Det lyder meget urimeligt. Og ikke ret godt, hvis du stadig så længe efter er så knyttet til disse kuld.
Hvis du havde dem som facebookvenner og det var naturligt du spurgte ind til, hvordan hunden havde det. Så var det måske ok. Men jeg ville føle det meget krænkende, hvis en person efter 5 år skrev til mig og spurgte til en voksen hund, som hun ingen fortsætning har til at kende mere.
At du dømmer et facebookbillede, er totalt en overfortolkning. Og jeg synes det lyder lidt underligt, at du tjekker op på folk som sådan, som det lyder til.
Det lyder umiddelbart, som om det her handler mere om kontrol af et “tab”. Men når man sælger noget, så mister man jo netop krav, ret og kontrol over informationer og brugsret. Og derfor synes jeg, personligt, at du krænker din modpart her.
Det er ikke for at støde dig. Men jeg har selv lidt meget af den form for “kontroltab”, hvor jeg dækkede det ind under “kærlighed”.
Hvorfor skulle du have de informationer om hunden?
Selv hvis den er omplaceret. Så må du stole på, at I valgte nogle mennesker i sin tid, som selv har været voksne nok til at finde et nyt godt hjem. Og hvis den er død - så er der nok en meget god grund.
Det et stort indgreb at bede nogen, som købte en hund for 5 år siden, om at samarbejde med dig igen om at finde et nyt hjem. Det lyder helt voldsomt, jo mindre i er gode venner.
Vidste de godt, at de sådan fik en “livskontrakg” med dig, hvad angår hunden?
Personligt havde jeg nok tolket jeres/dit “ting hvis hunden skal et andet sted hen” til at gælde MAX et år, hvor man lærer at have hund. Herefter ophørte sen “kontrakt”. Ellers havde jeg sagt nej tak til sådan en hund. Det lyder alt for omstændigt, hvis man i al hundens levetid skulle stå til ansvar for hundens liv over for en sælger.