Lockout og stress

Lje skriver:

Jeg kan ikke gennemskue hvor gamle børnene er, så derfor risikerer jeg at give ikke-brugbare råd. Men så bruger TS bare det, hun kan. 

 

Min egen mand har været helt nede og vende. Det har været hans, min og vores hårdeste kamp i livet. Så jeg er helt enig med dig om det.

 

MEN de har valgt at få 3 børn i en stram økonomi (ifht. en barnepige), uden netværk (åbenbart få venner måske med tilsvarende børn) og velvidende, at der ikke er opbakning fra bedsteforældrene pga. de stadig arbejder. Det er jo faktorer man kender mens man vælger at få 3 børn. Hvad nu hvis alle børn blev syge på samme tid? Hvis et barn skulle indlægges? Hvis manden skal rejse med arbejde? Så står de uden netværk. Men kan enten tilskrive sit netværk stor værdi eller man kan sige 'vi kan selv og skal ikke ligge vores netværk til last'. 

 

Vi tog en aktivt valg om at flytte hjem til Danmark da vores søn var 1 år. For vi kunne ikke klare os uden netværk. Og arbejdede bedsteforældre, der gerne bidrager både med fridage og fast afhentning i vuggestuen. 

 

Så derfor skrev jeg 'vælger'. 

 

Vh.

Men man kan jo ikke vælge at få børn udfra det perspektiv "hvis nu" for hvis man gjorde det, var der jo ingen der fik børn.

Man må jo tage livet og de bolde man får tildelt når man gør. Ja det ville have været uansvarligt hvis hun var nede med stress og de derefter valgt at få et barn. Men fordi man bliver syg undervejs skal det da ikke afholde en fra at opleve livet som det nu engang er. Alt andet vil da være forfærdeligt. 

Lje skriver:

Jeg kan ikke gennemskue hvor gamle børnene er, så derfor risikerer jeg at give ikke-brugbare råd. Men så bruger TS bare det, hun kan. 

 

Min egen mand har været helt nede og vende. Det har været hans, min og vores hårdeste kamp i livet. Så jeg er helt enig med dig om det.

 

MEN de har valgt at få 3 børn i en stram økonomi (ifht. en barnepige), uden netværk (åbenbart få venner måske med tilsvarende børn) og velvidende, at der ikke er opbakning fra bedsteforældrene pga. de stadig arbejder. Det er jo faktorer man kender mens man vælger at få 3 børn. Hvad nu hvis alle børn blev syge på samme tid? Hvis et barn skulle indlægges? Hvis manden skal rejse med arbejde? Så står de uden netværk. Men kan enten tilskrive sit netværk stor værdi eller man kan sige 'vi kan selv og skal ikke ligge vores netværk til last'. 

 

Vi tog en aktivt valg om at flytte hjem til Danmark da vores søn var 1 år. For vi kunne ikke klare os uden netværk. Og arbejdede bedsteforældre, der gerne bidrager både med fridage og fast afhentning i vuggestuen. 

 

Så derfor skrev jeg 'vælger'. 

 

Vh.

Det er da 100 % spot on det, du skriver. Jeg synes på ingen måder, at du "taler ned" til TS, men det ER jo sandt, at TS og hendes mand har sat sig i en rigtig svær situation ved at vælge at få 3 børn under de vilkår og rammer, de har - og her taler jeg ikke om TS's depression/stress. Helt sikkert er det ikke et valg, og det skriver du jo også meget tydeligt. Men 3 børn i en Dream økonomi og helt uden netværk det er f.... hårde odds! 

Til TS din mand må ind i kampen - nu! Du har brug fir hjælp og den skal komme fra din mand.

Krsm til dig

Anonym skriver:

Jeg står i en rigtig skod situation. Jeg er på barsel med mit tredje barn og har både efterfødselsreaktion og meget slem stress. Som det er, er det svært for mig bare at komme igennem dagen på barsel i det hele taget, da baby selvfølgelig så også lige er sådan en baby der græder meget og ikke vil sove, men jeg skraaaaber mig lige igennem. Klarer den kun fordi far er mega involveret når han er hjemme fra job og tit tager den lille om natten selvom han skal arbejde. 

Nu er der jo alt det her konflikt og mulig lockout. Hvis det sker, og risikoen er jo efterhånden meget stor, så kan de to store ikke komme i førskole og skole pga. Det lukkes ned af lockouten. 

Og jeg er ved at brænde helt sammen ved tanke. Vi er unge og vores forældre arbejder stadig, så de kan ikke hjælpe. Vennernes forældre arbejder også. Min kæreste bliver ikke lockoutet i hans fag og vi har brug for hans indtægt og han skal selvfølgelig passe sit arbejde, så han kan heller ikke hjemme. 

Summa summarum vil lockouten betyde jeg skal gå hjem med 3 børn samtidig med at baby græder meget og ikke vil sove og samtidig med jeg kæmper med svær stress og en efterfødselsreaktion.

Jeg kan ikke. Jeg kan virkelig ikke. Jeg ved ikke hvordan jeg skal overleve, hvordan jeg skal være der for børnene, for jeg er allerede presset ud over mine grænser. Min kæreste vil rigtig gerne hjælpe, men han er ansat i en funktion hvor meget øvrigt personale lockoutes men han ikke gør, så det er slet ikke muligt han lige kunne blive hjemme fra job. 

Hjælp, hvad skal jeg dog gøre? Vi har ikke råd til at hyre en hjælp i hjemmet heller

Og for at debatten ikke kører af sporet skal det ikke handle om selve konflikten, jeg er helt med på hvorfor fagforeningerne kæmper og er bestemt på de offentlige ansattes side. Men derfor har det stadig de her uoverskuelige konsekvenser for mig personligt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

Min vurdering er, at der efter lockout hurtigt kommer et regeringsindgreb således, at lockouten kun varer et par dage. Jeg tror ikke du skal frygte en længere affære som dengang lærerne blev lockoutet i 5 uger.

Men man kan jo ikke vælge at få børn udfra det perspektiv "hvis nu" for hvis man gjorde det, var der jo ingen der fik børn.

Man må jo tage livet og de bolde man får tildelt når man gør. Ja det ville have været uansvarligt hvis hun var nede med stress og de derefter valgt at få et barn. Men fordi man bliver syg undervejs skal det da ikke afholde en fra at opleve livet som det nu engang er. Alt andet vil da være forfærdeligt. 

 

Jeg er grundlæggende uenig med dig. Alene ud fra vores egne tanker om det at få et barn. Vi har gjort os mange overvejelser og forventningsafstemt med hinanden og vores forældre omkring hvor meget "det tager en landsby at opdrage et barn", vi kunne regne med fra dem - og fra hinanden: hvor meget vil vi hver i sær sætte på standby for et barn? Herunder at vi også delte barslen 50/50. Nu synes jeg personligt, at udfordringen - når man er 2 voksne til 1 barn - er mindre men valgte vi et barn mere, så ville vi da bestemt tænke mere "hvad nu hvis" på logistik, praktik mv.

Og i det her tilfælde hvor TS ikke har hverken økonomi til barnepige, netværk, venner eller familie til at hjælpe sig, så havde jeg da VIRKELIG tænkt "hvad nu hvis" (bl.a omkring egen sygdom, børns sygdom) omkring barn 2 og 3.

Vh.

mor:) skriver:

Hun skriver da at det ikke er en mulighed da flere af hans kolleger er lockoutet. 

Så jeg forstår ikke hvordan dit indlæg om ansvar er relevant. 

Ansvaret er såmænd relevant - for mig - ved, at TS ikke skal bære byrden om bekymring for pasning helt alene. Typisk bliver problemer mindre, når man deler dem. 

Med mindre TS' mand har en hel unik stillingsbetegnelse, så er jeg sikker på, der blandt kollegaer og ledelse kan findes en løsning med forståelse for situationen med TS. Det kræver nok bare at TSs mand tager ansvaret og åbner munden på sin arbejdsplsds.

Fælles problemer, fælles løsninger, fælles ansvar. I min optik.

Vh.

Lje skriver:

Ansvaret er såmænd relevant - for mig - ved, at TS ikke skal bære byrden om bekymring for pasning helt alene. Typisk bliver problemer mindre, når man deler dem. 

 

Med mindre TS' mand har en hel unik stillingsbetegnelse, så er jeg sikker på, der blandt kollegaer og ledelse kan findes en løsning med forståelse for situationen med TS. Det kræver nok bare at TSs mand tager ansvaret og åbner munden på sin arbejdsplsds.

 

Fælles problemer, fælles løsninger, fælles ansvar. I min optik.

 

Vh.

Er meget enig med, hvad du skriver. Jeg tror dog lige det med kollegaer, arbejdsplads hvor man medbringer børn m.m. bliver lidt svært udfra TS startindlæg. Hun skriver mange af mandens kollegaer bliver lockoutet, hvorfor han nok er en del af det akut beredskab, man har i sundhedsvæsnet(de er vel de eneste, der ikke bliver det mere eller mindre???). Så i den situation, er arbejdsgiver nok ikke super forstående, og kollegaer er maks presset.

TS jeg tænker hvis din mand ikke kan få fri, kunne jeres forældre så måske hver give en feriedag ? også kunne du måske få besøg af en veninde eller lign en dag. Jeg tror ikke en konflikt varer mere end en uge, så hvis du har dækning 3-4 dage, tror jeg, du er ret langt(hvis det kan berolige).

nielsen80 skriver:

Er meget enig med, hvad du skriver. Jeg tror dog lige det med kollegaer, arbejdsplads hvor man medbringer børn m.m. bliver lidt svært udfra TS startindlæg. Hun skriver mange af mandens kollegaer bliver lockoutet, hvorfor han nok er en del af det akut beredskab, man har i sundhedsvæsnet(de er vel de eneste, der ikke bliver det mere eller mindre???). Så i den situation, er arbejdsgiver nok ikke super forstående, og kollegaer er maks presset.

TS jeg tænker hvis din mand ikke kan få fri, kunne jeres forældre så måske hver give en feriedag ? også kunne du måske få besøg af en veninde eller lign en dag. Jeg tror ikke en konflikt varer mere end en uge, så hvis du har dækning 3-4 dage, tror jeg, du er ret langt(hvis det kan berolige).

Det tænkte jeg også efterfølgende (ifht. sundhedsvæsenet, da jeg læste et par indlæg mere) men det ændrer egentlig ikke mit forslag om, at hvis TS' mand på arbejdspladsen spiller med åbne kort og forklarer hvor grelt det står til hjemme, så må det sidde en kollega, der kan overtales til at være nødberedskab og så kan TS' mand være lockoutet.

Men det har selvfølgelig måske betydning for deres økonomi. Og lige der bliver det svært både at have ham hjemme og ikke blive påvirket økonomisk.

Men tilbage står at alt skal siges højt og alle former for netværk skal undersøges. Jeg er enig i, at der desværre nok ligger et indgreb klart, så 1 ugesplan A, B og C bør være "nok".

Vh.

Tak for de brugbare svar her i tråden. Jeg vil bede om at få tråden låst, da jeg egentlig synes, at det er ret ubehageligt at fremmede sidder og drøfter og diskuterer de valg, vi har taget for vores liv. Det hjælper mig jo ikke og besvarer ikke mit spørgsmål. Jeg vil bede jer huske på, at det ikke altid er alle detaljer omkring ens omstændigheder eller valg, som man vælger at udlægge på nettet, særligt når man vil begrænse informationsmængden for ikke at blive genkendt. Tak for jeres tid allesammen, det var pænt af jer 

Jeg tror nu ikke det bliver voldsomt lang tid du skal regne med at der bliver lockout, har jeg en feeling af. Tror sgu ikke samfundet kan bære det.

Så tror ikke det er så længe du evt skal have de store hjemme. 

Jeg ved godt det kan være hårdt, men i princippet kunne de store jo også have feber eller lign så de ikke kunne komme afsted og så skulle de også være hjemme hos dig...

Jeg tror nu ikke det bliver voldsomt lang tid du skal regne med at der bliver lockout, har jeg en feeling af. Tror sgu ikke samfundet kan bære det.

Så tror ikke det er så længe du evt skal have de store hjemme. 

Jeg ved godt det kan være hårdt, men i princippet kunne de store jo også have feber eller lign så de ikke kunne komme afsted og så skulle de også være hjemme hos dig...

Jeg har og havde egentlig ikke tanke på at fortsætte denne tråd, men hvis det følgende var uklart i mit startoplæg, beklager jeg. Jeg har ikke problemer med at være selv med børnene ind i mellem - min bekymring går på, at jeg satte det op mod og forestillede mig næsten 4 hele uger ligesom dengang der var lærer lockout. Altså så hårdt ramt er jeg trods alt ikke, henter dem da også jævnligt lige efter skole, hvor jeg kunne lade dem blive i sfo til sent så jeg ikke skulle være den, der hentede. Er ked af hvis det fremstår som om, at jeg er helt og aldeles ude af stand til at tage mig af børnene selv. Jeg mente over en længere periode.