Skænderier vs. Skilsmisse

Jeg synes folk er ret hårde ved dig. 

Jeg kam sagtens forstå dig. Tænker kernen i problemet er at du ikke bliver hørt. Eller du føler at du ikke bliver hørt<3

Sprit25 skriver:

Jeg synes folk er ret hårde ved dig. 

Jeg kam sagtens forstå dig. Tænker kernen i problemet er at du ikke bliver hørt. Eller du føler at du ikke bliver hørt<3

Det tror jeg at du har ret i. Men jeg ved jo i bund og grund godt, at jeg skal arbejde med mit temperament, men det er jo bare virkelig svært, når man først er kommet så langt ud, at man ikke længere kan bunde

Anonym skriver:

Ja, jeg har nok en masse forestillinger og forventninger som ikke bliver indfriet, men vil ikke kalde dem krav. Som skrevet tidligere, har vi grundlæggende et godt og stærkt parforhold. Vi har været sammen i mange år og kan snakke om ALT. Lige for tiden føler jeg mig ekstremt presset i en familie med tre børn og et værre logistikhelvede. Jeg føler, at jeg står alene med alt planlægning og vores weekender har siden juli været proppet med aftaler og arrangementer. Vi er begge ved at gå til i planlægning i forhold til sportsaktiviteter for børnene, arrangementer i skole og børnehave osv. Jeg føler mig virkelig presset og stresset. Samtidig går jeg med en viden om, at jeg er arbejdsløs, når min barsel slutter - jeg overvejer karriereskift, men der er også økonomien at tage højde for. Der er så mange andre ting i det her end det der kommer frem. Jeg føler mig magtesløs over en tilværelse der er alt for presset i forhold til mine drømme og forventninger. Derfor kommer jeg ALT for hurtigt til at blive sur, ked af det og frustreret, når korthuset vælter (hvilket det ofte gør i denne tid) Jeg elsker min mand og er taknemmelig for hans rolige væsen, men jeg føler bare ikke at jeg kan mere. Vi kan ikke finde en fælles løsning på vores problematikker, så derfor ser jeg skilsmisse som den sidste udvej.

Du beskriver os i de hårde perioder: 3 børn med en masse logistik omring dem (tro mig der kommer kun mere når de som mine er 7,10, 14), og en mand der nok bedre kan finde pyt knappen frem og tænke det hele går nok. Jeg føler mig nogle gange som projektkoordinator med en kalender der skriger af mig, hver gang jeg åbner den. Korthuset falder når jeg igen igen igen har fået lavet en dobbeltaftale, fordi jeg sagde ja uden at kigge i kalenderen, havde glemt at skrive i kalenderen eller bare fordi jeg glemte at tænke - så bryder jeg sammen ikke med surhed som dig, men som en slatten karklud der kan finde på at græde foran børnene og gå helt i sortseer selvsving. 

Jeg har nu kendt min husbond i 25 år (gisp) og hans ro, pytknappen og det som synes at være irritationsknappen hos dig, har jeg med tiden lært at værdsætte og ikke mindst stole på. Når jeg falder sammen, eller når jeg bliver arrig så finder han løsningen, det var måske ikke den løsning jeg ville have fundet på fx ville jeg måske ikke have slået græs når huset flød, men det var hans løsning og det gav jo faktisk ro, det gav faktisk mine børn en god stund. 

Det har taget mange år at komme her til, og tro mig der er dage hvor jeg lige som dig tænker, var det bedre vi var hver for sig. Kan stadig huske hvad der startede den vej til at rumme at vores forskellighed er vores styrke. Det var da han havde bestilt dvd'er fra Italien til vores datter og han havde bestilt Toy Story - jeg flippede, mente det var en dum film, med en dum morale og og og og... Han valgte at afbestille den (hans famøse pytknap), og samme dag sad han med vores datter. De var så skønne sammen, og pludselig slog det med, at min datter var så fantastisk netop fordi hun hade ham som far og mig som mor, netop fordi hun ikke kun fik min sort/hvide opfattelse men fik alle gråzonerne når vi slog os sammen og gav rum til hinanden. 

Mine børn er de fantastiske væsener fordi far bøder af for mine værdier, krav og forventinger, og jeg bøder af fra hans. De får det bedste fra os begge to og bliver derfor mere hele end os alene. Og ja min mand træffer nogle åndssvage valg en gang imellem (sikker på han siger det samme om mig) fx har han det med at irettesætte lige får vi skal ud af døren, eller lige før de skal i seng så det hele bliver en meget længere seance, og jeg hader det, men det er jo ham.

Jeg tænker konsktruktivt, at I skal få talt om logistikken, få taget lidt byrder fra dig som projektkoordinator - vi forsøger selv, men det er svært for jeg får gjort det lige lidt før han får tænkt det. Men det er jo noget jeg skal arbejde med. 

Nå ville egentlig bare have skrevet, jeg kan forstå dig, med det men at jeg også forstår din mand og jeg faktisk tror I er sindsyg gode sammen, hvis I ser på det gode I bidrager med og rummer I er forskellige og det netop er jeres styrke.

Jeg har selv et voldsomt temperament, og når jeg kan mærke at blodet begynder at koge, sætter jeg mig selv i timeout. Jeg siger til min mand at jeg går på toilettet og så går jeg ud og lukker døren. Her bliver jeg til jeg kan mærke mig selv igen. Han ved selvfølgelig godt at det er fordi jeg vil afværge en eksplosion. Giver mere samtale og færre skænderier 

Anonym skriver:

Min mand og jeg har været sammen i 14 år. Sammen har vi tre børn, alle under 7 år. Vores forhold har altid værftet forhold, hvor bølgerne går højt, eller rettere - jeg får bølgerne til at gå højt. Min mand råber meget sjældent! Vi er en meget aktiv familie og elsker at tage på ture sammen. Vi bruger generelt meget tid sammen alle fem. Min mand og jeg er dog også gode til at tage til koncerter, ud og spise eller på ophold.

Lige nu synes jeg bare, at det hele er super træls. Jeg synes altid at min mand prioriterer helt vildt dårligt - et eksempel fra i dag: Vores hjem roder og ungerne har både været igang med brætspil, perler, tuscher og spist klementin. Jeg beder dem om at rydde tingene op. Derudover roder hjemmet generelt, da min mor har passet børnene med overnatning. Min mand tager så tøj på og går i haven for at slå græs. Han tager de to store med. De har stadig ikke ryddet det op, som jeg har bedt om og det roder stadig MEGET indendørs. De bruger 2 timer i haven. I virkeligheden er jeg jo glad for at min mand tager ungerne med i haven, at de hygger sig og er aktiveret. Jeg synes bare at det er en træls prioritet fra hans side, da hjemmet sejler og ungerne ikke har gjort som de blev bedt om. Det resulterer i at jeg igen bliver vred. I starten siger jeg det bare stille og roligt, men han er altid pisse irriterende og har bare den der attitude; hov, det må du undskylde  vi kan så sidde og snakke om det, når ungerne kommer i seng, men vi er lige vidt i morgen.

Jeg er træt af at vores dynamik er så dårlig for tiden. Jeg føler mig sur konstant og ønsker jo ikke at børnene skal høre mig råbe  Jeg er i tvivl om mine følelser for min mand. Jeg elsker ham, vi har et fint sexliv og vi laver en masse ting sammen, både som familie men også som par. Han irritere mig også bare grænseløst og jeg har lyst til at fyre ham af helvedes til sommetider  Jeg er ikke forelsket, men det kan man vel heller ikke forvente efter 14 år. 

Når vi er sammen med flere vores vennepar, tænker jeg oftest at vores forhold er at foretrække fremfor de andres. Jeg er bare så flov over at mine børn skal opleve mig så vred - nærmest dagligt for tiden 

Jeg har ikke lyst til at leve med andre, men er i tvivl om, om jeg har lyst til at leve med ham

Er en skilsmisse at foretrække fremfor alle de dumme “skænderier”?

Nu har min kæreste og jeg kun været sammen i 10 år og har kun et barn og en på vej, men jeg genkender udemærket irritationen over min kærestes prioriteter. Men jeg vælger at fokusere på at det er godt vi er forskellige. Hvor ville det være kedeligt i længden hvis vores partner var en kopi af en selv. Men lige det med at lade ungerne slippe for en opgave ville jeg ikke acceptere. Jeg havde forhindret dem i at går før de havde ryddet op. Det ville din kæreste vel støtte op om? Og ellers ville jeg tage den snak om at bakke hinanden op over for børnene om aften. Og jeg ville tage den snak hver aften til den var sivet ind. 

Anonym skriver:

Min mand og jeg har været sammen i 14 år. Sammen har vi tre børn, alle under 7 år. Vores forhold har altid værftet forhold, hvor bølgerne går højt, eller rettere - jeg får bølgerne til at gå højt. Min mand råber meget sjældent! Vi er en meget aktiv familie og elsker at tage på ture sammen. Vi bruger generelt meget tid sammen alle fem. Min mand og jeg er dog også gode til at tage til koncerter, ud og spise eller på ophold.

Lige nu synes jeg bare, at det hele er super træls. Jeg synes altid at min mand prioriterer helt vildt dårligt - et eksempel fra i dag: Vores hjem roder og ungerne har både været igang med brætspil, perler, tuscher og spist klementin. Jeg beder dem om at rydde tingene op. Derudover roder hjemmet generelt, da min mor har passet børnene med overnatning. Min mand tager så tøj på og går i haven for at slå græs. Han tager de to store med. De har stadig ikke ryddet det op, som jeg har bedt om og det roder stadig MEGET indendørs. De bruger 2 timer i haven. I virkeligheden er jeg jo glad for at min mand tager ungerne med i haven, at de hygger sig og er aktiveret. Jeg synes bare at det er en træls prioritet fra hans side, da hjemmet sejler og ungerne ikke har gjort som de blev bedt om. Det resulterer i at jeg igen bliver vred. I starten siger jeg det bare stille og roligt, men han er altid pisse irriterende og har bare den der attitude; hov, det må du undskylde  vi kan så sidde og snakke om det, når ungerne kommer i seng, men vi er lige vidt i morgen.

Jeg er træt af at vores dynamik er så dårlig for tiden. Jeg føler mig sur konstant og ønsker jo ikke at børnene skal høre mig råbe  Jeg er i tvivl om mine følelser for min mand. Jeg elsker ham, vi har et fint sexliv og vi laver en masse ting sammen, både som familie men også som par. Han irritere mig også bare grænseløst og jeg har lyst til at fyre ham af helvedes til sommetider  Jeg er ikke forelsket, men det kan man vel heller ikke forvente efter 14 år. 

Når vi er sammen med flere vores vennepar, tænker jeg oftest at vores forhold er at foretrække fremfor de andres. Jeg er bare så flov over at mine børn skal opleve mig så vred - nærmest dagligt for tiden 

Jeg har ikke lyst til at leve med andre, men er i tvivl om, om jeg har lyst til at leve med ham

Er en skilsmisse at foretrække fremfor alle de dumme “skænderier”?

Tænker du måske skal finde en professionel enten til at snakke med jer begge eller kun med dig, til at lære og forstå hinanden, og at den pyt knap der godt kan bruges lidt oftere.. Skilsmisse er ikke en løsning, det er blot at skifte et problem ud med et andet.. Og det vil aldrig nogensinde blive nemt at jonglere rundt med, der ville også komme nye partnere, og man ville miste retten til altid at være sammen med ungerne, plus der kan opstå meget større skænderier når man ikke er sammen, fordi så mister man også lysten til at tage hensyn til hinanden, så er det KUN børnene der bliver taget hensyn til i de fleste tilfælde. I og med at jeres forhold egentlig er godt, så tænker jeg virkelig at i skal have fundet en løsning, og du skal måske have fundet en måde at håndtere at dig og far altså ikke nødvendigvis gør tingene ens.. Selvfølgelig skal børnene rydde op, men skal det være lige der. Kunne det vente til de kom ind fra haven med far? Og så skal dig og far have en aftale om at i lige stikker hovederne sammen. 

Hvis i har det så godt sammen ville jeg virkelig synes det er hul i hovedet at droppe det. Alle har uoverensstemmelser, I skal have fundet en måde at håndtere det på, så det ikke behøver at være hele tiden du skal gå og være sur.. Og så skal du nok også overveje hvad grunden er til at du er sur.. 

Pyt knappen er et godt værktøj til at undgå at være sur hele tiden.. 

lineog4 skriver:

Du beskriver os i de hårde perioder: 3 børn med en masse logistik omring dem (tro mig der kommer kun mere når de som mine er 7,10, 14), og en mand der nok bedre kan finde pyt knappen frem og tænke det hele går nok. Jeg føler mig nogle gange som projektkoordinator med en kalender der skriger af mig, hver gang jeg åbner den. Korthuset falder når jeg igen igen igen har fået lavet en dobbeltaftale, fordi jeg sagde ja uden at kigge i kalenderen, havde glemt at skrive i kalenderen eller bare fordi jeg glemte at tænke - så bryder jeg sammen ikke med surhed som dig, men som en slatten karklud der kan finde på at græde foran børnene og gå helt i sortseer selvsving. 

Jeg har nu kendt min husbond i 25 år (gisp) og hans ro, pytknappen og det som synes at være irritationsknappen hos dig, har jeg med tiden lært at værdsætte og ikke mindst stole på. Når jeg falder sammen, eller når jeg bliver arrig så finder han løsningen, det var måske ikke den løsning jeg ville have fundet på fx ville jeg måske ikke have slået græs når huset flød, men det var hans løsning og det gav jo faktisk ro, det gav faktisk mine børn en god stund. 

Det har taget mange år at komme her til, og tro mig der er dage hvor jeg lige som dig tænker, var det bedre vi var hver for sig. Kan stadig huske hvad der startede den vej til at rumme at vores forskellighed er vores styrke. Det var da han havde bestilt dvd'er fra Italien til vores datter og han havde bestilt Toy Story - jeg flippede, mente det var en dum film, med en dum morale og og og og... Han valgte at afbestille den (hans famøse pytknap), og samme dag sad han med vores datter. De var så skønne sammen, og pludselig slog det med, at min datter var så fantastisk netop fordi hun hade ham som far og mig som mor, netop fordi hun ikke kun fik min sort/hvide opfattelse men fik alle gråzonerne når vi slog os sammen og gav rum til hinanden. 

Mine børn er de fantastiske væsener fordi far bøder af for mine værdier, krav og forventinger, og jeg bøder af fra hans. De får det bedste fra os begge to og bliver derfor mere hele end os alene. Og ja min mand træffer nogle åndssvage valg en gang imellem (sikker på han siger det samme om mig) fx har han det med at irettesætte lige får vi skal ud af døren, eller lige før de skal i seng så det hele bliver en meget længere seance, og jeg hader det, men det er jo ham.

Jeg tænker konsktruktivt, at I skal få talt om logistikken, få taget lidt byrder fra dig som projektkoordinator - vi forsøger selv, men det er svært for jeg får gjort det lige lidt før han får tænkt det. Men det er jo noget jeg skal arbejde med. 

Nå ville egentlig bare have skrevet, jeg kan forstå dig, med det men at jeg også forstår din mand og jeg faktisk tror I er sindsyg gode sammen, hvis I ser på det gode I bidrager med og rummer I er forskellige og det netop er jeres styrke.

Tusind tak for input. Det er ret med lidt viden fra én som kender til logistikhelvedet - jeg er nemlig bevidst om, at det sikkert kun bliver værre, nær jeg også skal på job osv. Jeg brokker mig over at være “projektkoordinator”, men samtidig kan og vil jeg jo ikke give slip. Jeg kan godt lide at have overblikket og i virkeligheden ville det nok stresse mere at opgive kontrollen.

Du har faktisk ret i, at vi er ret gode sammen, når man lige får reflekteret lidt over det (og ikke er sur)

Jeg har tænkt over det i et par dage nu og selvfølgelig skal vi ikke skilles - i hvert fald ikke i denne omgang. Vi er et godt team og børnene har brug for os begge to i dagligdagen. Jeg skal blive bedre til at styre mit temperament og formidle mine forventninger til min mand istedet for at gå og bygge et raseri op. Det handler ikke om at han skal gøre, hvad jeg mener er det rigtige, men mere så han kender mine tanker, når han træffer sine valg. For selvfølgelig skal han gøre hvad han tænker er væsentligt, men han bliver jo frustreret over at jeg ikke har formidlet noget til ham inden jeg er i det røde felt.

Hvor er det et godt perspektiv at kigge på sine børn. Vi har nemlig tre søde og velfungerende børn, som har fået det bedste fra både mor og far og det er det der danner dem. Jeg ville ikke kunne have givet dem alt det med, uden min mand. 

Det er dejligt at læse, at du har opgivet skilsmissetankerne for denne gang. 

Jeg har også en mand, der ind imellem prioriterer helt ud i skoven. Han er meget impulsiv og jeg er absolut det modsatte, hvilket også giver udfordringer nogle gange.

Jeg har lært, at jeg skal blive bedre til at sætte ord på mine tanker lige i situationen. Fx. I dit eksempel, så tager det jo lige et øjeblik at få 2 børn under 7 år i tøjet. Her kunne en kommentar ala: "Det er dejligt du vil tage dem med ud, men de skal lige rydde op først, for det har jeg bedt dem om at gøre" måske have reddet situationen?

Lignende eksempler kunne være:

"Vil du ikke lige bære skraldet ud, for det stresser mig lidt, det står og fylder?"

"Vil du køre ungerne til svømning i dag? Jeg har lige brug for tiden til at få styr på madplan og aftalerne i næste uge."

"Sætter du en maskine med håndklæder over på 90 grader, så putter jeg den lille imens?"

Jeg oplever, at når jeg formulerer mine tanker og ønsker så klart, så er der nærmest ikke grænser for, hvad min mand vil gøre for mig. Og hvis han har nogle andre forventninger til situationen lige nu, så får vi lettere talt og prioriteret. Fx. han hjælper med oprydningen, så det går hurtigere, eller han overtager ansvaret for, at ungerne gør det, så snart de kommet ind igen.

Det eneste jeg aldrig må forvente af min søde, kærlige mand er, at han læser mine tanker eller gætter mine ønsker, hvis jeg ikke har sat tydeligt ord på dem.

Hej 

Det kunne være mig der skrev det indlæg. Her ville det slet ikke du at skulle rende rundt og sige "gider du for jeg har brug for"

nej der er da heller ikke nogen der spørger mig om jeg gider. Og jeg føler heller ikke det er noget manden skal gøre for mig fordi det stresser/jjeg har brug for det. 

Nej vi har brug for rene håndklæder og vi skal have skrællen ud. 

Den situation du nævner med børnene syntes jeg manden er så forkert på den! Børnene skal selfølgelig rydde op når de er færdige og ikke når de lige har været i haven først og stor hygge i 2 timer  

Jeg har et kæmpe temperament. Men på arbejde, overfor veninder, mit barn osv. Kan jeg sagtens sige pyt men overfor manden eksploderede jeg! Vores sammenspil gik bare slet ikke. Han trickede mig bare.. 

Vi gik til par terapi. Det hjalp rigtig godt og vi kommunikere så meget bedre dermed ikke sagt det er uden gnidninger. For grundlæggende er vi forskellige. 

Jeg synes det er flot du skriver her. Der er både selverkendelse og refelektioner. Jeg kan anbefale at begynde at forske lidt i emnet omkring selvudvikling...Det har jeg  fået glæde af.

Du kan læse lidt om selvudvikling, læs fx. denne blog - den rummer i øvrigt også mange andre interessante emner:  https://mettesunivers.dk/derfor-kraever-vaere-gift-vilje-arbejde-omtanke/

Og du kan overveje at tilmelde dig de der daglige boosts, de er altså skide gode...  http://boostet.mettesunivers.dk/

PS: det er virkelig ikke for at reklamere for siden, men det er bare skide godt og har hjulpet mig i forskellige kriser....