Svigermødre

Jeg tror de fleste svigermor problemer kommer af at man er to familier der skal flettes sammen. Det er i hvert fald de problemer der har været for os.

Min mand og jeg er fra to vidt forskellige familier. Der er stor forskel på hvordan man gør tingene, vi har begge traditioner og det er ikke altid de kan forenes. Det vil helt naturligt skabe nogle kollisioner mellem mig og min svigermor (og min mand og mine forældre). Her er det jo så hvordan man håndterer disse udfordringer.

Fx kom der er udfordring da vi som kærester besluttede os for at begynde at holde jul sammen. Vi var begge ud af familier med traditioner for julen, så det var lidt kompromiser fra begge sider der skulle til. 

Vi er bestemt heller ikke enige om børneopdragelse, og både min mand og vi må flere gange markere os for at svigermor fx overholder sengetider og ikke fodre barnet med sukker kl. 22 om aftenen. (Og spænder børnene korrekt fast i bilen).

der har været mange gange hvor vores forskellige holdninger har kollideret, men alt i alt hygger vi os. Vi er ikke enige om børneopdragelse, hvordan man holder ferie og hvad der er bedst i tv, men jeg tør overlade mine børn hos hende og jeg nyder julen hvert alder år når vi er hos dem.

Det skal lige siges at vi også oplever at vi ikke altid er enige med min mor.

lineog4 skriver:

Nu bliver jeg altså nysgerrig - jeg er så uheldig (nogle vil nok sige heldig), at jeg ikke har svigerforældre. Min mands forældre døde da han var 16, og det eneste nære familie han har tilbage er hans bror (og en søster som han ikke har haft noget med at gøre i sin barndom, lang historie). Vi besøger hans bror en gang om året, og det er ikke altid en dans på roser. Jeg har været den der har presset på for, t vi skal besøge og vi skal beholde kontakten. Jeg vil så gerne give mine børn den side af familien også - også fordi min side kun er min mor. 

Lang indledning var slet ikke meningen. Men det betyder, jeg ikke har erfaring med svigermødre, ikke med en svigerfamilie rent faktisk. Og synes jeg læser igen og igen, om den her rædselsfulde svigermor - aktuelt i den lange tråd her inde, hvor en del går med i koret om den dårlige svigermor, og endda en der er blevet stemplet som den dårlige svigermor. 

Er det en naturlov? Eller er der nogle der ude der har en god svigermor? Skal jeg forvente at mine to drenge møder en partner som næsten uafhængigt af min opførsel vil definere mig som “dårlig” eller i hvert fald irriterende? Er jeg totalt naiv, når jeg i min drøm ser hele min skønne familie samlet i total julehygge uden en masse surhed, irritation og stridigheder? Skal jeg bare være glad for jeg fik en levende datter, for drengene mister jeg fordi jeg pr definition er den sure svigermor?

Gode historier efterlyses, så jeg kan glæde mig til at blive svigermor og farmor.

Jeg kan også nogle gange tænke 'oh det kan da blive hårdt at blive farmor med alle de sure svigerdøtre, der findes'. Håber, de kvinder giver en bedre stemning videre til deres egne døtre. 

Jeg elsker min svigerfamilie. Specielt min svigermor. Hun er helt anderledes end min egen mor. Kan nogle andre ting, gør nogle andre ting. Hun kommer på besøg hver 5.-6. uge og bliver 4-6 dage. Og jeg elsker det. Hun afleverer vores søn sent, henter tidligt (pga sygdom skal hun helst lige have en lur midt på dagen) og giver lige en hånd med i hverdagen. Nogle ting gør vi naturligvis/heldigvis ikke ens og hun gør ikke altid tingene, som jeg ville have gjort. Men en stor pytknap og viden om, at alt gøres i kærlighed - det virker for mig. 

Hun gør ikke forskel på sine børnebørn, svigerdøtre og sønner. Det er rart at være i hendes hjem. Vi tilstræber besøg 4-6 gange om året.

Min mands bror og kone har jeg det lidt mere pudsigt med. Min svoger har jeg det vildt sjovt med. Min svigerinde rammer jeg ikke helt så godt men  vi har tilgengæld et fagfællesskab, vi kan tale lidt om også. Og hun er ekstrem omsorgsfuld og betænksom. De har 5 børn og bølgerne går højt hvilket jeg ikke gider. Så der har vi taget vores forhåndsregler og overnatter der fx ikke men kører altid til min svigermor og sover. På den måde løser vi mange ting. Og så går jeg en tur/tager på legeplads/henter mælk til kaffen med vores søn eller lign., hvis jeg (eller jeg opfanger det hos min søn) bliver presset i stemningen. Og aktiverer pytknappen. 

Så de gode historier findes :-) 

Min knægts mormor/ekssvigermor var en ironlady.. So i have been told, men så mødte jeg dem dengang. Jeg var alt hvad hun ønskede jeg ikke var. Jæger xD

Men jeg opførte mig pænt og vi har alle vores forskelligheder, kemien var der, hun var en fantastisk svigermor og en man respekterede og super mormor for knægten.

Ny kæreste og ny svigermor.. Hende og jeg har forskellige værdier i livet. Men svigermonster bliver hun aldrig hehe, men der er ikke helt samme kemi, som med den gamle ekssvigermor, men det er ikke dem vi skal giftes med som man siger 

lineog4 skriver:

Nu bliver jeg altså nysgerrig - jeg er så uheldig (nogle vil nok sige heldig), at jeg ikke har svigerforældre. Min mands forældre døde da han var 16, og det eneste nære familie han har tilbage er hans bror (og en søster som han ikke har haft noget med at gøre i sin barndom, lang historie). Vi besøger hans bror en gang om året, og det er ikke altid en dans på roser. Jeg har været den der har presset på for, t vi skal besøge og vi skal beholde kontakten. Jeg vil så gerne give mine børn den side af familien også - også fordi min side kun er min mor. 

Lang indledning var slet ikke meningen. Men det betyder, jeg ikke har erfaring med svigermødre, ikke med en svigerfamilie rent faktisk. Og synes jeg læser igen og igen, om den her rædselsfulde svigermor - aktuelt i den lange tråd her inde, hvor en del går med i koret om den dårlige svigermor, og endda en der er blevet stemplet som den dårlige svigermor. 

Er det en naturlov? Eller er der nogle der ude der har en god svigermor? Skal jeg forvente at mine to drenge møder en partner som næsten uafhængigt af min opførsel vil definere mig som “dårlig” eller i hvert fald irriterende? Er jeg totalt naiv, når jeg i min drøm ser hele min skønne familie samlet i total julehygge uden en masse surhed, irritation og stridigheder? Skal jeg bare være glad for jeg fik en levende datter, for drengene mister jeg fordi jeg pr definition er den sure svigermor?

Gode historier efterlyses, så jeg kan glæde mig til at blive svigermor og farmor.

Bare rolig der findes gode svigermødre min er bare ikke en af dem  ej det er helt seriøst jeg har tidligere haft en fantastisk svigermor og det var svært at sige farvel da jeg gik fra min x  

Min mands mor er en helt anden kop the... og jeg har prøvet at tale med hende om vores forskelligheder og hvor meget hun såre mig osv. Men det er der intet godt kommet ud af desværre for jeg ville ønske at jeg hade et godt forhold til hende 

lineog4 skriver:

Nu bliver jeg altså nysgerrig - jeg er så uheldig (nogle vil nok sige heldig), at jeg ikke har svigerforældre. Min mands forældre døde da han var 16, og det eneste nære familie han har tilbage er hans bror (og en søster som han ikke har haft noget med at gøre i sin barndom, lang historie). Vi besøger hans bror en gang om året, og det er ikke altid en dans på roser. Jeg har været den der har presset på for, t vi skal besøge og vi skal beholde kontakten. Jeg vil så gerne give mine børn den side af familien også - også fordi min side kun er min mor. 

Lang indledning var slet ikke meningen. Men det betyder, jeg ikke har erfaring med svigermødre, ikke med en svigerfamilie rent faktisk. Og synes jeg læser igen og igen, om den her rædselsfulde svigermor - aktuelt i den lange tråd her inde, hvor en del går med i koret om den dårlige svigermor, og endda en der er blevet stemplet som den dårlige svigermor. 

Er det en naturlov? Eller er der nogle der ude der har en god svigermor? Skal jeg forvente at mine to drenge møder en partner som næsten uafhængigt af min opførsel vil definere mig som “dårlig” eller i hvert fald irriterende? Er jeg totalt naiv, når jeg i min drøm ser hele min skønne familie samlet i total julehygge uden en masse surhed, irritation og stridigheder? Skal jeg bare være glad for jeg fik en levende datter, for drengene mister jeg fordi jeg pr definition er den sure svigermor?

Gode historier efterlyses, så jeg kan glæde mig til at blive svigermor og farmor.

Jeg har verdens bedste svigermor (og far)  

Vi spiser sammen hver 14 dag, og ses mange gange oftere end det. De er tætte og fortrolige med både vores børn og os, og vi har i mange år, været på sommerhus ferie sammen hver sommer - i år rejser vi dog udenlands, og havde svigermor ikke lidt af flyskræk havde det været helt naturligt, at tage dem med.

Jeg snakker SÅ godt med mine svigerforældre, også om ting som fx kan være svære.

Så JO de gode forhold findes, heldigvis ��

lineog4 skriver:

Nu bliver jeg altså nysgerrig - jeg er så uheldig (nogle vil nok sige heldig), at jeg ikke har svigerforældre. Min mands forældre døde da han var 16, og det eneste nære familie han har tilbage er hans bror (og en søster som han ikke har haft noget med at gøre i sin barndom, lang historie). Vi besøger hans bror en gang om året, og det er ikke altid en dans på roser. Jeg har været den der har presset på for, t vi skal besøge og vi skal beholde kontakten. Jeg vil så gerne give mine børn den side af familien også - også fordi min side kun er min mor. 

Lang indledning var slet ikke meningen. Men det betyder, jeg ikke har erfaring med svigermødre, ikke med en svigerfamilie rent faktisk. Og synes jeg læser igen og igen, om den her rædselsfulde svigermor - aktuelt i den lange tråd her inde, hvor en del går med i koret om den dårlige svigermor, og endda en der er blevet stemplet som den dårlige svigermor. 

Er det en naturlov? Eller er der nogle der ude der har en god svigermor? Skal jeg forvente at mine to drenge møder en partner som næsten uafhængigt af min opførsel vil definere mig som “dårlig” eller i hvert fald irriterende? Er jeg totalt naiv, når jeg i min drøm ser hele min skønne familie samlet i total julehygge uden en masse surhed, irritation og stridigheder? Skal jeg bare være glad for jeg fik en levende datter, for drengene mister jeg fordi jeg pr definition er den sure svigermor?

Gode historier efterlyses, så jeg kan glæde mig til at blive svigermor og farmor.

Jeg har haft 4 reelle svigetmødre.. 1 af dem havde jeg det lidt hårdt med. Hun var sådan set sød, men hun opførte sig som om sønnen var en baby (han var 23, havde fuldtidsjob, faste regninger osv) og han krøb ind i rollen når hun var der. Hun var ikke et svigermonster! Slet ikke. Jeg kastede bare lidt op indvendig når de var i samme rum. 

Hun er det "værste" jeg har oplevet.  

jeg føler mig super heldig med de svigerfamilier jeg har haft i mit liv  

lineog4 skriver:

Nu bliver jeg altså nysgerrig - jeg er så uheldig (nogle vil nok sige heldig), at jeg ikke har svigerforældre. Min mands forældre døde da han var 16, og det eneste nære familie han har tilbage er hans bror (og en søster som han ikke har haft noget med at gøre i sin barndom, lang historie). Vi besøger hans bror en gang om året, og det er ikke altid en dans på roser. Jeg har været den der har presset på for, t vi skal besøge og vi skal beholde kontakten. Jeg vil så gerne give mine børn den side af familien også - også fordi min side kun er min mor. 

Lang indledning var slet ikke meningen. Men det betyder, jeg ikke har erfaring med svigermødre, ikke med en svigerfamilie rent faktisk. Og synes jeg læser igen og igen, om den her rædselsfulde svigermor - aktuelt i den lange tråd her inde, hvor en del går med i koret om den dårlige svigermor, og endda en der er blevet stemplet som den dårlige svigermor. 

Er det en naturlov? Eller er der nogle der ude der har en god svigermor? Skal jeg forvente at mine to drenge møder en partner som næsten uafhængigt af min opførsel vil definere mig som “dårlig” eller i hvert fald irriterende? Er jeg totalt naiv, når jeg i min drøm ser hele min skønne familie samlet i total julehygge uden en masse surhed, irritation og stridigheder? Skal jeg bare være glad for jeg fik en levende datter, for drengene mister jeg fordi jeg pr definition er den sure svigermor?

Gode historier efterlyses, så jeg kan glæde mig til at blive svigermor og farmor.

Jeg elsker min svigermor. Er sammen med hende minimum 1 gang om ugen og snakker med hende flere gange om ugen. Hun er en stor del af vores liv og en god farmor for vores børn  Vi tager på skiferie med hele min svigerfamilie den 25/12 og en uge frem. Min forrige svigermor var også en dejlig dame

Min svigermor er dejlig  

Men jeg er faktisk sikker på jeg er en sviger monster in the making 

Ej pjat, men 30 år fra  nu kan man muligvis godt læse en tråd om mig, skrevet af sviger datter. 

Jeg er sat i mine måder, ikke skide god til at sige pyt, detalje orinteret, hamrende klodset, rebelsk og meget politisk engangageget, jeg korser mig når jeg hører om folk der ikke stemmer, Glædeligt putter bur æg og mishandlet polsk ko i munden for det har "de ikke lige sat sig ind i" 

Så jeg er sikker på en fremtidig sviger datter kan tænke bæst om mig! Specielt hvis hun er en "øh er det vigtigt" type.. 

lineog4 skriver:

Nu bliver jeg altså nysgerrig - jeg er så uheldig (nogle vil nok sige heldig), at jeg ikke har svigerforældre. Min mands forældre døde da han var 16, og det eneste nære familie han har tilbage er hans bror (og en søster som han ikke har haft noget med at gøre i sin barndom, lang historie). Vi besøger hans bror en gang om året, og det er ikke altid en dans på roser. Jeg har været den der har presset på for, t vi skal besøge og vi skal beholde kontakten. Jeg vil så gerne give mine børn den side af familien også - også fordi min side kun er min mor. 

Lang indledning var slet ikke meningen. Men det betyder, jeg ikke har erfaring med svigermødre, ikke med en svigerfamilie rent faktisk. Og synes jeg læser igen og igen, om den her rædselsfulde svigermor - aktuelt i den lange tråd her inde, hvor en del går med i koret om den dårlige svigermor, og endda en der er blevet stemplet som den dårlige svigermor. 

Er det en naturlov? Eller er der nogle der ude der har en god svigermor? Skal jeg forvente at mine to drenge møder en partner som næsten uafhængigt af min opførsel vil definere mig som “dårlig” eller i hvert fald irriterende? Er jeg totalt naiv, når jeg i min drøm ser hele min skønne familie samlet i total julehygge uden en masse surhed, irritation og stridigheder? Skal jeg bare være glad for jeg fik en levende datter, for drengene mister jeg fordi jeg pr definition er den sure svigermor?

Gode historier efterlyses, så jeg kan glæde mig til at blive svigermor og farmor.

Jeg vil sige det sådan her: Sålænge du som svigermor (til den tid) ikke blander dig i deres liv og børneopdragelse, så har du intet at frygte. 

Jeg har en ren svigermonster terrorist, som jeg har skullet sætte på plads alt for mange gange. Hun mener hun ved alt bedre, bliver sur hvis man ikke følger hendes råd, kommer med spydige kommentarer ang. vores måde at opdrage vores børn på. I starten var det svært for min mand at konfrontere hende men efter flere års terror, er han heldigvis kommet på banen og har sat hende på plads. Hun holder sig lidt tilbage nu for hun er klar over at kontakten bliver cuttet hvis hun fortsætter. 

Så til alle jer som har en dejlig svigermor, giv hende en ekstra kram fra mig 

Jeg tror nogengange at det netop handler om forskellen på sønnen og svigerdatteren. Som fx vivienne skriver med at de er opdraget så forskelligt - så når sønnen går med på "svigerdatterens måde" at opdrage på - som jo nok er bygget på at han er blevet voksen, klog ig har informeret sig med de moderne studier indenfor børn og sundhed fx - så genkender hun ikke sit barn. Og føler at det er svigerdatteren fer styrer showet og ham. 

Min egen bror var en hippie førhen! Sådan rigtigt! Røg pibe, gik i særpræget tøj, langt hår og han elskede charmen ved gamle møbler og ting. Nu.. der bor han med en kvinde som er modsat. Og deres hjem er et nybygget hus med kähler i alle afskygninger, total minimalistisk og moderne. Han selv har skiftet band t-shirtene ud med skjorter og en kortklippet velfriseret frisure. Og han drikker aldrig den mængde han plejede til fester - tydeligt fordi hun ikke bryder sig om når han bliver "dum at høre på". 

Det ér da svært at se på, uden at tænke - æææh hvad skete der? Men det er hans liv! og måske har han fundet ud af at han OGSÅ trives på den måde, måske har han gjort op med sig selv st kæresten bare er dét værd for at de kan være et par og hun er glad og de ydre omstændigheder og udseende osv bare ikke er så vigtige at holde fast på for ham,  som hende. I dont know. Men så længe han er glad! Så er det skønt. Men gu var det da mærkeligt at se forandringen ske. Og måske endnu sværere for en mor end for en søster. Men nu er min mor ikke den der tænker så meget over tingene. Hun er glad, hvis vi er.