Skænderier vs. Skilsmisse

Anonym skriver:

Min mand og jeg har været sammen i 14 år. Sammen har vi tre børn, alle under 7 år. Vores forhold har altid værftet forhold, hvor bølgerne går højt, eller rettere - jeg får bølgerne til at gå højt. Min mand råber meget sjældent! Vi er en meget aktiv familie og elsker at tage på ture sammen. Vi bruger generelt meget tid sammen alle fem. Min mand og jeg er dog også gode til at tage til koncerter, ud og spise eller på ophold.

Lige nu synes jeg bare, at det hele er super træls. Jeg synes altid at min mand prioriterer helt vildt dårligt - et eksempel fra i dag: Vores hjem roder og ungerne har både været igang med brætspil, perler, tuscher og spist klementin. Jeg beder dem om at rydde tingene op. Derudover roder hjemmet generelt, da min mor har passet børnene med overnatning. Min mand tager så tøj på og går i haven for at slå græs. Han tager de to store med. De har stadig ikke ryddet det op, som jeg har bedt om og det roder stadig MEGET indendørs. De bruger 2 timer i haven. I virkeligheden er jeg jo glad for at min mand tager ungerne med i haven, at de hygger sig og er aktiveret. Jeg synes bare at det er en træls prioritet fra hans side, da hjemmet sejler og ungerne ikke har gjort som de blev bedt om. Det resulterer i at jeg igen bliver vred. I starten siger jeg det bare stille og roligt, men han er altid pisse irriterende og har bare den der attitude; hov, det må du undskylde  vi kan så sidde og snakke om det, når ungerne kommer i seng, men vi er lige vidt i morgen.

Jeg er træt af at vores dynamik er så dårlig for tiden. Jeg føler mig sur konstant og ønsker jo ikke at børnene skal høre mig råbe  Jeg er i tvivl om mine følelser for min mand. Jeg elsker ham, vi har et fint sexliv og vi laver en masse ting sammen, både som familie men også som par. Han irritere mig også bare grænseløst og jeg har lyst til at fyre ham af helvedes til sommetider  Jeg er ikke forelsket, men det kan man vel heller ikke forvente efter 14 år. 

Når vi er sammen med flere vores vennepar, tænker jeg oftest at vores forhold er at foretrække fremfor de andres. Jeg er bare så flov over at mine børn skal opleve mig så vred - nærmest dagligt for tiden 

Jeg har ikke lyst til at leve med andre, men er i tvivl om, om jeg har lyst til at leve med ham

Er en skilsmisse at foretrække fremfor alle de dumme “skænderier”?

Jeg tror, at du har det for godt.

Hvis din mand kom ud for en trafikulykke.....

Hvis dit barn fik en livstruende sygdom.....

Hvis huset brændte ned.....

Hvis du mistede dit arbejde...

.... hvor vigtigt var det så lige, at der ikke blev ryddet op efter din standard?

Hvorfor tog du ikke overtøj på og gik med ud i haven, fik noget lys og frisk luft, hyggede med dem i 2 timer - og bagefter kunne I alle gå ind og være sammen om at få ryddet op, det løber jo ingen steder.

Anonym skriver:

Jeg tror, at du har det for godt.

Hvis din mand kom ud for en trafikulykke.....

Hvis dit barn fik en livstruende sygdom.....

Hvis huset brændte ned.....

Hvis du mistede dit arbejde...

.... hvor vigtigt var det så lige, at der ikke blev ryddet op efter din standard?

Hvorfor tog du ikke overtøj på og gik med ud i haven, fik noget lys og frisk luft, hyggede med dem i 2 timer - og bagefter kunne I alle gå ind og være sammen om at få ryddet op, det løber jo ingen steder.

Sådan kan man jo ikke rigtig sætte tingene op. Ting kan jo altid være værre.

jeg var inde sammen med vores yngste, som er et spædbarn.

Anonym skriver:

Sådan kan man jo ikke rigtig sætte tingene op. Ting kan jo altid være værre.

jeg var inde sammen med vores yngste, som er et spædbarn.

Blot for at give dig et andet perspektiv.

min mand var ude med vores ældste i haven og jeg var inde og huset sejlede. Jeg tog vores yngste (6 mnd på det tidspunkt) klædte ham på i fleece dragt og gik ud i haven med ham og satte ham op i barnevognen. Jeg tog også et glas vin med til min mand og juicebrik til den ældste. Så jo man kan handle anderledes end du gjorde. Jeg er ikke perfekt - langt fra. Men lad være med at forestil dig selv at ikke kan handle anderledes end du har gjort indtil nu. Vi har alle en fri vilje.

Parterapi!! Nu har du prøvet af fixe dig selv som isoleret enhed (flere gange), men det har ikke virket. Og der sker et eller andet uheldigt i jeres dynamik derhjemme - det skal I være 2 om at løse.

Du fremstiller din mand som sød og perfekt og dig selv som en rappenskralde, men jeres konflikter er jo ikke kun dine. Jeres problemer er JERES og skal løses i fællesskab.

I skal i parterapi, og i skal ikke skilles. Din mand og du har brug for at fintune jeres kommunikation - han skal måske også lære noget...

Jeg selv bliver også til tider ENDNU mere rasende, når min mand bliver for blød og føjelig i et skænderi. Han gør det for at nedtrappe konflikten, men det virker som en rød klud på mig. Nu har vi herhjemme kun 2 børn, og den mindste er knapt 4, så vi er langtfra så pressede som jer (jeg bliver i øvrigt en djævel af søvnmangel), men jeg kunne have skrevet dit indlæg. Jeg kommer fra et meget fredeligt hjem (min far bryder sig ikke om at skændes), men jeg er lidt disponeret til temperament fra min mors side. Under de rette omstændigheder EKSPLODERER jeg. Det er genetik.

I skal til parterapi. Sammen. Og I skal ikke skilles.

Puha jeg bliver lidt skræmt af det du siger fordi jeg har måske 10% af hvad du har. Og stakkels min kæreste får jeg tænkt

du har simpelthen KRAV til din mand han ikkr kan opfylde? Du ved vel godt et forhold handler om kompromis og ikke krav... utroligt din mand ikke bliver træt af at have alle de krav til sig

Smølfine123 skriver:

Blot for at give dig et andet perspektiv.

min mand var ude med vores ældste i haven og jeg var inde og huset sejlede. Jeg tog vores yngste (6 mnd på det tidspunkt) klædte ham på i fleece dragt og gik ud i haven med ham og satte ham op i barnevognen. Jeg tog også et glas vin med til min mand og juicebrik til den ældste. Så jo man kan handle anderledes end du gjorde. Jeg er ikke perfekt - langt fra. Men lad være med at forestil dig selv at ikke kan handle anderledes end du har gjort indtil nu. Vi har alle en fri vilje.

 

 

 

Du får det til at lyde som om, at alle mine handlemønstre er forkerte. Uanset om jeg var inde af den ene eller den anden grund, så behøves man jo ikke at være sammen konstant. Som jeg skriver i indledningen, så er vi faktisk rigtig gode til at lave aktiviteter sammen og nyde hinanden - mit issue er mine uforløste forventninger og forestillinger om hvordan tingene skal være.

Lilleguldklump skriver:

Puha jeg bliver lidt skræmt af det du siger fordi jeg har måske 10% af hvad du har. Og stakkels min kæreste får jeg tænkt

 

du har simpelthen KRAV til din mand han ikkr kan opfylde? Du ved vel godt et forhold handler om kompromis og ikke krav... utroligt din mand ikke bliver træt af at have alle de krav til sig

Ja, jeg har nok en masse forestillinger og forventninger som ikke bliver indfriet, men vil ikke kalde dem krav. Som skrevet tidligere, har vi grundlæggende et godt og stærkt parforhold. Vi har været sammen i mange år og kan snakke om ALT. Lige for tiden føler jeg mig ekstremt presset i en familie med tre børn og et værre logistikhelvede. Jeg føler, at jeg står alene med alt planlægning og vores weekender har siden juli været proppet med aftaler og arrangementer. Vi er begge ved at gå til i planlægning i forhold til sportsaktiviteter for børnene, arrangementer i skole og børnehave osv. Jeg føler mig virkelig presset og stresset. Samtidig går jeg med en viden om, at jeg er arbejdsløs, når min barsel slutter - jeg overvejer karriereskift, men der er også økonomien at tage højde for. Der er så mange andre ting i det her end det der kommer frem. Jeg føler mig magtesløs over en tilværelse der er alt for presset i forhold til mine drømme og forventninger. Derfor kommer jeg ALT for hurtigt til at blive sur, ked af det og frustreret, når korthuset vælter (hvilket det ofte gør i denne tid) Jeg elsker min mand og er taknemmelig for hans rolige væsen, men jeg føler bare ikke at jeg kan mere. Vi kan ikke finde en fælles løsning på vores problematikker, så derfor ser jeg skilsmisse som den sidste udvej.

Abracadabra skriver:

Parterapi!! Nu har du prøvet af fixe dig selv som isoleret enhed (flere gange), men det har ikke virket. Og der sker et eller andet uheldigt i jeres dynamik derhjemme - det skal I være 2 om at løse.

Du fremstiller din mand som sød og perfekt og dig selv som en rappenskralde, men jeres konflikter er jo ikke kun dine. Jeres problemer er JERES og skal løses i fællesskab.

I skal i parterapi, og i skal ikke skilles. Din mand og du har brug for at fintune jeres kommunikation - han skal måske også lære noget...

Jeg selv bliver også til tider ENDNU mere rasende, når min mand bliver for blød og føjelig i et skænderi. Han gør det for at nedtrappe konflikten, men det virker som en rød klud på mig. Nu har vi herhjemme kun 2 børn, og den mindste er knapt 4, så vi er langtfra så pressede som jer (jeg bliver i øvrigt en djævel af søvnmangel), men jeg kunne have skrevet dit indlæg. Jeg kommer fra et meget fredeligt hjem (min far bryder sig ikke om at skændes), men jeg er lidt disponeret til temperament fra min mors side. Under de rette omstændigheder EKSPLODERER jeg. Det er genetik.

I skal til parterapi. Sammen. Og I skal ikke skilles.

Du har helt ret og rammer ret meget nerven i det. Jeg ved godt at det er mig der agerer uhensigtsmæssigt i situationerne, men vi er et team og vi er nødt til at tilpasse os hinanden, så vi kan leve sammen med kompromiser og kærlighed. Jeg bryder mig jo netop ikke om at blive så rasende og jeg skal helt sikkert lære at sige pyt. Men måske kunne vi begge to lære noget og han kunne måske få en bedre forståelse af, hvad jeg går og tumler med.

Vi har lige talt om det, og tænker begge to at det er værd at forsøge os med parterapi. Vi vil gerne hinanden begge to, men mangler nye perspektiver på vores handlemønstre.

Anonym skriver:

Du har helt ret og rammer ret meget nerven i det. Jeg ved godt at det er mig der agerer uhensigtsmæssigt i situationerne, men vi er et team og vi er nødt til at tilpasse os hinanden, så vi kan leve sammen med kompromiser og kærlighed. Jeg bryder mig jo netop ikke om at blive så rasende og jeg skal helt sikkert lære at sige pyt. Men måske kunne vi begge to lære noget og han kunne måske få en bedre forståelse af, hvad jeg går og tumler med.

Vi har lige talt om det, og tænker begge to at det er værd at forsøge os med parterapi. Vi vil gerne hinanden begge to, men mangler nye perspektiver på vores handlemønstre.

Så skal det nok gå! 

Du har en flot selvindsigt og et stærkt parforhold. Så er du også arveligt disponeret til arrigskab (som mig), men hvis I har været sammen 14 (!!) år, bryder jeres forhold ikke sammen nu. 

Men 3 børn, hvoraf én er spædbarn, barsel uden job bagefter? Du er da max presset! Det ville de fleste vist have krise over. 

(Så er der rodet i hjemmet, som er virkelig irriterende, og kan ødelægge en hel dag. Også herhjemme. Og med en baby på armen ER det faktisk svært at overskue at rydde op. Jeg havde fået et raserianfald, hvis min mand havde prioriteret nyklippet græs over orden i stuen. Især hvis jeg var presset i forvejen.)

Abracadabra skriver:

Så skal det nok gå! 

Du har en flot selvindsigt og et stærkt parforhold. Så er du også arveligt disponeret til arrigskab (som mig), men hvis I har været sammen 14 (!!) år, bryder jeres forhold ikke sammen nu. 

Men 3 børn, hvoraf én er spædbarn, barsel uden job bagefter? Du er da max presset! Det ville de fleste vist have krise over. 

(Så er der rodet i hjemmet, som er virkelig irriterende, og kan ødelægge en hel dag. Også herhjemme. Og med en baby på armen ER det faktisk svært at overskue at rydde op. Jeg havde fået et raserianfald, hvis min mand havde prioriteret nyklippet græs over orden i stuen. Især hvis jeg var presset i forvejen.)

Tak - det var nok i virkeligheden det jeg havde behov for at høre Jeg skal uden tvivl arbejde med mig selv, men vi skal også finde kompromiser og jeg skal nok lære at acceptere at alt ikke er perfekt i en familie med tre børn og en travl hverdag.