Hvordan kommer vi videre?

Hej med jer

Min mand og jeg har svært ved at finde forståelse  for hinanden. Sagen er den, at før vi fik børn lavede vi en masse ting hver for sig, småture og ferie med vennerne osv, og der var aldrig problemer. 

Jeg kan mærke, at efter børnene er kommet til, har mine værdier ændret sig, således at jeg gerne vil prioritere familietid, og min mand stadig gerne vil holde fast i de “gamle” vaner. 

Mere specifikt, handler det om at jeg netop nu er på barsel (og er ved at gå lidt ud af mit gode skind, savner voksentid og ferie). Min mand kommer og siger at han har sagt ja til en ferie med vennerne i marts, i den uge vi plejer at holde ferie, det er så hvad det er, men mine problemer med det er: 

Han har taget beslutningen uden om mig og har ikke engang tænkt på at spørge om jeg evt havde planer i den uge. 

Jeg hungrer virkelig efter ferie og synes han er tarvelig at “degradere” mig til husmor som bare kan holde hus og børn imens han morer sig med vennerne. 

Han dummede sig sidste gang han var afsted, og kyssede med en anden pige, omend kortvarigt og det var hende der startede (siger han) men jeg tænker stadig at hvis det er sådan stemningen er, hvad sker der så denne gang. 

Han siger at hvis jeg “forbyder” ham at tage med, så ændrer jeg ved den person han er, jeg siger at hvis han vælger at tage afsted i år (i stedet for at vente til næste år, hvor jeg ikke står med barn og lille baby, men to lidt større børn) så respekterer han ikke mig som ligeværdig i vores forhold, fordi han har taget beslutningen uden at involvere mig, jeg mener, at når man har fået en familie må man da som minimum lige vende den hjemme inden man booker. 

Er det mig der er tarvelig? Skal jeg lægge mig fladt ned og bare acceptere at det er sådan han er som menneske, som han siger?

Tak hvis du læste med, det blev lidt langt 

Han er ikke tankelæser, forklar ham hvordan du har det. Tag jer en lang god snak om alt det du synes tynger dig. Det kan være han også har noget som går ham på. Parforhold handler om kompromisser - mon ikke der er mulighed for i kan nå det 

Der har for ikke så længe siden været en anden debat, med en mand der havde sagt ja til at rejse uden at spørge konen til råds.. måske du kan finde noget opbakning der?

Uanset hvad syntes jeg ikke det er i orden at man siger ja til en ferie, eller bestiller en ferie, uden først at snakke med sin partner om det. Ærlig talt syntes jeg din mand er dybt egoistisk og sætter sig selv over alt andet. Han har en familie, og uanset hvor meget han gerne vil andre ting, så er han altså nødt til at tænke på jer også.

Jeg havde ikke lagt skjul på hvor egoistisk det er, det han har gang i. Jeg havde direkte fortalt ham at han som minimum kunne have snakket med mig om det inden. Fortæl ham ærligt hvordan du føler. At du er vred, såret, frustreret osv. At du føler han ikke tager sin rolle som far seriøs. Og så se om du ikke selv kan planlægge en lille ferie med børnene mens han er væk. Evt sammen med bedsteforældre eller nogle venner.

Jegkiggerpåfugle skriver:

Han er ikke tankelæser, forklar ham hvordan du har det. Tag jer en lang god snak om alt det du synes tynger dig. Det kan være han også har noget som går ham på. Parforhold handler om kompromisser - mon ikke der er mulighed for i kan nå det 

Tak for dit svar, vi har haft adskillige lange snakke, det kan selvfølgelig være svært at udlede af mit indlæg, men alt er lagt på bordet fra begge sider og indlægget er hvor vi er lige nu, hvor ingen af os i virkeligheden vil give os, stædigt og barnligt det ved jeg, men ikke desto mindre er vi fanget i det 

Thea14 skriver:

Der har for ikke så længe siden været en anden debat, med en mand der havde sagt ja til at rejse uden at spørge konen til råds.. måske du kan finde noget opbakning der?

Uanset hvad syntes jeg ikke det er i orden at man siger ja til en ferie, eller bestiller en ferie, uden først at snakke med sin partner om det. Ærlig talt syntes jeg din mand er dybt egoistisk og sætter sig selv over alt andet. Han har en familie, og uanset hvor meget han gerne vil andre ting, så er han altså nødt til at tænke på jer også.

Jeg havde ikke lagt skjul på hvor egoistisk det er, det han har gang i. Jeg havde direkte fortalt ham at han som minimum kunne have snakket med mig om det inden. Fortæl ham ærligt hvordan du føler. At du er vred, såret, frustreret osv. At du føler han ikke tager sin rolle som far seriøs. Og så se om du ikke selv kan planlægge en lille ferie med børnene mens han er væk. Evt sammen med bedsteforældre eller nogle venner.

Tak for svar, er det den tråd med dåben og hvir kvinden havde fødselsdepression? 

Problemet er, at jeg allerede har forklaret ham hvor egoistisk jeg synes det er både på en pæn måde, på en grædende måde, på en rasende måde, jeg ved snart ikke længere hvordan jeg kan få forklaret ham det, egentlig tror jeg han forstår det men bare er så stædig at han ikke vil give sig 

jeg har tænkt over ferie alene med børnene men så gør jeg bare det samme som jeg forsøger at fortælle ham jeg ikke synes er okay tænker jeg

Tobabyer skriver:

Hej med jer

Min mand og jeg har svært ved at finde forståelse  for hinanden. Sagen er den, at før vi fik børn lavede vi en masse ting hver for sig, småture og ferie med vennerne osv, og der var aldrig problemer. 

Jeg kan mærke, at efter børnene er kommet til, har mine værdier ændret sig, således at jeg gerne vil prioritere familietid, og min mand stadig gerne vil holde fast i de “gamle” vaner. 

Mere specifikt, handler det om at jeg netop nu er på barsel (og er ved at gå lidt ud af mit gode skind, savner voksentid og ferie). Min mand kommer og siger at han har sagt ja til en ferie med vennerne i marts, i den uge vi plejer at holde ferie, det er så hvad det er, men mine problemer med det er: 

Han har taget beslutningen uden om mig og har ikke engang tænkt på at spørge om jeg evt havde planer i den uge. 

Jeg hungrer virkelig efter ferie og synes han er tarvelig at “degradere” mig til husmor som bare kan holde hus og børn imens han morer sig med vennerne. 

Han dummede sig sidste gang han var afsted, og kyssede med en anden pige, omend kortvarigt og det var hende der startede (siger han) men jeg tænker stadig at hvis det er sådan stemningen er, hvad sker der så denne gang. 

Han siger at hvis jeg “forbyder” ham at tage med, så ændrer jeg ved den person han er, jeg siger at hvis han vælger at tage afsted i år (i stedet for at vente til næste år, hvor jeg ikke står med barn og lille baby, men to lidt større børn) så respekterer han ikke mig som ligeværdig i vores forhold, fordi han har taget beslutningen uden at involvere mig, jeg mener, at når man har fået en familie må man da som minimum lige vende den hjemme inden man booker. 

Er det mig der er tarvelig? Skal jeg lægge mig fladt ned og bare acceptere at det er sådan han er som menneske, som han siger?

Tak hvis du læste med, det blev lidt langt 

Høre du nogen sinde Mads & monopolet? Der er der flere af deltagerne der snakker om at et forhold er som en bankkonto. Der skal helst være balance. Lige nu trækker din kæreste over og konton er i minus. Som jeg ser det har du stillet ham et ultimatum men er du klar til konsekvenserne? Hvis han tager af sted, er du der så når han kommer tilbage? Hvis det var min kæreste havde jeg godt vist med mig selv at jeg ville være der også når han kom hjem igen men jeg ville spørge hvad jeg fik til gengæld? Hvordan han ville bringe vores bankkonto 'forhold' i balance igen. Nået for nået

Tobabyer skriver:

Tak for svar, er det den tråd med dåben og hvir kvinden havde fødselsdepression? 

Problemet er, at jeg allerede har forklaret ham hvor egoistisk jeg synes det er både på en pæn måde, på en grædende måde, på en rasende måde, jeg ved snart ikke længere hvordan jeg kan få forklaret ham det, egentlig tror jeg han forstår det men bare er så stædig at han ikke vil give sig 

jeg har tænkt over ferie alene med børnene men så gør jeg bare det samme som jeg forsøger at fortælle ham jeg ikke synes er okay tænker jeg

Du behøver jo ikke rejse uden at snakke med ham om det først. Og jeg syntes det ville være fair nok at du bruge den med noget for noget. Skal han afsted der, så skal du og ungerne også have en ferie...

Lisette W skriver:

Høre du nogen sinde Mads & monopolet? Der er der flere af deltagerne der snakker om at et forhold er som en bankkonto. Der skal helst være balance. Lige nu trækker din kæreste over og konton er i minus. Som jeg ser det har du stillet ham et ultimatum men er du klar til konsekvenserne? Hvis han tager af sted, er du der så når han kommer tilbage? Hvis det var min kæreste havde jeg godt vist med mig selv at jeg ville være der også når han kom hjem igen men jeg ville spørge hvad jeg fik til gengæld? Hvordan han ville bringe vores bankkonto 'forhold' i balance igen. Nået for nået

Ikke så meget som jeg gerne ville  men jeg har prøvet at foreslå det med noget for noget, men det synes han er en irriterende ting at have i parforholdet, han gider ikke skulle stå til regnskab for hans beslutninger. 

Jeg ville være der når han kom hjem, selvom jeg synes han er en idiot lige på det her punkt så er det ikke nok til at skulle gå fra ham, jeg må nok bare acceptere det og komme videre, og håbe han ikke kysser på flere eller det der er værre 

Thea14 skriver:

Du behøver jo ikke rejse uden at snakke med ham om det først. Og jeg syntes det ville være fair nok at du bruge den med noget for noget. Skal han afsted der, så skal du og ungerne også have en ferie...

Ja det kan jeg godt se, jeg har det jo netop bare sådan at jeg gerne ville have været afsted som familie, og så har jeg det dårligt med at fratage ham oplevelser med børnene fordi han ikke må komme med, og jeg føler lidt at hvis vi først er der hvir vi begynder at holde ferier hver for sig, så kan det hele efterhånden være ligegyldigt. 

Tobabyer skriver:

Ja det kan jeg godt se, jeg har det jo netop bare sådan at jeg gerne ville have været afsted som familie, og så har jeg det dårligt med at fratage ham oplevelser med børnene fordi han ikke må komme med, og jeg føler lidt at hvis vi først er der hvir vi begynder at holde ferier hver for sig, så kan det hele efterhånden være ligegyldigt. 

Har du fortalt ham det? Netop at det kan være lige meget hvis I ikke kan holde ferie som familie.

Hele min barndom har jeg kun holdt ferie med min mor, fordi min far ikke ser noget formål i at forlade hjemmet. Det er først som voksen det er gået op for mig hvor meget det generede min mor. Som børn var serbere en selvfølge at far aldrig var med...