Min kæreste har fået konstateret ADD

Hej.

Sagen er den, at min kæreste altid har haft et ret heftigt temperament (uden dog på nogle måder at være voldelig eller aggressiv), han farer hurtigt op over små, i mine øjne, bagateller. Han er impulsiv og gør det han har lyst til, når han har lyst til det - kun hvis jeg virkelig opponerer imod lytter han efter og stopper op. Det har egentlig gået ok i de godt 10 år vi har været kærester, men de sidste par år er det blevet meget værre. Han hæver stemmen hurtigt, er sur og irriteret, ukoncentreret og ufokuseret. Jeg sendte han til læge for nogle uger siden og hub henviste ham med det samme til psyk. Efter et par lange samtaler med en psykiater samt tests og evalueringer kom svaret idag; psykiateren og afdelingens overlæge konstaterede ADD og endda i særdeles svær grad, men de har svært ved at sige hvor længe han har gået rundt med det; psykiateren mente dog at han, udfra deres samtaler og tests, skulle have søgt hjælp for i hvert fald 5-6 år siden. Nu skal han ind til overlægen i overmorgen kl 8.00 for han skal i behandling med Ritalin med det samme da psykiateren og overlægen begge mente at han måtte være ved at eksplodere  

Nu er mit spørgsmål så; er der andre der har ADD tæt inde på livet? Hvordan skal jeg forholde mig sådan helt generelt? Hvor længe går der inden man kan forvente at medicinen har en virkning?

Jeg har selv diagnosen :-) 

jeg mærker det meget sjældent. Har været på medicin men stoppede pga bivirkninger var så slemme. Men de hjalp på overskuds kontoen :-) 

jeg har problemer med overskud, jeg kan ikke kontrollere følelser/impulser og har meget svært ved altid at se ud over hvad jeg tænker/føler er bedst lige nu.

det der har hjulpet mest på mig er styrketræning og psykolog hvor jeg lærte at forstå hvordan jeg havde det :-) jeg er selv Idag ret velfungerende og folk ligger ikke mærke til det. Jeg er dog på handicap tilskud fordi jeg ikke kan have job og studie samtidig. 

Min kæreste tager ikke hensyn til det og ønsker jeg heller ikke :-). Vil hellere arbejde med at undgå at få de små ture jeg engang imellem har 

jeg fik diagnosen da jeg var 17 år (6 år siden)

Kender ikke til ADD, men kender til Ritalin.

Min søster kom på det som 13 årig, og lige med det samme mærkede vi en forbedring. Som om hun pludselig kunne være i sit eget hoved og slappe af. Hun kunne pludselig sætte sig ned og studere sine hænder og hun tilbød endda at hjælpe med opvasken. - før da var hun aggressiv, altid i fuld fart og rodede rundt i sine tanker og ville være eksploderer hvis nogen bad om hendes hjælp. Det var ikke unaturligt at hun kastede med møblerne mm.

Hun har nu fået Ritalin i 18 år, og vi kan tydeligt mærke på hende når hun har glemt en pille. Hun er stadig syg og skal have hjælp, men hun fungerer bedre end da hun ikke fik det.

Anonym skriver:

Hej.

Sagen er den, at min kæreste altid har haft et ret heftigt temperament (uden dog på nogle måder at være voldelig eller aggressiv), han farer hurtigt op over små, i mine øjne, bagateller. Han er impulsiv og gør det han har lyst til, når han har lyst til det - kun hvis jeg virkelig opponerer imod lytter han efter og stopper op. Det har egentlig gået ok i de godt 10 år vi har været kærester, men de sidste par år er det blevet meget værre. Han hæver stemmen hurtigt, er sur og irriteret, ukoncentreret og ufokuseret. Jeg sendte han til læge for nogle uger siden og hub henviste ham med det samme til psyk. Efter et par lange samtaler med en psykiater samt tests og evalueringer kom svaret idag; psykiateren og afdelingens overlæge konstaterede ADD og endda i særdeles svær grad, men de har svært ved at sige hvor længe han har gået rundt med det; psykiateren mente dog at han, udfra deres samtaler og tests, skulle have søgt hjælp for i hvert fald 5-6 år siden. Nu skal han ind til overlægen i overmorgen kl 8.00 for han skal i behandling med Ritalin med det samme da psykiateren og overlægen begge mente at han måtte være ved at eksplodere  

Nu er mit spørgsmål så; er der andre der har ADD tæt inde på livet? Hvordan skal jeg forholde mig sådan helt generelt? Hvor længe går der inden man kan forvente at medicinen har en virkning?

 

Min mand blev for fire år siden diagnostiseret med ADD. Medicin og samtaler hos psykolog har hjulpet uendeligt. Det bliver stille og roligt bedre og bedre, men for mig var der ikke en dag, hvor det var blevet bedre. Vi har i det sidste år fået 24 samtaler, der har betydet at vi nu håndterer det og os bedst muligt - hårdt arbejde, men det hele værd 

For mig var ritalin en stor fest meget længe, men så blev jeg resistent og i dag har jeg ikke adhd diagnosen længere /alligevel. 

Rosa-Sofia skriver:

For mig var ritalin en stor fest meget længe, men så blev jeg resistent og i dag har jeg ikke adhd diagnosen længere /alligevel. 

Nu spørger jeg måske ganske uvidende , men hvis man har fået en adhd diagnose vokser mam vel ikke fra det ? Som jeg har forstået er det en livsvarig diagnose ? Hvis du ikke længere har adhd , har diagnosen så været en fejl diagnose fra start ? Dette er blot nysgerrige spørgsmål da jeg mener at adhd diagnosen gives lidt væk i pose og sæk til børn , det måske ikke passer helt i kasserne . 

Anonym skriver:

Nu spørger jeg måske ganske uvidende , men hvis man har fået en adhd diagnose vokser mam vel ikke fra det ? Som jeg har forstået er det en livsvarig diagnose ? Hvis du ikke længere har adhd , har diagnosen så været en fejl diagnose fra start ? Dette er blot nysgerrige spørgsmål da jeg mener at adhd diagnosen gives lidt væk i pose og sæk til børn , det måske ikke passer helt i kasserne . 

Jo jeg gætter på, at det var en fejldiagnose fra starten, jeg var meget ung og mine forældre følte sig overbevist om, at jeg fejlede noget i det spektrum. Det forklarer nok også, at jeg blev så energisk og social af at få ritalin Har hørt, og det får folk med adhd til at falde mere til ro. 

Tak for alle de gode svar  Psykiateren har sagt, at jeg kan få en aftale hos hende når jeg har behov for det - så vi sammen kan tale diagnosen igennem. Det er jeg super glad for  Men nu tænker jeg så på noget andet... nemlig vores datter på 6 år. Har tænkt, også før hendes far blev diagnosticeret, at der kunne være "et eller andet"  Det er svært at forklare på skrift, men hun er ret følelsesmæssigt ustabil og har været, i hvert fald hvad jeg har bemærket, siden 2-3 års alderen. Hun bliver lynhurtigt ked af det eller vred og føler sig meget ofte dybt forurettet - tit over ting jeg vil betegne som bagateller  Hun er også begyndt at blive lettere aggressiv, både verbalt og fysisk. Men det er vel noget jeg kan vende med psykiateren? Det kan jo også være det bare er en naturlig bekymring ovenpå farmands diagnose.

Tak igen for svar 

Anonym skriver:

Tak for alle de gode svar  Psykiateren har sagt, at jeg kan få en aftale hos hende når jeg har behov for det - så vi sammen kan tale diagnosen igennem. Det er jeg super glad for  Men nu tænker jeg så på noget andet... nemlig vores datter på 6 år. Har tænkt, også før hendes far blev diagnosticeret, at der kunne være "et eller andet"  Det er svært at forklare på skrift, men hun er ret følelsesmæssigt ustabil og har været, i hvert fald hvad jeg har bemærket, siden 2-3 års alderen. Hun bliver lynhurtigt ked af det eller vred og føler sig meget ofte dybt forurettet - tit over ting jeg vil betegne som bagateller  Hun er også begyndt at blive lettere aggressiv, både verbalt og fysisk. Men det er vel noget jeg kan vende med psykiateren? Det kan jo også være det bare er en naturlig bekymring ovenpå farmands diagnose.

 

Tak igen for svar 

Vores søn har dog adhd, men disse diagnoser er 80% arvelige, så chancen for hun kan have den er der da helt bestemt.

Min mand har ADD, og er også først blevet diagnosticeret som voksen. Han er også et stort temperament, og han har uden tvivl lettere ved at styre det på ritalin. Nu er det på ingen måde noget der har en stor indflydelse på vores dagligdag... Han har haft fast arbejde efter end uddannelse i nogle år, og har hurtigt fået rigtig meget ansvar, og vi venter nu baby nr. 2.