Rejse fra sine børn!?

lineog4 skriver:

Alle her inde kan give dig tusind råd - tale om st vedligeholde ægteskabet (hvilket forresten sagtens kan gøres uden weekendrejser, vi er snart på vej ind i vores 28 år sammen og der har været børn hele tiden fordi han var enlig far da vi mødtes og vi var netop i denne weekend på vores første weekend tur siden i 27 år og vi har ikke overvejet skilsmisse endnu ). Vi kan tale om psykologers råd og jeg skal give dig, men når alt kommer til alt, så ved du bedst selv. Du ved om du kan nyde turen (for måske er weekendture vedligeholdelse af forhold, men det kan også være det modsatte hvis den ene part kun sidder og venter på at komme hjem), og du kender jeres børn bedst - hvordan vil de have det? 

Vores børn nyder tiden sammen med venner, men de to ældste har haft det svært med at overnatte ude før de var i skolealderen - så har de tilgengæld heller ikke haft nogle som helst udfordringer med det og har begge været glade og uden hjemve på de lejrskoler og andre ture de har været på. Den mindste er helt anderledes og kan være uden mor eller far i lang tid bare mormor og hans søskende er der. Jeg har altid hadet når andre mente de kunne fortælle mig, hvad der var bedst for mine børn ud fra en standard, en teori, en bog - for børn er forskellige. Jeg har været væk, har været på lejrskole da den mellemste var knapt 2 år men så var far der jo, 3 ugers lejrskole i Grønland, da den yngste var 6 og ja nu for første gang på weekend tur med min mand fra fredag til i dag og de er snart 8,15 og 10 og det var grænseoverskridende men også godt - regner med vi skal budgettere en kort og billig tur en gang om året så længe mormor har mod på det. 

Så mit råd er: mærk efter nede i maven, og drøn hul i hvad andre siger om børnene eller ægteskabet der tager skade - begge ting afhænger af øjnene der ser.

Enig 

Vi har været sammen i 1000 år 

Og har aldrig været på plejforholdet ture og vi regner da med at blive gamle sammen.

Jeg har ikke lyst til at være væk fra mine børn men hvad andre gør er deres lyst. 

Så Ja gør hvad i føler for .

Anonym skriver:

Årh ha.

Min mand blev 30 i år og i den forbindelse ville jeg gerne give ham en helt speciel gave. Sidste år havde vi koncertbilletter til Ed Sheeran i DK, men pga en graviditet, som virkelig var hård, endte vi med at sælge billetterne til koncerten. Jeg har derfor købt koncertbilletter igen. Planen er at vi skal til Glasgow på en forlænget weekend, hvor vi så skal se Ed Sheeran derovre. Det er en drømmeweekend og på papiret kunne det ikke være bedre.

Problemet er bare at jeg har fortrudt, at vi skal rejse væk fra vores børn så længe  Vi har tre børn. De store er knap 8 og 5 år, men den mindste er kun 13 mdr, når vi skal afsted. 

De skal passes af deres mormor, som ser dem flere gange ugentligt, så det er egentlig ikke fordi jeg er utryg ved situationen. Jeg tænker bare at jeg er en forfærdelig mor, at jeg kan rejse væk fra mit lille barn i en forlænget weekend 

Skal jeg aflyse med manden og blive hjemme eller skal vi afsted? HJÆLP

Afsted med jer! Alternativt kan mormor passe dem i jeres eget hjem. Det gør vi, så føles det ikke så pasningsagtigt for børnene i vante omgivelser.  

Carina:-) skriver:

Enig 

Vi har været sammen i 1000 år 

Og har aldrig været på plejforholdet ture og vi regner da med at blive gamle sammen.

Jeg har ikke lyst til at være væk fra mine børn men hvad andre gør er deres lyst. 

Så Ja gør hvad i føler for .

Vi har som skrevet været væk for første gang i hele vores forhold (ej vi var også det første år en tur til ROM, men sønnen var hos sin mor. Og ja har haft nogle ture før vi fik fælles børn fordi sønnen netop var hos sin mor).

vi tog til Athen fordi det har været min drøm siden jeg begyndte at læse filosofi. Og ærligt vi havde ikke råd til vi alle tog afsted og jeg havde lyst til at det var i mit tempo og ikke ungernes ( fx stod jeg og græd på Akropolis fordi jeg endelig var der, kunne jeg ikke have haft tiden til med børn), så det var ikke plej forholdet rejse, men en sideeffekt var da at vi fik tid til at tale om andet end børn og skønt at opleve vi stadig kan og stadig kan nyde at gå hånd i hånd, kysse på stationerne osv. Men det er ikke den weekend der redder forholdet, det gør hver dag, det gør den kande the min kære mand laver hver morgen, det gør når vi står og holder i hånden og smelter over vi har skabt de tre skønne børn, det gør at vi går sammen i seng næsten hver aften og husker at kysse godnat, det gør drømmene om alt det vi skal nå sammen, det gør skænderierne som vi kan glemme og undskylde for, det gør smilene og grinene....

Lilleguldklump skriver:

Puha jeg er helt uforstående overfor man kan være i tvivl  men nu har jeg også som moster passet min nevø siden har var et par måneder gammel. Først et par timer, så overnatning. Han havde allerede inden han var et år prøvet at sove hos mormor/morfar en weekend, uden problemer. Min søster/svoger har været gode til at pleje deres forhold også og det syntes jeg er så sundt. Imens har min nevø fået gode hyggelige oplevelser (hvor vi altid har fulgt hans normale rytmer/vaner)

nu er han 1,5 år og sover tit hos moster  det er bare guld værd for alle! 

Det er vel fordi vi alle er forskellige (også børn, havde fx en datter der vitterlig nægtede flasken, den ene gang vi prøvede der skreg hun så voldsomt og endte med feber - hun var lige omkring 2 mnd. Så det satte jo en naturlig stopper for pasning).

Ærligt jeg er langt mere uforstående over for, at man ikke nan rumme forskelligheden og vide at alle ikke skal behandles ens og alle ikke skal gøre det samme. I denne tråd er der to ting to ting i spil: kan man rejse fra et barn på 13 mnd og skal man på weekendtur for at pleje forholdet. 

Jeg ville aldrig udtale mig kategorisk om hverken det ene eller det andet, jeg synes de forældre der har lyst skal rejse, de forældre som har lyst til weekendture og oplever det giver bedre forhold de skal afsted. Men de forældre som ikke hverken øsnker eller oplever deres børn kan, de skal blive hjemme. Og for nogle er weekendture ikke redningen på forholdet - tænk på alle de der ikke har råd eller ikke har familie der kan passe, de er så dømt til at gå fra hinanden 

så respekt for forskellighed og nyd du er moster på den måde det passer I jeres familie.

Det er vel fordi vi alle er forskellige (også børn, havde fx en datter der vitterlig nægtede flasken, den ene gang vi prøvede der skreg hun så voldsomt og endte med feber - hun var lige omkring 2 mnd. Så det satte jo en naturlig stopper for pasning).

Ærligt jeg er langt mere uforstående over for, at man ikke nan rumme forskelligheden og vide at alle ikke skal behandles ens og alle ikke skal gøre det samme. I denne tråd er der to ting to ting i spil: kan man rejse fra et barn på 13 mnd og skal man på weekendtur for at pleje forholdet. 

Jeg ville aldrig udtale mig kategorisk om hverken det ene eller det andet, jeg synes de forældre der har lyst skal rejse, de forældre som har lyst til weekendture og oplever det giver bedre forhold de skal afsted. Men de forældre som ikke hverken øsnker eller oplever deres børn kan, de skal blive hjemme. Og for nogle er weekendture ikke redningen på forholdet - tænk på alle de der ikke har råd eller ikke har familie der kan passe, de er så dømt til at gå fra hinanden 

så respekt for forskellighed og nyd du er moster på den måde det passer I jeres familie.

Der er også tal, som viser, at skilsmisse er hyppigere efter en “redningsferie”/ ferie sæson (sådan skete eksempelvis for min mands forældre. De tog på ferie og gik fra hinanden lige efter)

simpelthen fordi det så ofte er for sent og at man opdager, at fællesskabet ikke er kærlighed mere. At det er hverdagen man skal pleje. Og ikke på en weekend uden børn. 

Men igen hvis det fungerer for nogen, så gør det det. og det fint. Men det er altså ikke et barns behov, at forældrene er væk. Det optimale er vel faktisk, at forældrene er sammen med dem, som “passer barnet” - det vil barnet nok være lykkeligst for ��

sådan er der i hvertfald her. Vores datter elsker at vi er sammen allesammen. Hun elsker sin mormor og morfar - men glæden er størst, når jeg drikker kaffe ved et bord i nærheden, mens hun hundser med sine bedsteforældre. 

Så har hun den trøst ved hånden, som hun ønsker. Mormor og morfar har passet hende mange gange og et par gange med overnatning. Og det er gået perfekt - men hun er tydeligt lykkeligere, når vi er sammen. 

Hun er forresten 2,6 år

ps det er ikke et modsvar til lineog4. Mere en reflektion over dine ord - for jeg er enig med dig  

CBbaby skriver:

Der er også tal, som viser, at skilsmisse er hyppigere efter en “redningsferie”/ ferie sæson (sådan skete eksempelvis for min mands forældre. De tog på ferie og gik fra hinanden lige efter)

simpelthen fordi det så ofte er for sent og at man opdager, at fællesskabet ikke er kærlighed mere. At det er hverdagen man skal pleje. Og ikke på en weekend uden børn. 

Men igen hvis det fungerer for nogen, så gør det det. og det fint. Men det er altså ikke et barns behov, at forældrene er væk. Det optimale er vel faktisk, at forældrene er sammen med dem, som “passer barnet” - det vil barnet nok være lykkeligst for ��

sådan er der i hvertfald her. Vores datter elsker at vi er sammen allesammen. Hun elsker sin mormor og morfar - men glæden er størst, når jeg drikker kaffe ved et bord i nærheden, mens hun hundser med sine bedsteforældre. 

Så har hun den trøst ved hånden, som hun ønsker. Mormor og morfar har passet hende mange gange og et par gange med overnatning. Og det er gået perfekt - men hun er tydeligt lykkeligere, når vi er sammen. 

Hun er forresten 2,6 år

ps det er ikke et modsvar til lineog4. Mere en reflektion over dine ord - for jeg er enig med dig  

Vores datter havde kun lige lært at snakke sådan nogenlunde, da hun begyndte at smide os ud når vi var hos mormor og morfar eller farmor og farfar. Vi var knap kommet ind af døren før vi fik besked på at gå igen. - Så nej, ikke alle børn vil helst have at mor (eller far) er lige inden for rækkevidde.  

Selvom jeg gerne rejser på ferie uden mine børn (og også gerne uden min mand), så er jeg enig i at en ferie alene ikke kan redde et forhold. Men nu handler TS’s indlæg ikke om at redde et forhold, så syntes det er ret irrelevant at diskutere. 

Tror det der kan konkluderes af alles svar, er at man må mærke efter med sig selv og gøre hvad det føles rigtigt for en selv. Ikke hvad der føles rigtigt for alle andre.

Vores datter havde kun lige lært at snakke sådan nogenlunde, da hun begyndte at smide os ud når vi var hos mormor og morfar eller farmor og farfar. Vi var knap kommet ind af døren før vi fik besked på at gå igen. - Så nej, ikke alle børn vil helst have at mor (eller far) er lige inden for rækkevidde.  

Selvom jeg gerne rejser på ferie uden mine børn (og også gerne uden min mand), så er jeg enig i at en ferie alene ikke kan redde et forhold. Men nu handler TS’s indlæg ikke om at redde et forhold, så syntes det er ret irrelevant at diskutere. 

Tror det der kan konkluderes af alles svar, er at man må mærke efter med sig selv og gøre hvad det føles rigtigt for en selv. Ikke hvad der føles rigtigt for alle andre.

Enig - det gør min datter da også. Altså skubber os ud af døren. Men det betyder jo langt fra, at hun er okay med, at vi tog på kærlighedsferie en weekend uden hende. Måske et par timer, hvis hun er i godt humør - og måske en enkelt overnatning - men det er stadig ikke hendes behov. For hun skubber os også ud af dagplejen, når hun gerne vil lege. Det betyder ofte” nu skal I ikke blande jer” men det er jo en to-årig - alle behov er udtryk for her og nu. Og ikke noget som gælder om 10 minutter nødvendigvis. Så det er jo noget hun føler her og nu og ikke noget, jeg kan overføre til “det er okay at jeg tager væk fra hende en weekend” :-) 

Citatet var til Lineog4 og en viderereflektion. Jeg synes det er relevant at diskutere alle aspekter af hvorfor man måske rejser fra sig barn, da det kan ligge som et argument i TS hovedet. Især når en masse i tråden bringer det op? At det er vigtigt at “pleje” forholdet osv. Måske skriver jeg noget TS kan bruge? Det er hende som beslutter og skal sortere i relevant og irrelevant for hende. Det kan ingen vidst gætte sig til. :-)

Min pointe er netop, at man skal handle efter sit barn og sin mavefornemmelse . Og ikke kun sin lyst :-)

CBbaby skriver:

Enig - det gør min datter da også. Altså skubber os ud af døren. Men det betyder jo langt fra, at hun er okay med, at vi tog på kærlighedsferie en weekend uden hende. Måske et par timer, hvis hun er i godt humør - og måske en enkelt overnatning - men det er stadig ikke hendes behov. For hun skubber os også ud af dagplejen, når hun gerne vil lege. Det betyder ofte” nu skal I ikke blande jer” men det er jo en to-årig - alle behov er udtryk for her og nu. Og ikke noget som gælder om 10 minutter nødvendigvis. Så det er jo noget hun føler her og nu og ikke noget, jeg kan overføre til “det er okay at jeg tager væk fra hende en weekend” :-) 

Citatet var til Lineog4 og en viderereflektion. Jeg synes det er relevant at diskutere alle aspekter af hvorfor man måske rejser fra sig barn, da det kan ligge som et argument i TS hovedet. Især når en masse i tråden bringer det op? At det er vigtigt at “pleje” forholdet osv. Måske skriver jeg noget TS kan bruge? Det er hende som beslutter og skal sortere i relevant og irrelevant for hende. Det kan ingen vidst gætte sig til. :-)

Min pointe er netop, at man skal handle efter sit barn og sin mavefornemmelse . Og ikke kun sin lyst :-)

 

 

Men alligevel fortæller du indirekte at os der vælger at lade vores børn passe med overnatning (årsagen kan være ligegyldig, da børnene ikke ser på hvorfor de er hos fx mormor og morfar), gør noget forkert og ikke lytter til vores børns behov - Istedet for at acceptere at vi er forskellige og vi ser forskelligt på tingene.

Da jeg fik den første passet ude i sin tid, var min største bekymring hvad andre mon ville tænke om det - og sådan er der da ingen der skal sidde og føle. Jeg er heldigvis blevet mere ligeglad med andres meninger, men de skal så heller ikke påstå at jeg ikke lytter til mine børns behov eller at jeg er en dårlig mor, for så vil jeg gerne forsvare mig.

Det var i øvrigt kun første dræn af mit svar før, der var henvendt til dig. Resten var mere generel, men syntes det var lidt spild at lave flere indlæg efter hinanden.

Men alligevel fortæller du indirekte at os der vælger at lade vores børn passe med overnatning (årsagen kan være ligegyldig, da børnene ikke ser på hvorfor de er hos fx mormor og morfar), gør noget forkert og ikke lytter til vores børns behov - Istedet for at acceptere at vi er forskellige og vi ser forskelligt på tingene.

Da jeg fik den første passet ude i sin tid, var min største bekymring hvad andre mon ville tænke om det - og sådan er der da ingen der skal sidde og føle. Jeg er heldigvis blevet mere ligeglad med andres meninger, men de skal så heller ikke påstå at jeg ikke lytter til mine børns behov eller at jeg er en dårlig mor, for så vil jeg gerne forsvare mig.

Det var i øvrigt kun første dræn af mit svar før, der var henvendt til dig. Resten var mere generel, men syntes det var lidt spild at lave flere indlæg efter hinanden.

At fortælle om mine egne oplevelser med mit barn, er ikke at fortælle, at andre gør det forkert. 

Jeg understreger flere gange, at alle familier er forskellige, og der er forskellige behov. Hvis nogen sidder og føler sig ramt af mine oplevelser med mit barn, så er det svært at dele tanker i et forum. For så kan jeg ikke engang dele erfaringer fra mit liv uden af andre bliver stødt? 

Jeg kan ikke stå 100% til ansvar for, hvad folk indirekte læser. Jeg ved ikke, hvad der rammer andre. Og noget som du tager nært, er jeg ligeglad med og omvendt. Men det du mener, jeg indirekte skriver, er der intet belæg for. For det har jeg aldrig ment - så det er noget DU læser, jeg siger. Ikke noget jeg siger eller skriver  :-) 

Den har jeg svært ved at sluge. Jeg bliver personligt ikke stødt af at andre fortæller om deres måder at få deres børn til at sove, spise eller leve livet. Andres oplevelser eller tanker om opdamragelse har aldrig givet mig følelser af jeg er forkert. Folk vil altid være uenige i mange af mine valg som mor. Men på den lange bane er jeg personligt ligeglad, for jeg tror på, at jeg er en udemærket mor. Ikke perfekt, eller den bedste, men en god nok mor. Netop fordi jeg reflekterer over mine valg - det er den fedeste egenskab som disse debatter giver herinde :-)

Jeg lader mig inspirere af det jeg kan bruge - og det andet lader jeg glide i gennem. Jeg var nemlig inspireret af det lineog4 sagde, og nysgerrig på hvilke tanker det gav.

Du er velkommen til at være uenig. Men Jeg ønsker heller ikke at starte en ny debat, fordi mine erfaringer/refleksioner med mit barn føles som et angreb på andre. Og det skal jeg da beklage - min intention er aldrig at shame andre! Det er egentlig bare at bidrage til en reflektion eller god debat. 

Min pointe er jo netop, at jeg godt kan følge TS. Hvis det føles forkert, skal hun lade være. Hvis ikke, så go do it. :-) der tror jeg ikke vi er uenige? 

Der er også tal, som viser, at skilsmisse er hyppigere efter en “redningsferie”/ ferie sæson (sådan skete eksempelvis for min mands forældre. De tog på ferie og gik fra hinanden lige efter)

simpelthen fordi det så ofte er for sent og at man opdager, at fællesskabet ikke er kærlighed mere. At det er hverdagen man skal pleje. Og ikke på en weekend uden børn. 

Men igen hvis det fungerer for nogen, så gør det det. og det fint. Men det er altså ikke et barns behov, at forældrene er væk. Det optimale er vel faktisk, at forældrene er sammen med dem, som “passer barnet” - det vil barnet nok være lykkeligst for ��

sådan er der i hvertfald her. Vores datter elsker at vi er sammen allesammen. Hun elsker sin mormor og morfar - men glæden er størst, når jeg drikker kaffe ved et bord i nærheden, mens hun hundser med sine bedsteforældre. 

Så har hun den trøst ved hånden, som hun ønsker. Mormor og morfar har passet hende mange gange og et par gange med overnatning. Og det er gået perfekt - men hun er tydeligt lykkeligere, når vi er sammen. 

Hun er forresten 2,6 år

ps det er ikke et modsvar til lineog4. Mere en reflektion over dine ord - for jeg er enig med dig  

Mine børn er 7 (meget snart 8), 10 og meget snart 15. Min mand og jeg var i Athen i denne weekend, dvs. vi fulgte dem i skole fredag og hentede dem fra skole mandag. 

Vi var ikke på red-forholdet ferie, men vi var af sted fordi jeg havde vundet 1500 kroner og jeg har drømt om Athen siden jeg startede på Filosofi på Universitetet - og jeg ønskede meget det var en voksen oplevelse, eller rettere en Line oplevelse - overvejede faktisk at gøre det alene. Vi havde en skøn weekend, vi var voksne sammen, jeg var Line der græd på Akropolis og som kunne tage tiden til at lytte efter ekkoet. 

Selvom de er store, selvom de elsker deres mormor, selvom de var i deres eget hjem, så giver de to "mindste" udtryk for vi var meget savnet, og de synes absolut ikke vi skal være længere tid væk end det. Så helt bestemt enig det var ikke mine børns behov jeg var væk - det er derimod deres behov at se mig med et skud ekstra energi og vide jeg elsker livet sammen med dem, men det er okay jeg har også et liv hvor de ikke fysisk er der. Vil vi gøre det igen? Overvejer det, for det var dejligt ikke så meget tiden sammen, jo også den men den kan vi også finde i hverdagen, men fordi det var skønt ikke at have ansvaret og kunne være Line der var en smule egoistisk (den trængte jeg til). Men er enig med dig - og lige som dig tænker jeg vi alle er forskellige og det er okay det fungerer for nogle og ikke for andre - det havde ikke fungeret for mig da de var yngre for kunne ikke have nydt turen og ville bare have glædet mig til at komme hjem. 

Vi er nok mere til det er de små ting i hverdagen, det er ikke når vi går ud uden børn, tager på ferie uden børn (som vi nu har gjort en gang vauw). Det er sådan en helt almindelig tirsdag, hvor vi husker at sige goddag, spørge til hinandens liv, fortælle hinanden om vores liv, debatterer politik, filosofi og andre af mine absurde ideer og vi kan blive uenige og grine af det. Det er det lille tilfældige strejf der viser vi har set hinanden.