Uenig med kæresten dilemma

Anonym skriver:

Selvfølgelig er der både folk der bliver og folk der flytter ud af byen når de får børn. De folk der bliver er nok bare meget klar over deres behov for at bo i byen. Altså, jeg tænker bare, hvis TS virkelig havde så stort et behov for at bo i byen, er det jo fuldstændigt åndssvagt at købe hus uden for byen.

Nogle gange tror man, at man kan trives med noget. Man kan endda drømme om et eller andet, eksempelvis hus i provinsen, nyt job, sommerhus eller andet, og nogen gange viser det sig bare at drømmen ikke passede til en. Sådan er livet. Vi træffer da ikke kun valg, vi elsker. Jeg gør ihvertfald ikke. Nogle gange må man revurdere. 

Hmm... Jeg tænker bare at hvis det er SÅ vigtigt at bo i byen at hun nu ikke vil have børn med sin mand, medmindre de flytter til byen, så er man jo ikke interesseret i kompromis? Så vil man bare have sin vilje? Han vil gerne bo i hus, hun vil gerne bo i byen. De bor allerede kun 6 km fra byen i hus, kan ikke forestille mig et bedre kompromis end det.

Men hvis det er SÅ vigtigt for begge to at det bliver på deres måde, og de på ingen måde kan slække lidt på kravene til deres egen drøm.  Så er det da bedre de skulle skilles nu, end efter de får et Barn, for der kommer der sgu først ting man skal gå på kompromis med 

Anonym skriver:

Der er jo også mange, som flytter ud - vi er bare også mange, som bliver og som synes, at livet med børn i byen er virkelig herligt  Så når nu TS er ret sikker på, at det ikke er for hende, så er det lidt synd at bilde hende ind, at det er “det man gør” ... for mange af os har slet ikke lyst til det, hverken nu eller om mange år.

Måske man endda kan sige, at bylivet er medvirkende til, at jeg ikke synes livet er vendt særlig meget rundt af at få børn. Jeg er stadig tæt på alt, på mit netværk og på mit arbejde - så selv når tiden ikke rækker til ligeså mange byture med veninderne, så ses vi stadig og bruger byens tilbud, nu bare med vores unger i hånden ...

Livet i byen med børn fungerer glimrende, hvis man er til det. Det er langt hurtigere for mig, at komme ned af trapperne fra 3. sal, end det ville være for mig, at køre hele vejen ind fra forstæderne  Og så er det kun et par år, så det ville være fjollet for mig at bo et sted jeg ikke har lyst til af den grund. Hvis man ikke er til det, skal man selvfølgelig flytte, men det vælger man jo helt selv og frivilligt, og det lyder ikke som om det er noget for TS?

Hvor gammelt er dit barn ?. Spørg af nysgerrighed i forhold til instiutionsplads, ligger den så også lige rundt om hjørnet ?. Og næe man skal nok ikke bo et sted man slet ikke kan holde ud, men i det her tilfælde er det jo så bedst at de går fra hinanden før at de får børn (når 6 km skiller dem).

Hvor gammelt er dit barn ?. Spørg af nysgerrighed i forhold til instiutionsplads, ligger den så også lige rundt om hjørnet ?. Og næe man skal nok ikke bo et sted man slet ikke kan holde ud, men i det her tilfælde er det jo så bedst at de går fra hinanden før at de får børn (når 6 km skiller dem).

 

Jeg har én i børnehave og én hjemme Og ja, børnehaven ligger 400 meter nede af gaden ...?

Og jeg er i øvrigt meget enig med dig - hvis ikke de kan enes, er det virkelig dumt at sætte børn i verden og håbe på det bedste, før de har fundet ud af om de begge kan leve med et kompromis. For mig ville det også betyde enormt meget, hvor jeg skulle bo - og et kompromis ville faltisk være svært. Dermed ikke sagt, at jeg var gået min vej - men jeg havde som minimum krævet forståelse og mange, mange lange snakke om, hvad vi så skulle stille op...

Kunne et kompromis være et rækkehus? På den måde får han stadig have og følelsen af "hans eget" og du får en fornemmelse af naboer og tilstedeværelse? Eller er det også for meget "villa og vovhund" for dig? Kunne et parcelhus i midtbyen være en løsning, eller er det parcelhusisolationen, der ikke fungerer for dig? 

Jeg tror I begge skal få sat ord på, præcis hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer, så I kan arbejde imod en mellemløsning. Og så skal I måske også være klar til en accept af, at drømmeboligen for Jer som par ikke nødvendigvis findes. Det gjorde den ikke for os, da vi ledte efter hus, så vi måtte lave en række kompromiser - fx bo i et industrikvarter, så der kan være mulighed for stor garage, vente xx år inden der er råd til garagen, osv. 

Anonym skriver:

Jeg har én i børnehave og én hjemme Og ja, børnehaven ligger 400 meter nede af gaden ...?

Og jeg er i øvrigt meget enig med dig - hvis ikke de kan enes, er det virkelig dumt at sætte børn i verden og håbe på det bedste, før de har fundet ud af om de begge kan leve med et kompromis. For mig ville det også betyde enormt meget, hvor jeg skulle bo - og et kompromis ville faltisk være svært. Dermed ikke sagt, at jeg var gået min vej - men jeg havde som minimum krævet forståelse og mange, mange lange snakke om, hvad vi så skulle stille op...

Men så har du/i jo også været super heldige i forhold til afstand til børnehaven, rigtig mange steder skal du jo altså fragte dit barn flere km til den nærmeste pasningsordning( det kan jo være forskelligt fra kommune til kommune)

Hck skriver:

Men så har du/i jo også været super heldige i forhold til afstand til børnehaven, rigtig mange steder skal du jo altså fragte dit barn flere km til den nærmeste pasningsordning( det kan jo være forskelligt fra kommune til kommune)

I byen? Jeg tror ikke, jeg kender nogen i København, der har over en kilometer (max!) til institution...

Panther skriver:

I byen? Jeg tror ikke, jeg kender nogen i København, der har over en kilometer (max!) til institution...

Det kender jeg så flere der har

Jeg turde ikke tage chancen og få børn på det vilkår.. når nu manden ikke vil flytte og ts virkelig ikke er lykkelig i huset. Det er jo ikke sikkert ts nogensinde kan trives i huset. 

Men: jeg har boet i en 1-2 mio indbygger storby i 20 år. Fik barn og drømte bare om at komme ud af byen. Nøj hvor er det lækkert at have en egen have, dyrke egne grøntsager, frugttræer, vand, sand og bare ingen underboer at tænke på når barnet græder eller alle får lyst til at danse kl 22.00. Vi flytter nok retur efter 15 år i provinsen. 

Vi har stadig en lejlighed i midtbyen og jeg bruger aldrig byens muligheder. (Selvom jeg før børn ikke sad hjemme om aftenen). Det kan gå begge veje. Man kan jo godt ændre sig. Men det er svært at vide på forhånd.

Jeg synes egentlig ikke, det er forkælet at erkende, at man bor et sted og på en måde, man ikke kan være i. Jeg ville aldrig kunne trives i en lejlighed uden have og midt i byen, og det er vel legalt nok at have det nøjagtigt modsat. For mig ville tanken om, at mine børn skulle vokse op i en lejlighed i byen være afskrækkende nok til, at jeg ikke ville kunne se mig selv få børn med en mand, der ikke ville andet end dét. Vi ville simpelthen være for forskellige og have for forskellige drømme og forestillinger om det ideelle familieliv - som for mig indebærer børn, der render rundt i haven, inddrages i at så grøntsager, henter æg ved hønsene, tonser rundt med hundene etc. etc. 

Jeg tror reelt, det ville have betydet et brud med manden, hvis det var mig - og selv om jeg slet ikke kan sætte mig ind i behovet for at bo i lejlighed i byen, forstår jeg altså godt følelsen af at være helt fejlplaceret.