Bisættelse :( respektere familien??

Hej min mand og jeg mistede vores bedste ven her mellem jul og nytår, han valgte at tage sit eget liv. Vi var de eneste han rigtig snakkede med og vi så ham flere gange hver uge. Han havde ikke den store kontakt til sin familie, hans mor hjalp ham lidt økonomisk når han helt på røven. Nu får vi så af vide at moren ikke ønsker at nogen af os venner skal deltage i bisættelsen og det kun skal være de aller nærmeste hvilket vil sige den familie han aldrig snakkede med og en x kæreste som moren er veninde med og ja jeg ville jo mene at min mand og jeg var hans aller nærmeste, og bliver faktisk rigtig ked af at vi ikk må få lov at sige et sidste farvel til en mand der betød meget for os og vores børn. Har prøvet at ringe til kirken men de har tavhedspligt. Tænk hvis han kan se ned og ingen af hans venner kommer og siger farvel skal vi bare respektere morens ønske eller kan man gøre noget. Vi må jo så ikke få af vide hvor og hvornår det kommer til at foregå. Er ved at bryde mit hoved hver aften for ved at han ville ha ønsket at vi var der.

MorTil3+ skriver:

Hej min mand og jeg mistede vores bedste ven her mellem jul og nytår, han valgte at tage sit eget liv. Vi var de eneste han rigtig snakkede med og vi så ham flere gange hver uge. Han havde ikke den store kontakt til sin familie, hans mor hjalp ham lidt økonomisk når han helt på røven. Nu får vi så af vide at moren ikke ønsker at nogen af os venner skal deltage i bisættelsen og det kun skal være de aller nærmeste hvilket vil sige den familie han aldrig snakkede med og en x kæreste som moren er veninde med og ja jeg ville jo mene at min mand og jeg var hans aller nærmeste, og bliver faktisk rigtig ked af at vi ikk må få lov at sige et sidste farvel til en mand der betød meget for os og vores børn. Har prøvet at ringe til kirken men de har tavhedspligt. Tænk hvis han kan se ned og ingen af hans venner kommer og siger farvel skal vi bare respektere morens ønske eller kan man gøre noget. Vi må jo så ikke få af vide hvor og hvornår det kommer til at foregå. Er ved at bryde mit hoved hver aften for ved at han ville ha ønsket at vi var der.

Føj en træls situation :-( 

jeg er ked af at i har mistet jeres rigtig gode ven, virker som om han har været glad for at have jer. Er moren slet ikke til at snakke med? - kender hun overhovedet til jeres forhold til hendes søn? Hvis hun ved hvor meget i så hinanden, kan hun da næsten ikke sige nej.. :-( 

MorTil3+ skriver:

Hej min mand og jeg mistede vores bedste ven her mellem jul og nytår, han valgte at tage sit eget liv. Vi var de eneste han rigtig snakkede med og vi så ham flere gange hver uge. Han havde ikke den store kontakt til sin familie, hans mor hjalp ham lidt økonomisk når han helt på røven. Nu får vi så af vide at moren ikke ønsker at nogen af os venner skal deltage i bisættelsen og det kun skal være de aller nærmeste hvilket vil sige den familie han aldrig snakkede med og en x kæreste som moren er veninde med og ja jeg ville jo mene at min mand og jeg var hans aller nærmeste, og bliver faktisk rigtig ked af at vi ikk må få lov at sige et sidste farvel til en mand der betød meget for os og vores børn. Har prøvet at ringe til kirken men de har tavhedspligt. Tænk hvis han kan se ned og ingen af hans venner kommer og siger farvel skal vi bare respektere morens ønske eller kan man gøre noget. Vi må jo så ikke få af vide hvor og hvornår det kommer til at foregå. Er ved at bryde mit hoved hver aften for ved at han ville ha ønsket at vi var der.

Uf, det er en svær situation.

I forhold til hvad I kan tillade jer, er der for mig forskel på at møde op i kirken og møde op til et efterfølgende arrangement (kaffe, m.v.). 

Jeg tænker på, om I kunne kontakte præsten og bede om en samtale og så simpelthen fortælle om jeres smerte over at miste jeres ven, om hans sidste tid og om smerten ved ikke at kunne deltage i bisættelsen og frygten for, at I svigter jeres ven. Det vil måske give noget forløsning, måske har han/hun et forslag.

Lucky05 skriver:

Føj en træls situation :-( 

jeg er ked af at i har mistet jeres rigtig gode ven, virker som om han har været glad for at have jer. Er moren slet ikke til at snakke med? - kender hun overhovedet til jeres forhold til hendes søn? Hvis hun ved hvor meget i så hinanden, kan hun da næsten ikke sige nej.. :-( 

Jeg skrev en lang lang SMS til hende i går, og svaret jeg fik tilbage var. Desværre det er kun de aller nærmeste  hun kender godt min mand, da hendes søn og min mand har været venner siden de var 10 år, så det var 30 års venskab.

L-mor skriver:

Uf, det er en svær situation.

I forhold til hvad I kan tillade jer, er der for mig forskel på at møde op i kirken og møde op til et efterfølgende arrangement (kaffe, m.v.). 

Jeg tænker på, om I kunne kontakte præsten og bede om en samtale og så simpelthen fortælle om jeres smerte over at miste jeres ven, om hans sidste tid og om smerten ved ikke at kunne deltage i bisættelsen og frygten for, at I svigter jeres ven. Det vil måske give noget forløsning, måske har han/hun et forslag.

Planen var kun at møde op i kirken men når vi ikke må få af vide hvor og hvornår bisættelsen foregår er det svært. Vi har snakket med præsten i den kirke vi tror det skal foregå i, men han må ikke udtale sig pga tavshedspligt så ved ikk hva vi så kan gøre  

MorTil3+ skriver:

Planen var kun at møde op i kirken men når vi ikke må få af vide hvor og hvornår bisættelsen foregår er det svært. Vi har snakket med præsten i den kirke vi tror det skal foregå i, men han må ikke udtale sig pga tavshedspligt så ved ikk hva vi så kan gøre  

Med hensyn til at tale med præsten mente jeg en personlig samtale om den sjælesorg, I føler. 

Øv hvor er det en trist situation.  

men der er desværre ikke noget at gøre. Man skal respekterer familiens ønske da de har sidste ord. 

Men lad være at bank jer selv i hovedet om svigt osv. Husk hellere at hvis han kan se ned at det kun er hans familie og ikke venner. Så kan han også se ned og se det ikke er pga manglende interesse for hans bisættelse men derimod nægter adgang. Han ved i har gjort hvad i kunne for at komme med. 

Synes du skal skrive en lang besked til hans mor og fortælle du respekterer deres ønske. Men om hun ikk vil være venlig at fortælle hvilken kirkegård han vil lægge på så i kan komme og lægge en blomst efter bisættelsen. 

I skal respektere familien. Det kan godt være I var de nærmeste når det kommer til stykket, men derfor skal man stadig udvise respekt. 

Jeg synes istedet I skal lave jeres eget lille ritual, evt. sammen med andre venner hvis der var flere der kendte ham og så mindes ham på den måde.

MorTil3+ skriver:

Planen var kun at møde op i kirken men når vi ikke må få af vide hvor og hvornår bisættelsen foregår er det svært. Vi har snakket med præsten i den kirke vi tror det skal foregå i, men han må ikke udtale sig pga tavshedspligt så ved ikk hva vi så kan gøre  

Det er rigtigt synd for jer, men I bliver nødt til at respektere familien. Og det sidste, jeres ven ville ønske sig, ville nok være drama og ufred til bisættelsen. Som en anden skriver, så lav jeres eget farvel-ritual, hvor I på jeres måde får sagt farvel. 

Modsat alle andre ville jeg møde op. Jeg frygtede selv en lignende situation engang og der bestemte jeg mig for at møde op hvis døden skulle indtræffe. Gjorde den heldigvis ikke. 

Men jeg ville møde op. Sidde bagerst i kirken også bare fordufte igen