Er det forkert af mig at blive såret ?

hej

jeg har brug for at høre andres mening om en episode her i dag. 

Kort forhistorie: jeg er gravid med nr.3 barn og skal have kejsersnit her den 9 august. Med nr 2 barn fik jeg også kejsersnit og oplevede desværre at mine mavemuskler var så ødelagte at jeg ikke kunne rejse mig selv op fra Eks sofaen uden hjælp. Der gik næsten 2 måneder inden heg kunne og min mand måtte tage fri for at passe mig og baby. 

Lige pt er mit forhold til barnets far i en krise men vi besluttede sammen her i torsdags at virkelig prioritere forholdet og forsøge at finde tilbage. Det er egentlig gået ok. Små skridt i den rigtige retning. 

Vores 2 andre børn er 5 og 2 år. Vores dreng på 2 år er en stor mundfuld for tiden. Mangle konflikter da han gerne vil bestemme selv. Prøver grænser ved Eks. At slå mm. Han skriger højt både når han er glad og når han er sur. Kravler på væggene og har masser af krudt.  Vi forventer han nok vil reagere på den nye baby med noget jalousi. Vores pige på 5 er mere stille men er også pt i en periode hvor hun til tider bliver utrolig tryghedssøgende. 

Når men her i dag ringer en af min mands gode venner. Han har tidligere spurgt om min mand vil med til et event som samarit i slutningen af september. Svaret har været at det kan han måske da vi jo ikke ved om jeg kan noget til den tid. Vennen ville så høre i dag om min mand kunne komme med til en øvelse for eventet den 16 august. Altså kun 7 dage efter baby er kommet til verden og midt i hans 14 dage barsel. 

Min mand sagde at det vidste han ikke men måske. Jeg blev bare vildt ked af det. Spurgte ind til hvorfor han havde sagt sådan og ikke bare afvist det med det samme. Svaret var at hvis alt gik godt efter kejsersnittet og jeg godt kunne rejse mig op selv kunne han da godt tage afsted de timer. 

Jeg blev så skuffet. Skuffet over at han kun 7 dage efter ville efterlade mig sammen med 3 børn for at han kunne tage ud og more sig ( jep det er det. Han går ikke i byen osv hans sjov og udehygge er sådanne ting som samarittervagter ) blev så ked af han ville prioritere dette over familien. Da han hørte dette sagde han i meget vred og skuffet tone at så blev han da hjemme og så burde det jo bare være det. 

Jeg har prøvet at fortælle ham at jeg faktisk stadig er vild ked af at det overhoved var en mulighed i hans hoved. At jeg føler mig meget dårlig behandlet lige der. 

Jeg endte med at sidde og græde fordi det sårede mig så meget at han overhoved mente det var ok at tage på sjov kun 7 dage efter mens jeg bare havde 3 børn hjemme. Han var helt kold overfor mig. Jeg sagde hans kulde gjorde ondt. Svaret var her at 1. Jeg havde ikke fortjent sympati og empati da jeg blæste situationen op og gan havde jo rettet ind.

2. Jeg havde ikke fortjent trøst for det var ikke synd for mig overhoved. Han mener det var helt ok at tænke sådan. 

Derefter gik han i seng for nu gad han ikke den diskution mere. Jeg har bare grædt lige siden. 

Er det forkert af mig at blive såret? Er det virkelig bare hormonerne ( som han også påpegede) ?

Anonym skriver:

hej

jeg har brug for at høre andres mening om en episode her i dag. 

Kort forhistorie: jeg er gravid med nr.3 barn og skal have kejsersnit her den 9 august. Med nr 2 barn fik jeg også kejsersnit og oplevede desværre at mine mavemuskler var så ødelagte at jeg ikke kunne rejse mig selv op fra Eks sofaen uden hjælp. Der gik næsten 2 måneder inden heg kunne og min mand måtte tage fri for at passe mig og baby. 

Lige pt er mit forhold til barnets far i en krise men vi besluttede sammen her i torsdags at virkelig prioritere forholdet og forsøge at finde tilbage. Det er egentlig gået ok. Små skridt i den rigtige retning. 

Vores 2 andre børn er 5 og 2 år. Vores dreng på 2 år er en stor mundfuld for tiden. Mangle konflikter da han gerne vil bestemme selv. Prøver grænser ved Eks. At slå mm. Han skriger højt både når han er glad og når han er sur. Kravler på væggene og har masser af krudt.  Vi forventer han nok vil reagere på den nye baby med noget jalousi. Vores pige på 5 er mere stille men er også pt i en periode hvor hun til tider bliver utrolig tryghedssøgende. 

Når men her i dag ringer en af min mands gode venner. Han har tidligere spurgt om min mand vil med til et event som samarit i slutningen af september. Svaret har været at det kan han måske da vi jo ikke ved om jeg kan noget til den tid. Vennen ville så høre i dag om min mand kunne komme med til en øvelse for eventet den 16 august. Altså kun 7 dage efter baby er kommet til verden og midt i hans 14 dage barsel. 

Min mand sagde at det vidste han ikke men måske. Jeg blev bare vildt ked af det. Spurgte ind til hvorfor han havde sagt sådan og ikke bare afvist det med det samme. Svaret var at hvis alt gik godt efter kejsersnittet og jeg godt kunne rejse mig op selv kunne han da godt tage afsted de timer. 

Jeg blev så skuffet. Skuffet over at han kun 7 dage efter ville efterlade mig sammen med 3 børn for at han kunne tage ud og more sig ( jep det er det. Han går ikke i byen osv hans sjov og udehygge er sådanne ting som samarittervagter ) blev så ked af han ville prioritere dette over familien. Da han hørte dette sagde han i meget vred og skuffet tone at så blev han da hjemme og så burde det jo bare være det. 

Jeg har prøvet at fortælle ham at jeg faktisk stadig er vild ked af at det overhoved var en mulighed i hans hoved. At jeg føler mig meget dårlig behandlet lige der. 

Jeg endte med at sidde og græde fordi det sårede mig så meget at han overhoved mente det var ok at tage på sjov kun 7 dage efter mens jeg bare havde 3 børn hjemme. Han var helt kold overfor mig. Jeg sagde hans kulde gjorde ondt. Svaret var her at 1. Jeg havde ikke fortjent sympati og empati da jeg blæste situationen op og gan havde jo rettet ind.

2. Jeg havde ikke fortjent trøst for det var ikke synd for mig overhoved. Han mener det var helt ok at tænke sådan. 

Derefter gik han i seng for nu gad han ikke den diskution mere. Jeg har bare grædt lige siden. 

Er det forkert af mig at blive såret? Er det virkelig bare hormonerne ( som han også påpegede) ?

 

 

Ja jeg synes du overdriver lidt. Hvis alt er fint og du har det godt kan han jo sagtens tage afsted. Han har jo ikke endegyldigt sagt ja. 

Derudover overdriver han i den grad også. 

Anonym skriver:

hej

jeg har brug for at høre andres mening om en episode her i dag. 

Kort forhistorie: jeg er gravid med nr.3 barn og skal have kejsersnit her den 9 august. Med nr 2 barn fik jeg også kejsersnit og oplevede desværre at mine mavemuskler var så ødelagte at jeg ikke kunne rejse mig selv op fra Eks sofaen uden hjælp. Der gik næsten 2 måneder inden heg kunne og min mand måtte tage fri for at passe mig og baby. 

Lige pt er mit forhold til barnets far i en krise men vi besluttede sammen her i torsdags at virkelig prioritere forholdet og forsøge at finde tilbage. Det er egentlig gået ok. Små skridt i den rigtige retning. 

Vores 2 andre børn er 5 og 2 år. Vores dreng på 2 år er en stor mundfuld for tiden. Mangle konflikter da han gerne vil bestemme selv. Prøver grænser ved Eks. At slå mm. Han skriger højt både når han er glad og når han er sur. Kravler på væggene og har masser af krudt.  Vi forventer han nok vil reagere på den nye baby med noget jalousi. Vores pige på 5 er mere stille men er også pt i en periode hvor hun til tider bliver utrolig tryghedssøgende. 

Når men her i dag ringer en af min mands gode venner. Han har tidligere spurgt om min mand vil med til et event som samarit i slutningen af september. Svaret har været at det kan han måske da vi jo ikke ved om jeg kan noget til den tid. Vennen ville så høre i dag om min mand kunne komme med til en øvelse for eventet den 16 august. Altså kun 7 dage efter baby er kommet til verden og midt i hans 14 dage barsel. 

Min mand sagde at det vidste han ikke men måske. Jeg blev bare vildt ked af det. Spurgte ind til hvorfor han havde sagt sådan og ikke bare afvist det med det samme. Svaret var at hvis alt gik godt efter kejsersnittet og jeg godt kunne rejse mig op selv kunne han da godt tage afsted de timer. 

Jeg blev så skuffet. Skuffet over at han kun 7 dage efter ville efterlade mig sammen med 3 børn for at han kunne tage ud og more sig ( jep det er det. Han går ikke i byen osv hans sjov og udehygge er sådanne ting som samarittervagter ) blev så ked af han ville prioritere dette over familien. Da han hørte dette sagde han i meget vred og skuffet tone at så blev han da hjemme og så burde det jo bare være det. 

Jeg har prøvet at fortælle ham at jeg faktisk stadig er vild ked af at det overhoved var en mulighed i hans hoved. At jeg føler mig meget dårlig behandlet lige der. 

Jeg endte med at sidde og græde fordi det sårede mig så meget at han overhoved mente det var ok at tage på sjov kun 7 dage efter mens jeg bare havde 3 børn hjemme. Han var helt kold overfor mig. Jeg sagde hans kulde gjorde ondt. Svaret var her at 1. Jeg havde ikke fortjent sympati og empati da jeg blæste situationen op og gan havde jo rettet ind.

2. Jeg havde ikke fortjent trøst for det var ikke synd for mig overhoved. Han mener det var helt ok at tænke sådan. 

Derefter gik han i seng for nu gad han ikke den diskution mere. Jeg har bare grædt lige siden. 

Er det forkert af mig at blive såret? Er det virkelig bare hormonerne ( som han også påpegede) ?

 

 

Kan i ikke få noget familie over imens? Eller en veninde så du har nogle i baghånden? Umiddelbart tænker jeg at han vel godt kan tage afsted nogle timer ( det er sådan jeg læser at det er) . Så gik ham lidt frihed de timer og alliere dig med noget famile/veninder til hjælp.

Tænker, det må være hormoner  synes det er meget at gøre ud af sådan en, for mig, lille ting. Hvis alt går vel, kan han jo sagtens tage ud nogle timer og lave noget andet. Du kommer vel til at være alene med 3 børn på et tidspunkt når han skal tilbage på job. Når det så er sagt, synes jeg måske han kunne have reageret mere overbærende og lige have givet en krammer og sagt at i lige skulle slå koldt vand i blodet og se hvordan det går. 

Jeg kan egentlig godt forstå jer begge. I betragtning hvordan dit sidste kejsersnit gik så kan jeg sagtens forstå du er nervøs. Omvendt kan jeg godt forstå han gerne vil den event hvis de der samarit-ting er en stor del af hans sociale liv.

Ja han skal selvfølgelig først og fremmest tage hensyn til dig og børnene. Men jeg synes du reagerer lidt for voldsomt og kører alt for meget rundt i det for at give ham dårlig samvittighed. Det er sgu ikke i orden. Prøv istedet at kom ham lidt i møde og sig du godt kan forstå hvordan han har det men at du er er lidt bange for hvordan det skal gå. Så kan det jo være han af egen drift bliver hjemme istedet for halv tvang.

Så må I jo tage endelig stilling når I ved hvordan det rent faktisk er gået.

Det lyder lidt til at I begge skaber lidt meget drama over noget, som formentlig blot kunne være en småting. Man behøver jo ikke at forvente, at alt bliver så svært og rædsom som muligt - og skulle det blive det alligevel, så må aftaler og planer jo bare aflyses, eller man må bede om hjælp hos fx en bedsteforældre eller ven?

Det kunne lyde lidt som om at problemet mere handler om, at I er ved at få nr. 3 på er tidspunkt, hvor I i forvejen er i underskud med to børn og også er et skidt sted i jeres forhold - og at det mere er det som forklarer jeres reaktioner? 

Var jeres forhold også sådan da i besluttede at få nr 3? 

Tror i skulle prioritere at få styr på jeres forhold og forventninger til hinanden. Med snart tre børn sammen burde i kende hinanden og ikke blive uvenner over noget så banalt. 

Anonym skriver:

hej

jeg har brug for at høre andres mening om en episode her i dag. 

Kort forhistorie: jeg er gravid med nr.3 barn og skal have kejsersnit her den 9 august. Med nr 2 barn fik jeg også kejsersnit og oplevede desværre at mine mavemuskler var så ødelagte at jeg ikke kunne rejse mig selv op fra Eks sofaen uden hjælp. Der gik næsten 2 måneder inden heg kunne og min mand måtte tage fri for at passe mig og baby. 

Lige pt er mit forhold til barnets far i en krise men vi besluttede sammen her i torsdags at virkelig prioritere forholdet og forsøge at finde tilbage. Det er egentlig gået ok. Små skridt i den rigtige retning. 

Vores 2 andre børn er 5 og 2 år. Vores dreng på 2 år er en stor mundfuld for tiden. Mangle konflikter da han gerne vil bestemme selv. Prøver grænser ved Eks. At slå mm. Han skriger højt både når han er glad og når han er sur. Kravler på væggene og har masser af krudt.  Vi forventer han nok vil reagere på den nye baby med noget jalousi. Vores pige på 5 er mere stille men er også pt i en periode hvor hun til tider bliver utrolig tryghedssøgende. 

Når men her i dag ringer en af min mands gode venner. Han har tidligere spurgt om min mand vil med til et event som samarit i slutningen af september. Svaret har været at det kan han måske da vi jo ikke ved om jeg kan noget til den tid. Vennen ville så høre i dag om min mand kunne komme med til en øvelse for eventet den 16 august. Altså kun 7 dage efter baby er kommet til verden og midt i hans 14 dage barsel. 

Min mand sagde at det vidste han ikke men måske. Jeg blev bare vildt ked af det. Spurgte ind til hvorfor han havde sagt sådan og ikke bare afvist det med det samme. Svaret var at hvis alt gik godt efter kejsersnittet og jeg godt kunne rejse mig op selv kunne han da godt tage afsted de timer. 

Jeg blev så skuffet. Skuffet over at han kun 7 dage efter ville efterlade mig sammen med 3 børn for at han kunne tage ud og more sig ( jep det er det. Han går ikke i byen osv hans sjov og udehygge er sådanne ting som samarittervagter ) blev så ked af han ville prioritere dette over familien. Da han hørte dette sagde han i meget vred og skuffet tone at så blev han da hjemme og så burde det jo bare være det. 

Jeg har prøvet at fortælle ham at jeg faktisk stadig er vild ked af at det overhoved var en mulighed i hans hoved. At jeg føler mig meget dårlig behandlet lige der. 

Jeg endte med at sidde og græde fordi det sårede mig så meget at han overhoved mente det var ok at tage på sjov kun 7 dage efter mens jeg bare havde 3 børn hjemme. Han var helt kold overfor mig. Jeg sagde hans kulde gjorde ondt. Svaret var her at 1. Jeg havde ikke fortjent sympati og empati da jeg blæste situationen op og gan havde jo rettet ind.

2. Jeg havde ikke fortjent trøst for det var ikke synd for mig overhoved. Han mener det var helt ok at tænke sådan. 

Derefter gik han i seng for nu gad han ikke den diskution mere. Jeg har bare grædt lige siden. 

Er det forkert af mig at blive såret? Er det virkelig bare hormonerne ( som han også påpegede) ?

 

 

Ej, du har 3 børn og den 2 årig er også i en fase.

jeg synes Ikke du overreagere - han skal ikke ud i hans barsel og lave andet end hjælpe dig.

Anonym skriver:

hej

jeg har brug for at høre andres mening om en episode her i dag. 

Kort forhistorie: jeg er gravid med nr.3 barn og skal have kejsersnit her den 9 august. Med nr 2 barn fik jeg også kejsersnit og oplevede desværre at mine mavemuskler var så ødelagte at jeg ikke kunne rejse mig selv op fra Eks sofaen uden hjælp. Der gik næsten 2 måneder inden heg kunne og min mand måtte tage fri for at passe mig og baby. 

Lige pt er mit forhold til barnets far i en krise men vi besluttede sammen her i torsdags at virkelig prioritere forholdet og forsøge at finde tilbage. Det er egentlig gået ok. Små skridt i den rigtige retning. 

Vores 2 andre børn er 5 og 2 år. Vores dreng på 2 år er en stor mundfuld for tiden. Mangle konflikter da han gerne vil bestemme selv. Prøver grænser ved Eks. At slå mm. Han skriger højt både når han er glad og når han er sur. Kravler på væggene og har masser af krudt.  Vi forventer han nok vil reagere på den nye baby med noget jalousi. Vores pige på 5 er mere stille men er også pt i en periode hvor hun til tider bliver utrolig tryghedssøgende. 

Når men her i dag ringer en af min mands gode venner. Han har tidligere spurgt om min mand vil med til et event som samarit i slutningen af september. Svaret har været at det kan han måske da vi jo ikke ved om jeg kan noget til den tid. Vennen ville så høre i dag om min mand kunne komme med til en øvelse for eventet den 16 august. Altså kun 7 dage efter baby er kommet til verden og midt i hans 14 dage barsel. 

Min mand sagde at det vidste han ikke men måske. Jeg blev bare vildt ked af det. Spurgte ind til hvorfor han havde sagt sådan og ikke bare afvist det med det samme. Svaret var at hvis alt gik godt efter kejsersnittet og jeg godt kunne rejse mig op selv kunne han da godt tage afsted de timer. 

Jeg blev så skuffet. Skuffet over at han kun 7 dage efter ville efterlade mig sammen med 3 børn for at han kunne tage ud og more sig ( jep det er det. Han går ikke i byen osv hans sjov og udehygge er sådanne ting som samarittervagter ) blev så ked af han ville prioritere dette over familien. Da han hørte dette sagde han i meget vred og skuffet tone at så blev han da hjemme og så burde det jo bare være det. 

Jeg har prøvet at fortælle ham at jeg faktisk stadig er vild ked af at det overhoved var en mulighed i hans hoved. At jeg føler mig meget dårlig behandlet lige der. 

Jeg endte med at sidde og græde fordi det sårede mig så meget at han overhoved mente det var ok at tage på sjov kun 7 dage efter mens jeg bare havde 3 børn hjemme. Han var helt kold overfor mig. Jeg sagde hans kulde gjorde ondt. Svaret var her at 1. Jeg havde ikke fortjent sympati og empati da jeg blæste situationen op og gan havde jo rettet ind.

2. Jeg havde ikke fortjent trøst for det var ikke synd for mig overhoved. Han mener det var helt ok at tænke sådan. 

Derefter gik han i seng for nu gad han ikke den diskution mere. Jeg har bare grædt lige siden. 

Er det forkert af mig at blive såret? Er det virkelig bare hormonerne ( som han også påpegede) ?

 

 

Ja synes du overreagere, men det er jo fordi du er nervøs,MEN din mand sagde MÅSKE til sin ven, hvilket han jo betyder at han vil se hvordan du har det, før han tager en beslutning, så hvis du virkelig intet kan, ja, så tager han jo nok ikke med. Bare fordi det var skidt sidst, betyder det jo ikke at det er skidt denne gang, så synes faktisk ikke at det er ok at du har dårlig samvittighed, når han faktisk tænkte på dig. 

At han overreagere, er nok en reaktion på at han ikke mener at du stoler på at han vil tage den rigtig beslutning på det tidspunkt, at han SKAL blive hjemme. 

Ja du er nervøs for at det kan være skidt igen, men lad nu ikke din rædsel få ud over manden, lad vær med at gør der værre. 

I er nød til at snakke ordentligt sammen. 

Ja jeg synes i den grad du benytter skyld med skyld på. Og det er ikke i orden. Han har jo ikke engang sagt ja..?

Er i et af de par der beslutter sig for at få barn for at redde et parforhold der i forvejen skranter..? Har jeres parforhold haft bedre kommunikation eller .. I er ikke godt til at snakke sammen virker det som om. Du spiller “jeg er skuffet/ offer” kortet og han bliver irriteret på dig og går. 

Få talt med en parterapeut ASAP... ellers ender  du som delemor med tre børn. Pt virker det som det mest sandsynlige outecome hvis I ikke bliver bedre til at snakke