Er det forkert af mig at blive såret ?

Ja, jeg synes, du overreagerer lidt. Måske stresser det dig, at han ikke bare har sagt nej? Altså at muligheden for at han tager afsted er der? 

Men jeg ville dog også være lidt ked af det, hvis min mand skulle noget en uge efter jeg havde født. Jeg synes, det er en følsom tid. Når det så er sagt, så er det også bare sindssygt vigtigt at give hinanden luft.

Men det lyder til I skal kommunikere bedre sammen. Det er simpelthen så vigtigt. 

san skriver:

Jeg syntes det er vildt at så mange siger hun overreagere, en uge efter hun har født  ..... 

Tror måske nogles reaktioner kommer på den måde, fordi de ikke har oplevet enten et kejsersnit eller et kejsersnit med så vanskelige komplikationer som trådsstarter. 

Samtidig har vi jo slet ikke hørt om trådtråstarter overhovedet har noget famile der kan hjælpe 

Når det er sagt, synes jeg også at reaktionen er lidt stor, for noget han ikke har lovet sig 100% til og skabe en diskussion over så lille en ting, at det er nødvendigt med 1000 kvinders syn på sagen. 

Jeg har fået 3 kejsersnit, de to første var noget hårdere pga. jeg havde ligget i fødsel i omkring 40 timer begge gange og det var hårdt for min krop. Jeg var ikk immobil, men tror selv at jeg ville være noget træt af, hvis min mand skulle afsted en uge efter. Men havde det været tilfældet har jeg et godt netværk. 

3. fødsels(kejsersnit) der ville min mand kunne have været dampet afsted dagen efter, jeg ville snildt kunne have klaret mig igennem en dag med 3 børn. Jeg havde det fantastisk og gik zoologisk have rundt, 3 dage efter kejsersnittet. 

san skriver:

Offer agtig, nu må du da stoppe.. Det er da en følelse ts har, og fred nu med det. ts må du også bare sige fra over for sin mand, hvis hun ikke føler hun er klar til at være alene med den lille endnu... Tror bare hun føler sig såret af at lige efter fødslen af jeres fælles barn, vælger han at sige MÅSKE ( når min mand siger det, så vil han gerne vende det til en Ja, han håber selvf jeg siger, jamen det gør du da bare, og når jeg så siger nej, så bliver han lidt muggen, måske han også er sådan, ved det ikke) til at skulle ud... 

Og det kan jeg godt forstå, så fred nu med det...  

 

Dejligt at du klaret at din mand startet arbejde lige efter, det er der nok mange det gør  men alle er forskellige....

Mon ikke den forskellige holdning i tråden også har noget at gøre med, hvilken situation man selv kommer fra. Du mener, at manden har gjort noget forkert, men skriver så også, at havde din mand sagt måske, er det fordi han egentlig mener ja og bliver sur, hvis du siger nej. 

Dem, der mener, at TS overreagerer kommer måske i stedet fra en situation, hvor et måske fra mandens side rent faktisk betyder måske og, at 1. prioriteteten er, at det kører derhjemme og er alt 100% ok, kan det måske evt. blive til et ja, hvis alle har det fint med det.

Som andre er inde på, bliver TS måske i virkeligheden mere såret over, at manden så kort efter fødslen har lyst til andet end at nyde det nye familiemedlem komibineret med frygten for, hvordan det kommer til at gå denne gang, og det kan jeg da godt forstå, men reaktionen er nok noget i overkanten.

san skriver:

Offer agtig, nu må du da stoppe.. Det er da en følelse ts har, og fred nu med det. ts må du også bare sige fra over for sin mand, hvis hun ikke føler hun er klar til at være alene med den lille endnu... Tror bare hun føler sig såret af at lige efter fødslen af jeres fælles barn, vælger han at sige MÅSKE ( når min mand siger det, så vil han gerne vende det til en Ja, han håber selvf jeg siger, jamen det gør du da bare, og når jeg så siger nej, så bliver han lidt muggen, måske han også er sådan, ved det ikke) til at skulle ud... 

Og det kan jeg godt forstå, så fred nu med det...  

 

Dejligt at du klaret at din mand startet arbejde lige efter, det er der nok mange det gør  men alle er forskellige....

Nu var det min mand der startede. 

Og nej man skal ikke sammenligne og han havde heller ikke fået lov hvis fødslen var gået dårligt. Han sagde måske til sin chef. Og han mente måske. 

Min pointe var bare: at det er et par timer. Ikke dage. Han sagde måske ikke ja! Giv nu manden en chance altså. 

Men jeg kunne godt tænke mig at høre lidt fra ts! 

Anonym skriver:

Tror måske nogles reaktioner kommer på den måde, fordi de ikke har oplevet enten et kejsersnit eller et kejsersnit med så vanskelige komplikationer som trådsstarter. 

Samtidig har vi jo slet ikke hørt om trådtråstarter overhovedet har noget famile der kan hjælpe 

Når det er sagt, synes jeg også at reaktionen er lidt stor, for noget han ikke har lovet sig 100% til og skabe en diskussion over så lille en ting, at det er nødvendigt med 1000 kvinders syn på sagen. 

Jeg har fået 3 kejsersnit, de to første var noget hårdere pga. jeg havde ligget i fødsel i omkring 40 timer begge gange og det var hårdt for min krop. Jeg var ikk immobil, men tror selv at jeg ville være noget træt af, hvis min mand skulle afsted en uge efter. Men havde det været tilfældet har jeg et godt netværk. 

3. fødsels(kejsersnit) der ville min mand kunne have været dampet afsted dagen efter, jeg ville snildt kunne have klaret mig igennem en dag med 3 børn. Jeg havde det fantastisk og gik zoologisk have rundt, 3 dage efter kejsersnittet. 

 

 

Nej, jeg har ikke oplevet et kejsersnit. Til gengæld oplevede jeg ved fødslen af 3. Barn at blive indlagt i en uge hvor søn og jeg havde alvorlig infektion, og hvor jeg var fuldstændig sengeliggende og ikke kunne tage mig af vores søn uden hjælp. Min kæreste måtte stå for alt, stå op hver gang den lille græd, betjene mig osv. Og jeg kan sige dig med 100% sikkerhed, at jeg trods det kunne unde ham nogle timers sjov efter en uge, selvom jeg stadig var syg og det hele var nyt. For det var fandme et hårdt pres for ham, og at stå til rådighed for mig og baby hele tiden, hvilket også ville være ts kærestes opgave, da ts ikke kunne komme ud af sengen. Jeg er mega taknemmelig for han var der for os, og jeg ved, hvor hårdt det var. Så kunne jeg få hjælp af noget familie en halv dag, imens han var ude at få lidt luft og tanke overskud, så havde jeg helt 100% sagt ja. Så jo, jeg kan sagtens sætte mig i TS's sted. Endda var det i mit tilfælde også 3. Barn. Og det at jeg kan sætte mig ind i hendes situation, ændrer ikke på min holdning til manden. Og min holdning er stadig at "jeg lider, du skal lide med mig" er en sær holdning. For mig bygger et stærkt parforhold for mig på, at man kan passe på hinandens behov. Og jeg ved, at nogen gange skal man passe på sig selv, for at man kan være noget for andre og ikke selv blive nedbrudt eller slidt op. Så absolut ville jeg sende kæresten ud på sjov, fordi jeg vidste, at han så tankede mere overskud til at passe på sin familie. 

Anonymor skriver:

Nej, jeg har ikke oplevet et kejsersnit. Til gengæld oplevede jeg ved fødslen af 3. Barn at blive indlagt i en uge hvor søn og jeg havde alvorlig infektion, og hvor jeg var fuldstændig sengeliggende og ikke kunne tage mig af vores søn uden hjælp. Min kæreste måtte stå for alt, stå op hver gang den lille græd, betjene mig osv. Og jeg kan sige dig med 100% sikkerhed, at jeg trods det kunne unde ham nogle timers sjov efter en uge, selvom jeg stadig var syg og det hele var nyt. For det var fandme et hårdt pres for ham, og at stå til rådighed for mig og baby hele tiden, hvilket også ville være ts kærestes opgave, da ts ikke kunne komme ud af sengen. Jeg er mega taknemmelig for han var der for os, og jeg ved, hvor hårdt det var. Så kunne jeg få hjælp af noget familie en halv dag, imens han var ude at få lidt luft og tanke overskud, så havde jeg helt 100% sagt ja. Så jo, jeg kan sagtens sætte mig i TS's sted. Endda var det i mit tilfælde også 3. Barn. Og det at jeg kan sætte mig ind i hendes situation, ændrer ikke på min holdning til manden. Og min holdning er stadig at "jeg lider, du skal lide med mig" er en sær holdning. For mig bygger et stærkt parforhold for mig på, at man kan passe på hinandens behov. Og jeg ved, at nogen gange skal man passe på sig selv, for at man kan være noget for andre og ikke selv blive nedbrudt eller slidt op. Så absolut ville jeg sende kæresten ud på sjov, fordi jeg vidste, at han så tankede mere overskud til at passe på sin familie. 

Det lyder til på dit indlæg at du føler dig ramt af mit svar. Synes ikke jeg nogen steder skriver noget der kan være rammende i forhold til det du kommenterer på. 

Synes bestemt heller ikke om “jeg lider, du skal også lide,” sådan er jeg bestemt ikke. Kan se jeg kom til at skrive at jeg IKKE var immobil efter de to første kejsersnit. Dette passer ikke, jeg var immobil. Efter anden fødsel havde vi stadig et lille barn på 1,5 år, men som jeg skrev har jeg et godt netværk og det ville derfor for mig ikke have været en umulighed at min mand skulle afsted. Men vi hører ikke om TS har et netværk. 

Jeg ville til tider ønske min mand kunne bruge noget mere tid på sig selv, men han vil os og mig mere en “normalt” synes jeg. 

Ano18 skriver:

Måske det handler om, at du bare gerne ville have alt hans fokus skulle være på jer og den lille. Og at han slet ikke skulle have de tanker og den lyst. Herhjemme kommer manden først følelsesmæssigt på banen efter barnet er født. Jeg er der allerede.

Jeg forstår godt det er uoverskueligt hvis forholdet ikke kører og du er fuld af hormoner. Er det den generelle støtte og omsorg du savner, så du kommer til at fokusere på de små ting, som måske samlet udgør noget du har brug for = ham.

min mand han træner en del og hjælper andre osv samtidig m vi er ophængt i diverse selv. Hvis jeg har det skidt så har jeg brug for han sætter mig højest, hvis der er noget jeg virkelig har brug for hans støtte og forståelse for. Det kan være en lille ting, men nogle gange så er det den lille ting der lige gør, man føler sig elsket.

det er ikke sikkert dit ks går så galt som sidst. Jeg krydser fingre 

Wow sikke en indsigt, du har .. Har selv læst den her debat rigtig mange gange, og har hele tiden haft medfølelse for TS, for jeg ville have det på præcis samme måde.. Jeg kunne bare ikke helt sætte fingeren på, hvorfor jeg egentlig ville have det sådan, og hvorfor TS måske også har det sådan.. Men tror faktisk, at du rammer totalt spot on!

TS: Som sagt, så ville jeg have det på samme måde, så jeg ville desværre nok også reagere på samme måde som dig.. Men som flere har skrevet, så ville en øvelse i en bedre kommunikation fra begges side af måske være en god ting.. God kommunikation er noget af det vigtigste i et forhold..
Og nej det er ikke forkert af dig at have de her følelser.. Alle er i deres fulde ret til at have deres følelser uanset hvilke følelser, det er!

Som mange af de andre, synes jeg også umiddelbart at din reaktion virker som om, den er noget voldsom i forhold til situationen. Men du nævner intet om, hvor tit han tager afsted til de her samaritting. For mig er det også en vigtig faktor. Hvis det er noget der sker 1-2 gange om året, så ville jeg nok se, om der ikke kunne arrangeres noget pasning af de store/hjælp til dig den dag. Hvis det er noget han gør hver anden weekend, så må han ski lige springe en gang over. 

Herhjemme har manden et bijob, der også er hans helt store interesse, og med vores første, der kørte han 2 timer efter vi var kommet hjem fra hospitalet, og var væk i 4 timer. (et job med spontane udkald, hvor han ofte er afsted flere gange om ugen). Jeg fik 30 sekunders betænkningstid inden han kørte, og da jeg ikke reagerede særligt hurtigt grundet kraftig medicinering (3 ugers indlæggelse inden kompliceret fødsel), så nåede jeg ikke at få sagt fra. Bagefter kunne han godt se, det måske ikke var så smart tænkt.

Da jeg var gravid med vores andet barn sagde jeg, da jeg var ca 20 uger henne, at jeg gerne ville have denne gang, at hans orlov var ORLOV, og at jeg gerne ville bede ham om at blive hjemme de to uger og fokusere på familien. Det havde han fuld forståelse for, og denne gang nåede familien lige at lande og finde hinanden efter mine 3 ugers indlæggelse, inden manden skulle afsted på job og bijobs igen.