Dit indlæg rammer lige i hjertet. Jeg fik det man nok kalder pseudo trillinger. Min første barn var kun lige knapt 8 måneder, da jeg blev gravid igen - med tvillinger.
Min ældste er nu 6 år og tvillingerne 5, og det er først nu jeg føler, at livet igen byder på andet end børn, børn og børn. Tvillingerne blev født syv uger for tidligt, og jeg var derfor indlagt med dem i 3 uger, væk fra den store, og det var modbydeligt hårdt. Begge tvillinger var buldrende ørebørn, og det første af deres leveår blev brugt på sygdom - igen umenneskeligt hårdt. Min mand arbejder en del, så jeg har stået meget alene med dem, og så er det svært at tilgodese alles behov, idet man jo kun er udstyret med to hænder 
Jeg har tit stået i situationer og følt mig både overvældet, magtesløs og nærmest handlingslammet, fordi det har været så hårdt med tre små børn samtidigt.
Jeg elsker mine tre krudtugler uendeligt højt, men jeg er også glad for, at jeg ikke vidste det, jeg ved nu, før jeg fik dem, for så er jeg ikke helt sikker på, at jeg havde valgt at beholde tvillingerne - det lyder forfærdeligt, men det er sandheden.
Livet som tvillingemor er i forvejen ikke det nemmeste og slet ikke, når man har en lille en i forvejen, og hvis du stadig er sårbar efter sidste fødsel, lyder det for mig som om, at du står over for dit livs udfordring, hvis du vælger at beholde. På den anden side er jeg bevis på, at man godt kan slippe levende igennem pseudo trillinger med både sig selv og sit parforhold intakt og med tre trygge og harmoniske børn, der elsker hinanden højt og har utrolig stor glæde af hinanden. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg er kommet igennem det, men det gør man vel, fordi, det er man nødt til.
Jeg føler med dig og kan levende sætte mig ind i din fortvivlelse. Jeg håber, at du finder den løsning, der er bedst for både dig og din lille familie
