Er det forkert af mig at blive såret ?

Synes virkelig også du overreagerer... han skal da have lov til at tage afsted og du kan vel nok klare dig i de timer eller få din mor/veninde eller andre til at komme. Puha stakkels mand... Det bliver en hård fremtid I går i møde, hvis I fortsætter sådan. 

Anonym skriver:

hej

jeg har brug for at høre andres mening om en episode her i dag. 

Kort forhistorie: jeg er gravid med nr.3 barn og skal have kejsersnit her den 9 august. Med nr 2 barn fik jeg også kejsersnit og oplevede desværre at mine mavemuskler var så ødelagte at jeg ikke kunne rejse mig selv op fra Eks sofaen uden hjælp. Der gik næsten 2 måneder inden heg kunne og min mand måtte tage fri for at passe mig og baby. 

Lige pt er mit forhold til barnets far i en krise men vi besluttede sammen her i torsdags at virkelig prioritere forholdet og forsøge at finde tilbage. Det er egentlig gået ok. Små skridt i den rigtige retning. 

Vores 2 andre børn er 5 og 2 år. Vores dreng på 2 år er en stor mundfuld for tiden. Mangle konflikter da han gerne vil bestemme selv. Prøver grænser ved Eks. At slå mm. Han skriger højt både når han er glad og når han er sur. Kravler på væggene og har masser af krudt.  Vi forventer han nok vil reagere på den nye baby med noget jalousi. Vores pige på 5 er mere stille men er også pt i en periode hvor hun til tider bliver utrolig tryghedssøgende. 

Når men her i dag ringer en af min mands gode venner. Han har tidligere spurgt om min mand vil med til et event som samarit i slutningen af september. Svaret har været at det kan han måske da vi jo ikke ved om jeg kan noget til den tid. Vennen ville så høre i dag om min mand kunne komme med til en øvelse for eventet den 16 august. Altså kun 7 dage efter baby er kommet til verden og midt i hans 14 dage barsel. 

Min mand sagde at det vidste han ikke men måske. Jeg blev bare vildt ked af det. Spurgte ind til hvorfor han havde sagt sådan og ikke bare afvist det med det samme. Svaret var at hvis alt gik godt efter kejsersnittet og jeg godt kunne rejse mig op selv kunne han da godt tage afsted de timer. 

Jeg blev så skuffet. Skuffet over at han kun 7 dage efter ville efterlade mig sammen med 3 børn for at han kunne tage ud og more sig ( jep det er det. Han går ikke i byen osv hans sjov og udehygge er sådanne ting som samarittervagter ) blev så ked af han ville prioritere dette over familien. Da han hørte dette sagde han i meget vred og skuffet tone at så blev han da hjemme og så burde det jo bare være det. 

Jeg har prøvet at fortælle ham at jeg faktisk stadig er vild ked af at det overhoved var en mulighed i hans hoved. At jeg føler mig meget dårlig behandlet lige der. 

Jeg endte med at sidde og græde fordi det sårede mig så meget at han overhoved mente det var ok at tage på sjov kun 7 dage efter mens jeg bare havde 3 børn hjemme. Han var helt kold overfor mig. Jeg sagde hans kulde gjorde ondt. Svaret var her at 1. Jeg havde ikke fortjent sympati og empati da jeg blæste situationen op og gan havde jo rettet ind.

2. Jeg havde ikke fortjent trøst for det var ikke synd for mig overhoved. Han mener det var helt ok at tænke sådan. 

Derefter gik han i seng for nu gad han ikke den diskution mere. Jeg har bare grædt lige siden. 

Er det forkert af mig at blive såret? Er det virkelig bare hormonerne ( som han også påpegede) ?

 

 

Ærlig talt så ja. Så synes jeg det er meget forkert at du bliver såret og skuffet over det. 

Han siger jo netop MÅSKE. Fordi han har DIG i tankerne til hvis det ikke går godt så vil han sige nej og være dig for dig. 

Det er en tur på nogle timer og ikke flere dage. I skal jo ikke sidde i lårene af hinanden i 14 dage bare fordi han har barsel. Hvis han aldrig går i byen osv. Så kan man godt onde ham nogle timer ude med vennerne hvis kejsersnittet går godt. 

Jeg må også indrømme at jeg syntes, at du overreager.

Han har jo netop ik sagt ja self deltager jeg. Han har tydeligt sagt MÅSKE, vel netop for at ku se tiden an, og se hvordan du havde det til den tid.

Og de 2 store ka vel komme i pasning? De behøver jo ik bare være derhjemme?

Måske han tænker at du evt ku få besøg af din mor/svigermor, til en hyggedag.

Hvis jeg var ham, ville jeg også bliv træt af, af høre på dit skyldtrip. Syntes det er fint, at han trækker sig, fra en diskution, som du får kørt helt ud på et sidespor. Vh Stine 

Jeg må istemme mig koret. Jeg synes, at din reaktion er meget voldsom og enormt unfair. Den stakkels mand sagde måske! Måske! Han sagde ikke ja! Han har respekt for, at jeres situation er uforudsigelig, så derfor siger han ikke definitivt ja.

En helt anden ting er, at selv hvis situationen ender som sidst, så synes jeg faktisk du skal lade ham tage mad. Hvis han skal stå for alt, med to børn i har i forvejen, i flere måneder, fordi du ikke kan komme ud af sengen, så synes jeg i dén grad han har fortjent at tage ud. Det handler ikke om, at det kan du ikke, og det er snyd. 

Det handler om at det at passe og pleje et forhold også er at passe hinanden. Og at stå med så meget ansvar selv i to måneder i så stor en familie, det er fandme hårdt. Nej, du kan ikke gøre for det. Men du kan vise din mand, at du er taknemmelig for du har så dejlig og indlevende mand, at han faktisk er dig for jer og børnene, når du er immobil. Det er så lille en ting at give ham plads til, men til gengæld får du så en mand, der har fået tanket op ved at have det sjovt, og kommer tilbage med fornyet energi til at være far og støtte dig. Imens kan du få hjælp af venner eller familie. 

Jeg synes måske, at det er en lidt mærkelig holdning. Den der "jeg lider, så du skal lide med mig. Jeg er låst fast, så det skal du også være". Jeg mener. Tilsyneladende er der tale om en mand, der faktisk er der for dig og støtter og hjælper - hvorfor kan du så ikke unde ham en dags sjov, når han ellers måske skal stå med så meget ansvar, fordi du ikke kan noget?

Sådan helt ærligt. Hvordan skader det dig, at din mand får tanket overskud en enkelt lille dag, så han kan komme hjem igen og være på? Andet end du er jaloux (forståeligt nok) over du ikke kan det samme? Din ærgrelse og jalousi er dine følelser, som du må bearbejde og finde ro i. Det er ikke fair, at de følelser skal gå ud over din mand. 

Jeg tror, at en af møderne DU kan arbejde på jeres forhold (han kan også, men nu er det din tråd) det er af forholde dig lidt mere direkte til dine egne følelser i stedet for at skyde dem over på din kæreste. Og måske arbejde med at tælle til ti.. Igen. Han sagde måske. Du skaber sådan en gigantisk konflikt over et måske. Tænk over det en gang.. Og prøv måske at huske på alt det gode han gør og har gjort i stedet for den lille ting, som han ikke en gang har gjort, men kun hae sagt måske til! 

Anonymor skriver:

Jeg må istemme mig koret. Jeg synes, at din reaktion er meget voldsom og enormt unfair. Den stakkels mand sagde måske! Måske! Han sagde ikke ja! Han har respekt for, at jeres situation er uforudsigelig, så derfor siger han ikke definitivt ja.

En helt anden ting er, at selv hvis situationen ender som sidst, så synes jeg faktisk du skal lade ham tage mad. Hvis han skal stå for alt, med to børn i har i forvejen, i flere måneder, fordi du ikke kan komme ud af sengen, så synes jeg i dén grad han har fortjent at tage ud. Det handler ikke om, at det kan du ikke, og det er snyd. 

Det handler om at det at passe og pleje et forhold også er at passe hinanden. Og at stå med så meget ansvar selv i to måneder i så stor en familie, det er fandme hårdt. Nej, du kan ikke gøre for det. Men du kan vise din mand, at du er taknemmelig for du har så dejlig og indlevende mand, at han faktisk er dig for jer og børnene, når du er immobil. Det er så lille en ting at give ham plads til, men til gengæld får du så en mand, der har fået tanket op ved at have det sjovt, og kommer tilbage med fornyet energi til at være far og støtte dig. Imens kan du få hjælp af venner eller familie. 

Jeg synes måske, at det er en lidt mærkelig holdning. Den der "jeg lider, så du skal lide med mig. Jeg er låst fast, så det skal du også være". Jeg mener. Tilsyneladende er der tale om en mand, der faktisk er der for dig og støtter og hjælper - hvorfor kan du så ikke unde ham en dags sjov, når han ellers måske skal stå med så meget ansvar, fordi du ikke kan noget?

Sådan helt ærligt. Hvordan skader det dig, at din mand får tanket overskud en enkelt lille dag, så han kan komme hjem igen og være på? Andet end du er jaloux (forståeligt nok) over du ikke kan det samme? Din ærgrelse og jalousi er dine følelser, som du må bearbejde og finde ro i. Det er ikke fair, at de følelser skal gå ud over din mand. 

Jeg tror, at en af møderne DU kan arbejde på jeres forhold (han kan også, men nu er det din tråd) det er af forholde dig lidt mere direkte til dine egne følelser i stedet for at skyde dem over på din kæreste. Og måske arbejde med at tælle til ti.. Igen. Han sagde måske. Du skaber sådan en gigantisk konflikt over et måske. Tænk over det en gang.. Og prøv måske at huske på alt det gode han gør og har gjort i stedet for den lille ting, som han ikke en gang har gjort, men kun hae sagt måske til! 

Spot on! 

Jeg var også blevet ked af det, en uge efter jeg havde født, hvis min mand skulle ud og socialisere sig, det må han gøre inden jeg føder, dermed ikke sagt at han aldrig skal ud igen... Men en uge efter, come on.... Man er fyldt med hormoner, træt og glæder sig bare til den lille ankommer, og så føler man bare at det eneste ens mand vil ud og socialisere sig.. Det kan han sgu gøre en mdr efter  sådan er det nu bare at blive forældre.... 

Så jo jeg var nok også blevet ked  man skal lige huske på alle de hormoner i kroppen, så det kan være svært at styre...

Du overdriver overhovedet ikke! Han har barsel, ikke ferie, og 3 børn kan jeg da forestille mig er en ordentlig håndfuld, man aner intet om hvordan den nye baby er eller hvad der sker. Det er da bedre at få sagt fra over for sine kammerater, i stedet for sidste øjeblik.

Han har slet ikke ret til at blive sur, det er ikke sidste gang han ser hans venner, I må begge give afkald på ting, du giver afkald på din krop, din nat, din dag. 

Jeg syntes du overreagerer. Jeg havde sagt, tag du ud og hyg dig og så kom hjem med fornyet energi til at tage dig af vores børn. Så havde jeg fået min mor til at komme og hjælpe mig med børnene. 

Min mand er så meget bedre far og mand når han ikke bliver begrænset (alt med måde selvfølgelig). 

Det er jo aldrig forkert at have følelser, men forstår også din mand for han har jo kun sagt måske. 

Jeg ville selv arrangere mig ud af det og se det som en god anledning til at mormor fik et par gode timer, hvor hun både kunne være min mor og mormor med stort M. Og jeg ville nok også se det som en lille prøve, hvordan  bliver det når de 14 dages barsel er slut, er der nogle ting som vi skal have styr på så hverdagen glider let (skal siges jeg i mine barsler har skulle hente og bringe, gav en del fridage ja med nummer 3 havde de store sommerferie da lillebror blev født og de blev hjemme de første 5 uger og far var på arbejde).

Men selvsagt må du være såret, du skal bare holde det på egen banehalvdel. Han har ikke handlet forkert, og skal ikke angribes og slet ikke føle skyld. Men han skal vide du bunker med en masse følelser, og at du lige nu ikke kan overskue han tager afsted - kan lige huske nu, at min mand skulle til fest 3 uger efter nummer 2 (3) og jeg var grædefærdig på forhånd. Men det gik og vi havde en skøn skøn aften.

Ja jeg ville sige du overreagere, nok har din mand barsel, men det er ikke ensbetydende med i skal være klistret til hinanden i de 2 uger. 

Du har lov til at være nervøs, men såret syntes jeg ikke. Din mand sagde måske, ergo han havde dig 100% i tankerne hvis det nu endte som sidste gang ville han jo ikke tage afsted. Og det er vildt unfair at du prøver at gør , han for skyldfølelse over noget som ikke måske slet ikke er et problem. 

Lige meget hvad kommer du en dag til at stå med 3 børn alene, når din mand tager på arbejde igen.