Bryder mig ikke om børn

Jeg har aldrig været vant til børn - er enebarn og den yngste af fætre og kusiner, så jeg har altid haft det svært med børn. 

Men efterhånden som veninder og fætre /kusiner har fået børn blev jeg bedre til dem. Men jeg går ikke på gaden og beundrer alle små pus jeg møder og selv blandt de børn jeg kender, er der da bestemt forskel på hvad jeg synes om dem (en del har nok noget at gøre med deres opdragelse eller mangel på samme).

Men specielt før jeg fik barn selv, lagde jeg mærke til at børn til tider fylder enormt og at forældrene ikke altid tager ansvar. Jeg blev torpederet 3 gange af et barn med en kundevogn i et supermarked og da jeg bad ham om at passe på fik jeg en skideballe af moren - jeg skulle ikke opdrage på hendes barn. Børn der sidder med en ipad i supermarkedet og blokerer for de varer man egentlig gerne ville nå mm. Situationer som børnene jo ikke er skyld i, men snarere skyldes forældrene. Uanset hvad er det drønirriterende og jeg håber da at jeg selv formår at opdrage mit barn til at vise hensyn til omgivelserne. Vi skal ikke tilbage til "børn skal ses, ikke høres" men der er godt nok nogle børn der har meget frie tøjler og som kan gøre det uudholdeligt at være i nærheden.

Jeg er sådan en der synes alle børn er skønne - jeg er hende der står og skærer ansigter og griner til de børn der sidder i vognen foran mig - min mand er lidt ligesådan ( heldigvis) 

Så kender ikke til det at jeg ikke kan lide andres børn ,- men kender da flere der ikke er specielt int i andre børn end deres egne ,men har endnu ikke hørt dem omtale dem som klamme eller dumme ( synes det er voldsomt at man have det sådan ,men det er nok fordi det er fjernt for mig at føle sådan mhs til børn ....)

Spekulerer på hvis man har det sådan med andres børn ,hvad så med fx at lære sine børn de sociale spilleregler som at kunne rumme andre og skabe relationer osv . ?

For selv om man ikke siger det ,vil de fleste børn kunne spotte ens forældres kunstige og anstrengte forhold til de børn der ikke er deres egne...

Loa skriver:

What the..... 

 

Og shit mand. Håber ikke i er forældre til nogle af de børn der omgåes mine børn, når det er sådan i tænker om andres børn.

Det tænker jeg også  

Wow, en ting er at man bedst kan lide sine egne, sådan tror jeg vi alle har det, men at man slet ikke kan tåle synet af andres 

Jeg ville edderhakme blive ked af det hvis nogen af mine børn var hjemme og lege ved en ven og så forældrene til det barn slet ikke kan holde mit barn ud  

Bevares, jeg kan da også synes at de kammerater mine børn har med hjemme kan være "irriterende" - men det bunder jo bare i at børn er vidt forskellige og vi opdrager vidt forskelligt. 

Jeg kan godt lide børn. Jeg kan ikke altid lide deres forældre, må jeg så indrømme... Når jeg støder på ubehagelige eller uhøflige børn, støder jeg også oftest ind i forældre, som ignorerer opførslen eller bare simpelthen ignorerer deres børn. Dét kan jeg ikke lide. 

Børn kommer i mange forskellige former. Nogle er nemme at elske, andre kræver mere. Men jeg kan alligevel godt lide dem.

Janey skriver:

Jeg har nærmest haft det omvent. Børn interesserede mig ikke, før min mand fik mig overbevists om, at vi skulle have vores egne. Herefter er jeg blevet mere rummelig over for andre børn.

Jeg kan da godt have perioder, hvor jeg helst vil undgå andres børn, men det er i perioder, hvor jeg ikke har mere energi at give af og derfor helst vil omgåes med selvstændige individer, der kan alt selv.

Jeg tænker, at det må være meget hårdt for ens egne børn og deres sociale relationer, hvis man ikke kan klare andres børn. Mine unger elsker at have legeaftaler og være sammen med andre børn i fritiden, og det må da være trist for børn med forældre, der ikke kan lide børn, at de går glip af alt det sociale uden for institutionerne.

Hvem siger de ikke har legeaftaler??

Mine har altid haft mange legeaftaler,ja de har alle altid været meget vellidte og populære.

Anonym skriver:

Hvem siger de ikke har legeaftaler??

Mine har altid haft mange legeaftaler,ja de har alle altid været meget vellidte og populære.

 

Men det må da kræve et kæmpe skuespil fra din side, hvis du er én af dem, der decideret ikke kan lide børn udover dine egne? Jeg kunne ikke være i det, hvis jeg meget ofte havde gæster, jeg bare overhovedet ikke brød mig om. Jeg tænker også, at vi i den grad har nydt at lære ungernes venner at kende og at komme til at opfatte nogle af dem som familie i årenes løb - dét aspekt må man vel gå glip af/helst være fri for, hvis man ikke kan lide børn, og med årene gennemskuer ungerne da, at de ikke er velkomne - eller hvad? 

Mor og meget mere skriver:

Men det må da kræve et kæmpe skuespil fra din side, hvis du er én af dem, der decideret ikke kan lide børn udover dine egne? Jeg kunne ikke være i det, hvis jeg meget ofte havde gæster, jeg bare overhovedet ikke brød mig om. Jeg tænker også, at vi i den grad har nydt at lære ungernes venner at kende og at komme til at opfatte nogle af dem som familie i årenes løb - dét aspekt må man vel gå glip af/helst være fri for, hvis man ikke kan lide børn, og med årene gennemskuer ungerne da, at de ikke er velkomne - eller hvad? 

Enig

Her kommer nogen af de stores venner lige forbi selv om de er flyttet hjemmefra.

Noget jeg slet ikke vil undvære ,og det må virkelig være anstrengende at skulle lade som om ,og tænker også det falde rtil jorden med et brag med tiden da man ikke kan rende rundt og lade som om uden det på et eller andet tidspunkt skinner igennem. 

Janey skriver:

Jeg har nærmest haft det omvent. Børn interesserede mig ikke, før min mand fik mig overbevists om, at vi skulle have vores egne. Herefter er jeg blevet mere rummelig over for andre børn.

Jeg kan da godt have perioder, hvor jeg helst vil undgå andres børn, men det er i perioder, hvor jeg ikke har mere energi at give af og derfor helst vil omgåes med selvstændige individer, der kan alt selv.

Jeg tænker, at det må være meget hårdt for ens egne børn og deres sociale relationer, hvis man ikke kan klare andres børn. Mine unger elsker at have legeaftaler og være sammen med andre børn i fritiden, og det må da være trist for børn med forældre, der ikke kan lide børn, at de går glip af alt det sociale uden for institutionerne.

Vi lige sige med det samme det ikke er mig der har sagt st børn er klamme og dumme. Jeg bryder mig dog ikke om andres børn. Det indrømmer jeg. Synes faktisk de er super irriterende. Men når det er sagt betyder det altså ikke at når min søn er stor nok til at få legeaftaler at det ikke kommer til at ske og at jeg melder ham ud af det sociale udenfor institutionen. Så sluger jeg bare den kanel og tæller til 10 nogle flere gange i de timer at andres børn evt er på besøg. 

Han skal da ikke straffes for at jeg ikke kan lide børn 

Anonym skriver:

Vi lige sige med det samme det ikke er mig der har sagt st børn er klamme og dumme. Jeg bryder mig dog ikke om andres børn. Det indrømmer jeg. Synes faktisk de er super irriterende. Men når det er sagt betyder det altså ikke at når min søn er stor nok til at få legeaftaler at det ikke kommer til at ske og at jeg melder ham ud af det sociale udenfor institutionen. Så sluger jeg bare den kanel og tæller til 10 nogle flere gange i de timer at andres børn evt er på besøg. 

Han skal da ikke straffes for at jeg ikke kan lide børn 

Børn kan godt fornemme når folk ikke bryder sig om dem. De er faktisk overordentligt gode til at gennemskue voksne.

God-mor skriver:

Børn kan godt fornemme når folk ikke bryder sig om dem. De er faktisk overordentligt gode til at gennemskue voksne.

 

Tja. Men skal jeg så hellere lade være at lade mit barn have legeaftaler vil du mene?? Eller hvad foreslår SU. For det ændre sig jo ikk at jeg ikke bryder mig om andres børn bare fordi de kan fornemme det. Det er jo ikke et valg jeg har taget om at have det sådan. Ligesom folk der ikke kan lide dyr f.eks. Det er heller ikke et valg de har taget