Uenig med kæresten dilemma

Kære du. Jeg forstår dig fuldt ud. Er selv bosat på 6 år i et parcelhus. Det er slet ikke mig. Vil hellere bo midt i byen i en lejlighed med naboer tæt på, lyde fra andre mennesker. 

Min mand elsker vores hus, og jeg har accepteret. Men jeg føler mig ikke hjemme hverken i hus eller stedet. Jeg er meget ofte i den by der ligger 12 km fra vores hjem. Jeg kører i bil, og betingede mig, at vi havde mulighed for to biler. Du har køreangst, og derfor skal du cykle. Jeg gad ikke cykle til alt. I kan kalde det forkælet, men det er bare ikke fedt. 

Det at bo et sted, hvor man ikke trives er et kæmpe kompromis. Du har boet i jeres hus i 2 år, det vil jeg mene er tid nok til at mærke om man trives. Det handler ikke om at man ikke elsker sin mand, det er simpelthen en følelse af ikke at trives i sit eget hus og det sted man bor. 

Jeg har intet råd, som sagt har jeg affundet mig med min situation, blev jeg alene flyttede jeg med det sammen. Vil bare sige, at jeg forstår dig 100 procent. 

Jeg synes nu ikke, at du nødvendigvis er forkælet. Men det havde da været super smart at finde ud af, inden huskøb og flytning. Men nuvel - men tager som bekendt fejl nu og da og bliver således også klogere. Jeg synes, at to år er lang tid ikke at trives det sted mand bor - og med småbørn bliver du jo heller ikke ligefrem mere fri og fleksibel til at tage hvorhen du vil. Min hjerne ville også smelte sammen i et parcelhuskvarter, men det har jeg altid vidst, så jeg har aldrig foretaget eksperimentet...

Jeg kan godt forstå, hvis din mand er lidt træt af dig. Han troede at I delte en drøm og nu skifter du så mening. Men han kan ikke være bekendt ikke at ville tale ordentligt med dig om, hvad I gør for at løse det. Som jeg læser din tekst, er det jo nærmest jeres fælles fremtid, der er på spil? Ved han godt det? Ellers tror jeg, at du er nødt til at forklare ham det?

En anden mulighed er, som flere nævner, at du får gjort noget ved den angst (mon ikke det var en idé uanset boligsituation?) og så bider det i dig. Og så er jeg enig med de som skriver at 6km jo trods alt ikke er ret meget på en cykel ...selvom jeg ville synes at det var dødssygt, for man er jo stadig væk fra alt det skønne ved byen...

Elsker du byen mere end du elsker ham, siden du er parat til at opgive ham for at bo i centrum?

Er du parat til børn? 

Tror mange ændrer holdning til hvor fedt det er at bo i byen når de får børn. Pludselig sætter de pris på stilheden omkring sig. At have rolige veje og områder hvor børnene kan lege frit, det er altså ikke helt lige så nemt inde midt i byen.

1) overvej om du panikker fordi du nu sidder i villa, vovse og Volvo fremtiden og I har talt om baby osv. Det kan sagtens være det du panikken over, som en anden skriver.

2) hvis du er parat til baby, så vil jeg sige af ca 90 pct af alle vil synes det er bedre med noget plads omkring sig - men det ser man først når de er der. Det er fedt at have et sted til trampolinen og til at lære dem at cykle uden alt for mange biler. Og ærligt - med især små børn får man altså ikke brugt byens fortræffeligheder - cafebesøg, ture i teatret og biffen mm. Det er når man har pasningsmulighed og ikke før baby er parat til at blive passet. Jeg har altid gået på cafe, 4-5 bifture om måneden osv.. de sidste par år har det været ca 1 - 2 gange om året hvor af den ene har været en Disney eller Pixar film 

Det er ikke for at skræmme dig. Det er jo reelt hvis du ikke ønsker det liv endnu. Men mange synes altså det er langt federe at have luft når først børnene er der og savner ikke det pulserende byliv. ... for man bruger det forsvindende lidt.

3) få noget behandling (kognitiv terapi, hypnose...) for din angst. Det må være meget hæmmende ikke at kunne køre i bil..? Specielt med små børn er det rart at kunne køre dem i bil.

hvis du får bugt med den kan du jo køre bil selv og komme mere rundt hurtigere.

1) overvej om du panikker fordi du nu sidder i villa, vovse og Volvo fremtiden og I har talt om baby osv. Det kan sagtens være det du panikken over, som en anden skriver.

2) hvis du er parat til baby, så vil jeg sige af ca 90 pct af alle vil synes det er bedre med noget plads omkring sig - men det ser man først når de er der. Det er fedt at have et sted til trampolinen og til at lære dem at cykle uden alt for mange biler. Og ærligt - med især små børn får man altså ikke brugt byens fortræffeligheder - cafebesøg, ture i teatret og biffen mm. Det er når man har pasningsmulighed og ikke før baby er parat til at blive passet. Jeg har altid gået på cafe, 4-5 bifture om måneden osv.. de sidste par år har det været ca 1 - 2 gange om året hvor af den ene har været en Disney eller Pixar film 

Det er ikke for at skræmme dig. Det er jo reelt hvis du ikke ønsker det liv endnu. Men mange synes altså det er langt federe at have luft når først børnene er der og savner ikke det pulserende byliv. ... for man bruger det forsvindende lidt.

3) få noget behandling (kognitiv terapi, hypnose...) for din angst. Det må være meget hæmmende ikke at kunne køre i bil..? Specielt med små børn er det rart at kunne køre dem i bil.

hvis du får bugt med den kan du jo køre bil selv og komme mere rundt hurtigere.

Jeg bliver nødt til at modsige, at det virkelig langt fra er alle, der har det som det bliver beskrevet her. Netop de mange af os, som vælger at blive i byen - som på ingen måder har lyst til hverken trampoliner i haven og afhængighed af en bil. Og vi går altså stadig på caféer, barer og i biografer, netop fordi vi bor lige om hjørnet og langt nemmere kan lave spontane aftaler og lige ses en time eller to, når ungerne er lagt. Derfor er det på ingen måder sikkert, at man “når dertil”, for nogen af os er det nemlig stik modsat det liv vi gerne vil leve, og de ting vi holder af

Anonym skriver:

Jeg bliver nødt til at modsige, at det virkelig langt fra er alle, der har det som det bliver beskrevet her. Netop de mange af os, som vælger at blive i byen - som på ingen måder har lyst til hverken trampoliner i haven og afhængighed af en bil. Og vi går altså stadig på caféer, barer og i biografer, netop fordi vi bor lige om hjørnet og langt nemmere kan lave spontane aftaler og lige ses en time eller to, når ungerne er lagt. Derfor er det på ingen måder sikkert, at man “når dertil”, for nogen af os er det nemlig stik modsat det liv vi gerne vil leve, og de ting vi holder af

Interessant  vi købte hus da vores var et halvt år. Jeg blev så træt af indkøb op og ned til fjerde sal med baby. Vogn i opgang osv. Og jeg har kun en veninde der ikke er flyttet i hus (altså stadigvæk i Storkøbenhavn.. men et hus).. og det er hende der ikke har fået børn.

Og jeg havde endda en lejlighed på 180 kvm. Men hold op hvor fik jeg nok af biler.

Mht bil .. så var det mere at sige hvor let det er med 6 km i en bil. Så bliver man lidt mere mobil. .. hvis de skal blive boende.

Tjullehej skriver:

Interessant  vi købte hus da vores var et halvt år. Jeg blev så træt af indkøb op og ned til fjerde sal med baby. Vogn i opgang osv. Og jeg har kun en veninde der ikke er flyttet i hus (altså stadigvæk i Storkøbenhavn.. men et hus).. og det er hende der ikke har fået børn.

Og jeg havde endda en lejlighed på 180 kvm. Men hold op hvor fik jeg nok af biler.

Mht bil .. så var det mere at sige hvor let det er med 6 km i en bil. Så bliver man lidt mere mobil. .. hvis de skal blive boende.

Der er jo også mange, som flytter ud - vi er bare også mange, som bliver og som synes, at livet med børn i byen er virkelig herligt  Så når nu TS er ret sikker på, at det ikke er for hende, så er det lidt synd at bilde hende ind, at det er “det man gør” ... for mange af os har slet ikke lyst til det, hverken nu eller om mange år.

Måske man endda kan sige, at bylivet er medvirkende til, at jeg ikke synes livet er vendt særlig meget rundt af at få børn. Jeg er stadig tæt på alt, på mit netværk og på mit arbejde - så selv når tiden ikke rækker til ligeså mange byture med veninderne, så ses vi stadig og bruger byens tilbud, nu bare med vores unger i hånden ...

Livet i byen med børn fungerer glimrende, hvis man er til det. Det er langt hurtigere for mig, at komme ned af trapperne fra 3. sal, end det ville være for mig, at køre hele vejen ind fra forstæderne  Og så er det kun et par år, så det ville være fjollet for mig at bo et sted jeg ikke har lyst til af den grund. Hvis man ikke er til det, skal man selvfølgelig flytte, men det vælger man jo helt selv og frivilligt, og det lyder ikke som om det er noget for TS?

Tjullehej skriver:

Interessant  vi købte hus da vores var et halvt år. Jeg blev så træt af indkøb op og ned til fjerde sal med baby. Vogn i opgang osv. Og jeg har kun en veninde der ikke er flyttet i hus (altså stadigvæk i Storkøbenhavn.. men et hus).. og det er hende der ikke har fået børn.

Og jeg havde endda en lejlighed på 180 kvm. Men hold op hvor fik jeg nok af biler.

Mht bil .. så var det mere at sige hvor let det er med 6 km i en bil. Så bliver man lidt mere mobil. .. hvis de skal blive boende.

Der er jo også mange, som flytter ud - vi er bare også mange, som bliver og som synes, at livet med børn i byen er virkelig herligt  Så når nu TS er ret sikker på, at det ikke er for hende, så er det lidt synd at sige, at det er “det man gør” ... for mange af os har slet ikke lyst til det, hverken nu eller om mange år.

Måske man endda kan sige, at bylivet er medvirkende til, at jeg ikke synes livet er vendt særlig meget rundt af at få børn. Jeg er stadig tæt på alt, på mit netværk og på mit arbejde - så selv når tiden ikke rækker til præcis ligeså mange byture med veninderne, så ses vi stadig og bruger byens tilbud, nu bare med vores unger i hånden ...

Livet i byen med børn fungerer glimrende, hvis man er til det. Det er langt hurtigere for mig, at komme ned af trapperne fra 3. sal, end det ville være for mig, at køre hele vejen ind fra forstæderne  Og så er det kun et par år, så det ville være fjollet for mig at bo et sted jeg ikke har lyst til af den grund. Hvis man ikke er til det, skal man selvfølgelig flytte, men det vælger man jo helt selv og frivilligt, og det lyder ikke som om det er noget for TS?

Anonym skriver:

Der er jo også mange, som flytter ud - vi er bare også mange, som bliver og som synes, at livet med børn i byen er virkelig herligt  Så når nu TS er ret sikker på, at det ikke er for hende, så er det lidt synd at bilde hende ind, at det er “det man gør” ... for mange af os har slet ikke lyst til det, hverken nu eller om mange år.

Måske man endda kan sige, at bylivet er medvirkende til, at jeg ikke synes livet er vendt særlig meget rundt af at få børn. Jeg er stadig tæt på alt, på mit netværk og på mit arbejde - så selv når tiden ikke rækker til ligeså mange byture med veninderne, så ses vi stadig og bruger byens tilbud, nu bare med vores unger i hånden ...

Livet i byen med børn fungerer glimrende, hvis man er til det. Det er langt hurtigere for mig, at komme ned af trapperne fra 3. sal, end det ville være for mig, at køre hele vejen ind fra forstæderne  Og så er det kun et par år, så det ville være fjollet for mig at bo et sted jeg ikke har lyst til af den grund. Hvis man ikke er til det, skal man selvfølgelig flytte, men det vælger man jo helt selv og frivilligt, og det lyder ikke som om det er noget for TS?

Selvfølgelig er der både folk der bliver og folk der flytter ud af byen når de får børn. De folk der bliver er nok bare meget klar over deres behov for at bo i byen. Altså, jeg tænker bare, hvis TS virkelig havde så stort et behov for at bo i byen, er det jo fuldstændigt åndssvagt at købe hus uden for byen.

Anonym skriver:

Hej alle 

Sagen er at jeg har været sammen med min dejlig kæreste i snart 6 år og har for 2 år siden købt et hus ca. 6 km udenfor aalborg. Problemet er bare, at jeg ikke har lyst til at bo i huset. Da vi købte det, troede jeg at jeg kunne vænne mig til at bo lidt uden for byen, men med tiden må jeg anerkende, at det med at bo i parcelhuskvarter er slet ikke mig. Det skal lige siges, at vi er i starten af 30'erne. Vi tænker på at prøve at få en baby i år, men vi er fuldstændig uenig om, hvor vi skal bo. Han vil ikke flytte fra huset og elsker at bo der, og jeg er rigtigt bymenneske og vil helst bo der, hvor der sker noget, helst i en lejlighed. En mellemløsning er ikke mulig, da han slet ikke han vil være med til noget andet end at bo i huset. Jeg har droppet tanken om baby, fordi jeg synes simpelthen ikke, at jeg har lyst til at bo der resten af mit liv. Jeg savner cafeer, mennesker, at bo tæt på alting og være med til kulturelle arrangementer, osv. Det skal lige siges, at jeg har køreangst og er derfor afhængig af min cykel. 

Hvad gør man lige? Opgiver man drømmen om at bo i byen pga. ham eller? Jeg elsker ham,men jeg er virkelig træt at situationen. Hader, at han er så lukket og ikke vil være med til at finde en løsning.. 

 

Er der nogen, der har erfaring med sådan noget?  

Hvad tænker du selv at en løsning kunne være ?. At han føjede dig og flyttede ind til byen igen eller hvad er din mellemløsning ?