Lockout og stress

Jeg står i en rigtig skod situation. Jeg er på barsel med mit tredje barn og har både efterfødselsreaktion og meget slem stress. Som det er, er det svært for mig bare at komme igennem dagen på barsel i det hele taget, da baby selvfølgelig så også lige er sådan en baby der græder meget og ikke vil sove, men jeg skraaaaber mig lige igennem. Klarer den kun fordi far er mega involveret når han er hjemme fra job og tit tager den lille om natten selvom han skal arbejde. 

Nu er der jo alt det her konflikt og mulig lockout. Hvis det sker, og risikoen er jo efterhånden meget stor, så kan de to store ikke komme i førskole og skole pga. Det lukkes ned af lockouten. 

Og jeg er ved at brænde helt sammen ved tanke. Vi er unge og vores forældre arbejder stadig, så de kan ikke hjælpe. Vennernes forældre arbejder også. Min kæreste bliver ikke lockoutet i hans fag og vi har brug for hans indtægt og han skal selvfølgelig passe sit arbejde, så han kan heller ikke hjemme. 

Summa summarum vil lockouten betyde jeg skal gå hjem med 3 børn samtidig med at baby græder meget og ikke vil sove og samtidig med jeg kæmper med svær stress og en efterfødselsreaktion.

Jeg kan ikke. Jeg kan virkelig ikke. Jeg ved ikke hvordan jeg skal overleve, hvordan jeg skal være der for børnene, for jeg er allerede presset ud over mine grænser. Min kæreste vil rigtig gerne hjælpe, men han er ansat i en funktion hvor meget øvrigt personale lockoutes men han ikke gør, så det er slet ikke muligt han lige kunne blive hjemme fra job. 

Hjælp, hvad skal jeg dog gøre? Vi har ikke råd til at hyre en hjælp i hjemmet heller

Og for at debatten ikke kører af sporet skal det ikke handle om selve konflikten, jeg er helt med på hvorfor fagforeningerne kæmper og er bestemt på de offentlige ansattes side. Men derfor har det stadig de her uoverskuelige konsekvenser for mig personligt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

Anonym skriver:

Jeg står i en rigtig skod situation. Jeg er på barsel med mit tredje barn og har både efterfødselsreaktion og meget slem stress. Som det er, er det svært for mig bare at komme igennem dagen på barsel i det hele taget, da baby selvfølgelig så også lige er sådan en baby der græder meget og ikke vil sove, men jeg skraaaaber mig lige igennem. Klarer den kun fordi far er mega involveret når han er hjemme fra job og tit tager den lille om natten selvom han skal arbejde. 

Nu er der jo alt det her konflikt og mulig lockout. Hvis det sker, og risikoen er jo efterhånden meget stor, så kan de to store ikke komme i førskole og skole pga. Det lukkes ned af lockouten. 

Og jeg er ved at brænde helt sammen ved tanke. Vi er unge og vores forældre arbejder stadig, så de kan ikke hjælpe. Vennernes forældre arbejder også. Min kæreste bliver ikke lockoutet i hans fag og vi har brug for hans indtægt og han skal selvfølgelig passe sit arbejde, så han kan heller ikke hjemme. 

Summa summarum vil lockouten betyde jeg skal gå hjem med 3 børn samtidig med at baby græder meget og ikke vil sove og samtidig med jeg kæmper med svær stress og en efterfødselsreaktion.

Jeg kan ikke. Jeg kan virkelig ikke. Jeg ved ikke hvordan jeg skal overleve, hvordan jeg skal være der for børnene, for jeg er allerede presset ud over mine grænser. Min kæreste vil rigtig gerne hjælpe, men han er ansat i en funktion hvor meget øvrigt personale lockoutes men han ikke gør, så det er slet ikke muligt han lige kunne blive hjemme fra job. 

Hjælp, hvad skal jeg dog gøre? Vi har ikke råd til at hyre en hjælp i hjemmet heller

Og for at debatten ikke kører af sporet skal det ikke handle om selve konflikten, jeg er helt med på hvorfor fagforeningerne kæmper og er bestemt på de offentlige ansattes side. Men derfor har det stadig de her uoverskuelige konsekvenser for mig personligt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

Er det ikke muligt for dig at få nogle venner/veninder, andre familiemedlemmer til at komme og hjælpe dig. Evt lav nogle legeaftaler ude for de store, der må jo være andre der har børnene hjemme. Jeg skal da i hvert fald passe min venindes børn hvis der bliver strejke/lockout.

MorTil3+ skriver:

Er det ikke muligt for dig at få nogle venner/veninder, andre familiemedlemmer til at komme og hjælpe dig. Evt lav nogle legeaftaler ude for de store, der må jo være andre der har børnene hjemme. Jeg skal da i hvert fald passe min venindes børn hvis der bliver strejke/lockout.

Har ikke et ret stort netværk, så nej desværre ikke. I forhold til børnenes venners forældre er det sådan at de har nogle år på bagen i forhold til os og derfor har bedsteforældre der kan passe deres børn, men ikke venners børn. Så selvom vi snakker godt sammen, er der ikke hjælp at hente der. Ja, det er så sådan en situation hvor man mærker konsekvensen af ikke at have et stort socialt sikkerhedsnet under sig

I skal da have noget hjælp.

Hvad med ferietid weekender osv 

Hvad hvis de bliver syge?

Det dur jo ikke at du ikke har overskud til dine børn 

Det er ikke godt for dig men bestemt heller ikke for børnene så bed om hjælp ved kommunen. 

Start med din sp og rykker hun ikke så får i familie rådgivningen 

Jeg ved godt der ikke var det svar du forventede men av det er ikke rart at læse dit indlæg  med tanke på dine børn 

Og du får det hellere ikke bedre af at blive mere presset så bed om hjælp .

Det er ingen skam at bede om hjælp 

Carina:-) skriver:

I skal da have noget hjælp.

Hvad med ferietid weekender osv 

Hvad hvis de bliver syge?

Det dur jo ikke at du ikke har overskud til dine børn 

Det er ikke godt for dig men bestemt heller ikke for børnene så bed om hjælp ved kommunen. 

Start med din sp og rykker hun ikke så får i familie rådgivningen 

Jeg ved godt der ikke var det svar du forventede men av det er ikke rart at læse dit indlæg  med tanke på dine børn 

Og du får det hellere ikke bedre af at blive mere presset så bed om hjælp .

Det er ingen skam at bede om hjælp 

Min kæreste har jo altså også både ferie og weekend. Og i det omfang kan jeg sagtens være noget for min familie. At jeg er stresset og presset går i sidste ende mest ud over mig selv når jeg vender det indad, men det er klart, at det er lidt svært at underholde og finde på spændende aktiviteter dag ud og ind alene med tre børn hvoraf den ene græder det meste af dagen og man har det svært. 

Jeg går skam allerede i behandling og har god kontakt med sp . 

Jeg synes dit svar er lidt trist, hvis det er okay jeg siger det. Det er klart at når man i forvejen kæmper med konstant skyldfølelse som er en del af efterfødselsreaktionen har man ikke brug for at folk skriver ting ala av stakkels dine børn. Jeg ved da godt, at det er synd for børnene, at mor ikke kan være den overskudsmor hun gerne ville, og det hjælper jo ikke rigtig min situation eller svarer mit spørgsmål  at du gnider salt i såret ved at påpege det yderligere.. Det er ikke surt ment, bare lidt stof til eftertanke 

Anonym skriver:

Jeg står i en rigtig skod situation. Jeg er på barsel med mit tredje barn og har både efterfødselsreaktion og meget slem stress. Som det er, er det svært for mig bare at komme igennem dagen på barsel i det hele taget, da baby selvfølgelig så også lige er sådan en baby der græder meget og ikke vil sove, men jeg skraaaaber mig lige igennem. Klarer den kun fordi far er mega involveret når han er hjemme fra job og tit tager den lille om natten selvom han skal arbejde. 

Nu er der jo alt det her konflikt og mulig lockout. Hvis det sker, og risikoen er jo efterhånden meget stor, så kan de to store ikke komme i førskole og skole pga. Det lukkes ned af lockouten. 

Og jeg er ved at brænde helt sammen ved tanke. Vi er unge og vores forældre arbejder stadig, så de kan ikke hjælpe. Vennernes forældre arbejder også. Min kæreste bliver ikke lockoutet i hans fag og vi har brug for hans indtægt og han skal selvfølgelig passe sit arbejde, så han kan heller ikke hjemme. 

Summa summarum vil lockouten betyde jeg skal gå hjem med 3 børn samtidig med at baby græder meget og ikke vil sove og samtidig med jeg kæmper med svær stress og en efterfødselsreaktion.

Jeg kan ikke. Jeg kan virkelig ikke. Jeg ved ikke hvordan jeg skal overleve, hvordan jeg skal være der for børnene, for jeg er allerede presset ud over mine grænser. Min kæreste vil rigtig gerne hjælpe, men han er ansat i en funktion hvor meget øvrigt personale lockoutes men han ikke gør, så det er slet ikke muligt han lige kunne blive hjemme fra job. 

Hjælp, hvad skal jeg dog gøre? Vi har ikke råd til at hyre en hjælp i hjemmet heller

Og for at debatten ikke kører af sporet skal det ikke handle om selve konflikten, jeg er helt med på hvorfor fagforeningerne kæmper og er bestemt på de offentlige ansattes side. Men derfor har det stadig de her uoverskuelige konsekvenser for mig personligt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

Lav et opslag på Facebook; reservebedste eller ung pige søges til hjælp i begænset periode, god løn gives.

Selvom du er hjemme, vil 2 ekstra hænder være en stor hjælp.

Rockertand skriver:

Lav et opslag på Facebook; reservebedste eller ung pige søges til hjælp i begænset periode, god løn gives.

Selvom du er hjemme, vil 2 ekstra hænder være en stor hjælp.

Jamen hvordan skal vi give en god løn med begrænsede midler? Hvad ville du fx tænke var rimeligt? 

Jeg har før set på næstehjælpernes Facebook side nogen søgte hjælp til rengøring, havearbejde flytning eller andet praktisk. Måske du kunne prøve der igennem, kunne være der sad en der havde overskud til at tage ungerne et par dage om ugen. Hvis du søger hurtigt har du mulighed for at finde en du kan have tillid til.

Sidst under den store strejke var der flere forældre der gik sammen og arrangerede fælles dage i de lokale forsamlingshuse osv. Kunne være du var heldig at det ville ske igen. 

Kender du mindfullnes?? Det er en god måde lige at få 5 minutters ro i hovedet i stressede situationer. 

Håber det bedste for dig og bor du nær Vissenbjerg på Fyn så send en pb. Kan godt forstå hvis du stresser over det 

Anonym skriver:

Min kæreste har jo altså også både ferie og weekend. Og i det omfang kan jeg sagtens være noget for min familie. At jeg er stresset og presset går i sidste ende mest ud over mig selv når jeg vender det indad, men det er klart, at det er lidt svært at underholde og finde på spændende aktiviteter dag ud og ind alene med tre børn hvoraf den ene græder det meste af dagen og man har det svært. 

Jeg går skam allerede i behandling og har god kontakt med sp . 

Jeg synes dit svar er lidt trist, hvis det er okay jeg siger det. Det er klart at når man i forvejen kæmper med konstant skyldfølelse som er en del af efterfødselsreaktionen har man ikke brug for at folk skriver ting ala av stakkels dine børn. Jeg ved da godt, at det er synd for børnene, at mor ikke kan være den overskudsmor hun gerne ville, og det hjælper jo ikke rigtig min situation eller svarer mit spørgsmål  at du gnider salt i såret ved at påpege det yderligere.. Det er ikke surt ment, bare lidt stof til eftertanke 

Jeg er ret sikker på, Carinas svar netop er ment som hjælp til din situation. At du skal bede om helt konkret hjælp ved at involvere professionelle i, at du ikke alene har brug for behandling, men at du er magtesløs i det (sandsynlige) tilfælde, at konflikten kommer. At det vil være uoverkommeligt for dig at have tre børn hjemme uden støtte og hjælp. Og at det i sagens natur ikke kun vil påvirke dig, men også dine børn. 

Hvor store er dine børn? Jeg tænker bare, at hvis de går i skole begge to, så er de jo ikke helt hjælpeløse og burde nok kunne aktivere sig selv i løbet af en dag.