - og at jeg selvfølgelig helt bevidst kunne rokke ved min antipati ved at udfordre mine begrænsende forestillinger. 

Det er jo ikke modvilje over for hunde og frikadeller, det kan/skal sammenlignes med. Det er modvilje over for en bestemt type mennesker, helt på linje med racisme og sexisme. 

Det er da også super fint du tænker og agerer på den måde. Men som du selv er inde på så er folk forskellige og sådan agerer jeg bare ikke. Det gør ikke mig forkert på nogen måde. 

Jeg siger ikke jeg hader børn. Det har jeg ikke sagt på noget tidspunkt. Men synes andres børn er irriterende og jeg er ikke typen der står og skærer ansigter af børn i indkøbsvognen. Jeg er derimod typen der står og bander og svovler inde i mig selv når lille Ole stopper op midt i det hele i et storcenter og synes han skal hoppe på stedet eller lille Lise der synes hun skal løbe rundt i ring som en forvildet høne. Pisse irriterende. 

Men siger jeg noget til dem? Nej selvfølgelig gør jeg ikke det. Det er ikke mit barn. Men min søn på 3,5 opfører sig sq ikke sådan. 

Det er da en ligeså reel sammenligning med hunde og frikadeller som så meget andet. Kan man ikke lide dem så kan man ikke det. Længere er den jo faktisk ikke. Respekter dog andres synspunkter og lad være ar men at ens egen er den eneste rigtige. 

Janey skriver:

Det kan da godt være, at jeg tager fejl, men jeg har svært ved at se, hvordan man kan rumme legeaftaler og være en god vært, hvis man bare finder gæsten irreterende og helst ville have dem langt væk. Min datter ville hurtigt kunne mærke det, hvis man ikke var imødekommende og ville ikke bryde sig om at komme i sådan et hjem. 

Som forælder er jeg da heller ikke i tvivl om, hvilke af de andre børns forældre, der ikke kan rumme andres børn, og der kommer min datter så bare ikke på besøg. Det er så også nemt sagt, da det kun er 2 hold forældre ud af 25, og deres børn alligevel ikke er nogen, min datter leger med.  Men det er da godt, at de andre børns forældre ikke lyder til at have det som dig, så dine børn ikke er uønskede hos andre.

Det er ikke ment som en kritik, da du jo ikke kan gøre for dine følelser, men jeg tænker godt nok, at det må være svært at ens børn har et socialt liv med andre børn, når man ikke kan lide de andre børn.

Næ det er ikke den mindste smule svært.

Det ikke anderledes end man feks ikke bryder sig om sine kolleger eller chef,dem omgåes man jo også med respekt og venlighed.

Alle modtager den samme opmærksomhed og omsorg her på min matrikel,om det er mine egne eller andres børn.

Jeg er vild med børn, og jeg er også en af dem, der står og forsøger at få små børn i kassekøen til at smile. Det er hyggeligt.

Der findes ikke noget bedre, end når min nevø kommer susende og kaster sig i armene på mig.

Men det er da helt ok, at der er nogle, der slet ikke bryder sig om børn. Eller ikke bryder sig om andre børn end deres egne.

Det bør ikke være et tabu. Og ikke noget, som man skal dunkes i hovedet for. 

Lige som det ikke bør være et tabu, at nogle kvinder direkte fravælger børn, og at der er kvinder, der fortryder at de er blevet mødre.

Der er jo bare mennesker, der trives bedst sammen med voksne.

Jeg synes, det er langt ude at sammenligne det med racisme. 

TS er bare ærlig, og jeg synes faktisk, hun formulerer sig pænt. Hun skriver jo også, at hun faktisk selv er ret overrasket over, at hun kun kan lide sine egne børn.

Jeg forstår dog slet ikke, at man kan kalde børn dumme og klamme, og det overrakser mig lidt, at det kan være så ekstremt, men det er jo åbenbart sådan, nogle mennesker har det. 

Det må være svært, hvis man ikke bryder sig om andres børn - især hvis man selv har børn.

Men derfor kan man godt arrangere legeaftaler. Ja, børn kan godt mærke, at andre måske ikke ligefrem er vilde med dem, men jeg synes, man straffer TS´s barn, hvis man nægter at lade sit barn lege hos hende.